7.14 Efter nyåbning af det ene hjerneparti efter det andet, når individet til sidst frem til "den store fødsel"
Når et sådant center begynder at blive modent for benyttelse, udløses dets funktionsevne ved et særligt kraftigt bombardement udefra af de for samme center tilpassede bølgelængder.
Udløsningen af et sådant bombardement kan skyldes et foredrag, det pågældende individ er kommet ud for eller en gennemgribende moralsk undervisning o.l.
Denne udløsning fornemmes eller opleves ofte af individet som et psykisk syn af ild, flammer eller andre forskellige lysende fænomener, der undertiden fremtræder som symbolske udtryk for konsekvenserne af individets indlemmelse i de ny bevidsthedslag.
Sådanne oplevelser kendes fra Bibelen som "åbenbaringer".
Når individet er kommet igennem en sådan udløsning, begynder de under den nyåbnede afdeling henhørende tankebølgelængder at vibrere gennem dets hjerne.
Det begynder at modtage og afsende helt nye tankearter.
Det oplever helt nye bevidsthedstilstande og begynder at tale ud fra disse.
Efter at have oplevet en sådan nyåbning af det ene hjerneparti eller hjernecenter efter det andet, når individet endelig til den sidste og største udløsning inden for dyreriget.
Det er denne udløsning, der er identisk med frigørelsen af det hjernecenter, der gør individet til det færdige eller fuldkomne menneske eller "gudemenneske".
Frigørelsen af dette center udtrykker jeg som bekendt i "Livets Bog" som "den store fødsel".
De bølgelængder, som individet derefter kan betjene sig af og opleve igennem, er altså de mest mikroskopiske i tilværelsen og udgør: ren fornuft, kærlighed, intuition og salighed.
Med "den store fødsel" er individet overgået fra at være et "foster" til at være et virkeligt født væsen i det rigtige menneskerige.
Og det er givet, at de ny tankearter, som tilsammen repræsenterer den absolutte "hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed", jo er overvældende over for de væsener, som endnu er ubevidste sjæle på det nævnte område.
Individet vibrerer, tænker og oplever jo nu i helt andre bølgelængder og dermed i andre bevidsthedslag end sine i samme lag endnu ufødte medmennesker.
Men at tale ud fra andre bevidsthedslag, hvilket jo igen vil sige et andet tilværelsesplan, kan jo kun virke overnaturligt eller fantastisk på umodne og uvidende medmennesker, i særdeleshed da det ny horisontområde netop er lige så gigantisk over for medvæseners horisontområde, som dette sidste er gigantisk over for det i moders liv endnu ufødte fosters horisontområde.