M1688
Mentale kortslutninger
af Martinus

1. En elektrisk strøm skal isoleres
Vi kender alle sammen det elektriske lysnet. Vi ved, at det er et net af ledninger, igennem hvilke der føres elektrisk strøm til lamper, motorer og radiatorer, igennem hvilke foreteelser strømmen henholdsvis bliver omdannet til lys, kraft og varme. Vi ved også, at denne strøm må være totalt isoleret, så strømmen ikke i utide kan forlade ledningen. Denne isolation er altså et stof, igennem hvilket strømmen ikke kan passere. Det er jo meget vigtigt, at strømmen bliver bundet til ledningen, thi i modsat fald kan man slet ikke lede strømmen, men det er endnu værre, hvis strømmen kommer på afveje, thi da opstår de såkaldte "kortslutninger". Disse kortslutninger er overordentlig farlige. Mangfoldige ildebrande og ødelæggelse af millionværdier har de forårsaget, rent bortset fra alle de husdyr, der undertiden er brændt ihjel ved samme lejlighed. Mange mennesker er også blevet dræbt ved, at strømmen er kommet på afveje.
2. Ethvert stof har sin særlige reaktionevne
Den elektriske strøm er i sig selv et stof af stråleformig natur. Materien fremtræder jo i form af fast, flydende, luftformig og stråleformig tilstand. Til denne sidste tilstand hører elektriciteten. Alt stof kan blive stråleformig og bliver derved til en slags elektricitet, ligesom al elektricitet kan blive til luftformig, flydende og fast materie. Disse fire materiearter arbejder sammen i naturen og er til stede alle vegne. Men hver tilstand har sine love. De udgør hver især stof, ligesom alt stof i sig selv udløser kraft, er i bevægelse og skaber reaktion. Vand slukker ild, men ild forandrer brandbare materielle stoffer til luftarter og aske. Salt salter, ligesom sukker søder. Der findes overhovedet ikke noget som helst stof, der ikke udløser en eller anden form for reaktion. Når vi kan smage, skyldes det, at det stof, som vor tunge består af, udløser en særlig vibration eller kraft. Når noget andet stof, f.eks. salt eller sukker, berører tungen, så kolliderer saltets eller sukkerets kraftudløsning imod vor tunges kraftudløsning, hvorved der opstår en kollision mellem de to kræfter. Og vi kan mærke forskellen på sukkerets og saltets reaktion og skelner imellem disse. Vi kalder sukkerets reaktion for sukker og saltets reaktion for salt. Vi kan altså med sukkeret "søde" og med saltet "salte". Hvis sukkerstoffet og saltstoffet var total stilhed, ville vi ikke alene ikke kunne smage noget som helst, men saltet og sukkeret ville overhovedet ikke være synligt eller fysisk manifesteret.
3. Vor livskraft er en elektrisk strøm
I kraft af at stofferne således kan forvandle sig fra fast til stråleformig tilstand, kan alle disse forskelligartede stoffer, som universet består af, opstå. Derved opstår alle de forskellige kemikalier, der er til. Og ved disses sammensætninger og blandinger opstår igen et utal af nye kemikalier og stoffer og således fortsættende. Denne materieskabelse opstår altså på grund af, at den stråleformige materie kan gennemfare de tre andre materiearter og holde disse i konstant tilstand. Og denne stråleformige materie er således et fjerde element. I dette element eller denne materieart er hele vor psykiske struktur eller åndelige side skabt. Alle vore tanker eller tankearter er således i virkeligheden en elektrisk strøm og gennemstrømmer alle vort fysiske legemes detaljer. Denne strøm bliver derved med rette at opfatte som vor livskraft. Uden denne var det umuligt at opretholde vor fysiske organisme. Der er således inde i vor organisme en elektrisk kraft, ligesom der er i jordens eller den ydre verden. Men der forekommer altså en forskel på den elektriske kraft, der er i vort legeme, og den elektriske kraft, der forekommer i jordens eller naturens ydre detaljer, og som vi er vant til at kalde "elektricitet".
