M1729: Fader, søn og skæbne

M1729

Fader, søn og skæbne

af Martinus

1. Guddommen oplever livet gennem kontraster ligesom alle andre levende væsener

Vi er nu nået så langt igennem verdensbilledet, at vi har forstået, at dette er et levende væsen, i hvilket alle levende væsener som mikrovæsener befinder sig og derfor ikke kan undgå at være i et vist afhængighedsforhold til, ligesom dette væsen også er afhængig af de levende væsener. De levende væsener udgør jo organer i denne store organisme, på samme måde som vore mikrovæsener udgør organer i os. Hvis disse mikrovæsener i os har det uheldigt, får vi det også uheldigt, og har vi det uheldigt, får disse vore små væsener det også uheldigt. Vi er derfor nødsaget til at afklæde det levende væsen, som udgør verdensaltet for os og derfor er identisk med Guddommen, de hedenske forestillinger om en guddom, der sidder uden for al smerte og lidelse, en guddom, der evigt sidder i en overjordisk urørlighed. Guddommen må lige så vel som ethvert andet levende væsen kunne føle smerte og lidelse, sorg og uro, nød og elendighed, hvis ikke, hvordan skulle han da kunne føle det modsatte? – Uden kendskab til mørket, til nød og elendighed, smerte og lidelse, ville der overhovedet ingen som helst mulighed være for at opleve lyset, glæden og lykken. Hvad kan markere kærligheden andet end ukærligheden? – Hvad kan markere lykken andet end ulykken? – Uden kontraster ingen som helst form for oplevelse af liv. At frakende Guddommen oplevelse af ulykke og lidelse, sorg og lemlæstelse er at frakende ham alt liv, al bevidsthed. Og tilbage bliver der så materialistens døde verdensalt og den af denne overtro affødte totale gudløshed, der igen bevidsthedsmæssigt udgør det kosmiske babystadium. Gudløsheden er jo selve den fortabte søns kulmination i mørket. Her er han længst borte fra Faderen. Her har han døet døden og udgør et kosmisk lig. Og herfra skal han igen opstå og nå frem til den vågne dagsbevidste oplevelse af sin Fader, Guddommen.

2. Makrovæsenet er ét med sine mikrovæsener og må opleve deres lidelser og smerter

Nu vil man måske synes, at Guddommen her taber sin glans. Et væsen, der kan opleve sorg og ulykke, fornemme lidelse og smerte, kan ikke være et fuldkomment væsen og derfor heller ikke være en guddom. Men som vi allerede har set, må svaret absolut blive, at en guddom, der ikke kan opleve sorg og ulykke og fornemme lidelse og smerte, må jo altså her være et bevidstløst væsen, men et bevidstløst væsen kan da umuligt være en særlig tillidsvækkende guddom. Når Guddommen, som vi allerede har set, åbenbarer sig som makrovæsenet, i hvilket vi er mikrovæsener, hvorfor skulle dette makrovæsen da ikke lige så godt kunne opleve sine mikrovæseners smerter og lidelser, deres ulykke og lemlæstelse, ligesom vi selv i egenskab af makrovæsen er forbundet med vore mikrovæsener, er ét med disse og må opleve, at disse væseners ulykke, lidelse og smerte ikke kan eksistere uden at være vores ulykke, lidelse og smerte? – Der er ikke nogen som helst præcedens for, at et makrovæsen ikke oplever sine mikrovæseners ulykke og lidelse eller ulykkelige skæbner. I modsat fald var der jo ikke noget, der hed sygdomme eller usundhed, ligesom bedøvelse var totalt overflødig. Men hvordan skulle et væsen så kunne styre, lede og dermed beskytte sin organisme imod ødelæggelse og undergang? – Er det ikke igennem smerten og ubehaget, at man opdager, hvad man helst skal gøre, og hvad man helst ikke skal gøre? – Og hvad skulle man med en vilje, hvis ikke det var for at styre uden om ubehaget og ind i behaget, styre uden om ulykken og ind i lykken? –

