M1629
Mennesket og dets skæbne
af Martinus

1. Lidelsens mysterium
Menneskeheden lever i et ocean af besværligheder såsom kriser, krige, sygdomme, laster og udskejelser. Hvis vi ikke havde andet at sammenligne tilværelsen med, måtte man synes, at den var det mest glimrende billede på uretfærdighed. Vi ser, hvordan nogle væsener kommer til verden og får en skæbne, hvor de hele livet igennem må være syge, være invalide eller have andre besværligheder, ligesom vi også ser, at andre fødes ind i meget dejlige og behagelige tilværelser. Denne situation med alle disse lidelser har været en stor gåde for menneskene.
I den kristne verden har man forsøgt at forklare disse lidelser med, at de var en følge af de synder menneskene havde begået. Lidelserne var en straf. Der var en forbandelse over menneskene på grund af deres synder. Vi ved også, at Gud sagde til Adam: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød". Jorden skulle være forbandet, fordi han syndede. Nu er det sat så drastisk op, fordi det er tilpasset en mentalitet uden dyb indsigt i, hvad der i virkeligheden foregår.
2. Naturens fuldkommenhed
Når vi følger naturens skabelsesprocesser fra begyndelse til afslutning, ser vi, at den aldrig skaber et færdigt resultat, der ikke er til glæde og velsignelse for de levende væsener. Så ville det jo være mærkeligt, hvis menneskene skulle have en sådan ufuldkommen skæbne. Betragter vi vor egen organisme, ser vi, at den er kolossalt fuldkomment udstyret. Vi har øjne at se med, vi har øren at høre med, vi kan tale. Vi har en organisme med alle de mange organer, der virker sammen til fordel for helheden, og i kraft af hvilke vi kan opleve livet. Der er ikke noget ulogisk i vor organismes opbygning, alt er logisk opbygget. Hvis øjnene sad bagpå, eller lugtesansen var i nærheden af kloakken osv., ville det være ufuldkomment, men sådan er det ikke. Selv i hver eneste lille mikroskopisk del er tingene absolut fuldkomne.
3. Troen på arvesynden og nåden
Fra børnelærdommen har vi, at lidelsen er en straf, og at vi er forbandede og født med synd. Vi kan kun blive frelste ved at bede om forladelse, som vi kan få af nåde ved Jesu korsfæstelse. Men det kan ikke holde stand imod intellektualitetens klare syn, for det kan aldrig nogen sinde være rigtigt, at et uskyldigt menneske kan lide for andre. Der er overhovedet ingen mennesker, der kan lide for andre. Det ville være en underlig retspraksis at følge i det moderne retsvæsen. Hvis en mand f.eks. blev dømt til så og så mange års fængsel, ville det da være mærkeligt, at der kom en anden mand og sagde: "Må jeg have lov til at tage straffen i stedet for ham?" "Jo, det kan De godt!" Så bliver røveren eller banditten fri, og den anden kommer til at opleve straffen. Det er der ingen som helst mening i. Derfor er mange mennesker blevet vantroende. De mere intellektuelt indstillede mennesker tror ikke på nåden, arvesynden, straffen osv. Derimod er de selv begyndt at søge at finde løsningen. Men dertil kræves der højere evner, så hele løsningen har de ikke kunnet finde.
4. Hvad vi kan lære ved at iagttage livet
Den moderne videnskab er kommet meget langt med mål og vægtfacitter, men den kan kun iagttage nedefra, fra det fysiske område, der er den mindste del af tilværelsen. Den langt større del er den usynlige eller åndelige del, og det er den, der giver løsningen. Når der i den fysiske natur er områder, hvor tingene tilsyneladende viser sig ikke at være til glæde og velsignelse, må det være tegn på, at de ikke er færdige. Derved kan man komme til klarhed over, at den jordiske menneskehed ikke er færdig, den er langtfra færdig. Det betyder ikke, at den er "syndig", for der findes ikke nogen som helst "synd"; derimod findes der ufuldkommenhed og stor uvidenhed. Menneskene ved ikke altid, hvad de gør, og det er også ganske naturligt, for hele den fysiske tilværelse er udelukkende beregnet på, at menneskene kan eksperimentere. De kan gøre, hvad de vil.
