Artikelsamling 1

19.2  Undertrykkernes undergang
Et undertrykt folk vil aldrig ophøre med at længes efter befrielse. Og længslen efter befrielse vil uundgåeligt bevirke undertrykkernes undergang. Det er den rå magts uundgåelige lov. Det er naturens egen skabelse af retfærdighedens ligevægt. Et folk, der undertrykker, vil således aldrig kunne undgå selv at ile mod det "dommedagens" domæne, det med denne undertrykkelse opretholder for andre folk. Intet folk, ingen nation kan nogen sinde undgå en regnskabets time. Er det ikke det, verden i allerhøjeste grad lige har erfaret? – Har det store verdensdrama ikke i et kolossalt format vist menneskeheden, at den skæbne, man tiltænker og påfører andre, kommer man til sidst til selv at ligge under for? – Er nævnte drama således ikke blevet en virkelig bekræftelse på, at "det vi vil, at andre skal gøre mod os, må vi først gøre imod dem"? – Er det ikke i jordens historie nu blevet en tilstrækkelig kendsgerning, at "hovmod står for fald"? – Har livet nu ikke i en urokkelig grad stadfæstet, at et folk, lige så lidt som et enkelt individ, er kommet til verden for "at lade sig tjene, men for at tjene"? – Er det ikke, grundet på en misforståelse af dette princip, at jordkloden i dag har fået et stort sår, der hedder "Europa" og er stærkt i færd med at få et til, der hedder "Japan", foruden de store skrammer og buler, den har fået på den øvrige del af sin ellers så skønne overflade? – Der er ikke på jordkloden, lige så lidt som på nogen som helst anden planet eller verden i universet, gengældelsesfrit nogen plads for et samfund af undertrykkere, en slags "herrefolk". De evige verdenslove betinger urokkeligt, at "alle må tjene alle". Der er således absolut intet i livet, der berettiger noget væsen eller folk til kun at leve for at blive betjent og dermed stjæle andres frihed og ret til livet og glæden ved at opleve solens klare lys.