Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskenes instinktbefordrede gudsdyrkelse og den organiske gensidige tilknytning mellem dem og Guddommen
107. Før vi går videre i oplysningen om Guddommen og de levende væseners identitet henholdsvis som "Fader" og "gudesønner", er det nødvendigt, at vi gør os begribeligt, hvorfor der er opstået materialisme og gudløshed. De religiøse mennesker har, på grund af deres endnu stærke instinktbevidsthed og den heraf følgende religiøse tro, mere eller mindre tilbøjelighed til at betragte de materialistiske eller ikke-troende mennesker nedsættende. Dette sker på grund af disse materialistiske menneskers manglende evne til at tro på en gud eller guddom. Og de religiøse mennesker regner derfor med, at disse væsener ikke er Gud velbehagelige og henregnes til i værste tilfælde at være "fortabte" sjæle, ja endog til at være væsener, der går til "helvedes evige ild", martres i "svovlpøle" eller i andre rædselsfulde af deres fantasi og overtro affødte kosmiske straffedomme efter døden. Men disse religiøse menneskers straffedomme såvel som de materialistiske eller gudløse menneskers manglende evne til at tro på Guddommen må man tilgive, da begge disse to mentale tilstande har en ganske naturlig rod i virkeligheden, er et led i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Med hensyn til de religiøse menneskers tro på Gud er den hverken baseret på intellektualitet eller detaljerede kendsgerninger. Deres primære åndelige sanseevne er i stor udstrækning kun baseret på instinktevnen og en endnu noget fremtrædende inhuman følelse; deraf de hårde domme over anderledes tænkende mennesker. Det er denne inhumane eller endnu mangelfuldt udviklede humane følelsesevne, der ligger til grund for al intolerance og forfølgelse af andre religiøse trosretninger, sekter og samfund, ligesom disse igen også undertiden viser tegn på manglende human følelse og derfor heller ikke kan siges at være helt fri af intolerance.
      Så længe menneskene endnu kun kan fatte de højere magter, guder eller "guddomme" med deres instinktevne, altså deres anelsesevne, fordi deres intelligens og humane følelse endnu ikke er særligt udviklet, bliver det denne deres uintellektuelle, instinktbårne anelsesevne, der udgør fundamentet for de pågældende væseners anelsesforestillinger om netop højere magter, guder eller guddomme. Men anelsesforestillinger om de nævnte objekter er i sig selv ikke nok til at danne den overbevisningens kraft, som disse forestillinger må have for at blive et urokkeligt moral- og livsfundament for disse uintellektuelle væsener. Der måtte en helt anden kraft til for at give anelsesforestillingerne en så urokkelig styrke, at de kunne erstatte den overbevisningens magt, som de pågældende væsener, på grund af deres uintellektuelle tilstand, umuligt kunne opnå ad intellektualitetens, videnskabens og kendsgerningernes bevisførende vej. Disse væsenernes instinktmæssige anelsesforestillinger om de højere magter eller guddomme måtte gøres til et urokkeligt livsfundament, til gudsdyrkelse og moralbasis, men hertil var væsenernes instinktmæssige anelsesforestillinger absolut ikke nok. Der måtte skabes en urokkelig vished om disse forestillingers ufejlbarlighed. Men hvordan kunne det lade sig gøre over for disse uintellektuelle mennesker, der hverken havde intelligens- eller følelsesudvikling nok til selv at kunne give disse deres instinktmæssige religiøse guddomsanelser en sådan mental stabilisering, at de kunne afføde en så stærk overbevisende kraft, at den kunne fjerne al tvivl på de nævnte guddomsanelsers identitet som absolut sandhed eller virkelighed? - Hvordan kunne disse blive et lige så urokkeligt overbevisende livsfundament for deres gudsforhold og væremåde i kontakt med deres begavelse og udviklingstrin uden højere udviklet intelligens og følelse eller intellektuel begavelse? - Det er rigtigt, at dette ser umuligt ud. Men ikke desto mindre har millioner og atter millioner af mennesker igennem tiderne lige fra menneskenes første begynderstadier levet på instinktbefordrede, uintellektuelle anelsesforestillinger om guder eller guddomme. Ja! Har ikke hele fortidige verdenskulturer mere eller