M1695
Mentale sygdomme 1 – Åndeligt selvmord
af Martinus

1. En psykisk eller sjælelig død
En af menneskenes store hæmninger i at føle totalt velvære er den udbredte store legemlige usundhed. Millioner og atter millioner af mennesker verden over er syge. Og en meget stor procentdel af disse syge dør længe før, det ellers er livets mening, at de skal dø. De dør altså en unaturlig død. Men ligesom menneskene således kan være legemligt syge, således kan de også være syge i sjælen, hvilket vil sige have sygdomme i deres mentalitet og dermed i deres tænkning. Ligesom sygdomme i legemet eller kroppen giver en dårlig eller nedsat fysisk oplevelse, således giver sygdomme i mentalitet eller tænkning en dårlig og nedsat psykisk eller mental oplevelse. En krop eller fysisk organisme kan blive så læderet, at den er ubrugelig og derved bliver fjernet, det vil sige mennesket dør. Tilsvarende kan dets psykiske legeme blive så læderet, at det også er ubrugeligt for mennesket, og det får en slags psykisk eller sjælelig død. Medens menneskene er godt kendt med den fysiske invaliditet på mange felter, er de mindre kendt med den sjælelige invaliditet, skønt den ikke er mindre udbredt end den fysiske. Det bliver så meget desto mere til kendsgerning, alt eftersom man opdager, at de fysiske sygdomme alle uden undtagelse har deres første rod i de sjælelige sygdomme. De mentale sygdomme i deres værste fremtræden viser sig i det daglige liv som den totale åndssvaghed og sindssyge. I disse to stærkt fremtrædende former for mentale tilstande er menneskene godt klar over, at de her står over for sygdomme. Men der findes mange andre former for mentale sygdomme, som menneskene slet ikke regner for sygdom og derfor ikke gør noget for at helbrede sig for eller frigøre sig fra. Det skyldes i særlig grad den omstændighed, at mentale sygdomme i sig selv ikke giver smerte. Medens de fysiske sygdomme ofte kan give de forfærdeligste smerter, så er de mentale sygdomme ofte til en vis grad ganske ubemærkede af væsenet selv. Det gør ikke ondt at være totalt åndssvag.
2. Det levende væsens fysiske og åndelige struktur
Hvad vil det i det hele taget sige at være åndssvag? – Ja, for at forstå dette må man forstå, at væsenets totale legemlige struktur udgør en samlet organisme bestående af seks forskellige sanselegemer. Af denne organisme ser vi den fysiske del. Og vi kalder denne del for det fysiske legeme. Men dette legeme består ikke blot af rent fysisk materie. Gjorde det det, kunne væsenet umuligt opleve og manifestere sig igennem det. Sansning ville være totalt umuligt for væsenet. Vi kan således ikke fornemme igennem vore negle eller hår. Vi kan klippe i vort hår og i vore negle, uden at det kan mærkes. Men det var jo ikke godt, hvis vi ligeledes kunne klippe og skære i den øvrige del af vort legeme uden at kunne mærke det. Hvad er det, der gør, at vi her ikke kan klippe og skære, uden at det smerter? – Det er, fordi der her er kommet et nyt moment ind i materien. Der er kommet mentalitet eller bevidsthed ind i materien. Den er blevet levende, hvilket vil sige, den er blevet vågen dagsbevidst. Igennem en millionårig udviklingsproces blev der tilført mineralmaterien nye materier. Disse materier kender vi i dag som psykiske materier eller tankematerier. Der er således instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Efterhånden bevirkede disse materier, styret af en intelligent magt, at organismerne dannedes, og disse blev fyldt med eller blev bygget op af disse psykiske energier. Og da disse organismer afslører et i sig dirigerende jeg, bliver hver organisme derved fremtrædende som et levende væsen eller et individ.
