M1440
Livskraftens oprindelse
af Martinus

1. Den jordiske menneskehed er mere eller mindre afsporet
Der eksisterer blandt vor tids mennesker en masse afsporinger, både seksuelle afsporinger og afsporinger, der består af overdreven brug af narkotika og alkohol. Sådanne afsporinger vil i kommende inkarnationer kunne bringe mennesker i større eller mindre åndssvaghed eller føre til medfødte fysiske defekter, som de afsporede væsener efter nogle inkarnationers forløb vil have overvundet. Disse væsener, som har været igennem en afsporings mørke tilstand, vil være særligt rustet med erfaringer og medlidenhedsevne, således at de, når de atter har vundet deres sundhed tilbage, vil være de allerbedste hjælpere og vejledere for medmennesker, der befinder sig i en lignende afsporet tilstand, som de selv har været igennem.
Det er således rigtigt, at "intet er så galt, uden at det er godt for noget", som ordsproget siger. Det betyder dog ikke, at jeg dermed vil anbefale mine medmennesker at blive afsporede inden for førnævnte områder, det er muligt at komme frem til de nødvendige livserfaringer uden at gå den vej. Ganske vist kan intet jordisk menneske nå frem til kosmisk bevidsthed uden gennem erfaringer og deriblandt ubehagelige erfaringer, der i sig selv er en slags afsporinger. Kosmisk set er det faktisk sådan, at så at sige hele den jordiske menneskehed af i dag på en masse felter er afsporet. Det siger jeg naturligvis ikke som kritik eller som udtryk for, at jeg er forarget over tilstandene. Den jordiske menneskehed kan ikke være anderledes i øjeblikket, da den er på vej fra en dyrisk tilstand til en rigtig mennesketilstand. Men den kan blive anderledes, og den vil blive anderledes.
2. Den falske livsoplevelse
Når jeg bruger udtrykket "afsporet" om den jordiske menneskeheds nuværende tilstand, mener jeg dermed, at umådelig mange jordiske mennesker er kommet bort fra den væremåde, der er en betingelse, hvis man vil frigøre sig fra besværlighederne og lidelserne i det daglige liv. Mange repræsenterer tværtimod en væremåde, som bevirker, at de får en falsk livsoplevelse. Livet former sig for dem som "ondt", hvilket er den største illusion, der eksisterer. Livet i sig selv er ikke ondt, det er strålende kærlighed. Men det er baseret på logik, hvilket vil sige, at det ikke på nogen måde tillader, at nogen ustraffet kan påføre andre levende væsener lidelse eller smerte. "Ustraffet" er endda ikke det rigtige udtryk, da det kan få folk til at tro på en "vred" gud. Det, vi kalder det "onde", er ikke en straf i ordets virkelige forstand, det er en foreteelse baseret på loven for årsag og virkning. Og det er en absolut nødvendig foreteelse, thi uden den ville intet levende væsen kunne få bevidsthed og blive et frit skabende væsen, der vil blive i stand til at gøre sig til herre over livet og døden og blive til "mennesket i Guds billede". Hvert eneste jordisk menneske befinder sig i øjeblikket på et udviklingsstadium, hvor det i fortiden har skabt en mængde årsager, hvis virkninger nu og i den nærmeste fremtid udløser sig som en på forskellige måder ulykkelig skæbne. Verden kommer derved til at se ud som en "jammerdal", som nogle troende mennesker kalder det, eller som værende "ad helvede til", som andre foretrækker at kalde det. Begge udtryk er langt mere udtryk for deres ophavs sindstilstand end for den verden, de med deres udtryk vil beskrive. Hvis man vil kalde verden en "jammerdal" eller et "helvede", kan det kun blive udtryk for et absolut falsk verdensbillede, men det kan derimod karakterisere en mere eller mindre syg livsoplevelsesevne.
