Det væld af store iøjnefaldende livserfaringer, som verdenssituationen netop i vor tid som et kolossalt kildevæld fosser ud til jordmenneskeheden, kan umuligt belyses hverken i et eller to foredrag, men afgiver stofmængde til mange foredrag. Jeg vil derfor her vise en serie af kosmiske kendsgerninger, igennem hvilke jordmenneskehedens materielle erfaringer kan organiseres til en koncentration af kosmisk forståelse og viden, ved hjælp af hvilken de kan finde rede på det bundløse dyb af tilsyneladende "tilfældigheder", som verdenssituationen rent overfladisk betragtet eller set igennem almenhedens briller ser ud til at være.

Men når livet eller tilværelsen, menneskehedens eller de levende væseners skæbne således udløser sig som et eneste stort spørgsmål, må der også være et svar på dette spørgsmål. Et spørgsmål er et begær. Og man har endnu aldrig i det små konstateret, at naturen har skabt et begær, for hvilket der ikke fandtes en tilfredsstillelse. Tror man så, at det skulle være anderledes i det store? – Tror man Almagten, Forsynet eller naturen har ført jorden igennem dens mange millionårige skabelsesepoker for at lade dens levende væsener vansmægte i et begær, for hvilket der ikke fandtes nogen som helst tilfredsstillelse? – Måtte jorden ikke i millioner af år i form af lysende tåger gennemgå en første tilblivelsesproces på det fysiske plan? – Og måtte disse tåger ikke igennem millioner af år gennemgå en fortættelse til et flydende ildocean, der atter i millioner af år måtte gennemgå en afkølingsproces, hvor dens flydende ild og kogende mineraler og metaller blev til skorpe, atmosfære, kontinenter og have for derefter i nye millioner af år at blive skuepladsen for et overdådigt væld af vegetabilsk liv? – Og var det ikke netop en millionårig udvikling af dette liv, der gjorde det muligt for animalsk liv at opstå på kloden? – Og er dette animalske liv nu ikke ligeledes igennem en tilsvarende millionårig udviklingsepoke nået frem til at få lige akkurat så megen bevidsthed, at det kan begynde at se eller sanse denne vældige kosmiske skabelsesproces omkring sig, og af hvilken dets egen fremtræden i dag er et resultat, uden derfor at kunne forstå, hvad det er, det er vidne til? – Derfor det store spørgsmål: Hvad, hvem og hvor er vi? – Men tror man den vældige kosmiske skabelsesproces, som stadig fungerer omkring os i form af naturens kræfter, tror man, jordkloden måtte gennemgå disse mange millionårige epoker blot for at føre de levende væseners mentalitet eller liv frem til kun at udgøre et eneste stort spørgsmål, for derefter at lade det gå under uden nogen sinde at få svar? – Tror man, hele tilværelsen, kloderne, stjernerne og solene kun er til for udelukkende at skabe mystik? – Er dette, at de levende væseners bevidsthed begynder at forme sig som et begær, ja en livsbetingende længsel efter at vide, hvad det er, de ser og bliver vidne til i form af livet og tilværelsen, et tegn på degeneration? – Er det et tegn på en aftagen, en slappelse i den kosmiske skabelsesproces? – Er det et tegn på, at den nu er ved at slutte? – Er der nogen, som tør have en så tåbelig opfattelse, at disse logisk samarbejdende udviklingsepoker, denne milliardårige udviklingsproces, udelukkende kun havde til formål at sætte de levende væsener i stand til at spørge eller gøre deres bevidsthed til et begær, hvortil der ikke findes nogen tilfredsstillelse, til at være et eneste stort ønske, der aldrig kan opfyldes?