Gud sagde til Kain: "Gør du godt, da kan du se frit op, gør du ondt, da ligger synden for døren". Det vil jo sige, "gør du godt", så vil alt være lykkeligt og dejligt for dig, men "gør du ondt", – så vil ufuldkommenheden, sygdommene og det onde være omkring dig. Således kan menneskene gøre, hvad de vil. Derfor er det meget vigtigt, at menneskene bliver indprentet, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. Det kan ikke indprentes af et andet menneske, men derimod er hele den fysiske verden baseret på at give menneskene resultatet af deres egen handlemåde.
Ethvert stof har sin særlige struktur og reaktionsevne, salt har sin, sukker har sin osv. Materien har sine reaktioner, der fordrer særlige betingelser for, at en skabelse kan blive fuldkommen. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, sker katastrofen. Når man vil bygge noget op, må man kende stofferne, for at det kan blive logisk. Hvad vil det sige, at det er logisk? Det vil sige, at det er opbygget således, at det i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Sådan skal tingene bygges op, uanset om det er et hus, en maskine eller en væremåde. Det er noget, man ikke behøver at tro på, det kan iagttages.
5. Udviklingsstigen og skæbneloven
Menneskene har udviklet sig fra dyrene, og vi kan se, at de laveststående mennesker ikke er så langt fra de højst udviklede dyr, og vi kan se, at disse mennesker ikke nær har den intellektuelle indsigt, den skabeevne og den begavelse, som det moderne kulturmenneske har. Det enkelte menneske står et sted i en skabelse. Nogle står ved fødslen på et sted, som andre for længst har passeret. Nogle dør ved et stadium, som andre fødes ved. Vi ser, at de højt udviklede har gjort fremskridt i tidligere liv, som andre mindre udviklede måske først i dag er ved at begynde på. Vi ser, at menneskene ikke står på samme stadium, der er mange forskellige udviklingsstadier, ja ligefrem en hel række eller skala af mere og mere fuldkomne trin. Hvordan kunne disse trin opstå, hvis væsenerne ikke blev forbedret fra det ene liv til det andet? Det nuværende jordiske liv er resultatet af tidligere liv, ligesom det er fundamentet for vor skæbne i kommende liv. Det er en evig urokkelig lov: "Det, vi sår, kommer vi til at høste".
6. Reinkarnationen og talentkerneprincippet
Denne udviklingsstige viser os, at livet ikke slutter ved det, vi kalder "døden", men at det fortsætter, og at væsenerne fødes igen. Hvis ikke det var sådan, kunne væsenerne heller ikke fødes med særlige anlæg, med f.eks. kunstneriske evner, og det ville slet ikke have nogen betydning, at mennesket udviklede sig i kunstnerisk begavelse. Hvad kan det nytte, at et menneske hele livet igennem træner sig op, øver dag og nat for at dygtiggøre sig i en særlig kunstart, hvis det skulle dø? Derimod er det glimrende, at mennesket kan fødes med de evner, det har udviklet, og kan begynde ved det stadium, hvor det nåede til i sidste liv. Reinkarnationen eller hele denne kæde af jordliv kommer til at vise, at der virkelig er retfærdighed til.
7. Loven for tilværelse
Så længe menneskene ikke er fuldkomne, kan de ikke opfylde loven for livet: "Du skal elske din næste som dig selv". Målet for udviklingen er at nå frem til at kunne elske sin næste som sig selv. Men det er ganske udelukket for det ufærdige menneske, da det organisk er bygget til en helt anden form for sympatiudløsning, som først skal have sin kulmination og udleves. Derefter får mennesket en ny form for sympatiske anlæg, ved hvilke det når frem til at få evne til at elske alle. Det er ikke en forelskelse, det er ikke et produkt af hormoner og forstærkede sekreter, men derimod en virkelig sjælelig tilstand der opstår, således at man kan elske sin næste som sig selv.
