M1794
Om at være "Ét med Faderen"
af Martinus
1. Overtroen om at Jesus er selve Guddommen
De kender sikkert alle Jesu udtalelse: "Jeg og Faderen vi er ét". I den kirkelige kristne opfattelse er sætningen forlængst indhyllet i mystik og er blevet til den overtro, at Jesus var selve Guddommen. Og han bliver da også i stor udstrækning tilbedt som sådan. Denne verdensgenløserens udødelige sætning er således blevet misforstået. Den er aldrig blevet udtalt for at skulle gøre Jesus til et tilbedelsescentrum i stedet for den virkelige Guddom eller evige Fader. Tværtimod udtrykker han hele sit liv som et forhold mellem fader og søn. Han har derved pointeret en forskel. Sønnen er ikke faderen, og faderen er ikke sønnen. Faderen udgør nemlig et for alle levende væsener evigt eksisterende tilbedelsescentrum eller "fast punkt" for deres liv. Han udgør et tænkende og viljeførende jeg bag naturen, universet eller makrokosmos, på samme måde som vort eget jeg er et tænkende og viljeførende jeg bag vor egen fysiske organisme og fremtræden. På denne måde bliver Guddommen til det største levende væsen, vi kan blive stedet overfor. Da alle naturens kræfter, solenes eller stjernernes gang i det uendelige verdensrum såvel som den sagte sommerbrise igennem skovens lyse løvkroner, er dette væsens manifestation eller tilkendegivelse af liv, kan vi ikke være til uden at være i berøring med denne tilværelsens eller livets største væsens tankemanifestation og viljeføring. At være dette væsen, at være selve Guddommen, kan intet som helst levende væsen være, ud over dette ene væsen, som netop er Guddommen. Et menneske, en verdensgenløser, eller et andet af universets kræfter afhængigt væsen, vil således umuligt kunne fremtræde som Guddommen. Hvor stort et sådant væsen end måtte være, ja selv om det var et mælkevejssystem, vil det dog kun kunne udgøre en ganske lille brøkdel, et forsvindende støvfnug i det tidens og rummets umådelige ocean, der hedder "evigheden". Over for ethvert levende væsen vil der således altid eksistere dette større væsen. Og det er jo i kraft heraf, at alle levende væsener derfor må kaldes "gudesønner". Og af samme grund fornemmer Kristus sig selv som søn af dette væsen og tilkendegiver dette ved at udtrykke nævnte store væsen eller Guddommen som "Fader".
2. Kristus betragter sig selv som sønnen og ikke som Faderen
Når Kristus udtrykker sig som "ét med Faderen", betyder dette jo ikke, at han dermed vil pointere, at han er Faderen, thi hvis han er Faderen, kan han jo ikke samtidig være sønnen. Og at han betragter sig selv som sønnen og ikke som Faderen, åbenbarer han jo i mange situationer. Han udtrykker jo aldrig sig selv som Guddommen eller Faderen. Tværtimod, siger han ikke netop, at han har sin mission fra Faderen? Påberåber han sig ikke, at det, han lærer disciplene, er det, Faderen har lært ham? Siger han ikke, at han "går til Faderen"? Og var det ikke i Faderens hænder, han befalede sin ånd, da han døde på korset efter i forvejen at have bedt Faderen forlade sine bødler, da de ikke vidste, hvad de gjorde? Var det ikke også fra kraftens højre side på tronen, han skulle dømme levende og døde? Hvis han selv var Faderen, hvortil så hele denne komedie, hele denne sønnecamouflage? – Hvis han var Faderen, måtte det jo være i hans interesse, at alverdens mennesker kom til at tilbede ham som Faderen og ikke som en camoufleret eller uvirkelig figur af sig selv.
3. At dyrke sønnen er afgudsdyrkelse
Når en menighed hylder Kristus som Faderen, hylder de altså sønnen i stedet for Faderen. Det kommer således endnu ind under princippet "afgudsdyrkelse". Takket være verdensgenløserens fuldkomne guddommelige mentalitet er denne afgudsdyrkelse ikke så katastrofal, som den ellers ville have været. Men hvis Jesus ikke i så høj en grad var manifestationen af næstekærlighed, som tilfældet var, ville dette at have tilbedt ham, hvilket vil sige, dette at følge ham, jo kunne have ført til den mest bloddryppende ulykkelige skæbne for hans tilhængere. Tænk hvis han havde manet til at hævne og hade! Og menneskene så i deres tilbedelse af ham gik i hans fodspor! Tror man ikke, verden ville have været endnu mere stedet i ulykke og lidelse, end den netop er i dag? – Tror man ikke, det ville have været lidt småt med hospitaler, Røde Kors-bevægelser og andre institutioner, direkte udgået fra lignelsen om "den barmhjertige samaritan"?
Nej, det kan ikke nægtes, at den fuldkomne gudsdyrkelse kun kan manifesteres i opfyldelsen af det store bud "Du skal ikke have andre guder for mig".
4. Overtroen om jomfrufødsel
Den overtro, at Kristus er den samme som Faderen, må forsvinde ud af menneskenes mentalitet lige såvel som den overtro, der hedder jomfrufødsel. I modsat fald bliver religionen eller dyrkelsen af Kristus en stadigt fortsættende korsfæstelse. Han, som var selve kulminationen af ydmyghed, kan umuligt glædes ved eller tjenes med, at man dyrker ham med en kultus, der ene og alene tilkommer Guddommen.
Hvad var da Kristus? – Ja, kaldte han sig ikke selv menneskesønnen? "Ræve have huler og himmelens fugle reder, men menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved." Tror man ikke, han dermed netop ville pointere, at han rent fysisk var søn af mennesker? – At han ligesom alle andre mennesker her på Jorden havde en "fysisk fader" lige såvel som en "fysisk moder". Det er muligt, at der i begrebet "menneskesønnen" er lagt en anden betydning end den, der ligger i ordet. Det har man jo simpelthen været nødt til, hvis ikke man ville komme i karambolage med "jomfrufødslen". Det er i alle fald en meget stor ejendommelighed, ganske uafhængigt af hvad menneskene så end måtte mene om nævnte begreb. Rent sprogmæssigt står begrebet "menneskesønnen" som et fundamentalt skrig eller råb ud til verden fra selve verdensgenløseren, i hvilket han gør bekendt: "Jeg er hverken Faderen eller Guddommen selv. Jeg er ganske vist kosmisk set en søn af Guddommen, men fysisk er jeg en søn af mennesker." Det er umådeligt vigtigt at gøre sig dette nødskrig begribeligt. Thi ellers avler det netop en ny overtro, hvor man tror, at Kristi væremåde er en Guddoms væremåde og derfor noget uopnåeligt for alle andre væsener, født af mennesker.
Manuskriptet afsluttes med ordene:
Jesu væremåde som model
Hvad det vil sige at være "ét med Faderen"
Artiklen er et uafsluttet manuskript til et foredrag afholdt af Martinus på Martinus Institut, søndag den 17. november 1946. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 25.09.2000. Første gang bragt i Kosmos nr. 5, 2002. Artikel-id: M1794. Der findes en anden artikel med samme titel, fra et foredrag den 4. marts 1945 (M1800), bragt første gang i Kontaktbrev nr. 1, 1957.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.