3. Guddommens organfunktioner udgøres af de levende væseners liv

Da Guddommen er verdensaltets og dermed alle levende væseners makrovæsen, i hvilket vi som organiske mikrovæsener lever, røres og er, kan vi ud fra vort eget forhold som makrovæsen over for vore mikrovæsener allerede her se, hvor intimt vi er knyttede til Guddommen. Hvorledes vi over os har et i forhold til os almægtigt, beskyttende væsen. Vi er således ikke noget, der er blevet til ved en tilfældighed og heller ikke prisgivet nogen som helst tilfældighed. Vor eksistens eller tilværelse er ikke blot til for vor egen skyld, men er også til for Guddommens skyld, på samme måde som vore mikrovæsener heller ikke blot er til for deres egen skyld, men kun kan få deres livsoplevelse i form af organfunktion for os. Vi er således til som Guddommens mikrovæsener, og vort liv er Guddommens organfunktioner. Igennem de levende væsener i verdensaltet udløses hele denne Guddoms eksistens, viljeføring og tankemanifestation. Og hvorfor skulle dette makrovæsen ikke lige så godt have bevidsthed, vilje eller vågen dagsbevidsthed som dets mikrovæsener? – Det må da i højeste grad være ulogisk at antage, at de levende, tænkende, arbejdende og skabende mikrovæsener er organer i en død organisme, en tilfældig materiebunke, en samling livsløst skrammel. En videnskab, der behersker elementerne og kan bringe millioner af hestekræfter til at arbejde for sig, kan ikke i længden være bekendt, rent bortset fra at den i længden ikke kan undgå at styre sin skæbne til fordærv, at påstå, at dette er livets løsen, at denne materiebunke, dette døde skrammel er verdensaltets og dermed livsmysteriets højeste facit.

4. Den levende, personlige korrespondance med Guddommen

Vi ser her, hvorledes åndsvidenskaben får alt det hedenske, alt det mytologiske pillet bort fra Guddommens væsen og derved lader Guddommen stråle frem for os som et levende, aktivt væsen, med hvem vi i virkeligheden er i en meget intim forbindelse og vekselvirkning, og at vort daglige liv udgør denne vekselvirkning. Det er ikke så mærkeligt, at dette Forsyn, denne Guddom allerede tidligt satte sine spor i det levende væsens bevidsthed. Det er ikke så mærkeligt, at denne levende, livsbetingende vekselvirkning afsatte en sådan vanebevidsthed og vanefunktion, at den ikke kunne ophøre, selv om væsenet hjernemæssigt var uden bevidsthed eller viden om samarbejdet, og i form af dyrets dødsskrig måtte komme til udløsning.

Nu er det store problem atter dette: Kan der virkelig være nogen bevidst vekselvirkning imellem makrojeget og mikrojeget? – Kan denne Guddom se hvert enkelt væsens liv og bevidsthed, og kan mikrovæsenet kommet til at se makrovæsenets eller Guddommens tanke, vilje og hensigt med det enkelte individ? – Kan der være en virkelig levende, personlig korrespondance, ja en ligefrem samtale, således som man kan tale med et medmenneske eller sin næste? – Også det kan åndsvidenskaben eller de kosmiske analyser give svar på. Her må vi altså først og fremmest rette blikket ind på denne næste eller dette medvæsen blandt de levende væsener. Hvem er dette levende væsen, denne næste eller dette medvæsen? – Hvem er det, vi her har for os? Det er ganske rigtigt, at det er et medvæsen, det være sig menneske, dyr eller plante. Men ifølge åndsvidenskaben eller mine kosmiske analyser er et sådant væsen jo et mikrovæsen i Guds organisme, og som sådant har det altså en organisk funktion at opfylde. Hvad er det da for en mission? – Det må vi se på dets organer. Vi kan tage et menneske. Det er jo det længst fremskredne eller mest udviklede af Guds mikroindivider eller de organvæsener, vi er omgivet af i den guddommelige organisme. Et sådant væsen kan tale, det kan se og høre, det kan skabe behag, og det kan skabe ubehag, det kan skabe glæde, og det kan skabe sorg. Det kan nedbryde, og det kan bygge op. Men for hvem skal det skabe lykke og glæde eller sorg og lidelse? – For hvem er dets manifestationer, evneudfoldelse og anlæg beregnet? – Da de er organvæsener i den guddommelige organisme, må denne organfunktion livsvigtigt passe ind i nogle andre funktioner, på samme måde som et tandhjul må passe ind i et andet tandhjul i en maskine. Ligesom et tandhjul her ville være meningsløst, hvis det ikke netop passede ind i andre tandhjuls tænder, således ville et mikrovæsen, der jo er et organ i makrovæsenets organisme, være totalt meningsløst, hvis ikke dets funktioner passede ind i makroorganismens funktioner og opretholdelse.