8. Verdenssituationen
I dag er der mange, der elsker sig selv så højt, at de ikke elsker noget særligt andet, og det er det, der gør, at verden kommer i krig og ind i alle de mange ulykkelige tilstande. Jorden er for længst blevet færdig, den har alle mulige betingelser for at kunne være den mest glimrende og lysende klode at leve på. Dens klimaforhold og lysforhold er noget af det mest glimrende indenfor solsystemet. Ingen behøvede at sulte og fryse. Ingen behøvede at være fattige og syge. Men det er jo nødvendigt, at det er, som det faktisk er. Det ligger i menneskenes ufærdige tilstand og ikke i klodens. Menneskene ejer eller har fået denne klode, men de slås indbyrdes om den. Det er akkurat, som når man smider kød ind i et rovdyrbur. De stærkeste tager de største stykker, mens andre måske slet ikke får noget. Således ser vi, at nogle mennesker er meget fattige og uden føde og klæder, mens andre er milliardærer, har overdådige rigdomme, ja tusinder af gange mere end de i et liv skal bruge for at leve.
Det er ikke noget, man kan kritisere, det er en naturlig følge af det trin, menneskene står på. Det er meget vigtigt at komme til at opdage, at der overhovedet ikke er nogen grund til at kritisere andre mennesker og til at være bitter, vred og misundelig. Det er alle disse foreteelser, der skaber ulykkerne og lidelserne. Det står til menneskene selv at ændre denne situation i fremtiden.
9. Religion, naturvidenskab og åndsvidenskab
Men der er grænser for, hvor meget mennesket kan ændre sig. Først gælder det om at komme til at forstå, hvad det er, der skal ændres. Nu er menneskene meget indstillet på, at der skal videnskab til, når de skal skabe på det materielle plan. Hvorfor skal det være videnskabeligt? Det skal det, for at det skal blive logisk. Når man videnskabeligt har iagttaget tingene og kender dem, ved man, hvordan de reagerer, og hvordan de skal kombineres og sammensættes. Derfor er det også en betingelse, at de mennesker, som i særlig grad skal skabe for den øvrige menneskehed, ingeniører, arkitekter, kunstnere osv., har flere års uddannelse. Det er nødvendigt, fordi de skal lære at skabe logisk. Det er en absolut kendsgerning på det materielle plan. Men vi skaber også på andre områder. Vi skaber med vor tanke, vi skaber forhold til andre mennesker, til dyrene og til os selv. Det er også en skabelse, der skal være logisk. Der skal lige så vel være logik i de sjælelige skabelser, som der skal være logik i de fysiske skabelser.
Religionerne har fremhævet, at man skal være god og kærlig, så vil tingene løse sig. Det er jo rigtigt, men problemet er, at religionerne ikke kan give det moderne tænkende menneske logiske forklaringer. I dag har menneskeheden evne til at kunne fatte og forstå meget mere end tidligere, og derfor bliver menneskeheden nu også givet en videnskab om det sjælelige, en videnskab om væremåde.
10. De tre store områder, hvor mennesket danner skæbne
Der er således tre store områder, i hvilke den menneskelige skæbne bliver til. Disse store områder er menneskenes forhold til deres medmennesker, til dyrene og til deres egen organisme. I disse tre områder danner menneskene deres skæbne, og derfor er det meget vigtigt at begynde at studere disse områder. Nu findes åndsvidenskaben, som kan vejlede dem, og i hvilken de kan se og iagttage i disse områder og se, hvordan disse mange ulykkelige tilstande opstår.
