Den Intellektualiserede Kristendom
Hvorfor menneskene taber troen på kristendommen
23. Det er rigtigt, at menneskeheden i dag i stor udstrækning vånder sig i blodige krige, myrderier og lemlæstelser af hverandre indbyrdes. Og det er også rigtigt, at de såkaldte "kristne stater" ikke er en undtagelse herfra, tværtimod. Disse stater er netop blevet verdens mest geniale og effektive morderiske, lidelses- og ødelæggelsesfrembringende med hensyn til at skabe det onde eller djævlemanifestationer. De har, siden verdensgenløseren for snart to tusinde år siden begyndte at så kristendommens sæd i menneskehedens bevidsthed, udviklet deres morderiske eller djævelske kapacitet eller kunnen millioner af gange. Hvad var datidens krigs- og drabsmidler ved siden af det tyvende århundredes moderne kernevåben, ved hvilke millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier kan udslettes på sekunder, minutter og timer? - Hvad med de andre djævelske påfund af svært sygdoms- og dødsbefordrende kemiske midlers anvendelse i krigsøjemed, der på denne måde på jordens terræner skaber helvedesarrangementer af døds- og lidelsesterræner? - Var det ikke meningen, at kristendommen skulle befri menneskene fra helvede, fra alt det onde, fra al hævn og had og bringe dem til at elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv? - Og skulle dette ikke betyde skabelsen af et "himmeriges rige", altså et totalt fuldkomment kærlighedens verdensrige på jorden, og hvorefter menneskene kunne fortsætte i en helt ny eksistensform eller livsoplevelsestilstand? -
      Hvorfor er dette rige ikke for længst blevet skabt, vil nogle måske sige. Andre mener, at kristendommen er den rene overtro. Atter andre mener, at verdensgenløseren Jesus eller Kristus aldrig har eksisteret. Skepsis og tvivl er i særlig hurtig vækst her i vort tyvende århundrede. Menneskene holder op med at gå i kirke. Det er lige ved af nogle mennesker at blive opfattet som en abnormitet at være religiøst interesseret. Og en ny stor overtro er begyndt at vokse frem, netop denne, at kristendommen er i forfald og har udspillet sin rolle og dermed er i færd med at ophøre. Hvordan kan det være, at det ser således ud? - Ja, hvordan skulle mennesker, der endnu ikke hverken har intuitionsevne eller andre højpsykiske evner og derfor udelukkende kun kan se den rent fysiske side ved tilværelsen, kunne se kristendommens sande højpsykiske struktur og tilknytning til menneskeheden? - Må ikke netop den djævleagtige mentalitetsudfoldelse, der er vokset over kristendommens tilsyneladende svage kapacitet, få det intelligente, materialistiske menneske til at opfatte det næsten som en kendsgerning, at kristendommen er overtro, naivitet, magtesløs og intetsigende? - Men denne opfattelse af kristendommen må man undskylde. Den eksisterer udelukkende af mangel på endnu uudviklede højintellektuelle sanseevner. Og med evner eller sanser, man ikke har, kan man ikke opleve eller sanse. Kristendommen er i sig selv absolut ikke hverken overtro, magtesløs eller intetsigende. Men denne overtro vil blive ved med at florere, så længe det endnu ikke er blevet til virkelig kendsgerning for menneskeheden, at kristendommen ikke blot er "vejen, sandheden og livet", men i sin helhed er selve verdensvidenskaben, er selve livsmysteriets løsning.