4. Makrokosmisk, mellemkosmisk og mikrokosmisk elektricitet
Vi må her lære at forstå, at der forekommer tre slags elektricitet, ligesom der forekommer tre slags universer eller kosmos. Det store verdensalt med sine stjernetåger, mælkeveje, sole og planeter, og hvortil også vor jord hører, kalder vi "makrokosmos". Dette kosmos har også sin særlige elektricitet eller livskraft. Denne er vi nødsaget til at må kalde "makrokosmisk elektricitet". Og denne elektricitet er den kraft, vi er vant til at kalde elektricitet. Vi kommer herefter til de levende væseners organismer: planter, dyr og mennesker. Disse organismer udgør også hver især et kosmos, der i kraft af deres opbygning af atomer og elektroner kun udgør mælkeveje, stjerne- og solbyer i det små. Disse små stjernetåger og mælkeveje udgør således kosmos, vi må kalde "mellemkosmos". Disse kosmos eller organismer er også gennemstrømmet og opretholdt ved en elektrisk kraft eller en form for elektricitet. Denne elektricitet må vi kalde "mellemkosmisk elektricitet". Det er denne elektricitet, der udgør vor bevidsthed, vore tanker, vort had og vor kærlighed, og bliver derved elementet for hele vor skæbnedannelse. Men der findes endnu mindre levende væsener, der lever i universer, i sol- og mælkeveje, af så ufattelige små foreteelser, at de næsten unddrager sig vor sansning. Det er alt, hvad der kommer ind under begrebet atomer, elektroner eller de kræfter, der rører sig i den ufatteligt mikroskopiske sfære. Denne elektriske kraft må vi kalde "mikroelektricitet" eller "mikrokosmisk elektricitet". Denne sidste form for elektricitet fortsætter nedad i det for os uendelige små, ligesom makroelektriciteten kommer til os fra det uendelige store. Vi ser således her, at hele universet i det små som i det store gennemstrømmes af den for hvert område passende elektricitet. Elektriciteten er således selve livskraften i såvel makrokosmos som i mellemkosmos og mikrokosmos.
5. "Guds ånd over vandene" er makroelektricitet
Denne elektriske kraft er således bevidsthedskraften eller den gennem altet strømmende mentale kraft, der i Bibelen er beskrevet som "Guds ånd over vandene". Og den samme kraft blev ligeledes kaldt Guds ånd, da den ved Salomons tempelindvielse blev bragt til at funkle og lyse igennem det, af de to store master eller søjler og kobberkarret eller "havet" fremstillede, galvaniske batteri. Det hedder sig her, at Guds ånd fyldte templet i en sådan grad, at man måtte standse gudstjenesten. Ligeledes var Pagtens Ark også beskyttet med denne "Guds ånd", der gjorde det livsfarligt at bryde ind i det allerhelligste og berøre Pagtens Ark. Det var kun ypperstepræsten, der kendte til den i hans ypperstepræstelige skrud indbyggede isolation, der bevirkede, at han ufarligt kunne betræde det allerhelligste. Da makroelektriciteten er mental- og livskraft i de store eller kæmpemæssige makroformer for organisme, som jordkloden tilhører, bliver det således ikke udtryk for overtro eller naivitet, når man allerede i Salomons visdom således kalder makroelektricitet for Guds ånd og ligeledes i skabelseshistorien makroelektriciteten for "Guds ånd over vandene".
6. Videnskaben tror, at elektricitet er en død naturkraft
I vor moderne og næsten materielle overbegavelse betragtes makroelektriciteten, altså den almindelige elektricitet, som en blot og bar død naturkraft. Ikke som en mental kraft, en tanke- og livskraft for gigantorganismer eller makrovæsener, da man jo heller ikke anerkender sådanne væseners eksistens, idet man kun betragter universet, kloder, sole og mælkeveje for døde naturkræfter eller foreteelser, der reguleres af tilfældigheder. Man kan således her se, at det, man i dag tror, er videnskab, dette at betragte elektriciteten som en død naturkraft, i realiteten er en livsfarlig overtro. Man ved i dag ikke, hvad elektricitet er. Man ved blot, hvilke findetaljer og betingelser, den forekommer under. Kong Salomon vidste, hvad elektriciteten var, at det var en makrobevidsthedskraft. Det var Guds ånd. Man kendte altså dens virkelige facit, men man kendte naturligvis ikke til dens findetaljering i en sådan grad, som man i dag kender den og derfor kan anvende i et langt større område, end man kunne i Salomons tid og den øvrige fortid.