11. Forholdet til medmenneskene
Det første store område er forholdet til medmenneskene. Hvordan er nu menneskenes forhold i dag til deres medmennesker? Ja, det er noget bedre, end dengang den nordiske gudelære var gældende religion, hvor man skulle dræbe eller selv blive dræbt. Men på den anden side ser vi, at menneskene er meget mere begavede i at kunne dræbe og myrde, end de nogen sinde før har været. De ejer en så fabelagtig kunnen på det dræbende princips område, at hvis der ikke var højere kræfter, der bremsede dem, ville de snart springe kloden i luften. Men det kommer de altså ikke til. Der er en styrelse, der er højere end menneskene, en verdensstyrelse, som overvåger menneskehedens udvikling, og som ikke tillader menneskene at komme længere, end de netop skal for lige akkurat at kunne få de erfaringer, som de skal have.
I menneskenes forhold til andre mennesker kan vi godt se, at der forekommer meget, som ikke er så heldigt. Det er ikke heldigt at lyve, bedrage og misunde andre mennesker eller at blive bitter og vred. Det er rigtigt, at disse andre mennesker måske kan være ubehagelige, de kan måske have bagtalt én eller på andre måder have generet én. Men bliver man generet af andre mennesker, så er det en energireaktion, der opstår akkurat ligesom en energireaktion i materien. Det er af disse reaktioner, man skal opbygge sin væremåde.
Se, disse andre mennesker, som bagtaler og er generende og på andre måder måske ikke er rigtig rare ved én, de ved ikke, hvad de gør. Det er et resultat af deres ufærdige tilstand. Hvis vi ikke vidste det, ville vi blive vrede og hævne os, eller på en eller anden måde slå dem ned og få dem gjort ukampdygtige. Men så er vi lige vidt, så er vi jo ikke bedre end dem.
"Det manglede bare, at man skal finde sig i det", hører man så tit, men det er det mest tåbelige udtryk, der overhovedet eksisterer. Man skal finde sig i det! Det lyder måske også tåbeligt, men det skal man, fordi det er ens skæbne, der kommer tilbage.
Der er ikke noget som helst, der kan ramme os, uden det er noget, vi selv har sendt ud tidligere. Meget kommer tilbage fra tidligere liv, men så siger menneskene: "Hvordan skal man forstå, at det er noget, man selv har lavet, når man ikke kan huske det"? Men det kommer slet ikke an på at huske. De lidelser, man har udløst over andre, kommer tilbage og skaber en ny evne i én selv. De træner os op til at blive kyndige i lidelser og til at fornemme andres lidelser. Udviklingen af denne humane evne bevirker, at menneskene kommer til at elske deres næste som sig selv. Denne evne opstår igennem de lussinger, vi får af andre mennesker. Det er ikke de andre, der er den første årsag til lussingerne, det er vi selv. Det er guddommeligt, at når vi udfører en handling, får vi den tilbage med virkninger. Kommer vi salt i vor kaffe, bliver den salt og ikke sød. Det kan ikke nytte noget, vi bliver rasende over, at den ikke bliver sød. Stofferne virker, som de skal. Og det er jo det guddommelige ved det.
Ved at opleve virkningerne af deres handlinger imod andre væsener får menneskene denne fornemmelse af, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. Men der er et stort område, hvor de endnu ikke ved, hvad de skal gøre for at være logiske og fuldkomne. Det er dér, eksperimenterne foregår. Det er dér, menneskene myrder, dræber, piner, plager og bagtaler hinanden. De tror, at de handler rigtigt ved at følge princippet "øje for øje og tand for tand", men der kommer de til at opdage, at på denne måde bliver de aldrig færdige. Hvis lidelserne og tilbageslagene ikke affødte denne humane evne, ville de aldrig blive færdige. Man kan ikke afskaffe krig med krig. Man kan ikke fjerne ukrudt ved at så ukrudt. Det er jo ganske udelukket. Man kan ikke så krig og avle fred. Man kan ikke så byg og avle hvede. Man må få det, man sår. Vil man have fred, må man så fred. På denne måde kan man se, at den situation, menneskene er i, er guddommelig, selv om den er smertelig og lidelsesfuld.
