Den Intellektualiserede Kristendom
Verdensaltet som et treenigt princip
104. Det forannævnte højeste levende væsen bekræfter også sin tilstedeværelse på en helt anden måde. Vi har et altomfattende objekt for al vor sansning. Dette objekt udgør i sin helhed det, vi kalder "verdensaltet". Kan vi med rette sige, at dette ikke eksisterer? - Nej! Det kan vi absolut ikke. Det ville være ganske umuligt. Hvis dette ikke eksisterede, ville der hverken eksistere kloder, sole, mælkeveje eller de kendte levende væsener. Der ville være et "intet" der, hvor verdensaltet urokkeligt på alle måder i dag åbenbarer sin eksistens for menneskene som deres største sanseobjekt. Da man umuligt med rette kan sige, at dette ikke eksisterer, bliver dets eksistens altså en kendsgerning. Men hvad kan man da sige om dette sanseobjekt? - Kan man med rette sige, at det er stort? - Nej, absolut ikke. Det udgør nemlig alle eksisterende størrelser, både store og små, både makrokosmiske, mikrokosmiske og mellemkosmiske formater. Det udgør en evig fortsættelse opad i det store og nedad i det små. Det kan derfor ingen mindste størrelse eller største størrelse have som hovedfacit. Det er uendeligt i sin natur. Det er således på en måde navnløst. Men det er ikke blot i størrelse, at verdensaltet er uendeligt og dermed ingen størrelsesanalyse har, det gælder også alle andre eksisterende egenskaber såsom farver, volumen, former, skikkelser osv. - Vi kan således heller ikke med rette sige, at nævnte verdensalt er grønt, gult, blåt, sort eller hvidt, hårdt eller fast, ondt eller godt, vådt eller tørt osv. - Det udgør alle eksisterende egenskaber tilsammen og bliver således også her uden analyse. Vort største sanseobjekt, verdensaltet, er således på alle måder i sin højeste analyse kun at udtrykke som "noget, som er". Jeg har derfor udtrykt dette ved begrebet "X". Men da vi i det efterfølgende kommer til to lignende analyser, har jeg udtrykt det her nævnte "X" som "X1".
      Vi har allerede berørt, at verdensaltet udgør et ocean af bevægelse, der er udløst som logisk skabelse. Vi er således på alle måder, leder og kanter omgivet af skabelse. Men skabelse kan umuligt finde sted uden en skabeevne. Det højeste noget har altså en skabeevne. Men denne skabeevne er også i sig selv uden analyse. Vi kan ikke med rette sige, at denne skabeevne er stor, for den består af alle eksisterende skabeevner i verdensaltet tilsammen, både de store og små. Den kan derfor kun udtrykkes som identisk med alle eksisterende størrelser og bliver derved i sig selv uendelig og dermed navnløs. Jeg har derfor udtrykt denne skabeevne som "X2".
      Men når nævnte noget udløser en evig skabelse, må der også være et evigt resultat af denne skabeevne. Dette resultat udgør alle "de skabte ting" i verdensaltet. Alle disse skabte ting er hver for sig tids- og rumdimensionelle, hvilket vil sige, at de er begyndelse og afslutning underkastet og er derfor forgængelige til fordel for nye skabelser. Men da de tilsammen udgør uendeligheden, bliver "de skabte ting" i verdensaltet ligeledes et navnløst noget. Dette har jeg udtrykt som "X3". - Vi ser her, hvorledes verdensaltet udgør tre principper, der som en urokkelig kendsgerning hver især udgør nøjagtig den samme analyse, nemlig "noget, som er". Det højeste "noget", der udgør alle jegerne i de levende væsener, udgør således en enhed, der urokkeligt fremtræder som jeget og dermed som ophavet til verdensaltets liv, og som jeg altså har udtrykt som "X1". Og som nævnt har dette en skabeevne, som jeg har udtrykt som "X2", ligesom jeg har udtrykt det af de to "X'er" heraf frembragte evige ocean af skabte ting som "X3". - Vi ser, at disse tre principper udgør en absolut uadskillelig enhed som et treenigt princip. Hvis et af disse tre principper manglede, eksisterede de to andre heller ikke. Hvis jeg-princippet (X1), der er skaberen, ikke eksisterede, var der ingen skabeevne (X2) og dermed ingen skabelse. Og når der ingen skabelse kunne finde sted, ville det skabte (X3) også være en umulighed. Og hvis det skabte ikke eksisterede, ville der ikke eksistere noget verdensalt. Kun et absolut "intet" måtte da være verdensaltets kosmiske analyse. Men denne analyse udgør det modsatte af kendsgerningerne. Verdensaltet eksisterer absolut ikke som et "intet", men som et "noget". Dette noget udgør "et treenigt princip". Dette princip opfylder lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at "et noget" kan fremtræde som "et levende væsen". Vi ser således også her, at verdensaltet udgør "et eksisterende levende væsen".