11.2  Citat fra Aldous Huxleys skrift: "An Encyclopedia of Pacifism"
At den økonomiske partiskhed således griber dybt ind i menneskenes sjæleliv og formørker deres moralitet og næstekærlighed, synes jeg, blandt meget andet, tydeligt man kan se i efterfølgende artikel fra "Kristeligt Dagblad" af 20. september d.å., som udtrykker følgende:

Våbenfabrikanternes begær efter at tjene penge er en stadig trussel mod verdensfreden. Det er i deres interesse at arbejde for den politik, der kan forventes at frembringe farlige internationale situationer, og at arbejde imod afrustningen og verdensfreden, som ville ødelægge deres erhverv.
      Dette erhverv er meget fordelagtigt. Fra 1915-1918 betalte det amerikanske ammunitionsfirma Dupont de Nemour dividender på op til 458 procent af pariværdien af grundkapitalen. I henhold til officielle britiske kilder beløb J. P. Morgan & Co's udbytte sig til mere end £ 2.000 millioner i årene 1914-1918. For nylig har den britiske genoprustning indbragt fabrikanter og særlige finansmænd kæmpemæssigt udbytte. I "Daily Telegraph" for 11. marts 1935 meddeles, at Vickers Ltd. giver en friaktie til hver aktieindehaver. Den almindelige dividende for 1935 var sat op fra 6 pct. til 8 pct. Mr. Francis Williams skriver i "Fredsårbogen", at han anslår det totale renteudbytte på rustningsaktier til mere end 32 millioner engelske pund i 1935. Heraf gik mere end 5 millioner pund (ca. 100 mill. Kroner) i lommerne på dem, der stiftede nye luftfartselskaber.
      Våbenfabrikanternes kyniske antisociale holdning udtrykkes tydeligt i følgende bemærkning, som citeres fra en artikel i "The Aeroplane" for 15. marts 1933. "Både aeroplan- og maskinfabrikanter håber på forøget omsætning og udbytte om et årstid, når afrustningskonferencen er afgået ved døden, og oprustningsprogrammer får lov til at fortsættes".
      I et memorandum henvendt til admiralitetet i 1919, fremstiller admiral i flåden Lord Wester Wemyss sagen imod våbenfabrikanterne således: "Ethvert firma, der producerer våben eller ammunition af en eller anden art, ønsker naturligvis den størst mulige produktion. De har ikke alene en direkte interesse i forøgelsen af flådens og hærens budget og i krigspanikken, men lige så meget i at forcere uroen i udlandet. For jo mere udlandet udvider sin oprustning, jo mere må man ruste hjemme. Dette indbyrdes forhold mellem den udenlandske og den hjemlige handel med våben er et af de mest underfundige og farlige momenter i det nuværende system, der tillader privat våbenproduktion. Dette onde forstærkes af de bestående internationale rustningsringe, hvis medlemmer notorisk arbejder hånd i hånd. Så længe denne underjordiske sammensværgelse mod freden får lov til at fortsætte, er muligheden for en effektiv formindskelse af rustningerne fjerntliggende". I 1934 og 1935 blev der anstillet en undersøgelse af privat våbenfabrikation i De forenede Stater, og i England nedsattes i 1935 en kongelig kommission med samme formål. Privat fabrikation fortsætter stadigt.
      For våbenfabrikanterne spiller fortjenesten større rolle end fædrelandskærligheden. De vil sælge deres produkter til hvem som helst, der vil købe, selv om køberen måske er en aktuel eller eventuel fjende. Mr. W. Arnold Forster nævnede i sin vidneforklaring til våbenkommissionen (1935) den kendsgerning, at på et gevær, som Bedford-regimentet erobrede i Palæstina, var ordene "Fremstillet af Sir W. G. Armstrong Whitworth & Co." indgraveret.
      Overenskomst mellem våbenfabrikanter vil endog overleve udbrud af fjendtligheder. Under verdenskrigen blev egnene omkring Briey ikke bombarderet, fordi franske og tyske våbenfabrikanter havde en gentleman-overenskomst, der gik ud på, at man på ingen af siderne skulle forhindres i produktionen af ammunition. Krigen blev følgelig forlænget, men fabrikanternes udbytte blev forøget.
      At våbenfirmaerne endog tager aktive skridt i retning af sabotageforsøg over for afrustningen, blev demonstreret i den kendte Shearer-sag. Shearer de tre største amerikanske skibsbygningskompagnier til betaling af trekvart million dollars for tjenester udført ved flådekonferencen i Genève 1927. (De havde i forvejen betalt ham halvtreds tusind dollars.) Hans pligter ved flådekonferencen var følgende: At oparbejde frygt for den britiske flåde ved hjælp af antibritisk propaganda, at underholde søofficerer og aviskorrespondenter, at få oparbejdet interesse for flåden og flådenyheder i ansete amerikanske tidsskrifter, at bringe amerikanske fredsorganisationer i vanry. Hjemme skulle han organisere en hemmelig gruppe i Washington med det formål at påvirke lovgivningen til fordel for en udvidelse af krigs- og handelsflåde. Han skulle have artikler optaget i magasiner, holde foredrag og taler for patriotiske organisationer, grene af den amerikanske legion og handelssammenslutninger. Kort sagt, Mr. Shearers hverv var af al sin magt at få det til at se ud som om Bethlehem Skibsbygnings Selskab, Newport News Skibsbygnings- og Tørdok Kompagni og det amerikanske Brown Boveri Selskabs interesser var de samme som det amerikanske folks.
      De to ting, der særlig bør bemærkes, er disse:
      (1) Fabrikanterne og finansmændene, som er opdraget i den kapitalistiske moral, vil (sandsynligvis med en udmærket samvittighed) benytte metoder, der er moralsk oprørende og socialt forbryderiske.
      (2) Almindelige folk, der ikke skal tjene penge på krigen, kan blive revet med af en sådan krigerisk propaganda, hvor vanærende dens oprindelse end er. Både udbytterne og de udbyttede er ofre for deres opdragelse i et samfund, der frem for alt værdsætter succes, ejendomsret og sejr, selvom den sker på andres bekostning. Ikke alene det økonomiske system, men også hvad vi kan kalde det psykologiske system inden for vore samfund trænger til forandring. De to er beslægtede, og dog til en vis grad uafhængige af hinanden. En forandring af det økonomiske system er i høj grad ønskelig, men den vil ikke automatisk frembringe en så stor forandring i det psykologiske system, at den ville gøre krig umulig. Det er derfor, det er nødvendigt, at der dannes sammenslutninger af mænd og kvinder specielt forpligtede til at gøre de pacifistiske principper til virkelighed i alle livsforhold: i personlige forhold, i økonomiske forhold – i politik og i opdragelsen. (citat slut).