12. Døden som en befrielse
Men der er også det guddommelige ved det, at vi har en organisme, igennem hvilken vi kan tage lidelserne. Den er ikke vort virkelige væsen, den er ikke os selv, den er en tilbygning til vor virkelige åndelige struktur. Denne fysiske tilbygning i form af vor organisme er dels beregnet på at være et redskab, vi kan bruge, når vi skal manifestere i den fysiske materie, dels at være en slags "overall", som kan blive plettet eller blive slemt ubrugelig, og som vi ved den proces, vi kalder "døden", kan blive befriet fra. Ved døden befrier det "virkelige" menneske sig fra smerterne, lidelserne og dette opslidte legeme. Det ser slet ikke så slemt ud set fra den åndelige eller kosmiske side som fra den fysiske. Alle, der dør på slagmarkerne, alle, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde, kommer ikke til at lide noget videre. Men de, der bliver invalide og lever resten af livet ud, får derimod en vis lidelse, men det er som sagt noget, der hører med til deres skæbne.
13. Den humane evne og forholdene i fremtiden
Disse lidelser fuldkommengør altså deres humane evne, der er så umådelig vigtig. Den vil føre menneskene til at forstå hinanden og føre dem sammen til at blive ét folk, der skal eje hele verden, således at der ikke behøver være alle disse mange stærkt begrænsede, isolerede nationer med told, pas, restriktioner, valutavanskeligheder, ejendomsforhold osv. Alt det vil forsvinde. Det er altsammen noget, der viser, at menneskene befinder sig på et vist ufærdigt stadium.
I dag må alle tjene penge for at kunne redde sig gennem livet, ja, det er blevet en sådan gene, at det hæmmer dem i en videre udvikling. Mange mennesker arbejder hver dag som i en trædemølle, fordi deres arbejde er et nødvendigt onde. Det er ikke en hobby. Men engang vil menneskene nå så langt frem i fuldkommenhed og kærlighed til hinanden, at enhver vil komme på sin rette plads og komme til at arbejde med sin hobby. Sådan kunne det udmærket laves i dag, hvis menneskene kunne forstå det. Men de er ikke nær udviklet nok og kan ikke se det. Det tager sin tid. Det er ikke noget, man kan bygge op ved at lave en ny politik. Det er ikke noget, der kan forceres.
14. Verdensbilledet er en hjælp til selv at iagttage
Det er ikke en ny politik og heller ikke en ny religion, jeg vil lave. Det er kun min opgave at fortælle, hvad det er man bliver vidne til, og vise, hvordan man kan se det, således at man selv kan tænke mine tanker efter. Ved at jeg forklarer hele verdensplanen og livets mening og sætter det op i en videnskab, får menneskene en støtte, indtil de med egne erfaringer kan bekræfte det. Erfaringer er det, der skal til. En religion, der ikke passer med erfaringerne, kan menneskene ikke acceptere.
15. Den individuelle beskyttelsesgrad
I samme grad, som man ikke er med til at beskytte andre levende væsener, er man selv ubeskyttet. Alle mennesker har en beskyttelsesgrad eller en standard for deres skæbne. Nogle mennesker kan umuligt komme ud for de og de ulykker i dag, som andre falder i med det samme. Nogle mennesker kan i dag umuligt falde ned med en flyvemaskine, mens andre kan styrte ned. Vi har alle hver især vor egen individuelle, særlige beskyttelsesgrad, og den er baseret på samme standard som den, vi selv beskytter andre med.
16. Forholdet til dyrene
Det andet store område er menneskenes forhold til dyrene. Menneskene har fra deres vilde tilstand vænnet sig til at myrde, dræbe og æde dyrene, skønt Gud sagde til Adam, at han skulle leve af markens urter. Men forskellige tildragelser i verden har bevirket, at menneskene er kommet til at spise animalsk føde. Denne animalske føde er ikke menneskeføde. Men det er ikke noget, man pludselig kan holde op med, og jeg kritiserer ikke alle de mennesker, der spiser animalsk føde, det må man ikke tro. Jeg fortæller kun, hvordan det vil afskaffes, hvordan man vil vokse fra det, og hvad der så vil ske. Så længe man er med til, at dyrene dræbes, og man spiser deres organismer, da er ens beskyttelse forringet. Denne forringelse kan være med til, at man lettere kommer ud for ulykker, lemlæstelser og lidelser, end man ellers ville gøre.
