Den Intellektualiserede Kristendom
Hvorfor udtrykker Kristus sig selv under begrebet "menneskesønnen"?
18. Når Kristus udtrykker sig selv under begrebet "menneskesønnen", var det naturligvis som modvægt imod den overtro, han vidste, der i fremtiden ville få god grobund i den uintellektuelle kristendom, alt efter som hans position begyndte at blive accepteret i stort format og danne den magt, der under begrebet gejstligheden ville få vanskeligt ved at holde sig til den virkelige sandhed om Jesu individualitet, der for dem måtte være det rene mysterium. I deres uvidenhed begyndte de at danne sig mærkelige forestillinger om denne usædvanlige eller enestående personlighed. Man kendte ikke i nogen særlig grad til "kosmisk bevidsthed", hvilket vil sige kristusbevidstheden. De forstod ikke, at denne bevidsthedstilstand er det færdige stadium af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. De forstod ikke, at de i Jesus af Nazaret var vidne til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. De kunne naturligvis ikke begribe eller fatte, hvordan et menneske kunne fødes med en så ophøjet bevidsthed, der med sin rene alkærlighed og visdom hævede sig gigantisk højt op over den almindelige jordmenneskelige mentalitet og væremåde, der var baseret på krig, blod, drab og lemlæstelse såvel stater som enkeltvæsener imellem. Hadet, hævnen og krigen var endnu opfattet af dem som livsbetingelse. Og der skulle endnu gå adskillige årtusinder, inden hele menneskeheden ville være nået frem til kristusmissionens freds- eller alkærlighedsopfattelse og blive til menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse og gøre kloden til himmeriges rige på jorden. At et sådant alkærlighedens og alvisdommens væsen fødtes i en menneskehed, der endnu i store områder manifesterede had, hævn, krig og djævlebevidsthed, kunne ikke undgå at vække opmærksomhed. Hans egne tilhængere dannede sig forestillinger om, at han måtte være en søn af Gud, ja, man troede i visse kredse, at han var Gud selv, der havde inkarneret sig i en menneskekrop. Det var en kendsgerning for dem, at han var født af Jomfru Maria, men kun Gud selv nævnes som fader. De kunne ikke tænke sig en jordisk mand som Jesu fader. Man mente, at Jomfru Maria på en mærkelig guddommelig måde måtte være blevet gravid ved Guds hellige ånd. At denne Guds hellige ånd var medvirkende er naturligvis rigtigt, men man kan ikke frakende, at undfangelsen krævede en mands medvirken. Men det troede man ikke var nødvendigt. Derved måtte Jomfru Maria være blevet undfanget af Gud. Og Jesus skulle dermed være en søn af Jomfru Maria med Gud som fader til barnet. Derved kom overtroen "jomfrufødsel" ind i kristendommen. Kristus har dog aldrig fortalt menneskene, at han skulle være kommet til verden på en så unaturlig og abnorm måde. Selvfølgelig havde han en jordisk, fysisk fader, lige så vel som han havde en jordisk, fysisk moder. At hans gigantiske kosmiske bevidsthed var resultatet af Guds skabelse af ham i sit billede i tidligere jordliv, var naturligvis ufatteligt for tilhængere, der hverken kendte til reinkarnation eller evigt liv for væsenerne. De forstod endnu ikke, at de alle skal blive til kristusvæsener, som et resultat af deres væremåde igennem deres reinkarnationer eller fysiske genfødelser.
      Overtroen "jomfrufødsel" er i dag med til at befordre den uintellektuelle kristendoms degeneration. Kristus kom til verden for at bevise, hvordan mennesket bliver ét med Gud i sin færdigskabelse og ikke for noget som helst andet. Hvis ikke Kristus kom til verden for at udgøre modellen for Guds skabelse af mennesket i sit billede, til hvad nytte så hans inkarnation på jorden? - At jomfrufødsler er en total umulighed for mennesket og ganske stridende mod sandheden om livet, er menneskene nu ved at være intellektuelle nok til at forstå. At Jesus Kristus er født og båret som et resultat af en mands og en kvindes kærlighedskulmination i Guds ånds udfoldelse af deres fysiske kærlighedssamleje, var naturligvis en kendsgerning for Kristus. Han vidste derfor udmærket, at han var en "menneskesøn", ligesom alle andre menneskesønner på jorden. Han vidste udmærket, at han ikke var en søn af Gud på samme måde, som en fysisk søn er en søn af sin fysiske fader. Men dette forhindrer ikke, at han på en helt anden måde vedgår sit familieskab med Gud, et familieskab, som han deler med menneskene. Men det er et kosmisk familieskab, som gør alle levende væsener til et kosmisk broderskab, i kraft af at de alle har det samme ophav, og i hvis organisme, hvilket vil sige verdensaltet, de alle "leve, røres og ere". Da dette ophav er den absolut eneste sande Gud, kan man med rette udtrykke os som "sønner" af denne Gud. Og det er på denne måde, at Kristus kan udtrykke sig som søn af Gud ligesom alle andre mennesker, ja alle levende væsener. Som vi allerede har berørt, var hans kosmiske bevidsthed eller helligåndsmentalitet