7. I mange religiøse kredse, sekter og samfund har man mere eller mindre tilbøjelighed til at opfatte det bibelske udtryk eller begreb "Kristi genkomst" som udtryk for en personlig fysisk genkomst af verdensgenløseren.
Man tror således, at han kommer som en personlig fysisk skikkelse i "skyerne med megen kraft og herlighed".
Man forstår ikke, at hele hans fremstilling af sin "genkomst" kun er symbolsk.
Man forstår således ikke rigtigt, hvad der ligger bag disse udtryk.
Man fatter ikke, at han med denne symbolske forklaring lader forstå, at han absolut ikke kommer tilbage til jorden og optræder som en særlig fysisk personlighed og vil afsløre sig som "Kristus", således som tilfældet var i hans tidligere fysiske inkarnation på jorden.
Han kommer absolut ikke og prædiker her og der og danner religiøse sekter og samfund.
Der foreligger slet ikke noget som helst løfte om, at han fysisk kan findes her eller der, tværtimod advarer han meget bestemt imod den opfattelse for dem, der har øren at høre med, og dem, der har øjne at se med.
Dette vil igen sige: dem, der har udviklet både humanitet, intelligens og intuition i tilstrækkelig grad til at kunne opleve dette syn.
Kristus har, som allerede nævnt, symbolsk forklaret hele sin "genkomst".
At han har måttet forklare denne symbolsk, skyldes hans samtids endnu uudviklede eller primitive sanse- eller opfattelsesevne.
Han måtte indkapsle sandheden om sin "genkomst" i et slags eventyrsprog.
Det var netop ikke ualmindeligt hos datidens lærere og profeter.
Først har han forklaret, at mange falske profeter ville opstå.
Nogle af disse ville endog udgive sig for at være selve Kristus.
Og Kristus advarer: "Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus eller dér, da skulle I ikke tro det, thi falske kristus'er og falske profeter skulle fremstå og gøre store tegn og undergerninger, så at også de udvalgte skulle blive forførte, om det var muligt. -
Se, jeg har sagt eder det forud.
Derfor om de siger til eder: Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud!;
Se, han er i kamrene, da tro det ikke, thi ligesom lynet går fra østen og lyser indtil vesten, således skal menneskesønnens tilkommelse være" (Matt. 24,23-27).
Kristus advarer videre og siger: "Ser til, at ingen forfører eder.
Mange skulle på mit navn komme og sige: Det er mig, og de skulle forføre mange" (Mark. 13,5-6).
Hvad er det, Kristus her har udtrykt om begrebet "Kristi genkomst"? -
Som vi har set, har han ikke sagt, at han kommer igen som en fysisk person og prædiker ordet, udfører mirakler og ses af folket både her og der.
Han har tværtimod meget bestemt advaret menneskene imod denne antagelse.
Når han ved denne "genkomst" hverken findes her eller der, kan hans "genkomst" absolut ikke være som en fysisk person, og hvorfor skulle han også komme fysisk tilbage til jorden? -
Han er stadig den trofaste, alkærlige, åndelige hjælper for den, der af hjertet tror på ham.
Er der ikke netop millioner af mennesker verden over, der tror på hans ord? -
Og bliver hans ord ikke prædiket eller forkyndt af tusinder og atter tusinder af forskellige fortolkere over hele jorden? -
Hans guddommelige ord lyder endnu som et vældigt ekko i livets mindste og fattigste kirkerum såvel som i storbyernes vældige katedraler eller kirkepaladser med tårne, kupler og spir, og hvis indre stråler i skønhed, farver og kunst.
Tusinder af præster, provster, biskopper, kardinaler med paver i spidsen står til rådighed for Kristi ords forkyndelse for dem, der har evne til at tro på denne forkyndelse.
Verdensgenløseren er lige så trofast og hjælpsom i dag over for den, der virkelig af hjertet tror på ham, som han har været over for alle dem, der hidtil har troet på ham.
Har han ikke netop udtrykt over for den, der virkelig tror på ham: "Og se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende" (Matt. 28,20).
Men selv om Kristus ikke fremtræder i "genkomsten" som en fysisk personlighed, betyder dette ikke, at han ikke stadig er Guds førende hånd i hele genkomstområdet, hvilket vil sige i den nu kommende ny kristne verdensepoke.
Den udgør strålerne fra det evige lys, der tændtes i en stald i Betlehem, da kristusstjernen lyste på himlen for snart to tusinde år siden.
Strålerne udgik fra et lille nyfødt barn.
Det lille nyfødte barn var verdensgenløseren Kristus.
Han voksede til og blev menneskehedens verdensgenløser og gjorde strålerne fra det evige lys til jordens største verdensreligion.
Denne udtrykker vi som "kristendommen".
Nogle få tusinde år forud for kristusbegivenheden fandt mosesbegivenheden på Sinai Bjerg sted.
Herfra fik et af Gud særligt udvalgt folk ved Moses af overjordiske væsener overrakt lovens tavler "de ti bud".