3. Menneskenes "defekte" instrumenter
Det vigtigste i verden for alle mennesker er at finde vejen ud af sygdommene, ud af lidelserne og bort fra den falske livsoplevelse. Men hvordan kommer man bort fra den? Om det levende væsens "jeg" kan man, som jeg så ofte har skrevet og sagt, ikke sige andet, end at det er "noget, som er". Altså kan man ikke sige, at jeget er falsk og er årsag til en falsk livsoplevelse. Livet i sig selv, hele det levende univers, som udfolder sin livskraft baseret på evige love, er heller ikke noget falsk. Mineralerne har deres livsudfoldelse, selv om menneskene ikke fornemmer den. Planterne har deres, og dyrene har deres. I mikro- og makrokosmos med deres "partikler og tomrum" eksisterer også en livsudfoldelse, som mennesket begynder at få en anelse om. Intet af dette er udtryk for falskhed. Det eneste, som kan være falsk, er menneskenes forestillinger om verden, og det kan de udelukkende, fordi de instrumenter eller redskaber, menneskene bruger, enten er for uudviklede eller for defekte, fordi de er blevet misbrugt.
Med menneskenes "instrumenter" mener jeg ikke her teleskoper, mikroskoper og andre former for teknisk forlængelse af menneskenes fysiske sanseevne. Jeg mener menneskets eget defekte eller mangelfulde livsoplevelsesredskab, dets organisme. Når jeg har sagt det, vil mange mene, at jeg specielt mener menneskets fysiske organisme. Men det gør jeg ikke, for menneskets fysiske organisme er i virkeligheden kun et organ i en meget større organisme, som ikke består af fysisk materie og derfor unddrager sig eller ikke er tilgængelig for fysisk sansning. Det er denne kosmiske organisme, der i øjeblikket ikke kan give mennesket den sande livsoplevelse eller den fuldkomne oplevelse af livet i universet eller den evige Guddom. Mangler eller noget defekt i menneskers fysiske organismer er udelukkende en virkning af noget manglende eller defekt i deres kosmiske organismer. Vejen bort fra den falske livsoplevelse og dermed fra sygdomme og lidelser, vejen til livet eller den fuldkomne livsoplevelse kan kun etableres gennem at skabe sig selv et fuldkomment livsoplevelsesredskab. For at kunne gøre det må man kende lovene for skabelse og vide, hvad det er for materier, man har med at gøre. Og det er blevet min opgave at analysere disse ting ud for den søgende forsker, at vise ham eller hende en verden, der ikke er falsk, og et verdensbillede, hvori det såkaldte onde er "det ubehagelige gode" og derved bliver en del af det store slutfacit: "Alt er såre godt".
4. Det levende væsens evighedslegeme og dets udskiftningsorganer
Foruden det organ i den kosmiske organisme, som mennesket kender som sit fysiske legeme, besidder samme menneske fem andre kosmiske organer eller legemer, der også er dele af den kosmiske organisme. Alle disse seks organer eller legemer kan udskiftes og fornyes og er altså tidsdimensionelle eller underkastet begreberne begyndelse og afslutning. Det gælder derimod ikke for det levende væsens kosmiske organisme, hvori de nævnte legemer er udskiftningsorganer. Den kosmiske organisme er evig, hvorfor jeg i mine analyser også benævner den som det levende væsens evighedslegeme.
Jeget eller skaberen med sin skabeevne og sit evighedslegeme er en treenig realitet uden begyndelse og afslutning, og derfor er alle levende væsener evige væsener. Men selve deres livsoplevelse er baseret på, at "noget", der er evigt, skaber og oplever gennem "noget", der rummer begyndelser og afslutninger, og som dog alligevel er evigt i sin substans. Denne egenskab repræsenterer det levende væsens evighedslegeme, der er evigt og permanent som instrument for det levende væsens skabe- og oplevelsesevne, men dets seks organer, dets instinktorgan, dets tyngdeorgan, dets følelsesorgan, dets intelligensorgan, dets intuitionsorgan og dets hukommelsesorgan er underkastet forvandling og dermed begyndelse og afslutning, der altid efterfølges af en ny begyndelse.
