Dette at opleve livet her i den fysiske verden er forbundet med en overordentlig stor risiko. Vi ser, hvorledes det i dyreriget ligefrem er en livsbetingelse, at væsenerne må dræbe for at leve. Her gælder det i en vis udstrakt grad, at væsenerne må have animalsk føde for at kunne leve. Det betyder, at disse væsener må dræbe deres medvæsener. De må gøre jagt på disse væseners organismer. Disse i større eller mindre grad fremtrædende rovdyr er derfor også udstyret med en organisme beregnet på denne jagt, beregnet til, at de med den kan overvinde og dræbe deres ofre og således på denne måde opretholde deres liv. Mistede de evnen til at dræbe, ville de dø af sult. Det er klart, at her gælder Bibelens femte bud: "Du skal ikke dræbe", absolut ikke. Det er således her naturligt at dræbe. Vi kan følge dette drabsprincip helt op i den menneskelige tilværelse. De primitive naturmennesker lever også for en stor del i kraft af princippet: at dræbe. De spiser animalsk føde og må således også gøre jagt på dyr. Men hos naturmennesker kan man opleve det særsyn, at de også i visse tilfælde ikke viger tilbage fra at spise deres egen art. Mennesker æder altså mennesker. Dette er kulminationen af animalsk føde og bliver vel den form for eller den slags føde, naturmennesket vil afvænne sig. Men i en meget lang periode af dets udvikling fremover vil det blive ved med at spise dyr.

Men dette dyre- og menneskeæderi betingede hos mennesket også en stor udvikling i dets angrebs- og forsvarsevne. Det måtte forsvare sig over for de menneskeædende dyr og mennesker, der efterstræbte det livet, ligesom det selv måtte kunne angribe de dyr og mennesker, det selv skulle leve af. Da mennesket efterhånden fik højere åndsevner, blev det dyrene meget overlegen i at kunne dræbe, i at kunne forsvare sig og ligeledes i at kunne angribe. Medens dets organisme i mennesketilstanden igennem udviklingen afvæbnedes, hvilket vil sige, at de store hugtænder, klør og den robuste og grove muskulatur degenererede og forsvandt, udviklede det sig i at skabe kunstige våben. Med disse blev det dyrene langt overlegent. Men denne udvikling i at skabe mordvåben bevirkede, at menneskene ikke blot blev ved med at æde kød og gøre jagt på dyrene, men de opdagede også, at de med våben kunne udrette meget mere. De kunne med de stærkeste våben gøre sig til herrer over andre mennesker, som ikke havde så gode våben. Derved kunne de røve og plyndre disse andre mennesker for deres goder og gøre deres ophav til trælle for sig. Og således udviklede der sig i menneskene en drabstilværelse, der efterhånden blev millioner af gange stærkere end dyrets drabsmetode. Medens dyrenes drabsmetode ikke strakte sig længere end til det område, der var absolut livsbetingende for deres egen opretholdelse af livet, og derfor ikke i nogen som helst retning blev overdimensioneret, så blev den hos mennesket altså millioner af gange stærkere, end det var nødvendigt for, at samme væsen kunne leve. Det gjorde ikke blot jagt på de dyr, det ville have til føde, men det gjorde også jagt på andre menneskers ejendomme eller rent materielle livsværdier. Og mennesket blev det mest krigeriske væsen i tilværelsen, skønt denne form for tilværelse i virkeligheden for længst var ophørt med at være en livsbetingelse. Menneskene havde mulighed for at kunne leve og hjælpe hinanden til at skabe livet om til et paradis for dem selv. Deres organisme krævede ikke længere kød som ernæring. Når menneskene alligevel nærede kødsulten, var det en sult, der var af samme slags som den, menneskene efterhånden har vænnet sig til at nære efter tobak og alkohol. Disse produkter er heller ikke næringsmidler for menneskene, men ikke desto mindre er nydelsen af disse dødbringende og forstandsødelæggende produkter en almengældende nydelse.