7. Nødvendigheden af at isolere mekroelektriciteten
Men medens man således kender makroelektricitetens farlighed uden isolation og derfor er blevet eksperter i at kunne isolere den og derved bringe den under sin viljes kontrol, så kender man ikke den elektricitet, der udgør menneskets egen livskraft eller livskraften i de mellemkosmiske organismer, hvortil den menneskelige organisme hører. Altså den mellemkosmiske elektricitet. Den mellemkosmiske elektricitet er den strålekraft, der udgør hele vor tankeverden, det materiale, som tanker, forestillinger og viljeføring befordres ved. Vi vil kalde denne mellemkosmiske elektricitet for "mekroelektriciteten".
Medens vi i vort forhold til makroelektriciteten kun ser dens ydre virkninger og derfor tror, at den er en kold og død naturkraft og kalder den elektricitet, så oplever vi derimod mekroelektriciteten som tanke, bevidsthed, begær og vilje – alt, hvad vi oplever som sorg og glæde, som ulykke og lidelse – og kalder denne oplevelse for vor bevidsthed eller mentalitet og forstår slet ikke, at den er det samme som elektricitet. Derfor forstår man heller ikke den fulde nødvendighed i at kunne isolere den. Medens man næsten totalt kender til at isolere makroelektriciteten og derved kan få stor velsignelse i beherskelsen af den, så forstår man endnu ikke at isolere mekroelektriciteten og får derved et liv, der i virkeligheden kun er en permanent oplevelse af kortslutninger. Der, hvor menneskene ikke forstår at isolere mekroelektriciteten, bliver de et offer for denne kraft. Der, hvor de kan isolere den, bliver mekroelektriciteten væsenernes lydigste tjener, bliver det redskab, der skal bære dem op til livets højeste mentale tinder. Den mekrokosmiske elektricitet er altså alle mellemkosmiske væseners livsoplevelse og mentalitet.
8. De jordiske mennesker har ikke lært at isolere deres mekroelektricitet
Hvis vi nu ser på det jordiske menneskes livsoplevelse, består den tilsyneladende i grader af martyrium. Menneskene sukker og stønner under hårde lidelser, forfærdelige sygdomme, undertiden forfærdelige hadefulde forhold til visse andre mennesker, de har fjender, bliver forfulgt af andre væsener og forfølger selv andre væsener. Mennesker myrder mennesker, rent bortset fra den mangfoldighed af drab, de udløser i form af jagt, fiskeri og slagteri, skønt dette ikke er en livsbetingelse i højere grad, end de selv tror det. Der, hvor de bliver i stand til at frigøre sig fra den overtro, vil de opdage, at jorden er fuld af næringsveje, der ikke fordrer drab eller mord og derfor passer for det vordende menneske i Guds billede. Og så længe de således dræber liv for selv at leve, så længe de tror, de må udløse vrede, had, hævn og bitterhed for at eksistere, så længe de lovpriser krigens slagmarker og dødsterræner som ærens mark, så længe de sanker i lade og tilegner sig overflod af materier på deres næstes bekostning, udløser de med deres livskraft sorg, sygdom, invaliditet og undergang både for sig selv og deres medvæsener. Men sådanne udløsninger er netop kortslutninger i deres mekroelektricitet. De har ikke lært at isolere deres mekroelektricitet, således som de har lært at isolere makroelektriciteten. Menneskene kan altså bedre behandle makroelektriciteten, end de kan behandle mekroelektriciteten eller deres egen livskraft.