Den fysiske del af et levende væsen, dets tyngdeorgan, er altså kun et enkelt organ i samme væsens evighedslegeme, og den er et organ, der kan udskiftes. Det sker gennem den proces, man kalder "døden". Inden væsenet igen skaber sig et nyt fysisk organ i sit evighedslegeme, altså en ny fysisk organisme, er der en pause, i hvilken dets dagsbevidsthed bæres af dets følelseslegeme, dets intelligenslegeme, dets intuitionslegeme og hukommelseslegeme efter tur, hvilket er ensbetydende med, at samme væsen oplever et kredsløb gennem de åndelige verdener, der kan opleves gennem sådanne legemer. Hvor meget eller hvor lidt et menneske oplever i disse åndelige eller stråleformige verdener mellem to fysiske inkarnationer, er afhængigt af, hvor meget dets respektive åndelige legemer eller organer er udviklet. Da disse stråleformige sfærer ikke er sæde for smerteoplevelser og lidelsestilstande, er det altså en lysets verden, et menneske går ind til, når det "dør", som man kalder det. Det kan ikke pointeres nok, at der ingen mening er i at være bange for døden. Den første overgang kan for visse mennesker være lidt vanskelig, hvis de har mange mørke tanker, angst eller dårlig samvittighed. Men det er jo netop alt det, et menneske må se at overvinde, medens det oplever gennem sin fysiske organisme. Det er derfor, det inkarnerer i fysisk materie for at lære at overvinde modstand – først med vold og magt – det hører de primitive stadier til – og så med indsigt og næstekærlighed. Det er det, der fører væsenet ud af den falske livsoplevelse.
5. Oplevelsen af "jeg" og "det"
Eftersom det fysiske legeme er organ i en stor åndelig organisme, er det altså ikke fysisk i renkultur. Åndelige kræfter virker igennem dette legeme, og hvis ikke de gjorde det, ville selve de fysiske processer gå i stå. Igennem det fysiske legemes funktioner afsløres oplevelse og skabelse. Der er "noget", som oplever og skaber igennem det. Det er ikke øjnene, der ser, og det er ikke ørerne, som hører, disse sanseapparaturer registrerer bare. Dette bliver yderligere til kendsgerning gennem vor livsfornemmelse, som opleves i to væsensforskellige detaljer. Vi fornemmer noget, som er os selv, og noget, der ikke er det. Vi fornemmer noget, vi kan knytte os til og slippe igen, noget, vi kan være bundet af og frigøre os for. Hvor går grænsen mellem det, der er os selv og det, der ikke er det?
Det er ikke så svært at se, at vi ikke er vore omgivelser, vi er ikke de andre væsener, og vi er ikke tingene omkring os. Men er vi da vort fysiske legeme? Nej, vi siger: "Mit legeme, mine øjne, mine ører, mine lemmer osv.". "Min" og "mit" udtrykker her jeget, der er noget andet end legemet og dets organer. Vi fornemmer, at der er noget "bagved". Men jeget kan vi ikke komme bagved. Alt, hvad vi kan sanse og opleve, er adskilt fra dette jeg, og det sansede kan altsammen sammenfattes i ordet "det". "Det" er noget, vi kan knytte os til eller frigøre os fra, men ingen kan frigøre sig fra sig eget jeg, der ikke er noget, man har eller ikke har, men noget, man er. Jeget er evigt og kan knytte os til eller frigøre sig fra "det", hvor "det" fremtræder i en uendelig masse variationer og energikombinationer, som dels er skabt, dvs. blandet af andre levende væseners jeg og skabeevne, dels af os selv og vor skabeevne. Selve vor livsoplevelse er en vekselvirkning mellem de materiekombinationer eller "det", vi selv har sat i gang, og naturens og andre levende væseners eller jegers materiekombinationer, som er en anden variation af "det". Sidstnævnte variation af "det" er jo i virkeligheden hele universet, det er én stor sammenhængende, levende kosmisk organisme for det levende væsen, hvori vi alle "lever, røres og er", det er den evige Guddom. Derfor er det levende væsens livsoplevelse en evig vekselvirkning med Gud, med "du, som er i himlene".
