Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskenes trosreligioner og verdensgenløsere
109. Denne guddommelige førelse af menneskenes anelsesreligiøse gudsforhold er som før berørt baseret på det princip, der bevirker forældrenes beskyttelse af deres afkom i dets mindreårige og hjælpeløse tilstand. Dette princip er en udløber af det store princip, vi kalder verdensgenløsningsprincippet. Dette princip i sin højeste instans udgør et forældreprincip for menneskene i deres meget primitive og ufærdige kosmiske hjælpeløse tilstand. Menneskene har således ligesom børnene også en slags mindreårig tilstand. Denne tilstand markeres ved, at disse mennesker, som vi udtrykker ved blandt andet "naturmennesker", har meget lidt intelligens og en tilsvarende lille følelsesevne, der i særlig grad er inhuman og gør væsenerne krigeriske. Som erstatning for de sparsomme intellektuelle evner har de en meget fremragende instinktevne. Denne evne udgør i stor udstrækning en automatisk føring af deres daglige liv ind i de for deres udvikling og livsbetingelse rigtige baner og væremåde. Og det er, som vi allerede har berørt, dette instinkt, der i deres mentalitet afføder anelsen om overnaturlige, højere magters eller guders eksistens. Men de har ikke sansemæssig kapacitet nok til på disse religiøse anelser at skabe en sådan overbevisende kraft som den, der skal til, for at disse instinktmæssige guddomsanelser kan blive et virkeligt, urokkeligt bærende livsfundament i deres daglige liv og væremåde. Her er det, at verdensgenløsningsprincippet kommer til udfoldelse i form af religiøse førere, lige fra naturmenneskenes medicinmænd og stammehøvdinge og frem til mere udviklede væsener, profeter og verdensgenløsere. Og disse er alle i stand til at iklæde disse væseners primitive religiøse anelser en slags revidering, så de kommer til at danne en slags idealbillede til støtte for den særlige moral- eller livslov, der gælder for de pågældende væseners åndelige udviklingstrin og særlige livsbetingelser. Denne særlige moral eller livslov, som de altså ikke selv kunne skabe ud af deres anelser og instinkt, blev så disse væseners gudsdyrkelsesideal, efter hvilket de formede deres moral og love for væremåde i deres daglige liv.
      Vi bliver her vidne til, hvorledes menneskenes guddomsopfattelse og dens dyrkelse er livsfundamentet for de troende væseners daglige liv. Men vi ser også, ved at se tilbage i menneskehedens udvikling, hvorledes guddomsopfattelsen har forandret sig fra primitiv og inhuman til mere civiliserede og humane opfattelser gennem mange forskellige stadier. Men den er dog stadig helt til vore dage baseret på instinkt og suggestion. Og her er kristendommen, som vi allerede før har berørt, ikke nogen undtagelse. Menneskene kunne jo ikke modtage den rene, intellektualiserede kristendom fra Jesu mund. Det betyder naturligvis ikke, at de store sandheder om livet, som han åbenbarede, ikke var virkelig, ren kosmisk videnskab. Men denne kosmiske videnskab eller disse store livsfacitter kunne han kun forklare menneskene i nedsatte, begrænsede tekster og symbolske forklaringer, således at de kunne passe ind i menneskenes midlertidige religiøse trang og derved indgå i den for deres udviklingstrin passende guddommelige tro og dermed være tilsvarende midlertidig fyldestgørende livs- eller moralbasis. Og det er netop en sådan troens livs- eller moralbasis, kristendommen har udgjort for menneskene nu snart igennem to tusinde år. Den er ganske vist udtrykt som livets evige sandhed, men den er ikke udtrykt som en videnskab eller logisk sammenhængende tankerække og er derfor ikke bygget til at skulle være materiale for en videnskabelig efterforskning. Den er i det store og hele i virkeligheden kun et postulat for den intelligente, videnskabelige forsker, hvis religiøse instinkt er degenereret, og hvorved han ikke mere kan suggereres til nogen slags tro. Han er derfor kun påvirkelig af de objekter, der er underbygget som kendsgerninger. Han kan ikke mere tro på kristendommen og navnlig ikke på grund af det hedenskab, som kendsgerningerne viser, at den var afsporet med eller tilsløret af. Han er derfor irreligiøs og tror ikke mere på kirken eller Guddommen. Men det betyder naturligvis ikke, at han behøver at være noget slet menneske. Han kan udmærket være et fremragende humant menneske. Men hans interesse og søgen efter sandheden har han nu indstillet på materien og mener at kunne finde sandheden eller livsmysteriets løsning der.