Men menneskenes udfoldelse af drabsprincippet var endnu meget værre i de situationer, hvor de dræbte, røvede eller udplyndrede andre mennesker for at erobre disse væseners materielle værdier eller helt undertrykke disse væsener og således berøve dem deres frihed. For at opretholde livet og sikre sig at det blev lykkeligt, troede man, at det var nødvendigt således helt at basere det på drabs-, magt- og overlegenhedsprincippet. Og menneskenes tilværelse blev endnu mere baseret på drabsprincippet end dyrenes. Og mennesket måtte derfor betragte skabelsen af angrebs- og forsvarsmidler som den eneste redning, den eneste vej til at sikre sig livets nydelse, den eneste vej til at bevare sit liv. Og drabsprincippet blev da også religion. Det blev heltedåd og vejen til Valhal at dræbe og selv at blive dræbt. Menneskets tilværelse var således i virkeligheden en tilværelse, der var en total afsporing fra den virkelige menneskelige livsoplevelsesform. Men hvordan skulle menneskene kunne gøres opmærksom på denne deres store vildfarelse eller underudviklede tilstand? – Enhver, der ikke ville dræbe, blev jo betragtet af de andre som en, der ikke havde ret til at leve. Og man regnede da også med, at et sådant væsen kom til datidens helvede, Helheim, der var et trist og kedeligt hjem for svæklinge, der ikke kunne dræbe og ikke ville forsvare sig.

Der var ingen anden vej fremad for væsenerne end at lade stå til. Lade dem myrde og dræbe, skalte og valte, alt eftersom de opfattede denne tilværelse som ideal. Men enhver unaturlig handling, enhver overtrædelse af livets love binder sit ophavs skæbne til denne overtrædelse. Da livsloven er således, at virkningerne af den væremåde, vi udfolder over for vore omgivelser, uvægerligt bliver vor skæbne, og at det derfor er umuligt at få en varig god og tryg skæbne, hvis vi ikke søger at leve for at skabe en sådan skæbne for vore medvæsener, måtte en tilværelse baseret på at ødelægge og myrde andre væsener i længden blive mere og mere usikker. Myrderierne tog til, stærkere og stærkere mordvåben skulle der skabes, og mere og mere brutalitet, tortur og hævn ønskede man over sine fjender. Og i dette helvedes mørke ville der aldrig nogen sinde være kommet noget lys, hvis ikke denne skrækkelige tilværelse efterhånden affødte i menneskene en tiltagende væmmelse imod at dræbe, imod at myrde, imod at røve og plyndre, imod at undertrykke osv. Det er denne evne, vi kalder den humane evne. Det er denne evne, der er begyndelsen til skabelse af kristusmentaliteten i mennesket. Og det er denne mentalitets fuldkommengørelse, der gør det levende væsen til "mennesket i Guds billede". Denne evnes udvikling er en absolut uundgåelig følge af væsenernes drabs- og krigstilværelse. Den kendes som identisk med den evne, der bevirker, at man ikke kan nænne at gøre det eller det onde. Og kendsgerningerne viser, at denne evne er under udvikling hos menneskene; hos nogle er den langt fremme, og hos andre er den endnu kun meget primitiv eller elementær. Efterhånden som denne evne udviklede sig, blev menneskene modtagelige for vejledning og føring i human væremåde. Og de humane verdensreligioner blev givet menneskene forskellige steder på jorden. Men disse kunne foreløbig kun give menneskene den virkelige sandhed om livets egen kærlighedsudfoldelse i en grad, der passede for menneskenes midlertidige trin for deres humane talent eller for det, de midlertidigt kunne nænne. Dér eller i de situationer, hvor de endnu kunne nænne at dræbe eller på anden måde gøre fortræd, har religionen eller vejledning ingen betydning. Dér skejer mennesket i givne situationer ud.

