Den Intellektualiserede Kristendom
Kristusvisionen. En guddommelig meditation, det gyldne lys, guldglorien i Guds ånds strålevæld
3. Som før nævnt havde jeg sat mig mageligt til rette og med bind for øjnene i det mørkelagte værelse. Jeg havde ikke siddet ret længe, før der viste sig en gråhvid figur, der forestillede den kendte kristusfigur, skabt efter en originalfigur af den danske kunstner Bertel Thorvaldsen. Den syntes at være i en afstand af ca. 7 meter fremme foran mig. Det var en mindre figur af ca. en halv meters højde. Den var meget tydelig og smuk. Men den var kun synlig et kort øjeblik, så fortonede den sig bort. Og værelset lå atter i mørke. Jeg er senere blevet klar over, at den lille gipsfigur ligesom skulle symbolisere for mig identiteten af det guddommelige væsen, jeg i den efterfølgende lysende vision skulle opleve - ikke som en død eller livløs materialisation, men derimod som et overjordisk levende væsen.
      Nu tonede der pludselig frem af mørket en blændende overjordisk skikkelse, strålende i det hvideste, hvide lys. Nu var det ikke mere Thorvaldsens gipsfigur, men en levende Kristus i en normal menneskelig størrelse. Skikkelsen kom ganske langsomt hen imod mig med armene åbnede som til en omfavnelse. Det kolossale strålevæld, der udgik fra skikkelsen og dens iklædning, formede sig som tusinder og atter tusinder af skinnende mikrosole, der hver især var mindre end hovederne på de mindste gangbare knappenåle. De udsendte et blændende, velværebefordrende hvidt lys, der markerede den overjordiske levende Kristus i kraft af de lyseblå skygger, der på en mærkelig måde dannede sig. Jeg stirrede ganske bjergtaget på dette guddommelige vidunder fra en højere verden. Men nu tonede skikkelsen atter bort. Og jeg befandt mig atter et øjeblik i mørke. Men så kom den overjordiske skikkelse, den lysende Kristus, atter frem af mørket. Den forekom mig nu i en meget overdimensioneret størrelse i forhold til den normale jordmenneskelige legemlige størrelse. Jeg var som lammet og kunne kun stirre urokkeligt på den lysende skikkelse, som var foran mig og bevægede sig lige ind i min organisme, altså ind i mit eget indre. Her standsede den og blev stående. - Men nu udgik der fra denne guddommelige skikkelse inde i mig en kolossal lysstråle. I denne kunne jeg se ud over verden. Det var ligesom, jeg var uden for jorden. Jeg så skibe sejle på havene. Jeg så kontinenter med byer og landsbyer glide forbi, kort sagt, jeg så, at kristusskikkelsens stærke lys fra mit indre lyste og funklede ud over verden. Og dermed sluttede den overjordiske guddommelige vision. Jeg var atter alene tilbage i mørket. Men kristusskikkelsens hvide lys blev tilbage i mig og har siden med tiltagende styrke funklet i mit indre.
      Denne min foran omtalte stærkt lysende kristusvision oplevede jeg i absolut vågen kosmisk dagsbevidsthed og ikke i nogen som helst form for drømme eller hallucinationer. Det var en tydelig tilkendegivelse af en mission, jeg skulle udføre. Men det er rigtigt, at jeg ikke lige med det samme kunne fatte eller blive bevidst i, hvordan jeg som et tilsyneladende uvidende menneske skulle magte en åndelig eller kosmisk opgave af et så ophøjet format. Men jeg skulle ikke komme til at være i denne uvidenhed ret længe. Allerede næste formiddag følte jeg, at jeg atter måtte meditere i mørke, ligesom jeg gjorde før.
      Jeg sad atter i min kurvestol, som syntes at være opladet med en eller anden stærkt virkende åndelig kraft. Jeg havde altså bind for øjnene og befandt mig i dybt mørke, men absolut i vågen dagsbevidst tilstand. Pludselig var det som om, jeg så ind i en mørk himmel. Men nu gik der en sort skygge hen over denne himmel, som derefter blev mere lys. En sådan skyggepassage gentog sig flere gange. Og for hver gang, den havde passeret, blev den nævnte himmel til et stærkere og stærkere lys for til sidst at blive et blændende lysocean i den reneste guldets farve. Det overstrålede alt andet eksisterende lys. Det formede sig som tusinder af vibrerende gyldne tråde, der totalt opfyldte rummet. Jeg befandt mig altså alene midt i dette guddommelige levende, gyldne lysvæld, men uden at være synlig i nogen som helst fremtrædende materialiseret form. Jeg havde ingen organisme, ligesom alt andet omkring mig af skabte ting, mit værelse, mine møbler, ja, kort sagt, hele den materielle verden, var forsvundet eller totalt uden for sansernes rækkevidde. Det blændende gyldne lys med sine vibrerende gyldne tråde havde optaget i sig alt, hvad der ellers er tilgængeligt for sansning eller livsoplevelse. Men ikke desto mindre var jeg dagsbevidst nok til, at jeg igennem det stærke gyldne lys blev indpodet eller oplevede, at jeg i denne guldglorie var i mit evige jegs hjemsted, havde her en levende eksistens uden for det hele, uden for alt, hvad der ellers er synligt som skabte foreteelser. Jeg var uden for tid og rum, jeg var ét med uendeligheden og evigheden. Jeg var i mit udødelige jegs element, der sammen med alle andre levende væseners udødelige jeger er ét med verdensaltets jeg eller evige ophav. Jeg var her ét med den gennem alle tider, gennem alle verdenskulturer, gennem alle verdensreligioner, gennem alle racer og folkeslag, både bevidst og ubevidst, søgte, dyrkede og tilbedte verdensaltets eneste evige, alvidende, almægtige og alkærlige Gud.