6. Over- og underbevidsthed
Gennem sin evige skabe- og oplevelsesevne og sine stadigt skiftende instrumenter, organer eller legemer oplever det evige jeg en kæde af årsager og virkninger i vekselvirkning med "det", som altså i virkeligheden er det evige Du's eller Guddommens manifestationer eller svar på det levende væsens tanker og handlinger. Væsenet sår og må høste, som det har sået, og danner derved sin skæbne fra inkarnation til inkarnation. Den jordiske menneskehed af i dag har selv sået sin "afsporede" tilstand eller falske livsoplevelse. Den er hverken resultat af en vred guds straffeforanstaltninger eller af tilfældigheder, men udelukkende en virkning af de mangelfulde eller til dels ødelagte psykiske og fysiske organer, menneskene oplever og skaber igennem. Altså må de jordiske mennesker skabe sig nogle bedre psykiske og fysiske legemer til at opleve og skabe med.
Ethvert levende væsen har som omtalt seks legemer, der alle er organer i dets evighedslegeme, og når væsenet er inkarneret, bæres dets dagsbevidsthed af dets fysiske legeme, som jeg kalder tyngdelegemet. I øjeblikket er masser af mennesker hyllet i den illusion, at dette fysiske legeme er deres eneste legeme, ja, mange tilmed i den fejltagelse, at dette legeme er identisk med dem selv. I virkeligheden er det en kombination af energier, jeget har knyttet til sig, og som samme jeg før eller senere gennem "døden" vil frigøre sig fra. Vi frigør os i nogen grad fra vort fysiske legeme, inden vi "dør", det gør vi hver gang, vi sover. Når vi er fysisk inkarneret, har vi nemlig både en "dagsbevidsthed" og en "natbevidsthed", og medens dagsbevidstheden bæres af det fysiske legeme, bæres natbevidstheden af de øvrige fem legemer. Tilsammen repræsenterer de seks legemer og dags- og natbevidstheden, hvad jeg i Livets Bog karakteriserer som det levende væsens "underbevidsthed". Denne underbevidsthed, som bæres af legemer, der er underkastet forvandling, begyndelse og afslutning, må naturligvis også være underkastet de samme principper og altså være tids- og rumdimensionel. Men ligesom de seks tids- og rumdimensionelle legemer kun kan eksistere, fordi deres forvandlinger finder sted inden for det levende væsens evighedslegeme, der ikke er tids- og rumdimensionelt, kan den tids- og rumdimensionelle underbevidsthed også kun eksistere, fordi den er rodfæstet i og bæres af noget ikke-tids- og rumdimensionelt, nemlig den evighedsfaktor, jeg kalder det levende væsens "overbevidsthed". Overbevidstheden er det evige organ, ved hjælp af hvilket det levende væsens bevidsthedsværdier overføres fra det ene underbevidste legeme til det andet, samtidigt med at samme overbevidsthed er "lager" og "kartotek" for bevidsthedsenergier, der ikke i øjeblikket benyttes gennem de underbevidste legemer.
7. Den overbevidste og underbevidste funktion
Ligesom det levende væsen for at være et evigt oplevende og skabende væsen må besidde såvel et evighedslegeme som tids- og rumdimensionelle udskiftningsorganer eller -legemer, må samme væsen også være i besiddelse af en overbevidsthed, der er af evig beskaffenhed, og en underbevidsthed, der er foranderlig og tids- og rumdimensionel. Overbevidstheden er som tidligere nævnt permanent organ for bevidsthedsenergiernes organisation og oplagring. Men det er ikke nok, at energier og værdier bliver organiseret og opbevaret; organisation og oplagring af bevidsthedsenergier giver ingen oplevelse. Og uden oplevelse ville det levende væsen være at betragte som en automatisk fungerende maskine. Men således fremtræder det levende væsen ikke. Idet overbevidstheden gennem skæbneelementet med dets talentkerner (organet for organisation og opbevaring af energi) overfører bevidsthedsenergier til de underbevidste organer eller legemer, når energierne frem til at blive noget, jeget vågent dagsbevidst kan opleve. Dagsbevidst oplevelse finder altså sted igennem de underbevidste legemer (for jordmenneskets vedkommende i øjeblikket gennem tyngdelegemet), mens overbevidstheden og evighedslegemet derimod garanterer det levende væsens evige energiorganisering, dets talentkerneopbevaring og evnefornyelse gennem nydannelse af talentkerner.