Her vil man måske hævde, at millioner af mennesker er døde uden nogen sinde at have fået svar. – Ja, det er rigtigt, men beviser dette ikke netop, at alle disse væsener ikke var færdige, ikke var nået op til målet, og at den såkaldte død slet ikke er nogen død, men derimod kun en fortsættelse af den skabelsesproces, der skal gøre det pågældende væsen færdigt eller give det svar på dets spørgsmål? Har vi ikke netop en milliardårig udviklingsepoke bag os og kan se tilbage ned ad dens stadier? – Bliver disse ikke stedse mere og mere ufuldkomne og primitive, jo længere vi ser tilbage, for til sidst helt at være blottet for fysisk mentalitet? Vor klodes milliardårige historie, lige fra den begyndte som svage lysende tåger på en fortidig himmels mørke dyb og ned igennem tiderne til vore dage, viser jo således som kendsgerning en absolut stigende fremgang i mentalitet, viser en udvikling i tænkeevne. Hvorfor i alverden skal man så tro det modsatte med hensyn til fremtiden? – Hvorfor skulle denne udvikling netop standse dér, hvor den er allermest påkrævet, netop dér, hvor det er blevet magtpåliggende for væsenerne at få besked, dér, hvor den jordmenneskelige mentalitet er blevet en eneste videbegærlighed, er et eneste råb efter klarsyn eller livsmystikkens afsløring? – At menneskene i dag myrder, dræber, hader og forfølger hverandre, lever i sygdom, skrig og pine, beviser jo ikke, at livet skulle være gået tilbage, men derimod at det er magtpåliggende for Forsynet eller ophavet til den store skabelsesproces at få væsenernes mentalitet omskabt til et brændende spørgsmål om livet, en uundgåelig hunger efter sandheden. Hvordan skulle væsenerne ellers blive hævet op i en ny udviklingsepoke, komme til at udskille sig fra den dyriske mentalitet? – Dyrene har ikke noget begær efter at vide besked med livets love. De har ingen hunger efter at vide, hvad der gemmer sig bag solens lys og stjernernes gang eller efter at vide hvem, hvad og hvor de i virkeligheden er. De er på dette felt endnu ufærdige eller sovende væsener.

Men jordmenneskene er så meget længere fremme i skabelsesprocessen, at de er i stand til at spørge om løsningen på livets gåde. Men hvordan skulle de vel kunne være kommet så langt uden netop igennem oplevelse af deres egen kosmiske ufuldkommenhed? – Hvordan skulle de kunne bringes til at begære viden om livet, hvis der ikke blev givet dem lejlighed til at opdage livet? – Og hvordan skulle de opdage dette livs sande struktur, hvis ikke de havde mulighed for at være eller komme i konflikt med denne struktur? – Tror man, jordmenneskene i dag ville råbe så stærkt på oplysning, bygge skoler og læreanstalter, være så videnskabeligt interesserede eller hungrende efter viden, hvis ikke de igennem ulykkelige skæbner mere og mere kom til klarhed over, hvor magtpåliggende det er for skabelsen af fred og human kultur eller en fuldkommen samfundsorden såvel som for deres egen samvittighed og mentale velvære netop at vide besked med livet og dets struktur?

Denne indvielse former sig i to store afsnit. I det første afsnit må væsenerne lære at beherske materien, mens de i det andet afsnit må lære at beherske livet. Det første afsnit er netop det, som jordmenneskene af i dag i så høj grad repræsenterer. De har allerede tilegnet sig en meget stor del af svaret på det store spørgsmål. De ved, hvad "materien" er. De ved, den er kraft, den er energi, den er stof, den er vibration, bølgelængder og bevægelse. Og de har ved hjælp af denne viden gjort sig til herre over materien. Den kommer i stærkt stigende grad til at være menneskets underordnede og blindt lydige tjener. De store tekniske og kemiske vidundere, som menneskeheden i dag betjener sig af, er således en slags eksamensbeviser for, at menneskeheden nu er ved at være færdig med førstedelen af den kosmiske eksamens to dele, hvis anden del hedder "indvielse" eller "den store fødsel". Denne første del af indvielsen gør altså væsenerne til materiens beherskere, og vi kan kalde denne form for manifestation for materiekunst og dens ophav for "materiekunstnere". Den anden del af indvielsen gør væsenerne til livets beherskere, og vi kan kalde denne form for manifestation for livskunst og dens ophav for "livskunstnere".