Den Intellektualiserede Kristendom
Kristendommen er ikke verdens frelse, men derimod verdensaltets allerhøjeste og helligste livsepoke, hjemstedet for alle væsener, der er ét med Gud
80. Hvad er der ved menneskeheden, der skal forvandles? - Ja, lad os se lidt på menneskehedens væremåde. Er den blevet kristendom, således som man måtte forvente det, hvis denne var verdens eller menneskehedens frelse fra mørket, fra krigen, fra lidelserne og alt det andet såkaldte "onde"? - Nej, det kan man absolut ikke påstå. Menneskene har netop, i stedet for at frelses af kristendommen, udviklet sig mere og mere ind i en tilstand, man ikke kan kalde dyrisk, for den er så dræbende og lemlæstende og udslettende kulturværdier eller så altødelæggende, at dyrets drabskunnen er rent mikroskopisk i forhold hertil. Dyret dræber kun, fordi det er en livsbetingelse for det at dræbe for at leve. Dyreriget er i stor udstrækning baseret på, at dets væsener må leve af animalsk føde og må derfor nødvendigvis dræbe andre dyr. Men det er absolut ikke livets mening eller bestemmelse, at mennesket skal leve af animalsk føde. For mennesket lyder det femte bud: "Du skal ikke ihjelslå" (2 Mos. 20,13). - Men menneskene dræber millioner og atter millioner af dyr og tror, det er en livsbetingelse, at de også skal have den samme føde som tigeren og løven og andre kødædende dyr. Og menneskene dræber også for at more sig og underholde sig med dette makabre princip. Hvad er lystfiskeri og lystjagt andet end lystmord. Menneskene er endnu langt fra at forstå det femte bud på ernæringens område. Skønt Bibelen giver anvisning på, hvad der er den rette føde for mennesket, lever de højt i den forstenede overtro, at man ligefrem må opdrætte dyr for at slagte og æde dem. Hvad var det, Gud sagde med hensyn til menneskenes ernæring eller føde? - Sagde han ikke: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al jorden, og alle hånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd; de skulle være eder til føde"? (1 Mos. 1,29). - Og hedder Guds tale ikke videre igennem en af verdens største profeter: "Hvo, som slagter en okse, er som den, der ihjelslår en mand, hvo, som ofrer et lam, er som den, der hugger halsen af en hund, hvo, som ofrer madoffer, er som den, der ofrer svineblod, hvo, som gør et hukommelsesoffer af virak, er som den, der velsigner uret; ja, disse have valgt deres egne veje, og deres sjæl har haft behag i deres vederstyggeligheder. - Men også jeg vil finde behag i at handle ilde med dem og lade komme over dem de ting, som de frygte for; fordi jeg råbte, og ingen svarede, jeg talte, og de hørte ikke, men de gjorde det onde for mine øjne og udvalgte det, som jeg ikke havde behag i" (Es. 66,3-4). - Men her må man selvfølgelig undskylde menneskene ligesom i alle andre tilfælde, hvor de manifesterer dræbende og livssaboterende forhold, og sige ligesom Kristus: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). - Og det er klart, at menneskene kan naturligvis ikke være anderledes i dag, end de netop er. De repræsenterer det udviklingstrin, hvortil de i dag er nået, og kan selvfølgelig ikke manifestere et udviklingstrin på udviklingsstigen, der ligger højere end dette nævnte trin. Men de er alle på vej imod højere og højere trin for til sidst at nå det trin, på hvilket de bliver det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Derfor er disse og de efterfølgende linjer ikke på nogen som helst måde en bebrejdelse, ond kritik eller intolerance. De er kun beregnet til at være til hjælp for menneskene, alt efter som de i udviklingen eller Guds skabelsesproces vokser frem til at have brug for dem på deres kommende nye udviklingstrin og den på disse trin voksende alkærlighedens væremåde.