9. Den fuldkomne isolation af mekroelektriciteten sker ved logisk tænkning
Hvordan kan man vide, at man kender den fuldkomne isolation af mekroelektriciteten? – Som vi før har nævnt, skal denne kraft være isoleret, for at den ikke skal gøre skade, og for at den kan ledes til at skabe liv. Hvad er nu isolationen? – Det er et stof, igennem hvilket elektriciteten ikke kan virke. Med dette stof kan man altså holde elektriciteten fanget eller bundet og ligeledes være herre over, hvor den skal frigives til at kunne udfolde sig. Med isolationen er der forbundet kontakter, ved hvilke man ligesom kan åbne og lukke for den elektriske strøm. Mekroelektriciteten vil, hvis den er tilstrækkeligt bundet i isolation og udløsningskontakter, kun skabe én eneste mental tilstand, hvilket vil sige total logisk tanke- og viljeføring. Ved den totale logiske tænkning og viljeføring skabes den mentale livsoplevelse, der hedder "kærlighed". Kærlighed er en intellektualiseret følelse. Logik er det samme som en tankeudløsning, der i sit slutfacit skaber den absolutte velsignelse og glæde for sit ophavs næste eller medvæsener. Kærlighed er således en følelse, der er baseret på logik. Der, hvor følelse ikke er baseret på logik, der bliver følelsen ikke til kærlighed eller den totale mekroelektricitet. Der bliver den til had, vrede, bitterhed, antipati, til usandhed, bedrageri eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "det onde". Der, hvor der ikke er sand logik i tanke- og viljeføringen, der er væsenets mekroelektricitet ikke isoleret. Der bliver dets liv således fuldt af kortslutninger. Ligesom kortslutninger i den almindelige elektricitet eller makroelektriciteten opstår der, hvor man lader elektriciteten støde sammen med kræfter, der ikke er tilpasset elektricitetens kraft, og der opstår en slags lynkollision, der bliver til eksplosion eller brand, således opstår der også i to væseners tanke- og viljeudløsningers berøringer med hinanden en eksplosionsagtig kollision og brand, der hvor disse to tanke- og viljeføringer ikke er tilpasset til hinanden. At de ikke er tilpassede til hinanden, kan kun ske ved, at enten må den ene eller den anden af parternes eller muligvis begge parters bevidsthedsindstilling være ulogisk. Der, hvor man ikke er logisk i sin tanke- og viljeføring, der igen er det samme som ens mekroelektricitet, er denne mekroelektricitet ikke isoleret. Og man må uundgåeligt komme til kortslutning i denne elektricitet.
10. Logik er den skabemetode, som selve livet anvender
Men da denne elektricitet er vor inderste livskraft, er det jo ikke så godt at ødsle den på ting og i situationer, hvor den bliver direkte dødbringende i stedet for livgivende. Det, man kan isolere sin mekroelektricitet eller sin livskraft med, er altså logik. Men logik er viden. Den absolutte viden er den absolutte isolation for mekroeletriciteten eller menneskets livskraft og den heraf udgående viljeføring og skabelsen af forholdet til sin næste. Men hvad er så logik? – Logik er den skabemetode, som selve livet anvender. I denne skabemetode udløses der ikke i noget som helst tilfælde foreteelser, der ikke i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi ser ganske vist mange steder i naturen foreteelser, der ser ud som om, de ikke er til glæde og velsignelse, men dér er skabelsen ikke færdig. Der eksisterer altid et surt stadium før det modne. Og således også i menneskenes skabelse. De er nu i det sure stadium før det modne. Det modne stadium er der, hvor mennesket er i stand til at tænke og handle logisk, således at alt, hvad det foretager sig og skaber, bliver til glæde og velsignelse for de levende væsener. Og det er der, hvor man elsker sin næste som sig selv og forstår, at Guds ånd svæver over vandene.
Manuskriptet slutter med disse ord:
Vis, hvorledes man lærer at være uberørt af andre menneskers foreløbige meninger, så man ikke angriber eller bebrejder nogen.
Note
I artiklen bruger Martinus forstavelsen "mekro" for at udtrykke det mellemste. Den officielle betegnelse er "meso".
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag i Kosmos Ferieby, mandag den 28. juni 1954. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 20.10.2019. Første gang bragt i Kosmos nr. 3, 2020. Artikel-id: M1688.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.