Den længst levende afgud
22. KAPITEL
Den længst levende afgud
Men hvad betyder denne hedenske gudsdyrkelse? – Hvorfor er den så hårdnakket at få bugt med? – Den hedenske gudsdyrkelse er umådelig svær at få bugt med, fordi der bag denne dyrkelse eksisterer tilbedelsen af et levende væsen i kød og blod, som gudsdyrkeren elsker over alt og alle. Dette væsen er –gudsdyrkeren selv. Den hedenske gudsdyrkelse, som altså senere har fået navnet kristendom, er i virkeligheden kun gudsdyrkerens egen energiske og storslåede beskyttelse og tilbedelse af sig selv. Det opsatte gudebillede, den dominerende hedenske guddomsopfattelse, er i sin dybeste analyse kun en camouflage eller maskering, ved hvis hjælp denne selvtilbedelse får skæret af at være rettet mod et andet væsen. Ja, denne maskering er endog så genial eller raffineret, at gudsdyrkeren slet ikke selv opdager den rette sammenhæng, men igennem hundreder af inkarnationer lever i den samme illusion. Dette andet væsen, som gudsdyrkeren således tror at dyrke, repræsenteres jo ved gudebilledet. Dette kan være en fetich eller en anden rent fysisk figur. Men det kan også være en abstrakt figur, et blot og bart tankebillede. Et sådant tankebillede er moseguden. Isreals gud, Jehovah, Jahve eller Zebaoth.
      Men enten det nu er i en såkaldt kristen eller hedensk opfattelse, man udfolder sin gudsdyrkelse, så er denne dyrkelse altid til dato fremsat i en form, så den yder gudsdyrkeren den størst mulige fordel, yder ham ret til tilfredsstillelse af de mest fremtrædende begær eller opfyldelsen af hans mest brændende ønsker. Denne tilpasning sker på den måde, at man giver gudebilledet en mentalitet med bevidsthedsanlæg og naturer, der er analoge med gudsdyrkerens, så guden faktisk kun er et, i større dimensioner, fremtrædende jordmenneske. Vi har jo lige set, at den "kristne" gud bliver "vred", skal formildes ved sonoffer, at han således er "hævngerrig" samtidig med, at han også kan "favorisere" og "begunstige". Er en sådan mentalitet ikke nøjagtig en kopi af et jordmenneskes mentalitet?
      Men ved at lade guden eller det højeste væsen fremtræde med en mentalitet, der er en kopi af ens egen, får man det bedste forsvar for sin egen ufærdige natur. Det er ikke almindeligt i et samfund, at dets individer skal repræsentere opfyldelsen af højere idealer end dem, der udtrykkes som identisk med gudens væremåde. Er det ikke netop derfor, at Jesus og andre højere reformatorer kommer til kort med deres tids gængse gudsdyrkelses repræsentanter? Disse reformatorer forsøger jo at docere idealer og mentale foreteelser, der ligger over den gængse almene opfattelse, idet nævnte væsener fremtræder med en højere og renere bevidsthed eller væremåde end den, der ellers plejer at blive lovprist som Guddommens.
      Men doceringen eller udbredelsen af en sådan ny væremåde eller højere idealisme gør jo den gamle gudsdyrkelse til skamme. Intet under at dennes dyrkere eller udøvere i høj grad føler sig tilskyndet til at udøve protest imod eller forfølgelse af de nye idealer og disses udøvere eller repræsentanter. Udbredelsen af kendskabet til de nye idealer er jo en underminering af de gængse gudsdyrkeres prestige og religiøse autoritet. Og Jesu ord bliver således udtryk for en stor sandhed, der hvor han siger, at "de første skulle blive de sidste". De første på gudsdyrkelsens område er jo præsterne eller de religiøse autoriteter samt alle andre, hvis prestige i dag er baseret på de gamle idealer. Disse bliver altså de sidste til at acceptere en reformering og udbedring eller skærpelse af idealerne. Og vi får således her et meget tydeligt billede af, hvad der er grunden til religionsforfølgelse, Jesu korsfæstelse og lignende. Vi ser, at denne grund er nøjagtig den samme som i ethvert andet konfliktspørgsmål, nemlig "selvforsvaret".
      Al religiøs konflikt bunder således i dette ene: kampen for den prestige, som man vil miste med folkets eller massernes accept af de ny idealer. Og denne kamp bliver så meget desto hårdere, eftersom man jo ved forfølgelsen af de ny idealer mener at tjene guden, mener at komme i yndest hos denne, blive hans favoritter, blive "frelste" og "hellige".
      Man foregøgler sig hele tiden, at det er ham, man tjener, det er hans ærinde, man går ved at forfølge de virkelige reformatorer. At det i virkeligheden i allerhøjeste grad er ens eget ærinde, man går, at det er forsvaret for en selv, man dyrker, at det er kampen for ens egen position og anseelse, man manifesterer, ser man lige så lidt, som man ser "bjælken i i sit eget øje". At denne ens kamp og væremåde er "gudsdyrkelse", at "det er Guddommen man tjener", at ens forfølgelse eller vrede og harme henholdsvis er "hellig" og "retfærdig", har man lige så let ved at foregøgle sig, som man har let ved at se "skæven i sin broders øje".
      Når denne foregøgling kan finde sted, skyldes det altså den omstændighed, at gudebilledet, som jo er forbilledet for idealerne, har jordmenneskelige ufuldkommenheder eller svagheder, har vredestendenser, skal formildes ved surrogatforanstaltninger, har ladet sig bevæge til at straffe et uskyldigt væsen, så de skyldige kan gå fri, altså hundrede procent jordmenneskelig mentalitet. Gudebilledet er forklaret og opfattet så meget i kontakt med primitiv jordmenneskelig mentalitet, begær og ønsker, at man ved at tjene dette billede får glimrende udløsning for dyrkelsen af sig selv, ja, endog så meget, at denne dyrkelse ligefrem blænder. Igennem sin vrede og indignation føler man sig ligefrem "hellig" og "retfærdig", idet det jo er "Guddommen, man dyrker", det er i hans navn, man handler osv. og aner ikke engang, at denne form for dyrkelse er kulminationen af dyrkelsen eller tilbedelsen af sig selv. Intet under, at man holder godt fast ved en sådan guddomsopfattelse.
      Med en gudsdyrkelse, der i realiteten kun udgør en foranstaltning, ved hvilken individet kan dyrke og tilbede sig selv, kan forsvare sine ufærdige tendenser og primitive væremåde med et gudebillede, der har samme primitive tendenser eller mentalitet, og hvorfor individet altså kan udtrykke sin egen væremåde som "guddommelig", "hellig" og "retfærdig" er ikke nogen gudsdyrkelse, men er afgudsdyrkelse i kulmination. Og denne afgud er således ikke det opsatte gudebillede, men udelukkende individet eller gudsdyrkeren selv.
      Da den her omtalte gudsdyrkelsesform er kulminationen af afgudsdyrkelse, bliver individet således selv den absolut længst levende afgud.