Disse bud og profeterne tilskyndede til dyrkelsen af den ene, almægtige Gud og afvænningen af hedenskabet eller afguderiet.
Men selvfølgelig var disse bud ikke nok til at føre mennesket frem til dets færdigskabelse i Guds billede efter hans lignelse, men de bevirkede dog, at et vist antal mennesker blev så udviklede, at de på instinktplanet kunne modtage de allerførste svage impulser til en helt ny væremåde.
Derfor lod Kristus sig inkarnere på det fysiske plan og åbenbarede det evige lys i en nedsat udtryksform, der harmonerede med menneskenes daværende anelsesevne, hvorved de mere eller mindre kunne tro på verdensgenløserens udsagn uden intellektuel bevisførelse.
De var endnu alt for lidt intelligensmæssigt udviklede til at kunne forstå verdensgenløserens mission intellektuelt, men Kristi kærlige mirakeludfoldelse hjalp også til i høj grad at styrke troen på hans identitet og forkyndelse.
Denne forkyndelse blev som før nævnt til verdensreligionen "kristendommen".
Men det var ikke blot lysets forkyndelse og mirakelhelbredelserne, der var Kristi mission.
Han var også Guds model for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.
Det var ikke mere "øje for øje" eller "tand for tand" eller "hånd for hånd", han skulle forkynde.
Det var tilgivelse ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, Kristus skulle indvi som en kommende verdenskultur.
Denne kultur indviede Kristus med korsfæstelsen, bjergprædikenen m.m.
Nu er tiden kommet, da menneskeheden totalt skal skifte kultur eller livsbasis.
Igennem dyreriget og det ufærdige menneskerige har de levende væseners livsbasis været "angreb" og "forsvar", hvilket igen i virkeligheden vil sige krig, der igen er "sabotage på livet".
Vi ser, hvorledes dyrene er underkastet denne sabotage som livsbetingelse, da deres fysiske organismer eller legemer i stor udstrækning gensidigt er livsbetingende føde for hverandre.
Derfor er dyrenes fysiske organisme også skabt som krigsredskab.
Det er beregnet til både forsvar og angreb.
Men hvis man tror, at dyrene kun eksisterer for dette ene formål at skulle være føde for hverandre, tager man umådelig fejl.
Hvis dette var tilfældet, måtte Gud jo være kulminerende satanisk.
Dyreriget er et absolut uundgåeligt stadium i Guds skabelse af mennesket i sit billede, men selv om dyrene lever i dette dybe mørke, er de dog ikke forladt af Gud.
Igennem parringsdriften og afkomsområdet oplever dyrene lidt af Guds kærlighedsflamme, selv om den er kunstigt opretholdt ved en organdrift.
Men dyrene udvikler sig fremad for til sidst at få en menneskelignende organisme, får oprejst gang, og forbenene bliver efterhånden til arme og hænder, og i denne menneskelignende organisme får væsenet evnen til selv at skabe sine forsvars- og angrebsmidler.
Det når frem til at kunne skabe bue og pil og andre primitive våben.
Det begynder at gøre erfaringer og begynder ligeledes at kunne tænke over disse erfaringer.
Det begynder at ane, at der må eksistere højere væsener bag naturens processer.
I deres første meget primitive tilstand kunne de kun tænke sig disse magter i deres eget billede, men blot i et langt større og mægtigt format, og senere, da de blev mere udviklede, var det, at Moses og profeterne kom til, og menneskeheden kom bort fra troen på flere guder og kom frem til troen på den ene og almægtige, virkelige Gud.
I jødefolket var der efterhånden mennesker, der blev så fremskredne i udvikling, at Kristus kunne lade sig inkarnere hos dem.
Og den kristne verdensreligion blev skabt.
Men da menneskeheden endnu hovedsageligt levede på instinktplanet, var uintellektuel, almenheden kunne ikke læse og skrive, kunne Kristus naturligvis ikke videnskabeligt fortælle dem om Gud og verdensaltet i intellektuel form.
Han måtte nøjes med at fortælle dem det af kristendommen, de kunne acceptere med deres instinktmæssige anelser.
Derfor blev kristendommen fortalt i dogmer og lignelser, som menneskene med deres instinkt kunne fatte eller ane og derfor "tro" på.
Det var således evnen til at "tro", der var det absolut fornødne på denne tid.
Kristus vidste udmærket, at evnen til at tro på dogmerne ikke var slutfacittet på Guds skabelse af mennesket i sit billede.
Han var jo netop kommet til jorden for at indvi menneskene i alkærlighedens væremåde.
Han viste, at selv i en korsfæstelse skulle man tilgive disse sine bødler.
Hele hans væremåde viste menneskeheden, hvilken overjordisk magt og evner man besidder som det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Sagde han ikke netop, som vi før har påpeget: "Mig er given al magten i himlen og på jorden"? (Matt. 28,18).
Hvordan skulle det færdigskabte menneske ellers være i Guds billede? -
Tilbage til forsiden
Forrige