Den Intellektualiserede Kristendom
De mennesker, der kunne forstå Kristi forkyndelse, og de mennesker, der ikke kunne forstå ham
67. Men hvordan er det gået til, at der kun var nogle få mennesker, der havde den humanitet eller begyndende næstekærlighed, som bevirkede, at de bandt sig til Jesus og hans forkyndelse? - Hvorfor var ikke alle de andre mennesker i almenheden modtagelige for Jesu Kristi guddommelige budskab fra livets allerhøjeste guddommelige sfærer? - Det må da være uretfærdigt, at ikke alle havde den evne, at de kunne glæde sig over den humane verdensepokes forkyndelse? - Når kun en vis del af menneskene kunne modtage eller acceptere Jesu forkyndelse, skyldes det netop en realitet, som hører med til det, menneskene ikke kunne forstå, og som derfor måtte høre med til det, der kun kunne forkyndes dem senere hen i livet eller fremtiden. Det var netop det, Kristus talte med rådsherren Nikodemus om i en særlig nattetime. Det var genfødelsen eller reinkarnationen, de talte om. I kraft af reinkarnationen kan det netop forklares, hvorfor nogle mennesker kunne forstå kristusforkyndelsen og begyndte at kunne praktisere noget af deres liv i harmoni med denne, medens andre ikke kunne. De, der kunne modtage Jesu forkyndelse, havde absolut ikke kunnet tilegne sig denne humanitet, den større eller mindre kærlighed til næsten, som der skulle til, for at man kunne forstå den humanitet, Kristus manede menneskene til at vænne sig til at praktisere i deres daglige liv. De havde umuligt kunnet tilegne sig en sådan begavelse i ét eneste fysisk jordliv. Vi må her erkende, at denne begavelse var et resultat af tidligere fysiske jordlivs erfaringer og skæbneoplevelser, som disse mennesker havde oplevet.