8. Moderenergien og de seks grundenergier
Med overbevidstheden har vi det første møde med det, vi kalder energi. Energien i denne sin første fase kalder jeg "moderenergien". Og ligesom de seks underbevidsthedslegemer er organer i evighedslegemet, er de energier, nævnte legemer består af, seks forskellige grundvibrationer eller grundarter af moderenergien. Jeg benævner disse seks energier: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Når der er seks organer i evighedslegemet, skyldes det, at jeget har et organ, hvori enhver af disse energier dominerer, medens de øvrige enten er under udvikling, under degeneration eller helt latent i samme organ. Hele tilværelsens samlede energimasse består af disse seks grundarter af energi, og ethvert levende væsens evne til at opleve og skabe er baseret på dets evne til at jonglere med nævnte energier og kombinere og blande dem i uendelige variationer. Alle faste, flydende og luftformige stoffer er forskellige blandinger af disse seks energier, men det samme gælder for de stråleformige kræfter, mennesker ellers ikke opfatter som stof. Det er blot andre blandinger af de samme energier. Det vil altså sige, at enten man taler om de hårdeste metaller eller stenarter, om væsker eller luftarter eller om elektricitet eller andre former for stråler og bølger, f.eks. menneskenes tanker, følelser, ideer og erindringer, så er det altsammen forskellige slags blandinger af universets seks grundenergier. Hver energi har ligesom tonerne en skala af oktaver fra "bas" til "diskant". Men også udover "bassen" og "diskanten" i områder, der er utilgængelige for almindelig jordmenneskelig sansning. I nogle af disse oktaver er energierne materiale for makrokosmiske væsener, og i andre er de materiale for mikrokosmiske væsener, og derimellem eksisterer, hvad jeg kalder "de mellemkosmiske oktaver", den verden af levende væsener, vi kan opfatte med vore fysiske sanser, nemlig planter, dyr og jordiske mennesker, samt psykiske væsener, der ikke kan opleves med fysiske sanser. I mellemkosmos, især hvor det drejer sig om mennesker, ved man, at bevidsthed og energi har noget med hinanden at gøre. Med hensyn til dyrene kan man også gå med til, at en primitiv form for bevidsthed ligger bag ved deres energiudfoldelse. Allerede hvad planteriget angår, vil man nok tale om liv, men ikke om bevidsthed. Og når det drejer sig om mineralverdenen, opfatter man den som "død", selv om man dog må erkende, at den er bunden energi, der kan frigøres, og at den, når man ser den i et mikroperspektiv, består af partikler med tomrum. Men at den skulle have noget som helst med begrebet bevidsthed at gøre, har man ingen anelse om, fordi de eneste livslove, man endnu kender til, er fysiske love.