mindre været baseret på instinktbefordrede, men uintellektuelle anelsesfornemmelser af højere magters eller guddommes eksistens? - Ofrede man ikke netop både mennesker og dyr til disse uintellektuelt instinktanede højeste væsener? - Var der noget, der var for godt eller kostbart at ofre, når man dermed mente at tjene de nævnte livets højere magter eller ophav? - Hvad med de store verdensreligioner i vore dage? - Er de ikke alle uden undtagelse netop ligeledes baseret på instinktbefordrede anelsesfornemmelser af et eksisterende, verdensaltet regerende, almægtigt, alvist og alkærligt højeste levende væsen, opfattet som "den absolut eneste ene sande Gud"? - Er ikke hele det religiøse område over hele verden stadig endnu kun baseret på instinktaffødte anelsesforestillinger? - Er nogen af disse forestillinger baseret på virkelig videnskab eller kendsgerninger? - Nej, det er de absolut ikke. De er som nævnt kun instinktaffødte anelsesforestillinger, men det betyder ikke, at de i sig selv er udtryk for objekter, der absolut ikke eksisterer, og at de nævnte anelsesforestillinger er totale mentale afsporinger af menneskenes mentalitet. Man må her huske på, at de ikke er affødt af nogen som helst blot og bar intelligens og følelse. De er netop begyndt at blive til, da menneskene endnu kun havde meget ringe intelligens og næsten kun inhuman følelse. Forestillingerne om højere magters eller guders eksistens blev absolut ikke til ved en blot og bar spekulation. De blev født af instinktevnen, hvilket vil sige: den evne, der automatisk leder og styrer alt liv eller det levende væsen, så længe det endnu ikke selv har fået udviklet sin sansekapacitet til det intelligens- og følelsesbetonede stadium, ved hvilket det selv kan klare betingelserne for sin eksistens som levende væsen, ligesom den samme evne også automatisk leder væsenernes organfunktioner i deres fysiske organisme. Denne instinktevne leder absolut ikke de levende væsener til afsporing eller unormalitet. Befordrer den ikke netop det lille fosters udvikling i moderlivet, rent bortset fra at det også er instinktevnen, der befordrer mineral- og planteverdenens struktur og livsformer og som før nævnt en stor del af dyrenes livstilstand? - Og ligesom denne instinktmæssige automatik har til opgave at lede de levende væsener frem igennem udviklingen til det stadium, i hvilket de ved deres egen sansekapacitets tilstrækkelighed kan klare sig selv, således har den instinktmæssige automatik også affødt hele væsenets religiøse anlæg og de derigennem affødte anelsesforestillinger om Guddommens eksistens.
      At væsenerne ved en blot og bar anelsesevne ikke har kunnet opfatte Gud eller Guddommen intellektuelt, men kun i forhold til deres anelsesevnes kapacitet, så længe de ikke havde de sanse- eller åndsevner udviklet, ved hvilke Guddommen kan opleves intellektuelt eller videnskabeligt, er selvfølgeligt. Derfor de mange forskellige gudeforestillinger eller guddomsopfattelser og de heraf affødte tilsvarende moralbegreber igennem tiderne. Disse mange forskellige anelsesopfattede guder har tilhængere af de endnu mere eller mindre gældende verdensreligioner udtrykt som "afguder" og deres tilhængere som "afgudsdyrkere" eller "hedninger", hvilke betegnelser er absolut uintellektuelle og derfor forkerte. Disse "afguder" har alle været udtryk for eller resultatet af instinktbårne anelsesopfattelser af en højere magts, guders eller en guddoms eksistens. De har virkelig været Guddommens åbenbaring for disse mennesker på den for disse menneskers uintellektuelle sanseevners modtagelige måde. Og det er ganske ligegyldigt, hvilket uintellektuelt udviklingstrin de pågældende væsener tilhører. Om de har tilhørt meget inhumane trin, og deres gudsdyrkelse var baseret på blodsudgydelser, ofringer af mennesker og dyr, eller de har tilhørt begyndende humane udviklingstrin, og deres gudsdyrkelse har været velsignende dåbs- og nadversakramenter og andre religiøse opmuntringsritualer og ceremonier, er totalt ligegyldigt. Absolut alle gudsdyrkelsesformer har været og er endnu en åbenbaring af en livsvigtig stor del af den skabelsesproces, hvorved Gud skaber mennesket i sit billede efter sin lignelse.