Jeg har tidligere forklaret, hvorledes religionerne mere og mere taber deres magt over menneskene, og at man derfor erstatter denne magt med våbenmagt. Menneskehedens allerstørste foretagende i dag er forberedelse til krig. Og denne skabelse af oprustning, skabelse af mordmaskiner, skabelse af dygtiggørelsen af mennesker til at myrde deres næste kan umuligt andet end underminere enhver tænkelig moral, der går i modsat retning end denne dyrkelse af det dræbende princip. Men det er jo ikke blot moralen eller de almindelige humane regler for menneskeligt samvær, der bliver undermineret. Alle mennesker er hver især borgere i en stat. Og da det er denne stat, der føler sin sikkerhed truet og føler sin eneste redning igennem mordteknikken og oprustningen, skal den bruge mange, mange penge. Disse penge kan den kun skaffe ved at tage dem fra borgernes arbejdsløn eller indtægtskilde. Da den store masses indtægtskilde i virkeligheden ikke udgør mere end dagen og vejen for hvert individ, hvilket vil sige penge til det mest nødtørftige, vil enhver reducering eller formindskelse af indtægten her betyde savn, nød og elendighed. Da den også reduceres overordentligt føleligt for de mennesker, der har de større indtægter, vil denne krigsoprustning betyde en tilsvarende nedadgående tilstand for den høje levestandard, menneskeheden var nået op til, før de sidste store krige brød frem. Og denne nedadgående tilstand for al velstand, for al skabelse af virkelige kulturgoder, er det samme som kulturundergang. Denne kulturundergang befordres altså i en væsentlig grad af en tiltagende prisforhøjelse, en tiltagende dyrtid, der yderligere skaber kamp imellem arbejdere og arbejdsgivere, rent bortset fra de millioner og atter millioner af unge mennesker, der holdes bundne som soldater i dette vældige krigsberedskab. At disse forhold tvinger kampen for det daglige brød til at være en faktor, der ikke levner menneskene nogen særlig tid og kræfter til højere formål end netop dette at være slave af denne kamp, turde være selvfølgeligt.

For en stor masse af disse trælbundne mennesker bliver den smule tid, der er levnet dem, tilbragt på værtshuse. De søger her i alkoholen en slags stimulans for bristede ungdomsdrømme og skønne forhåbninger, de satte til en fremtid, der nu kun er blevet en trædemølle, en håbløs kamp for fremskaffelsen af nogenlunde ordentlige kår for en stor børneflok og en hustru, der også er nedbrudt af skuffede forventninger til livet. At dette ikke fører til glæde og lovprisninger til livet, men derimod til bitterhed, misundelse og vrede eller had til de mennesker, der er bedre stillet, turde vel ligeledes være selvfølgeligt.

At et sådant afgørelsesforhold, der udelukkende bestemmes ved magt, kun kan skabe undertrykkelse, er her en åbenlys kendsgerning. Med undertrykkelse opstår hadet eller vreden mod undertrykkeren. Og med hadet og vreden krigen. Magt alene kan umuligt skabe moral. Lov- og retsvæsenet kan således ikke forhindre, at der stadig eksisterer en forbryder- eller underverden, ligesom ingen som helst militærmagt kan forhindre krig. Lov- og retsvæsenet kan umuligt forhindre amoral, og militær eller krigsberedskabet kan umuligt skabe fred. Disse foreteelser fjerner ikke årsagen til amoralen eller til ufreden. Tværtimod, de befordrer disse foreteelsers vedligeholdelse, samtidigt med at de naturligvis inden for deres magtområde kan holde tingene i en vis disciplinær tilstand, men denne tilstand er jo en tvang. Overalt hvor de undertvungne kan frigøre sig fra denne, vil deres amoral jo straks gøre sig gældende. Både nationerne såvel som borgerne indbyrdes i nationerne er i form af deres militær- og politivæsen således inde i en disciplinær struktur, der ikke fjerner amoralens årsag, men blot holder den noget i skak.

Der mangler altså i verden en foreteelse, der kan fjerne selve amoralens årsag, dens rod i menneskesindet. Men hvad kan da fjerne denne årsag? – Det eneste, der kan fjerne amoralens årsag, er en videnskab om moral. Nu vil man måske mene, at vi har en overordentlig stor videnskab. Vi har tusinder og atter tusinder af dygtige videnskabsmænd, professorer og doktorer, og det er jo rigtigt. Men denne videnskab og dens repræsentanter repræsenterer jo absolut ikke nogen autoritativ videnskab om væremåde. Disse personers videnskab er en kundskab om materie, materie og atter materie. De kender en uendelighed af mål og vægt, hastigheder, bølgelængder, tids- og rumopfattelser. Denne videnskab giver menneskene en glimrende kundskab om deres væremåde over for materien. Ja, den giver dem således magt over selve elementerne. I kraft af denne kan menneskeheden bringe millioner og atter millioner af naturens hestekræfter til at arbejde for sig.