9. Energi og bevidsthed, gudesønnerne og Guddommen
Selv det fasteste stof består, når man ser det i mikroperspektiv, af partikler og tomrum, og tomrummet er gennemstrålet af energi, af stråler og bølger i bevægelse. Hvor der er energi og bevægelse, er der også liv, selv om det er i en materie, som af menneskets fysiske dagsbevidsthed opfattes som "død" materie. Men med det kosmiske syn må man gå videre og sige, at hvor der er liv, er der også bevidsthed. Al energiudfoldelse i universet, hvad enten den udfolder sig i, hvad der i menneskets perspektiv er mikrokosmos eller makrokosmos, er skabt af levende væseners bevidsthed, levende væsener, der danner universer og stoffer for hverandre. Alle "lever, røres og er til" i det levende univers, som er Guds bevidsthed, og derfor er Guddommen hvert eneste væsen lige nær, hvad enten det er et atom, et menneske eller et mælkevejssystem. Og derfor betyder alle levende væsener lige meget uanset størrelse og tidsperspektiv. Derfor er én dag som tusind år og tusind år som én dag for den evige Guddom, som oplever gennem alle tidsperspektiver gennem alle levende væsener, der er Guddommens organer. For væsenerne i mikrokosmos er visse oktaver af grundenergiernes skala materiale for skabelse af psykiske og fysiske legemer, af bevidsthed og tankevirksomhed og deraf følgende skabevirksomhed uden for deres egne organismer i materien, der omgiver dem. Andre oktaver benyttes af væsener i mellemkosmos, deriblandt de jordiske mennesker, og andre igen af klode-, solsystems- og mælkevejssystemsvæsener og endnu større væsener i makrokosmos. Det vil sige, at bag alle bevægelser og energifunktioner i hele det levende univers er der skabende og oplevende bevidsthed, hvis ophav er levende væsener inden i levende væsener. Og udtrykket eller betegnelsen "Guds billede" kan netop analyseres som "levende væsener inden i levende væsener". Derfor er mennesket også "i Guds billede efter hans lignelse", idet både dets fysiske og dets psykiske legemer er bygget op af levende mikrovæsener, der "lever, røres og er til" i disse universer, som nævnte legemer udgør for dem. Men der er den væsentlige forskel på den evige Guddom og alle de evige "gudesønner", som lever i "ham" i spiralkredsløb inden i spiralkredsløb, at medens gudesønnerne altid vil være både makrovæsener i forhold til levende væsener i mikrokosmos eller underliggende spiraler, og mikrovæsener i forhold til væsenerne i makrokosmos eller overliggende spiralkredsløb, samtidig med at de har deres udadvendte oplevelse i mellemkosmos, har den evige Guddom ingen væsener over sig eller uden for sig, og "han" har udelukkende sin oplevelse i sin egen indre verden, hvor "hans" bevidsthed bæres af gudesønnerne, der er Guds organer og redskaber. I alle spiralers oktaver af grundenergier vekselvirker levende væsener med hverandre, og da alle disse væseners bevidsthed er en del af Guddommens bevidsthed, bliver deres oplevelse en del af Guds oplevelse. Gud er hvert eneste væsen lige nær, hvert suk, hvert skrig, hver sorg, hver glæde, al lidelse, al fryd, al længsel og skabertrang såvel som al glæde og al taknemmelighed ved fuldendt skaberværk, der strømmer gennem levende væseners bevidsthed, strømmer også gennem Guds bevidsthed gennem psykiske væsener, som er "hans" modtagerorganer. Men som alle levende væsener "i hans billede" har Guddommen ikke blot modtager-, men også afsenderorganer, og det vil sige levende væsener, som repræsenterer skytsåndsprincippet og verdensgenløsningsprincippet. Altså væsener, som er med til at hjælpe og beskytte, hvor det er passende for andre levende væseners skæbnedannelse, og til at befordre udviklingen f.eks. inden for et sådant område som den jordiske menneskehed.
10. Den bindende følelsesenergi
Lad os fra disse store kosmiske perspektiver vende os mod noget, der for det jordiske menneske i øjeblikket er meget nærliggende i dets fysiske legeme og dets livskraft. Men allerførst må vi koncentrere os om den fysiske materie som helhed. Det hus, De i øjeblikket befinder Dem i, såvel som det hus, De selv bor i, består af bevidsthedsenergi. Det må det jo gøre, når der er bevidsthed alle vegne. Alle seks grundenergier må forekomme i et sådant hus. Der er både instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Når De ikke er vant til at opfatte det således, skyldes det, at nævnte energier her fremtræder i oktaver, der ikke af det jordiske menneske i almindelighed kan opleves som bevidsthedsenergi, men derimod som stof eller materie. Det er på grund af det kosmiske perspektivprincip, at det er således. Det er udfoldelse af levende væseners bevidsthed, som kosmisk set er meget "langt borte" fra det jordiske menneske. Men hvordan kan man vide, at det er bevidsthedsenergi? Lad os se på, hvordan den energi reagerer, jeg kalder følelsesenergien, når vi ser den i forskellige perspektiver.
