M0134
Den dræbende overtro – menneskets værste fjende
af Martinus
1. Dansen om guldkalven
Hvorfor lever menneskene i krig med hverandre? – Hvorfor forekommer der så megen sorg, nød og elendighed i de fleste menneskers skæbne? – Hvorfor er så umådeligt mange mennesker syge og defekte både på sjæl og legeme? – Hvorfor spiller penge og økonomi en så skrækkelig, dræbende rolle i menneskenes liv? – Er jagten på penge ikke blevet så primær i menneskenes daglige liv, så det er blevet en overdimensioneret livsbetingelse for de fleste mennesker at tilegne sig disse? – Foregår der ikke et væld af åbenlyse og camouflerede røverimetoder for netop at få fat på disse? – Er det ikke derfor, at sagførere og andre jurister kan leve højt og flot? – Lever disse væsener ikke af at udrede spidsfindige metoder til at finde ud af andre menneskers snildt udtænkte eller lige så spidsfindige metoder, ved hvilke de på uberettiget måde har tilegnet sig værdier, der tilhørte næsten? – Og lader de sig ikke i lige så høj grad betale for at finde metoder, ved hvilke en bedrager kan forsvare sit bedrageri over for retten som en fuldstændig reel og ærlig handling? – Kan sagførere ikke lige så godt lejes af bedrageren som af den bedragne? – Og forsvarer ikke bedragerens sagfører lige så hårdnakket sin klient som den bedragnes sagfører? – Og er livet ikke netop blevet så kompliceret og dets love så indviklede, at det almindelige menneske ikke kan finde ud af det daglige livs forpligtelser uden ved hjælp af jurister. Ja, ikke engang skattepligten til staten kan menneskene selv klare. Også staten er blevet så raffineret i sine krav til borgernes penge, at også den er kommet helt ud i det spidsfindige for at kunne få fat i borgernes penge under en nogenlunde pæn begrundelse. Hele tilværelsen er således i virkeligheden en dans om guldkalven.
Er verdenskrigene eller krig under enhver form staterne eller folkene imellem andet end en dans om guldkalven? – Hvor livsfarlig er ikke denne dans? – Har den ikke krævet millioner og atter millioner af ofre verden over? – Hvor mange døde ikke under bombeeksplosioner? – Hvor mange døde ikke i gaskamre og koncentrationslejre? – Hvor mange blev ikke til levende vrag eller hjælpeløse invalider til byrde og gene både for dem selv og andre? – Er det et opmuntrende syn at se de milevide militærkirkegårde, der forekommer i krigens kølvand? – Er de tusinder og atter tusinder af hvide kors ikke snarere en advarsel end et minde? – En advarsel, men imod hvad eller hvem? – Hvem eller hvad er skyld i hele denne mentale og legemlige råddenskab i verden? – Hvad skal man gøre for at komme ind i en normal tilværelse? –
2. Moses og livsloven
Er det virkelig en opfyldelse af livslovene, at den daglige tilværelse kun skal være en spekulation om penge, gods og guld? – Knuste ikke netop Moses lovens tavler i raseri over denne dans om guldkalven, denne hedenske gudsdyrkelse? – Jo, men var det ikke også ham, der dræbte en ægypter, fordi denne ægypter mishandlede en jøde? – Motivet til hans drastiske handlinger var altså ædelt nok. Han blev vred over den tilsyneladende urigtige væremåde, han blev vidne til hos sine medvæsener, der jo var det samme som hans næste. Han var endnu ikke helt klar over livsloven: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Han elskede ganske vist Gud over alle ting, derfor blev han vred, da han så, man ringeagtede Gud ved at skabe en guldkalv og dyrke den i stedet for den virkelige Gud. Og han elskede også den næste, som blev mishandlet af ægypteren, derfor blev han så vred, at han myrdede ægypteren.
Men der var altså noget i denne af Moses manifesterede væremåde, der ikke opfyldte livsloven. Derfor hed det sig også, at han trods dette, at han førte israelitterne ud af Ægyptens trældom og styrede dem igennem ørkenen og førte dem igennem tiden og rummet lige til porten af det forjættede land, så måtte han ikke komme ind i dette. Han måtte kun få lov til at se ind i dette hellige land. Han steg da op på Nebo bjerg og så ind i dette vidunderlige rige, der flød med mælk og honning og havde vindrueklaser så store, at der skulle to mand til for at kunne bære dem, og her ender hans historie. Moses blev aldrig mere set på det fysiske plan. Hvad var det da ved Moses, denne store profet og Guds tjener? – Han elskede ikke den næste, som manifesterede sig som ægypteren, der mishandlede en af Moses' landsmænd. Det var altså nok til, at han ikke kunne komme ind i det forjættede land. Hans vrede, som altså måtte karakteriseres som absolut "hellig vrede" eller "retfærdig harme", var altså nok til at holde ham ude fra den store oplevelse, der i sin okkulte betydning ikke betyder Palæstina, men den store fødsel.
3. Moseskulturen i det tyvende århundrede
Er der ikke netop tusinder af mennesker verden over, der i dag går i Moses' fodspor? – De er fyldt med hellig vrede og retfærdig harme og handler herudfra. Er den i det tyvende århundrede kulminerende alles krig imod alle ikke netop en sådan realistisk manifestation af hellig vrede og retfærdig harme? – Er ikke frembringelsen af verdens mest geniale mangfoldiggørelse af det dræbende princip igennem atom- og brintbomber ikke et udslag af hellig vrede og retfærdig harme? – Opgives det ikke at være til forsvar af retfærdigheden, friheden og lykken for alle mennesker? – Er der nogen krig i dag, der ikke doceres som forsvar for retfærdigheden? – Er der nogen tvivl om, at de forskellige parter ikke netop mener det således? – Jeg tror ikke, der er nogen af de store bestemmende statsmænd i verden, inden for øst og vest, der ikke hver især tror, at deres handlemåde er den eneste retfærdige eller verdensfrelsende. Om de har ret eller ikke ret er en helt anden sag, som vil blive afgjort af langt højere dommere end disse uindviede sjæle.
Og hvilke almindelige mennesker i det daglige liv er ikke indstillet på samme måde? – Er der nogen af dem, der tror, at deres vrede ikke er retfærdig og dermed berettiget? – Vil ikke alle mennesker påberåbe sig, at deres vrede eller indignation er for at forbedre den eller den, som vreden er rettet imod? – Og her er det, at vi er ved menneskehedens nuværende største onde. At tro, at en vrede eller indignation i noget som helst tilfælde kan være berettiget, kan være retfærdig eller kan være hellig, er en overtro, der langt overgår middelalderens sorteste overtro. Hvordan skal en dyrisk tradition nogen sinde kunne være menneskelig? – Vrede og indignation eller had og dens udslag er en dyrisk egenskab, i kraft af hvilken dyret kan befordre sin selvopholdelsesdrift, men mennesket har jo helt andre evner til rådighed. Det har intelligens og kan tænke over tingene, kan ræsonnere og til en vis grad forestille sig et problems endelige løsning i forvejen. Det kan derfor afgøre sit mellemværende med medmenneskene på en lidt anden måde end ved hjælp af dyrets eller junglens lov, der består i den stærkeres ret. Den, der har magt, har ret, ligegyldigt hvor uretfærdigt det i den givne situation så end måtte være. Men mennesket er ikke mere et dyr i renkultur. Derfor er det ikke mere livsloven for dette væsen at benytte sig af jungleloven.
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag i Kosmos Ferieby, mandag den 30. juni 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 04.12.2010. Første gang bragt i Kosmos nr. 2, 2012. Artikel-id: M0134.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.