Det er ikke en livsbetingelse, at man skal spise animalsk føde, tværtimod er det sundere og langt bedre for intellektuelle mennesker at leve af "markens urter", som der står. Derfor vil menneskene heller ikke kunne blive fri fra deres mørke skæbne, så længe de er kødspisere, så længe de myrder og dræber dyrene, så længe de har dem i fangenskab og ligeledes i disse uhyggelige tilstande, hvor man opdrætter dem blot for at få deres pelse. Det er tydeligt at se, at i sådan en mentalitet, som kan opdrætte hundreder af små dyr, blot for at de skal flås, er der mangel på human følelse.
Hvordan skal man få denne humane følelse? Det kan ikke hjælpe noget, at man siger til dem, der dræber, myrder og går på jagt og lystfiskeri, at det kommer de til at lide for, og at det kommer tilbage til dem selv. Der hjælper ingen forklaringer, prædikener eller dommedagstale. Det nytter heller ikke det mindste, at man bliver bitter og vred på dem og kommer med ond kritik. Det er den humane evne, der skal til.
Begivenhederne kommer tilbage, de får selv de lidelser og smerter, de har påført dyrene. Det kommer tilbage til dem selv i form af sygdomme, ulykkestilfælde eller lidelser af en eller anden slags. Så vokser følelsen, og de begynder at forstå, hvordan det er at være syg, hvordan det er at få en krog rykket ud af legemet, som fiskene får. Så begynder menneskene at kunne fornemme sådanne ting. Der er mennesker, der er lige ved at kunne besvime ved at være vidne til det, mens de, der fisker, kan rykke fisken halvt i stykker for at få krogen ud. Vi ser denne forskel i den humane evne.
Som sagt fremfører jeg ikke dette for at kritisere, men for at vise, hvad der sker, og hvad vi er vidne til. Med lidelserne og udviklingen forbedres evnen til at iagttage livet, og i samklang med ens egne lidelsesoplevelser kan åndsvidenskaben komme til at være til stor hjælp.
17. Forholdet til organismen
Det tredje store område er menneskenes forhold til deres egen organisme. Der skulle man tro, at de kunne elske sig selv, men det gør de slet ikke, tværtimod. Mange mennesker er forfærdelig grusom imod denne deres egen organisme, og det kommer de til at bøde for. Organismen skulle være et redskab for mennesket. Den burde kunne holde den beregnede tid, ca. 70 år, og indtil da skulle mennesket også gerne kunne være åndsfrisk. I dag skulle mennesket oven i købet kunne blive ældre på grund af den højere udvikling.
Men denne højere udvikling har også ført menneskene ind i nye eksperimenter, som dyrene slet ikke kommer ind på. De indtager en mængde stoffer, som slet ikke er føde og drikke. De fylder sig med alkohol, nikotin eller narkotika, som er underminerende for organismen, og som er en forfærdelig lidelse for de små mikrovæsener, som den består af. Senere kan der også opstå andre forfærdelige tilstande; nu hører vi f.eks. om, hvordan tobaksrygning efter flere år kan danne kræft i lungerne.