Følelsesenergien er bindende, en sammentrækkende energi. Det må vi erkende, når det drejer sig om de jordiske menneskers følelsesliv. Kærlige følelser binder mennesker sammen, enten det blot er to mennesker eller en større eller mindre menneskegruppe. Det, man kalder fædrelandskærlighed, er en sådan bindende følelse, slægtsfølelse og familiefølelse lige sådan. Hvilke stærke følelsesbånd er der ikke i moderkærligheden? Så stærke kan de til tider være, at barnet på et vist alderstrin, hvor det ønsker større frihed og selvstændighed, føler sig alt for bundet og søger at frigøre sig. Følelser kan med deres bindende kraft være noget positivt i kærlighed, venskab, samarbejde og gensidig kontakt mellem levende væsener. Men de kan også virke negativt. De kan blive til bånd, der virker bindende indadtil i menneskets eget sind. De kan blive til "mentale fængsler", der kan binde et menneskes tankeverden i en sådan grad, at først skytsånderne, der hjælper mennesket i mellemtilstanden efter døden, kan suggerere vedkommende ud af det selvskabte helvede eller skærsild, som består af jalousi, bitterhed, misundelse, had eller lignende følelser. Eller måske af angst og dårlig samvittighed på grund af de handlinger, som nævnte følelser i perioder, hvor de helt beherskede menneskets bevidsthed, fik det til at begå. De kan virke ud mod omgivelserne, og de kan virke indad i sindet. Men de virker altid som bindende energi.
11. Spændingsforholdet mellem ild og kulde
Da følelsesenergien såvel som de andre grundenergier virker i en uendelig række oktaver opad i makrokosmos og nedad i mikrokosmos samtidig med, at hver af dem beholder sin evige natur og reaktionsevne over for de andre energier, vil det sige, at følelsesenergien i makro- og mikrokosmiske oktaver også er bindende og sammentrækkende. Hvor står det jordiske menneske over for en kraft i naturen, som det på sit nuværende udviklingstrin ikke er i stand til at opleve som bevidsthed, men må erkende, at det er en bindende kraft? Det gør det over for den naturkraft, som er verdensaltets kulde. Kulden er følelsesenergi, og den er en kraft, der overalt og altid vil binde og sammenholde, hvad den kommer til at beherske. Men verdensaltet er jo ikke blot en materiekombination, der er bundet af kulde. Ligesom følelsesenergien eksisterer i uendeligt mange oktaver over og under jordmenneskets mellemkosmiske dagsbevidste oplevelsesevne, eksisterer dens totale modsætning også i makro-, mellem- og mikrokosmiske oktaver, og det er tyngdeenergien. Den fremtræder uden for jordmenneskets bevidsthedsoktaver som varme og ild, en kraft, som vil udvide alt, hvad den kommer i berøring med. Spændingsforholdet mellem disse to kosmiske eller universelle energier, den bindende følelse og den udvidende tyngde, som virker i alle mikro-, mellem- og makrokosmiske oktaver af grundenergierne, er basis for al livs- og manifestationskraft i alle levende væseners fysiske og psykiske udskiftningsorganer, hvorigennem de har dagsbevidst oplevelse. Og på denne måde bliver samme spændingsforhold baggrund for al livskraft, fysisk såvel som psykisk.
