Den Intellektualiserede Kristendom
Kristusbevidsthedens første begyndende solopgang over verden
41. Vi har her set et koncentrat af de fundamentale hellige facitter, der udtrykker de guddommelige principper eller love, efter hvilke hele verdensaltet styres og ledes. Ved disse loves opfyldelse skulle hele menneskeheden forvandles til totalt fuldkomne mennesker. Jorden skulle blive et hjemsted for en menneskehed, hvis enkelte individer virkelig skulle blive i Guds billede, hvilket vil sige: til absolut alkærlige væsener. Sådanne væsener måtte ligeledes blive varmende sole for hverandre. De måtte danne et rige, der hverken havde krige eller mordvåben, der hverken havde militær eller krigsskuepladser, et rige, der hverken havde myrderier af mennesker eller dyr af nogen som helst art. Overholdelse af det femte bud: "Du må ikke slå ihjel" (2 Mos. 20,13), dette ikke at dræbe, myrde eller tortere måtte være videnskab, begavelse, vanebevidsthed, alkærlighed, ja, intet mindre end Guds ånds strålevæld omkring alle. Dette rige var bebudet som "himmeriges rige". Det er overholdelsen af dette riges love og principper som daglig væremåde, der er den absolut sande kristendom. Jesu Kristi dogme- eller facitforkyndelse var altså begyndelsen til åbenbaringen af Guds guddommelige verdensplan og dermed dennes hensigt med jordens væsener såvel som med de levende væsener i alle andre livsområder i verdensaltets myriader af beboede verdener. Denne guddommelige kristusforkyndelse af verdensaltets allerhøjeste livsfacitter skulle som livsfundament afløse hele den gamle krigspolitik og dyriske mentalitet i mennesket og smelte hadets is i hvert eneste sindelag.
      Kristusmanifestationen var intet mindre end begyndelsen til menneskenes indvielse i en helt ny verdensepoke. Nævnte manifestation var således livets største lysvæld. Den var en alkærlighedens solopgang over verden. Men den var endnu i sin begyndelses allertidligste spæde morgenrøde. Den var endnu kun en meget smal lysstribe langt ude i jordens kiming. Jordens krigs- og ragnaroksvældes sorte dødsskyer dannede endnu mørke skygger på kimingens endnu spæde lys. Dødsrallen, råb, skrig og skrål fra myrderier og tortur af millioner og atter millioner af væsener i ragnarok i forbindelse med sabotage eller ødelæggelse af kulturværdier og livsterræner skulle endnu i en tiltagende grad i årtusinder rase, inden kristussolens strålevæld af lys og varme kunne nå op over jordmenneskehedens mørke mentale himmel og blive den virkelige alkærlighedens verdenskultur, den er bestemt til at skulle blive.