Menneskene drikker ofte øl eller spiritus, når de kommer sammen. Hvorfor kan de ikke komme sammen, uden at de skal have noget, der ødelægger kroppen? Der er mange mennesker, der har fine biler, som de er meget omhyggelige med; de bliver pudset og poleret, de får den rigtige benzin, og de får den rigtige olie. Men deres krop, som er den fineste organisme, der overhovedet kan eksistere, fylder de en masse skrammel i, som er fordærvende og ødelæggende, trods det, at kroppen råber og skriger, at det er forkert. Til at begynde med kan de mærke, at tobakken og spiritussen river og flår i dem, men det overvinder de, og derved har de påbegyndt en underminering af deres livslykke og deres livsoplevelse. Selv et meget intellektuelt menneske, der også godt kan have nået en vis grad af humanitet, kan blive dranker og stærkt forringet. Man vænner sig til denne last, og den tager magten fra én, fordi der i organismen inkarnerer mere primitive mikrovæsener, som kræver denne nydelse. De kan ikke opfylde de samme betingelser, som de normale mikrovæsener kan, og derfor degenererer organismen. Men det værste er, at de organer, ved hvilke man skal tænke, hjerne og nerver, bliver ødelagt, og mennesket bliver et vrag. Hvis det ikke standser, men får lov at fortsætte, ender mennesket med at blive total åndssvagt. Vi ser, at der fødes mange åndssvage, men hvordan kan man miste eller sætte alle sanserne over styr? Det kan kun ske ved noget ufuldkomment; ved det fuldkomne kan det ikke sættes over styr.
Sygehusene bygges større og større, de kan ikke rumme alle dem, der bliver syge. Vi ser mange nervøse og sindssyge mennesker på hospitaler og nerveklinikker. Vi ser, at menneskene i den grad lader hånt om dette deres fornemste redskab. Det er slet ikke, fordi de er onde, men fordi det er blevet en vane. Det er blevet moderne, det er noget, de andre gør, og så må man følge med. Men det er en tåbelig tilstand. Man må lære at se, hvad der er det rigtige, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Selv om hele den øvrige menneskehed gør forkert, behøver man ikke selv gøre forkert.
Menneskene skal ikke blive ved med at være flokmennesker, men på det nuværende trin vil de ligne hinanden. Når noget bliver mode, skal man gå med den dragt eller have den frisure og have sådanne støvler eller sådanne sko. Når den ene har fuldskæg, så skal den anden også have det, eller har én overskæg, så skal en anden også have overskæg. Det er ikke noget, man kan kritisere, det er ganske naturligt og selvfølgeligt på dette trin. Det er ikke noget særligt, men det er ikke det, der er meningen. Vi er alle sammen i dybden særligt individuelle, og når mennesket bliver fuldkomment, bliver geni, er det en blomst i en fuldstændig individuel farve.
18. Fremtidens videnskab viser vejen
Ved at lægge mærke til disse tre områder, kan menneskene komme til at forstå sig selv. Man må sige til sig selv: Hvordan er jeg mod mine medmennesker? Hvad gør jeg mod dyrene? Hvad gør jeg mod mig selv? Hvis menneskene hver dag koncentrerer sig lidt på disse tre områder, har de ligesom et vældigt landkort slået op foran sig, hvor de kan se vejen de skal gå, og hvad de skal gøre. Det er det, der er fremtidens videnskab. Den vil hjælpe menneskene overordentlig meget til at komme til at forstå, hvad det er, de skal gøre.
19. Menneskene må selv være indstillet på at bede om hjælp
Men denne fremtidens videnskab kan ikke hjælpe menneskene, før de forstår eller fornemmer, at de trænger til hjælp. Her er det akkurat ligesom, når menneskene er døde fra det fysiske legeme og er kommet ind i skærsilden på det åndelige plan. Hvis de ikke er ydmyge og ikke regner med, de trænger til hjælp, kan skytsenglene ikke hjælpe dem, og så må de blive i denne ubehagelige tilværelse i skærsilden, indtil de råber om hjælp. At man ikke kan hjælpe mennesker, som har hjælp behov, men ikke er indstillet på at modtage den, ser man f.eks. af, i hvor høj grad alt det, der skrives og vises på film om tobakkens skadelige virkninger, er forgæves. Det nævner jeg ikke for at kritisere dem, der ryger, men for at man kan se, at det ikke virker på dem. De fornemmer det ikke, de forstår ikke, at en dag kan deres lunger være ødelagte.
På mange andre områder forstår de heller ikke, hvad der kan blive følgerne af deres handlinger. Når de siger uhyggelige eller meget nedsættende ting, meget dødbringende og glædesødelæggende ting til andre mennesker, tænker de ikke på, det er deres egen skæbne, de er ved at bygge op. Med sådanne "mursten" bygger de deres skæbne op og forstår ikke, at denne bygning må ramle, fordi den er bygget skrigende ulogisk.