Side om side med den fysiske materie eksisterer der også en åndelig materie. Denne åndelige materie kendes som tanker. Ligesom den fysiske materie består af mange arter, nogle giftige og dødbringende andre livsbefordrende, således er det samme akkurat tilfældet med tankematerierne. Da glæde og lykke såvel som sorg og ulykke udelukkende skabes af tankematerier, er det klart, at kun en realistisk viden om disse psykiske materier kan dygtiggøre mennesket til at skabe lykke og glæde. Det er mangel på at behandle tankematerier, at man skaber sorg og lidelse. Disse tankematerier indgår i bevidstheden som sympatier og antipatier. Hvordan ens forhold til sin næste bliver, vil altså være afhængig af, hvordan denne næste kommer til at befinde sig i forhold til disse sympatier og antipatier. For de fleste uindviede væsener er det således, at der er nogle mennesker, der har hele deres sympati, og andre har hele deres antipati. Vi er alle udstrålingscentre for tanke- eller bevidsthedsenergi. Nogle mennesker udstråler en mængde tankeenergier, der er bagtalelse eller gemen sladder, giftige tankearter, der altså helt kan ødelægge et andet menneskes rygte. Nogle har det med at udstråle ondsindet kritik af andres væremåde. Atter andre har det med at ironisere over andre. Nogle har det med at hjælpe ulykkelige, har det hele tiden med at tjene andre, ligesom der er andre, der kun kan tænke sig at lade sig tjene.

Vi betjener os således af livsfarlige tankestoffer, jonglerer med disse, uden noget som helst videnskabeligt kendskab til disse tankearter. At alle disse stoffer er til nytte ligesom alle fysiske materier, er givet, når de bliver anvendt i de rigtige situationer og forhold. Men vi ved fra de fysiske materier, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man anvender disse. Saltsyre og svovlsyre er ikke nogen læskedrik, ligesom sand og mel ikke kan anvendes til den samme ting. Hvis ikke der efterhånden var opstået den rent materielle eller fysiske videnskab i kemi, ville menneskene ikke i dag i så høj en grad, som tilfældet er, være blevet herre over materien. På samme måde vil menneskeheden uden en psykisk eller kosmisk kemi umuligt kunne blive herre over tankematerierne. Og i samme grad vil vi blive ved med at lide under alle disse forkerte sammensætninger af tankeenergi, der forekommer i form af had og forfølgelse, i form af tåbelige sympatier og antipatier, der så igen udløser fysiske læsioner i form af krig og slagsmål, forfølgelse og bagtalelse, mord og drab eller lige netop den forfatning, som vi i dag finder verden i.

Der bliver gjort meget for at råde bod på disse tåbelige og dødbringende tankematerier i verden. Vi ser fredsforeninger, fredsligaer, Folkenes Forbund, De Forenede Nationer etc., etc. Men kan det lykkes? – Nej, det vil umuligt kunne lykkes helt, for der ligger ikke nogen absolut konkret videnskab om tankematerie eller kosmisk kemi bag alle disse foranstaltninger. Deres råb og propaganda om fred er naturligvis et stort gode, men disse er, analogt med religionens, opråb, man skal tro på. Og således er også ethvert politisk partis opråb. Alle har de idealer at fremføre, men de er trosidealer og fordrer et vist religiøst talent hos menneskene for at kunne blive troet. Deres opråb strækker sig ikke videre end Bibelens store opråb eller bud til menneskene. Men dette betyder ikke, at de ikke har deres store nytte, tværtimod. Men menneskeheden må alligevel lære at blive anderledes indstillet. Det er ligefrem fagmæssig tankekundskab, verden mangler.

Men hvordan får man fat i en fagmæssig kundskab? – Hvordan har man fået fat i den rent materielle eller fysiske fagkundskab? – Ved at studere livet selv. Hvert enkelt menneske må bringes til at forske, bringes til at iagttage og samtidig lære at forstå, hvad det er, det iagttager. Videnskaben har nok iagttaget naturens processer, men ikke rigtigt som et led i en helhed, som led i en logisk plan. Omkring os udløser der sig en uendelighed af energiorganisationer, vældige skabelsesprocesser. Vi ser vældige, udstrakte himmelrum med solbyer, mælkeveje og stjernesystemer, som tilsammen udgør et verdensbillede. Men hvad er et verdensbillede? – Et verdensbillede er ikke blot en uhyre udstrakt tids- og rumdimensionel enhed. Det er også noget helt andet. Hvis vi forstår at læse alle disse energiudstrålingers mission og plads i selve verdensplanen, da ser man Guds tanker, da opstår der et levende verdensbillede, idet alt bliver til udtryk for liv, ikke til udtryk for tilfældighed og død. Hvis man begynder at [forstå] alle naturens energier i deres sluttelige sammenspil, åbenbarer der sig et panorama, der giver svar på hele livsmysteriet, således at dette ikke længere behøver at være noget mysterium. Her kan man studere loven for livet.