5. Gennem vore medvæsener skal vi søge Guds tale, hensigt og omformning af os

Det bliver således soleklart og logisk, at dette menneskes tale og væremåde skal passe ind i den del af Guddommens organisme, i hvilken det befinder sig. Men hvem er et menneske omgivet af i denne organisme? – Det er omgivet af mennesker, dyr og planter. Dette mikroorgan, der udgør mennesket, udløser altså funktioner i Guds organisme, der er beregnede på dette menneskes omgivelser. Gud vekselvirker altså med disse omgivelser igennem vedkommende mikroindivid. Dette er således Guds talerør, taleorgan, ligesom dette væsens øjne er Guds øjne, og dets ører er Guds ører, og dets fornemmelsesevne er Guds fornemmelsesevne over for dette væsens samtlige medvæsener. Hvad dette væsen gør, er altså noget, der skal gøres netop i dette væsens omgivelser. Spreder det død og lemlæstelse, skal denne død og lemlæstelse finde sted, spreder det glæde og lykke, skal denne glæde og lykke altså finde sted. Man må jo her erindre, hvorledes mørket såvel som lyset er livsvigtige kontraster, som intet væsen i sin evige tilværelse kan være foruden. Der, hvor de kan undværes, altså i det fuldkomne menneskerige, kommer dette døds-, rædsels- og undergangsspredende væsen ikke. Her kommer jo organer, der kan befordre lykken og glæden. Det er altså igennem vore medvæsener, at vi skal søge Guds tale, hensigt og omformning af os til at blive i hans billede efter hans lignelse. Vi ser jo, at Guds tale bliver utydelig, så snart den former sig som manifestationer uden for den menneskelige evne og begavelse. Det er jo her, man kalder skabelsesprocesserne naturkræfter. Det er derfor, man tror, at naturen er tilfældige døde kræfter etc. Men disse kræfter ligger jo uden for vor bølgelængde og er organkræfter, der netop passer lige akkurat ind i de dimensioner og forhold, i hvilke de udløses. Gud er således ikke noget stumt og upersonligt væsen hinsides skyerne, men er en levende, virkelig realitet.

6. Vi er som mikrovæsener hver især organ for en særlig bølgelængde i Guddommens bevidsthed

Det er ikke så mærkeligt, at hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud, og hvad vi oplever igennem vor næste, er Guds svar på vor væremåde over for ham. Her er et felt, hvor menneskene i den daglige tilværelse i virkeligheden endnu er bevidstløse eller sovende. Det er ikke så mærkeligt, at selviskheden eller dette, at enhver er sig selv nærmest, her bliver en gene. Thi denne selviskhed forhindrer jo væsenet i at være åbent og kærligt over for medvæsenerne. Det bliver ikke et organ for skabelsen af sundhed og lykke og kan derfor ikke trives i det rigtige eller fuldkomne samfund, det fuldkomne menneskeriges sfære. Ethvert væsen vil med sin selviskhed ganske rigtigt være et redskab for Gud, men så skal det ikke vente sig at kunne få anden tilværelse eller skæbne end denne at være omgivet af selviske væsener. Gud må jo tale til selviskhed gennem selviskhed, og Gud må tale til løgnere og bedragere gennem løgnens og bedrageriets bølgelængde. Gud må tale til terrorister igennem terrorister og til røvere igennem røvere, ligesom han må tale til kærligheden igennem kærligheden, til lykken og glæden igennem lykkens og glædens organer. Og han må skabe freden i kraft af fredens organer eller mikrovæsener. Er det ikke let at se, at vi ligefrem videnskabeligt kan påvise livsfunktionerne i den daglige tilværelse som Guds tale, og at det levende væsen er i et stadigt samliv med Gud, hvad enten det ved det eller ikke, hvad enten det er røver eller helgen. Samlivet er blot af tilsvarende hensigtsmæssig bølgelængde. Mikrovæsenet er altså organ for en særlig bølgelængde og holdes altså i omgivelser, hvor denne bølgelængde er nødvendig. Samtidig forbliver det selv organ for denne bølgelængde, så længe den passer i dets sjæleliv og bevidsthed. Røveren bliver ved med at være Guds røverorgan, og ærkeenglen bliver ved med at være Guds organ for englelige manifestationer, så længe de begge hver især oplever livslykken ved netop denne deres mentale bølgelængde.

7. Når den fortabte søn atter har fundet sin Fader

Her er der noget for det moderne menneske at tænke over. Dets daglige tilværelse er ligetil. Det er lige akkurat selv i den skæbne, som det er Guddommens organ til at udløse for andre væsener. Det har altså sin frihed. Det kan søge over til at blive et organ for Guds skabelse af lykkelige skæbner for andre væsener og kommer da selv til at leve i den lykkelige skæbnes bølgelængde, bliver omgivet af væsener, der kun skal have lykkelige skæbner, altså væsener, der selv af naturen er umådelig kærlige og lykke- og glædesbefordrende for deres omgivelser, deres medvæsener. Ved at elske sin næste bliver man Guds organ for udfoldelse af denne næstekærlighed og kommer da kun til at være i regioner af væsener, der med deres daglige liv selv kun kan skabe kærlighed, lys og lykke til alle sider. Og vi har her for os det fuldkomne menneske eller den fortabte søn, der atter har fundet sin Fader.

Artiklen er en gengivelse af et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, mandag den 26. marts 1950. Foredraget er det sjette i serien "Moral og verdensbillede". Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 28.01.2012. Bragt første gang i Kosmos nr. 9, 2012. Artikel-id: M1729.

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.