Og her står mennesket altså i dag. Det har et stort felt i sin bevidsthed og væremåde, hvor det ikke kan nænne at gøre andre væsener ondt. Dér lytter det stærkt til forklaringer og vejledninger, der kan vise det, at dets indstilling her er en opfyldelse af livsloven. Men det har også i sin bevidsthed et felt, hvor den gamle drabsmentalitet endnu hersker. Og her er det uimodtageligt for vejledning, fordi her har det ikke fået alle virkningerne tilbage af denne dets drabs- eller mørketilværelse. Og dér, hvor disse virkninger ikke er kommet tilbage, er humanitetsevnen altså ikke udviklet og modtageligheden for human vejledning således ikke til stede. Her er det kun lidelserne, der kan forandre mennesket. Og her er det altså ubeskyttet. Intet som helst i verden kan beskytte det her, hverken penge, bøn eller andre menneskers kærlighed. Her er der en fuldstændigt banet vej for dets ulykkelige skæbne. I alle de situationer, hvor mennesket kan nænne at gøre ondt, kan det ikke føle retfærdighed i at skulle tilgive. Dér er dets humane evne altså for lille. Og det må da uundgåeligt gå lidelsen igennem her. Når den så i vedkommende felt er gennemgået tilstrækkeligt – altså virkningerne af at kunne nænne at gøre sin næste ondt – så forstår man den humane vejledning i vedkommende felt og kan rette sit liv op derefter. Derfor bliver det således let at se, at det, et menneske sår, skal det høste. Det bliver let at se, at krigen aldrig nogen sinde vil høre op, så længe menneskene kan nænne at føre krig. Og så længe de kan nænne at føre krig, kan de ikke forstå den humane vejledning med hensyn til næstekærligheden. Og menneskene iler med at forberede krigen, iler med at skabe våben, hvormed de tror at kunne redde sig, tror at kunne afskaffe krigen. Og iler på den måde lige ud i krigens afgrund. Men efter passagen af denne afgrund forstår de vejledningen, den humane evne er blevet mere fuldkommengjort. Man er kommet nærmere det stadium, hvor man ikke kan nænne at føre krig. Al beskyttelse imod lidelse eller en ulykkelig skæbne vil således absolut være afhængig af, hvor meget man selv i sin egen væremåde er immun over for at skabe lidelse og ulykke for andre væsener. – Det er det hele – så let tilgængelige og uindviklede er livets største love. Det, du vil, at andre skal gøre imod dig, må du også gøre imod dem.

Et felt, hvor mennesker, der ellers er kærlige og gode, endnu er sovende væsener og vedligeholder en permanent ubeskyttelse imod en ulykkelig tilstand i deres skæbne, ligger i deres lyst til animalsk føde. Så længe de svælger i nydelsen af animalsk føde, er de med til at jage og dræbe dyrene og gøre deres tilværelse ulykkelig, skønt det ikke blot ikke er en livsbetingelse, men i længden er direkte sundhedsfarligt for mennesket at spise dyrisk eller animalsk føde. Så længe mennesket er et rovdyr, må det leve i rovdyrets risiko og i ådslernes stank. Mennesket i Guds billede skal ikke være et rovdyr, kan ikke være et jagende og forfølgende væsen og leve sit liv på andre medskabningers ulykke, lidelse og død. Og hvordan skal det blive mennesket i Guds billede, hvis ikke det får virkningerne af denne sin væremåde, og hvordan skal det holde op med at befordre denne sin ulykkelige skæbne, hvis ikke disse virkninger skaber kærlighedsevnen eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre de levende væsener fortræd? – Og hvordan skulle det kunne være mennesket i Guds billede uden netop at have denne humane evne? – Det er ikke så mærkeligt, at det hedder: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Når man ikke kan nænne at gøre de levende væsener fortræd, elsker man jo Gud over alle ting. Thi alle de levende væsener er jo Guds manifestationsredskaber. Men dette er jo alle loves fylde. Det er her tydeligt, at her eksisterer myrderierne ikke mere, ej heller skrig eller pine.