hans egen medfødte arv fra tidligere liv. Derfor kunne han så hurtigt udfolde sin store overjordiske bevidsthed, efterhånden som hans fysiske organisme voksede til. Og da han var tredive år, var han ligesom andre mennesker nået frem til sin udviklingsstandard eller store åndelige kapacitet, han allerede havde i sine tidligere liv. Som vi også før har nævnt, var der mennesker i en så afsporet opfattelse af Kristus, at de troede, han var Gud selv, som var inkarneret på jorden i en lille menneskekrop. Mere afsporet eller afvigende fra den absolutte sandhed kan en sådan opfattelse ikke være. Hvordan skulle alverdens Guddom, hvis organisme eller legeme udgøres af alle mælkevejene i makrokosmos og mælkevejene i mikrokosmos såvel som i alle mellemkosmiske væsener, hvis organismer de udgør, kunne inkarnere og rummes i et enkelt af disse væsener? - At det er et kristusvæsen forandrer aldeles ikke sagen. Og hvis det virkelig var tilfældet, at Gud kunne inkarnere i ét eneste af disse væsener, der alle er mikrovæsener i Guds organisme, måtte alle levende væsener uden for dette ene mikrovæsen, i hvilket Guddommen i sin helhed var inkarneret, være døde og umanifesterede. Hvordan skulle noget væsen kunne leve uden Guds ånd, der udgør det levende regerende jeg eller centrum i alle levende væsener? -
      Man forstår, at verdensgenløseren i sit totalt ydmyge og sandhedskærlige væsen naturligvis ikke ønskede at styrke en sådan afsporing af mentalitet, en sådan fejltagelse af selve Guddommen. Hans kosmiske bevidsthed gav ham fuld vished for, at han var et menneske, der ved Guds skabelse (udviklingen igennem reinkarnationens mange liv) var blevet et færdigt menneske eller et kristusvæsen. Man forstår, at han fandt på udtrykket "menneskesønnen", der var den virkelige, urokkelige sandhed om hans fysiske identitet og slægtskab med jordmenneskene i hans inkarnation på det fysiske plan. Og derfor var det naturligvis også hans eget ønske at blive udtrykt ved betegnelsen "menneskesøn". At han skulle være Guds "enbårne søn", hvilket vil sige: eneste søn af Gud, som et jordisk menneske kan være en eneste søn af sin fysiske fader, har været ham meget imod. Han vidste udmærket, at han ikke var mere Guds søn, end alle andre væsener åndeligt set er gudesønner. At han netop opfatter alle andre mennesker som medlemmer af dette guddommelige slægtskab, kommer til udtryk der, hvor han minder jøderne om, at der i skriften eller i deres lov står, at alle "til hvem Guds ord kom (og skriften kan ikke rokkes) er guder" (Joh. 10,34-35). Og ud fra dette synspunkt kunne han med rette forsvare sig som "Guds søn". Man må således her forstå, at Kristus naturligvis ikke ønskede at kalde sig "menneskesønnen", hvis dette udtryk var ren usandhed. Man må forstå, at Kristus ikke kom til verden for at være noget, som intet som helst andet menneske ikke også kunne opnå. Han var det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Han var altså blevet til det ophøjede væsen, som det var Guds plan at ophøje alle andre væsener til igennem sin skabelsesproces. Denne gik jo netop ud på at skabe mennesket i Guds billede efter hans lignelse. At der måtte være en kolossal iøjnefaldende forskel på det meget ufærdige menneske og det meget færdige menneske i Guds billede, er selvfølgeligt. Det var netop denne guddommelige færdigskabte tilstand, der, i kraft af Guds hellige ånd eller kosmisk bevidsthed, gjorde menneskesønnen til menneskehedens vejleder til hele sandheden, der slutteligt skulle ende som livsmysteriets løsning. Og det var denne Guds udvælgelse af ham til udførelsen af den store kærlighedens og visdommens mission for jordens mennesker, der ophøjede ham til Kristus. Han var altså en "menneskesøn" ligesom alle andre mennesker, men han havde gennemgået hele udviklingen i alle dens stadier og var altså blevet til det færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse. Derfor kunne han være en model eller åbenbaring af den mentalitet og væremåde, som det er Guds plan med sin skabelsesproces i form af udviklingsprincippet at give alle mennesker uden undtagelse. Der vil således ikke blive en eneste fortabelse eller tilintetgørelse eller en evig pine i et evigt helvede. Men dette sker ikke ved dåb eller nadver alene, men derimod ved reinkarnation eller genfødelse på det fysiske plan igennem oplevelsen af karma eller virkningerne af nydelsen af kundskabens træ, der befordrer loven, der bevirker, at man karmamæssigt eller gengældelsesmæssigt kommer til at høste det, man sår. - Kristus viste således, at han var en "menneskesøn", der var blevet til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Derfor kunne han med god grund sige: "Jeg og Faderen, vi ere ét" (Joh. 10,30). Vi forstår hermed, hvor naturligt det er, at efterverdenen har udtrykt Jesus af Nazaret som "Kristus" i stedet for "menneskesønnen". Og livsmysteriets løsning er blevet udtrykt som "kristendommen".