Menneskeheden og verdensbilledet
56. KAPITEL
Verdensbilledets evige analyse A
Hvordan ser da verdensbilledet ud for et indviet væsen, der er blevet »ét med Faderen« og derfor direkte ser livet eller tilværelsen fra Faderens eget udsigtspunkt, ser det, som det virkeligt er, og ikke som det synes eller menes at være? Som svar på dette spørgsmål må jeg naturligvis henvise til mit hovedværk »Livets Bog« og de med dette værk forbundne øvrige værker og skrifter. Her vil jeg kun kunne udrede nogle enkelte bærende faste punkter eller analyser i dette livets evige panorama.
      Dette for jordmenneskeheden nye, men i sig selv evige verdensbillede, hvis oplevelse og erkendelse er endemålet for alle væseners søgen efter fred eller livsmysteriets løsning, der i virkeligheden er det samme som en søgen efter Guddommen, er ikke et verdensbillede i mål og vægt. Det er ikke et verdensbillede i talstørrelser, afstande eller lysår. Det er ikke et verdensbillede i tid og rum. Det udgør intet mere eller mindre end selve »evigheden«. Derfor må alle analyser og facitter udelukkende gå op i dette livets store slutfacit. Analyser, der ikke går op i dette facit, er falske udtryk for verdensbilledet, selv om de måske nok kan være korrekte, videnskabelige udtryk for timelige ting, hvilket vil sige ting, der har begyndelse og afslutning. Et sådant korrekt udtryk for timelige ting kan altså ikke i noget som helst tilfælde være noget fyldestgørende udtryk for verdensbilledet. Og på denne måde vil ingen som helst timelige detaljer, ligegyldigt hvor videnskabeligt underbygget de så end måtte være, og ligegyldigt hvilken umådelig størrelse, volumen og form i tid og rum, de så end måtte repræsentere, kunne være eller udtrykke verdensbilledet. De vil derimod kun kunne udgøre lokale detaljer i dette. Verdensbilledet kan umuligt udtrykkes ved talfacitter, da det ikke eksisterer i sådanne facitter. Det eksisterer i sig selv uden for tids- og rumdimensionen og kan derfor umuligt udtrykkes ved noget, det ikke er. Den materialistiske videnskab vil derfor i sin søgen løbe sig til døde i udregninger og opstillinger af talfacitter som udtryk for verdensbilledet uden at komme dette ét eneste skridt nærmere ad denne vej. Det kan kun løses og udtrykkes ved det, det er, nemlig: et navnløst »noget«, der åbenbarer eller tilkendegiver sig igennem tiden og rummet. Og den første kosmiske eller mest dybtgående reaktion af dette igennem det begrænsede eller timelige åbenbarede »noget« er altså uendeligheden i tid og rum, der igen er det samme som »evigheden«. Evigheden er således verdensbilledets første analyse uden for tids- og rumdimensionen. Vi vil derfor her udtrykke denne analyse ved bogstavet A.