I de oktaver, i hvilke de jordiske mennesker jonglerer med disse to energier i deres bevidsthed, bliver de bestemmende for udfoldelse af psykisk livskraft. Men også for deres fysiske livskraft har spændingen mellem tyngde og følelse den allerstørste betydning. Men dér er det i oktaver, hvor de fremtræder som ild og kulde. I jordmenneskets fysiske legeme fremtræder spændingsforholdet mellem den universelle ild og kulde, altså mellem tyngde- og følelsesenergien, som samme væsens normaltemperatur, hvilken jo i allerhøjeste grad har med menneskets fysiske livskraft at gøre. Kommer et menneskes temperatur nogle grader over eller under det normale, kan det mærkes på vedkommende væsens fysiske livskraft, og der er måske ikke langt til, at livskraften forsvinder fra det fysiske plan, altså at vedkommende væsen dør. Jordklodens normaltemperatur er også baseret på balance mellem varme og kulde, og hvis dette balanceforhold ophørte, hvis f.eks. varmen tog overhånd, ville jorden få "høj feber", og det kunne føre til døden for alt animalsk liv i dens organisme, deriblandt de jordiske mennesker. Det behøver menneskene nu ikke at frygte, selv om mange på grund af verdenssituationen måske netop vil mene, at en sådan begivenhed kunne være i anmarch. Verdenssituationen er dog ikke udtryk for, at jorden er syg og døden nær. Den er tværtimod udtryk for en udvikling, der bevidsthedsmæssigt har med spændingsforholdet mellem tyngde og følelse at gøre.
12. Den psykiske og fysiske balance
Jordmenneskets normaltemperatur viser, hvorledes det er lykkedes for dette væsen gennem lange tiders og mange inkarnationers erfaringer at skabe et udskiftningslegeme med balance mellem tyngde og følelse. Det er blevet til genialitet og automatfunktion. Det samme gælder for jordklodevæsenets vedkommende i sin spiral, derfor passer vi også ind i dens organisme. Det vil sige, at såvel klodevæsenet som vi selv har bragt spændingen mellem ild og kulde under kontrol og holder denne spænding i et permanent forhold, der er det samme som fysisk livskraft. Der foregår eksplosioner i organismen, men de er alle under kontrol ligesom i en motor. Hjerteslag, blodomløb og enhver bevægelse i og af organismen er sat i gang af denne kontrollerede spænding. Men hvorledes er forholdet mellem tyngde og følelse i klodevæsenets og jordmenneskenes psykiske område? Er eksplosionerne også der gennem viljen afbalanceret af den bindende følelsesenergi? Det er de ikke, og det er hele årsagen til klodevæsenets og jordmenneskehedens nuværende tilstand. Men jordklodevæsenet er ved at få denne psykiske balance i sin bevidsthed og dermed få samme magt over sin psyke, som det har over sin organisme. Det vil ske i løbet af kort tid – set i klodevæsenets tidsperspektiv. Da vil kloden få kosmisk bevidsthed. Det vil – set i jordmenneskeligt tidsperspektiv – vare en ca. 3000 år, i hvilket tidsrum det skal lykkes menneskene – én for én og nogle før end andre – at opnå psykisk balance mellem tyngde og følelse. Det vil sige at beherske sit sind, så det ikke eksploderer i had, vrede og irritation, og heller ikke bliver et "følelsesfængsel" af bitterhed, jalousi, skuffelse, angst og depression. Menneskets livskraft, som efter Forsynets plan skal forenes med høje åndelige energier, har i de tids- og rumdimensionelle verdener sin oprindelse gennem tyngdens og følelsens balance, og når det jordiske menneske opnår et lignende herredømme over sit sind, som det normalt har over sin fysiske krop, vil dets livskraft som kærlighed og visdom, hvorefter der handles, nå sådanne højder, at man i dag ville være tilbøjelig til at tro, at det kun var et eventyr. Men intet eventyr kan berette noget så strålende og vidunderligt som det, menneskene selv skal komme til at opleve engang, når deres bevidstheds tyngde og følelse er under viljens og fornuftens kontrol.
Fra et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut, søndag den 21. februar 1954. Manuskript til foredrag bearbejdet af Mogens Møller. Første gang bragt i Kosmos nr. 14-16, 1968. Artikel-id: M1440.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.