118. Som jeg har udtrykt i mine hovedværker "Livets Bog" og "Det Evige Verdensbillede", er den jordiske menneskehed i færd med at udvikle sig ind i en stor ny verdensepoke. I denne epoke vil nævnte menneskeheds væsener hver især blive udviklet til det færdige menneske i "Guds billede efter hans lignelse". I denne epoke vil Bibelens ord om Guds skabelse af mennesket i denne ophøjede, totale fuldkommenhed altså blive opfyldt. Som vi i det efterfølgende skal se, er "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" et væsen, der helt kan opfylde det evige guddommelige bud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv (se Matt. 22,37-39). Dette at elske Gud vil igen sige det samme som at elske verden, livet og tilværelsen i disse foreteelsers lyse og mørke faser, lykkelige og ulykkelige tilstande. At elske de mørke og ulykkelige tilstande i verden er ikke at manifestere dem, men at lære at kende og opleve dem som urokkelige beviser for og vejledning i, hvordan man ikke skal leve sit liv. Uden oplevelse af mørket ville intet som helst væsen nogen sinde komme til at kunne opleve lyset. Uden had ingen kærlighed. Og uden had og kærlighed ville Guds skabelse af mennesket i sit billede være en umulighed. Det er rigtigt, at Gud er almægtig, men hvordan skal han kunne skabe et større mirakel end skabelsen eller forvandlingen af det levende væsen til at udgøre hans eget billede, hans egen lignelse, lige så vel væsener fra makrokosmos og mikrokosmos som væsenerne fra mellemkosmos? - Dette at "elske sin næste som sig selv" er en anden kærlighed end dyrenes parringskærlighed og de ufærdige menneskers ægteskabskærlighed, der i sin kulmination, som det vi kalder "forelskelse", kun er baseret på en særlig hormonproces. Denne kunstige kærlighed fordrer absolut genforelskelse mellem de to partnere, der er dens ophav, ligesom den også kun kan reagere over for væsener af sit ophavs modsatte køn. Derfor kan det ufærdige menneske i denne enpolede tilstand umuligt opfylde næstekærligheden og navnlig ikke over for væsener af eget køn. Næstekærligheden er således ikke en kunstig sympati, der kan opretholdes ved en særlig hormonproces, og således heller ikke en evne, der kun kan bringe sit ophav til at elske væsener af modsat køn. Det er en evne, der har været under udvikling i mennesket igennem årtusinder eller hundreder og atter hundreder af liv. Den er i dag topresultatet eller topvirkningen af alle de lidelser, lemlæstelser, mord og drab, forfølgelser, torteringer eller alt, hvad dens ophav har udøvet eller iværksat over for sin næste i de nævnte mange hidtidige liv. Skæbneloven eller karmaloven betinger, at det, et menneske sår, skal det høste. Og gennem de mange liv kan mennesket ikke blive ved med at så lidelse og høste lidelse uden til sidst at føle lede ved denne sæd og høst; men at føle lede ved at gøre det onde, at føle lede ved at gøre andre levende væsener fortræd, er jo den begyndende udvikling af lysten til at gøre det gode og dermed evnen til uselvisk at skabe glæde, lykke og livslyst for andre. Den færdige udvikling af denne mentale tilstand er "næstekærligheden" eller "alkærligheden".