42. For snart to tusinde år siden blev gennem verdensgenløseren Jesus Kristus fundamentet til en ny livs- eller bevidsthedsepoke indført i menneskehedens historie. Dette fundament var intet mindre end åbenbaringen af menneskehedens allerhøjeste livsfacitter. Det var en guddommelig vejledning i, hvad der var Guds mening med menneskene, og hvorledes de endnu meget ufærdige jordiske mennesker selv kunne hjælpe Guddommen med denne store forvandling af dem selv fra at være dræbende, lemlæstende, dyriske væsener til at blive til væsener i Guds billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige: til væsener i alkærlighedens væremåde. Men denne alkærlighedens væremåde var i en overordentlig stor udstrækning en total modsætning til de menneskers almengældende, autoriserede, krigeriske kultur og væremåde, der var herskende under verdensgenløserens fysiske inkarnation og fremdeles i tiltagende grad blev herskende. Den autoriserede jødiske kultur var under Moseloven. Den var en straffens og gengældelsens mentalitet. Her gjaldt det: "Øje for øje, tand for tand, - hånd for hånd, fod for fod, - brændt for brændt, sår for sår, blåtslaget for blåtslaget" (2 Mos. 21,24-25). - Denne Moselovens kultur var absolut ikke båret af alkærlighedens lys. Men derimod var ægteskabet mere det primære i denne menneskehedens epoke. Under denne kultur veg man heller ikke tilbage fra at trænge ind i andre folks eller staters områder. Vi kan blandt andet pege på jødernes indfald i og erobringen af Palæstina. Moses var en krigens og dødsstraffens tilhænger. Han veg ikke tilbage fra i sin hidsighed at knuse lovens hellige tavler med de ti bud, da han så, at folket dansede om guldkalven. "Og det skete, der han kom nær til lejren og så kalven og dansen, da optændtes Moses' vrede, og han kastede tavlerne af sine hænder og sønderbrød dem neden for bjerget" (2 Mos. 32,19). Men Moses var netop den mand, der var i besiddelse af evner til at styre denne urolige afgudshungrende hob ud af Ægyptens trældom, ligesom han samtidig ejede de okkulte eller kosmiske kræfter, ved hvilke han kunne overvinde de mange psykiske nødsituationer, der opstod i det hårde liv, det betrængte folk måtte udstå i den lidelsesfulde ørkenvandring. Det folk, til hvilket verdensgenløseren blev sendt, var altså et folk, der var opdraget til en kultur, der var en skrigende modsætning til den kultur, som Kristi dogme- eller facitforkyndelse senere skulle åbenbare.