Den Intellektualiserede Kristendom
Sidste halvdel af dette kapitel (stk. 13-19) stammer fra et selvstændigt manuskriptafsnit om "Kristi genkomst". Visse gentagelser forekommer i forhold til kapitlets første halvdel.
 
De symbolske udtryk, ved hvilke Kristi genkomst er forudsagt
13. I de mange religiøse kredse, sekter og samfund opfatter man Kristi egne udtalelser om sin genkomst fuldstændig bogstaveligt, hvilket vil sige, at man opfatter det således, at han kommer som en personlig skikkelse i de fysiske skyer med megen kraft og herlighed. Man forstår ikke, at hele hans fremstilling af sin genkomst kun er udtrykt symbolsk. Man forstår således ikke, hvad der ligger bag disse symboler. Man fatter ikke, at han netop med denne sin symbolske forklaring lader forstå, at han absolut ikke kommer tilbage til jorden og optræder som en særlig fysisk personlighed og vil afsløre sig selv som Kristus, således som tilfældet i sin tid var i hans fysiske inkarnation i Palæstina. Han kommer absolut ikke og prædiker her og der og danner religiøse sekter og samfund. Der foreligger slet ikke noget som helst løfte om, at man fysisk kan finde ham her eller der. Tværtimod advarer han meget stærkt imod denne opfattelse for "dem, der har øren at høre med" og "dem, der har øjne at se med", idet han som Kristus ikke vil være at finde fysisk hverken her eller der. Han har symbolsk forklaret hele sin genkomst. At han har måttet forklare denne symbolsk, skyldes hans samtids endnu uintellektuelle eller primitive opfattelsesevne. Han måtte indkapsle sandheden om sin genkomst i et slags eventyrsprog, som netop ikke var ualmindeligt for datidens lærere og profeter. Først har han forklaret, at mange falske profeter vil opstå. Nogle af disse vil endog udgive sig for at være selve Jesus Kristus. Vi kan angående dette henvise til Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet, hvor han siger: "Se, jeg har sagt eder det forud. Derfor, om de sige til eder: Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud; Se, han er i kamrene, da tro det ikke, thi ligesom lynet udgår fra østen og lyser indtil vesten, således skal menneskesønnens tilkommelse være. - Og da skal menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skulle alle jordens stammer jamre, og de skulle se menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed" (Matt. 24,25-27,30).
      Kristus advarer videre og siger: "Ser til, at ingen forfører eder! Mange skulle på mit navn komme og sige: Det er mig! og de skulle forføre mange. - Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se dér! da tro det ikke! Thi falske kristus'er og falske profeter skulle fremstå og gøre tegn og undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte" (Mark. 13,5-6, 21-22). Men Kristus taler endnu videre om sin "genkomst", hvilket vil sige: hans missions fuldkommen- eller færdiggørelse. Han udtrykker det således: "Men talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder" (Joh. 14,26). Og Kristus fortsætter: "Jeg har endnu meget at sige eder, men I kunne ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd, kommer, så skal han vejlede eder til hele sandheden, thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde eder. - Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder" (Joh. 16,12-15).