I det levende væsens organisme fungerer der således instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Men når disse energier således kan påvises i de levende væseners livsfunktioner eller oplevelse af livet, må der være et organ for hver af disse organismer. Der må være et instinktlegeme, et tyngdelegeme, et følelseslegeme, et intelligenslegeme, et intuitionslegeme og et hukommelseslegeme. Hvis ikke der var det, hvordan skulle energierne så kunne dirigeres eller holdes i den for det levende væsens livsfunktioner livsbetingende organisation i dets struktur? – Disse legemer kommer alle til udtryk igennem væsenets fysiske manifestation. Denne manifestation er således et resultat af disse psykiske legemers sammenspil. Hvis ikke noget griber forstyrrende ind i disse legemers sammenspil, fremtræder væsenet i normal tilstand. Men griber der noget ind og forstyrrer et eller flere af disse legemers funktioner, bliver væsenets fremtræden abnorm.
3. Åndssvaghed
Når et væsen fremtræder som åndssvagt, betyder det altså, at det er lammet i sin psykiske eller mentale livsfunktion. Det lever hovedsageligt på sit instinkts automatiske funktioner, som f.eks. dets fordøjelse af maden, blodomløb og åndedræt. Disse funktioner kan godt være uberørte af væsenets åndssvaghed. Abnormiteten giver sig derimod til kende igennem de viljemæssige funktioner. Da de viljemæssige funktioner er de på vågen dagsbevidst eller på tænkning ledede funktioner, bliver det således synligt, at det åndssvage væsens vilje og tænkning er abnorm. Det er altså de legemer i væsenets struktur, der leder tænkningen og viljen, der er abnorme eller syge. De virker ikke, som de skal. Væsenets jeg kan ikke tænke klart og logisk. Dets tænkning bliver til kaos, hvis det overhovedet kan tænke. Derfor bliver dets vilje og dermed dets handling m.m. til et tåbeligt sammensurium, hvis de overhovedet kan manifestere sig. Og væsenet er her i den største sjælelige defekt, det overhovedet kan komme i.
Da vi ved, hvorledes bevidsthedsstrukturen er indrettet, kan vi nu finde ud af, hvad der er i vejen med væsenet. Det ved ikke af, at det er åndssvagt, og at det ikke kan tænke logisk. Dette viser, at der foreligger en lammelse i intelligenslegemet. I værste tilfælde er dets følelseslegeme også lammet. Det har da mistet sin kontrol over dette legeme. Det giver sig til kende derved, at det har mistet kontakten med sin moralske standard. Den dirigerer således ikke mere dets mentale følelser og de heraf fremståede tankearter. Onde handlinger, mord og drab, som det absolut ikke kunne nænne at gøre i dets normale tilstand, kan det nu i sin tågede tilstand glimrende begå. Det kan ikke føle noget samvittighedsnag. Dets følelseslegeme er således også lammet.
I sin værste fremtræden kan det også virke ind på dets fysiske funktioner, så det hverken kan spise eller drikke ved egen hjælp. Det må således mades og hjælpes af andre mennesker. Det har ingen ide om hverken dag eller år, tid eller sted. En sådan virkelig åndssvag tilstand er ikke noget, der kan komme ved en fysisk katastrofe eller anden pludselig opstået ulykke. Åndssvaghed er en igennem flere liv langsomt voksende sygdom grundet på en eller anden permanent livsnedbrydende fejlagtig foreteelse i væsenets liv. Den vil derfor altid fremtræde som en medfødt sygdom. Og man er derfor kommet ind på den overtro, at den er nedarvet fra familien.
Manuskriptet slutter med ordene:
Fortæl her om arveligheden, at katte får kattekillinger og hunde hundehvalpe, og at det …
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript til det 16. foredrag i serien: "Verdensbilledet og livsproblemerne", som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 17. januar 1954. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 09.01.2011. Første gang bragt i Kosmos nr. 4, 2011. Artikel-id: M1695.
 
NB! Side 5 manglede i manuskriptet, men er nu fundet. Skal afskrives og renskrives og indføjes ved næste udgivelse.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.