20. Tolerance overfor "mindreårige"
Er der mennesker, der ikke er gode ved os, der bagtaler os, er det nødvendigt at forstå, at mentalt set er de "babyer". Man bliver da ikke vred på et lille barn i vuggen, der skriger, fordi man går forbi. Man bliver da heller ikke gnaven, fordi hundene gør. Der er et gammelt ord, der siger: "Lad hundene gø, og karavanen drager forbi alligevel".
Hvis det er alt for voldsomt, er der da en øvrighed, der sørger for, at man ikke ligefrem behøver at blive slået ihjel. Der er mange ting, der kunne tages i opløbet, således at det ikke blev til det store drama, men mange har den fornemmelse: "Det manglede bare, at jeg skal finde mig i det"! Og har de fået spiritus, er det jo meget værre, for så er de jo rene "Goliat'er".
Mennesket kan ikke gøre ved, hvilket trin det står på. Man kan ikke forlange, at et menneske, der står på ét trin, skal repræsentere et højere trin. Det er nødt til at måtte repræsentere den ufuldkommenhed, som trinnet har. Er der nogen, der står under én, må man finde sig i, at de har de manerer og vaner, som de har. Man må lære at finde en form, ved hvilken man kan komme i kontakt med dem. Mennesker, der står over én, er altid meget bedre og rarere, for de er jo nået længere frem i humanitet.
21. Bønnen en guddommelig magi
I disse mange ulykkelige skæbnetilstande opstår der en vældig længsel efter at komme ind i en bedre tilværelse, og der har alle mennesker i vuggegave fået bønnen denne guddommelige magi. Bønnen er nemlig en automatisk indbygget mekanisme, der træder i funktion, når man kommer i farefulde situationer. Når dyret kommer i livsfare, skriger det, og når mennesket kommer ud i forfærdelige katastrofer eller er i overhængende livsfare, træder denne automatik i funktion, og det retter bevidstheden mod Forsynet. Selv hos meget materialistiske mennesker, der ikke regner med Gud, træder denne automatik i funktion i givne situationer.
Men det er ikke meningen, at den kun skal træde i funktion ved sådanne særlig voldsomme tilstande. Det er en magi, man kan bruge i enhver situation. Man kan bede om at få hjælp, når man trænger til det. Jesus har sagt: "Det, I beder Faderen om i mit navn, det skal han give eder". Hvad vil det sige at bede i "Jesu navn"? Det vil sige at bede på den måde, som Jesus bad. Han bad således: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Når Guds vilje netop er, at vi skal forvandles fra dyr til menneske, er det klart, at de realiteter, der skal forvandle os, er Guds vilje, og dem skal vi ikke bede om at blive fri for. Men derimod kan vi ved at bede få en vældig styrke til at tage de lidelser og alt det, vi skal igennem. Det gjorde Kristus også. Da han havde bedt til Gud i Getsemane Have, kunne han tage korsfæstelsen med største sindsro, og han gjorde ikke den mindste modstand. Han kunne godt være flygtet, men så var hans mission mislykket. På korset skulle han netop vise det, der er det store mål. Han skulle vise, at man kan finde sig i selv den største fornærmelse. Hængende med hele sin vægt med nagler igennem kødet i forfærdelig lidelse kunne han på korset sige: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Det kunne han tage uden at blive fornærmet. De mennesker, der ikke er gode imod os, "de ved ikke, hvad de gør". Kristus viste på Golgathas kors, at vejen går frem mod lyset, ved at man tilgiver sin næste og lærer at forstå hans ufuldkommenheder, og ved at man i stedet for at blive bitter og vred hjælper ham med sin egen kærlighed.
Fra et foredrag holdt i 1959.
Bearbejdet af Ole Therkelsen.
Bearbejdelsen er godkendt af rådet.
Første gang bragt i Kosmos nr. 3/1992.
Artikel-id: M1629
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.