De drivende kræfter bag al livsoplevelse er begær, ønsker og længsler. Uden begær ville den tilværelsesform, som i dag præger menneskeheden, aldrig kunne være opstået, og ligeledes ville der ikke være nogen fremtid for menneskene, hvis ikke deres bevidsthed var opfyldt af ønsker og længsler. At ethvert normalt, naturligt ønske bliver opfyldt, tror menneskene ganske vist ikke, fordi de ikke kender livets love og ikke ved, at ethvert ønske forårsager et kredsløb, der har sin begyndelse i en længsel efter et eller andet og ikke standser, før denne længsel er blevet tilfredsstillet. De kender det dog fra deres forhold til føden, de bliver sultne efter mad, og dette begær bliver tilfredsstillet ved, at de får noget at spise. De bliver mætte, ja, måske til tider så overmætte, at de ligefrem nærer væmmelse mod det, de tidligere længtes så stærkt efter. Sult og mættelse er imidlertid ikke blot noget, der har med den fysiske føde at gøre. Alle former for begær, ønsker og længsler er i princippet nøjagtig det samme. Ligesom sulten efter mad ikke kan standses, før den på en eller anden måde bliver tilfredsstillet, således gør det samme sig gældende med alle de øvrige former for begær, længsler og ønsker inden for vort bevidsthedsliv.

Mange mennesker vil protestere mod en sådan tankegang med den motivering, at de har mange ønsker og længsler, de aldrig har fået opfyldt. De er skuffede og føler sig måske endda bedraget af livet, fordi de nu er blevet gamle, uden at deres ønsker er gået i opfyldelse. At mennesker kan blive gamle, uden at deres længsler og ønsker går i opfyldelse, passer jo tilsyneladende heller ikke med den tanke, at alle ønsker og længsler skal blive opfyldt. Men det er kun tilsyneladende, at det er sådan. Det er fordi, menneskene endnu kun ser deres liv i et lille lokalt perspektiv, der begynder med undfangelsen og fødselen og slutter med døden. De tror, at deres liv er som en ret linje med en begyndelse og afslutning. Men denne "rette linje" er som alle andre rette linjer kun en illusion. Den rette linje eksisterer i virkeligheden ikke. En hvilken som helst linje er udtryk for kraft eller energi, og al energi i verdensaltet går i kredsløb. En ganske lille del af en stor cirkel opfatter vi som en ret linje; tænk blot på havets horisontlinje, som af vort fysiske øje opfattes som en lige linje, selv om vor forstand siger os, at den er en del af en stor cirkelbue. Også vort liv er en del af et kredsløb. Der er noget før undfangelsen, og der er noget efter døden, og dette "noget" eller denne livsudfoldelse før og efter den fysiske tilværelse er lige såvel som denne baseret på sult- og mættelsesprincippet, på det levende væsens begær, ønsker og længsler. Alle disse begær, ønsker og længsler befinder sig på et eller andet stadium i sult- og mættelseskredsløbet, og de fortsætter, oftest gennem flere inkarnationer, indtil de har løbet deres bane ud. Den indtrufne mættelse eller tilfredsstillelse afføder da en længsel efter noget, der på en eller anden måde er en kontrast til det, man nu er mæt af, og et nyt kredsløb, en ny variation af sult- og mættelsesprincippet er dermed begyndt for det levende væsen.

Hvorfor har mon menneskene i dag fået naturens kræfter til at arbejde for sig? Hvorfor bor vi i dejlige huse, der giver læ for vind og regn, og som om vinteren kan opvarmes, og hvor vi kan tænde lys, når det bliver mørkt? Hvorfor kan vi flyve i luften og sejle både på og under vandets overflade og på mange andre måder bevæge os hurtigt af sted gennem rummet? Fordi vi har ønsket det, vi har længtes efter at opnå et sådant herredømme over naturkræfterne. Men hvornår har vi kunnet nære disse længsler og ønsker? Naturligvis den gang, da vi ikke havde de tekniske og videnskabelige erfaringer, som vi har nu. Den gang vi var primitive stenaldermennesker, som måtte leve i mørke huler og måtte kæmpe en fortvivlet kamp for at opretholde livet, opstod de første længsler efter en mere uafhængig tilværelse, hvor man ikke så let bukkede under for naturens overmagt.

