7.11 Virkelig visdom kan kun have en virkelig "vismand" som ophav
Da enhver form for virkelig visdom kun kan have til ophav en virkelig "vismand", må forskningen af visdommens opståen naturligvis koncentreres om en sådan "vismand".
Og nævnte forskning vil da altid føre til den analyse, at et sådant væsen har været besjælet af tanker og viden, der har ligget uden for det almindelige jordiske menneskes.
Da visdom er det samme som virkelig kundskab om de højere analyser ved selve livet, vil denne forklaring, når den virkelig er upartisk, sand eller ærlig, uundgåeligt føre til det resultat, at et sådant væsen har været besjælet af evner til at se dybere i selve tilværelsen end de fleste af dets medmennesker, hvilket altså igen vil sige, at det i udvikling er foran disse.
Men da evner kun kan have sæde i organer, må nævnte væsen altså have organer, der er mere fremragende på visse felter end dets medmenneskers.
Disse organer er altså bestemt for gennemstrømning og udløsning af al højere tankeenergi.
Det er denne højere tankeenergi, jeg i ovennævnte artikel har omtalt som "den hellige ånd".
Under dette udtryk er nævnte tankeenergi gang på gang nævnt inden for kirkens og religionens område.
At denne højere tankeenergi er en kendsgerning behøver jo næppe at antydes, eftersom det jo er en kendsgerning, at visdommen eksisterer.
Om de væsener, der er opgivet som visdommens repræsentanter eller ophav såsom: Moses, profeterne, apostlene, Buddha, Kristus, Muhamed osv., aldrig har eksisteret, er absolut ligegyldigt og derfor ganske unyttigt at diskutere, thi de udtalelser, man tillægger dem, eksisterer jo som en kendsgerning.
Og når de eksisterer, er det jo også en kendsgerning, at de har passeret menneskehjerner og har haft levende væsener til ophav.
Om disse væsener har været identiske med de førnævnte, eller fremtræder som helt andre, er ganske uden betydning, idet disse andre da absolut kun kan være fra samme bevidsthedsniveau som de første.
Visdom er jo visdom, uafhængigt af hvem den så end har til ophav.