Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskenes uvidenhed om kristendommen og menneskehedens frelse
82. Vi har altså her set, at kristendommen slet ikke er menneskehedens frelse. Og hvad er det egentlig, at menneskeheden skal frelses fra? - Hvis menneskene ikke var bundet til at fortsætte med nydelsen af kundskabens træ og kunne nyde dets giftige frugter, og kristendommen havde befriet menneskene fra denne nydelse, altså fra krigen og alt det øvrige onde, hvordan skulle de da have fået eller få alkærlighed og alvisdom, der udelukkende kun bliver til igennem nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt, hvilket igen vil sige oplevelse af virkningerne af den lyse eller mørke væremåde, man har manifesteret over for sin næste? - Hvordan skulle man lære at være god og kærlig, hvis ikke man fik adgang til at opleve, hvad det vil sige ikke at være god og kærlig over for sin næste eller omgivelserne? - Hvordan skulle man i det hele taget kunne få bevidsthed, hvis man ikke fik adgang til at opleve mørket såvel som lyset? - Uden kontraster er sansning og dermed livsoplevelse umulig. Det er altså udelukkende kun ved nydelsen af kundskabens træ, hvilket igen vil sige ved sine daglige oplevelser af godt og ondt, at man lærer godt og ondt at kende. Og det er udelukkende selvoplevelsen af dette kendskab, der til sidst gør mennesket til ekspert i at gøre det gode, hvilket igen vil sige: ekspert i alvisdom og alkærlighed, og derved kommer til at fremtræde som det færdige menneske i Guds billede. Men denne tilstand har menneskene i realiteten ikke nogen viden om. Kristus måtte jo holde alle de store intellektuelle analyser eller sandheder om livsmysteriets løsning meget tilbage, da hans samtid endnu var meget langt fra at være udviklet til at forstå disse. Han kunne ikke forklare dem intellektuelt, eftersom hans tilhængere kun kunne modtage dem som dogmer eller facitter uden bevisføring eller underbygning af kendsgerninger. Sådanne udredninger var det ganske umuligt for dem at fatte eller forstå. Hertil var deres bevidsthed eller forstand ganske uudviklet. Hans forkyndelse kunne derfor kun tilpasses datidens begyndende humane, men uintellektuelle mennesker, der, som tidligere berørt, kun i kraft af deres instinktevne og den heraf affødte tro på verdensgenløserens autoritet accepterede dennes forkyndelse. Og nu har millioner af mennesker, hvad kristendommen angår, snart i to årtusinder troet på verdensgenløserens autoritet og har haft en så urokkelig tillid til ham, ja, man har endog i visse tilfælde troet, at han var Guddommen selv.