Mange inkarnationers lidelser og erfaringer ligger bag hele den moderne civilisation og kultur. Men ikke lidelser og erfaringer nok, for så ville vor tids kultur og civilisation være helt anderledes human og baseret på næstekærlighed og fordeling af goderne, end den er. Stenaldermenneskets dyrisk prægede mentalitet gør sig stadig væk gældende også i vor kultur i dag. Hvad er alle de store krige med den gigantiske udfoldelse af raffinerede tekniske våben andet end en forlængelse af stenaldermenneskets primitive stenøkse, hans kastespyd, bue og pil? Det er en intellektualiseret stenalderverden, menneskene lever i i dag. De har fået mange længsler og ønsker opfyldt, og alle disse kredsløb af sult og mættelse har været ensbetydende med en udvikling fra en mere dyrisk til en mere menneskelig tilstand, men for virkelig at blive det, de kalder sig: mennesker, må jordmenneskene sætte nye længselskredsløb i gang, som kan løbe ad deres bane mod opfyldelse i kommende tider, og det har mange mennesker over hele jorden allerede gjort. Det de længes efter, er fred på jorden.

Længslen efter fred bliver stadig stærkere i flere og flere menneskers bevidsthed. Men hvordan har denne længsel kunnet opstå? Udelukkende kun fordi de jordiske mennesker er ved at være mætte af fredens modsætning, krigen. For stenalderfolkene, for de gamle vikinger og for andre af fortidens krigerfolk var krigen et ideal; de kæmpede imod naturen, og de kæmpede mod andre mennesker. Efter deres religiøse indstilling var dette at dø på slagmarken en heltegerning, som førte krigeren lige til paradiset. Mændene begærede at være store helte og krigsmænd, og kvinderne beundrede kun de mænd, der var det. Sådanne ønsker og begær har sat en masse kredsløb i gang, og millioner af mænd har fået lov at være krigshelte og både at sejre og lide nederlag som helte, og millioner af kvinder har oplevet, at disse helte har kæmpet for dem og om dem, men nu er en meget stor del af disse fortidens helte og heltinder ved at blive mætte af den form for tilværelse, så overmætte, at de kalder den "krigens helvede", og det er begyndelsen til en helt ny epoke i menneskehedens historie.

Denne ny epoke kan man i modsætning til krigens helvede kalde "himmeriges rige", der er det samme som en fredens verden. Når Kristus sagde: "Himmeriges rige er inden i eder", var det, fordi han med sin kosmiske bevidsthed kendte hele dette udviklingsforløb og så, hvordan det menneskelige i mennesket langsomt voksede, og det var hans mission at give næring til denne lille spire af fred, der voksede som en længsel i mange menneskers sind. I de ca. 2000 år, der er gået, siden Kristus levede på jorden, har stadig større og mere omfattende krige, ja, hele verdenskrige raset blandt menneskene. Jorden er blevet et helvede, hvor mennesker kan opleve mere forfærdelige ting end de helvedesfantasier, der er blevet skabt af religiøse fanatikere. Men det er jo det eneste, der kan få menneskene til at vende sig bort fra krigen. Nu er udfoldelsen af det dræbende princip så gigantisk, at der hos de allerfleste mennesker i dag er en uhyre længsel efter fred på jorden. Denne længsel findes også hos de krigere, der i dag kæmper på slagmarkerne. De har intet ønske om at være krigshelte. Når de i dag befinder sig på slagmarkerne, er det på grund af ønsker, de tidligere har næret. Det er et kredsløb, de selv har sat i gang og nu oplever de sidste konsekvenser af. En gammel verdenskultur, opbygget af menneskenes længsler i fortiden, er ved at gå under, og en ny kultur spirer frem mellem dens ruiner. Denne nye kultur skal også skabes af de væsener, der engang var stenaldermennesker, og den skal komme til at stråle af skønhed og ånd, af genial kunstnerisk og teknisk virksomhed, som ikke er luksus for en overklasse, men naturlig livsudfoldelse og livsoplevelse for alle jordens mennesker.

Jeg vil slutte med at tale om, hvordan det enkelte menneske med sine længsler og ønsker kan komme til at få indflydelse på denne store forvandlingsproces, som er ved at foregå med hele menneskeheden. Man kan ofte høre, at mennesker tror, at det betyder så lidt, hvad det enkelte menneske tænker, siger og udfører i hverdagen, at det i alt fald blot er "de store og stærke", som har indflydelse. Men det er ikke rigtigt. Det kommer i alt fald an på, hvad man mener med at være "stor og stærk". Hvert eneste menneske og dets længsler og ønsker betyder noget for helheden. Jeg har tidligere fortalt, at jordkloden er et levende væsen, i hvis fysiske organisme den samlede menneskehed danner det organ, der kan sammenlignes med hjernen i vor egen organisme. De enkelte mennesker udgør altså en slags hjerneceller i jordklodens fysiske organisme, og det er absolut ikke ligegyldigt for helheden, hvilke energivibrationer der udgår fra de enkelte dele af denne helhed. Det er ikke ligegyldigt, hvad de enkelte mennesker længes efter, og heller ikke hvad de gør, for at deres længsler efterhånden skal komme til at gå i opfyldelse. Dette at mennesker nu har mulighed for at få et teoretisk overblik over deres liv i forhold til fortidige og fremtidige inkarnationer, giver dem lejlighed til at se, at det er dem selv, som har skabt de betingelser, de lever under i dag, gennem de begær, ønsker og længsler, som fik dem til at tænke og handle, som de gjorde i fortiden. Tanker og handlinger er kraft og energi, og al energi i verdensaltet går i kredsløb og danner årsag og virkning eller skæbne. Det er fortidens længsler, ønsker og begær, der har skabt menneskenes nuværende skæbne. Men menneskene er stadig væk i stand til at skabe skæbne, for i dag skaber de deres fremtid både med hensyn til, hvad de skal opleve i livet efter døden og i kommende fysiske inkarnationer. Hvad de længes efter, vil de komme til at opleve, så snart deres skæbnemønster giver plads for disse oplevelser. Intet menneske skal i det store kosmiske kredsløb opleve mere lykke eller mere lidelse og ulykke end noget andet. Forsynet har ingen favoritter, og der er heller ingen, der skal være syndebuk. Det er de levende væseners egne længsler, der driver dem frem i udviklingen, dvs. gennem erfaringernes mange forskellige tankeklimaer mod nye længsler og nye oplevelser.

Bag alle disse længsler og deres opfyldelse eksisterer det levende væsens evige Jeg med sit urbegær efter at skabe og opleve i stadig nye variationer af materiens evige kredsløb. Det var et udtryk for kosmisk klarsyn, når Kristus sagde til menneskene: "I ere Guder", thi mennesket rummer i sig guddommelige muligheder, når det lærer at bringe sine længsler og ønsker i overensstemmelse med universets evige love, og det vil sige med den kærlighed til alt og alle, som evigt næres af den Guddom, som vi i kraft af vort jeg, vor skabeevne og den materie, vi skaber i, er ét med. Først når mennesket gennem sine længsler og den deraf udsprungne skabende udfoldelse ikke mere skaber krig og helvede omkring sig, men stråler freden ud fra sit indre gennem alt, hvad det siger, tænker og gør, vil det også blive i stand til dagsbevidst at opleve sin enhed med universet og den evige Guddom. De længsler, der da opstår i dets kosmiske bevidsthed, vil gøre det til en guddommelig kunstner og tekniker af et format, som den jordmenneskelige fantasi knapt kan forestille sig. Og det gælder for alle jordens mennesker, at de engang vil komme til at nære sådanne længsler.