M0196
Den evige Guddom
af Martinus
1. Bag verdensaltets energiocean eksisterer Guds manifestation og oplevelse
Lige fra vuggen til graven oplever alle levende væsener en umådelig energiudfoldelse omkring sig, ligesom de i form af deres eget liv, deres kropslige eller legemlige funktioner, deres tanke og viljeføring i sig selv er et sprudlende kildevæld af en fortløbende energi. Mellem denne vor egen energi og den energi, der udfolder sig omkring os, opstår der en reaktion. Denne reaktion er vor oplevelse af livet. Den er vor skæbne. At hele dette umådelige ocean af energiudløsning i forbindelse med den energi, vi selv udløser, kan opleves som vor skæbne, vor tilværelse, vort håb og skuffelse, vor sorg og glæde, vor sult og mættelse, vor krig og fred, vort arbejde og vor hvile etc., gør det til kendsgerning, at der er mere til end selve energiudløsningen. Der er også "noget", der oplever energien, ja ikke blot oplever den, men også indtil en vis grad kan indvirke på den, kan dirigere den. Hvis ikke dette "noget" eksisterede, ville dette umådelige energiocean, vi nu kender som verdensaltet med dets umådelige væld af detaljer, aldrig nogen sinde blive oplevet. Døden ville ruge over vandene. Men nu har vi igennem vor børnelærdom fået at vide, at "Guds ånd svævede over vandene". Ånd er bevidsthed, og bevidsthed er igen det samme som manifestation og oplevelse. At "Guds ånd svævede over vandene", vil altså sige det samme som, at Guds bevidsthed svævede over vandene. Bag vandene, hvilket vil sige bag dette umådelige energiocean, eksisterer altså Guds manifestation og oplevelse.
Nu er der jo dem, der vil påstå, at dette er noget nonsens. Der er overhovedet ikke nogen Gud til. Men hvorpå begrunder man en sådan abnorm påstand? – Hvad beviser, at der ikke er nogen Guddom til? – At Guddommen ikke kan være et blot og bart menneske, et blot og bart dyr, et træ, en krystal, må være soleklart. At han heller ikke kan være et bjerg, en klippe, en flod eller en anden begrænset form for en materiekombination, må også være selvfølgeligt for den udviklede tænker. At en idealskikkelse, et kristusvæsen, lige så lidt kan være den absolutte Guddom som en tænkt fantasiskikkelse oppe i himlen, ligegyldigt hvor smuk en olding med hvidt hår og ærværdigt patriarkalsk udseende man så end vil gøre ham til, er også selvfølgeligt for den klarsynede. Men at Guddommen ikke kan eksistere under disse tænkte former, er jo ikke noget bevis for, at han ikke eksisterer.
2. Helheden kan ikke bedømmes fyldestgørende ud fra en lokalitet
At der inden for jordmenneskeheden finder krig, lemlæstelse og myrderier sted, at millioner af mennesker befinder sig i ulykkelige skæbner, sulter og fryser, har mistet en eller flere af deres kære, at hundreder af børn er forældreløse og hjemløse, at røveri- og banditvæsen florerer, at tusinder af menneskevrag i deres invaliditet må humpe rundt og søge husly eller læ i ruinhobe, er heller ingen som helst beviskraft for en gudsfornægtelse. At nogle små mikrovæsener, der hedder jordmennesker, på det lille støvfnug af en klode, som jordkloden udgør i universet, begår morderiske handlinger, befordrer krig og lidelse, kan ikke være et fyldestgørende grundlag for en bedømmelse af universets helhedsstruktur. Det almene, egoistiske eller selviske jordmenneskes mentalitet er da et alt for lille grundlag at bedømme universets grundtone efter. Der er intet til hinder for, at der kan eksistere et utal af kloder med menneskeheder, der langt overstråler det jordiske menneske i næstekærlighed og uselviskhed, kloder, hvor juleevangeliets fred for længst er blevet det selvfølgelige daglige liv.
At bedømme universets mentale struktur efter jordmenneskehedens ufærdige mentale manifestationsform er jo det samme som at bedømme en helhed ud fra en lokalitet og endda yderligere fra en mikroskopisk lokalitet. Hvis vi kun kunne bedømme et levende væsen ud fra en enkelt lille celle eller et molekyle i dets organisme, hvad kunne vi da vide om vedkommende levende væsen? – Ja, mon ikke vi da ligefrem ville benægte dettes eksistens? – Inde i vor organisme eksisterer jo myriader af levende mikrovæsener. For disse væsener bliver vore organfunktioner, blodomløb, åndedræt osv. til naturkræfter, i hvilke disse små væsener må bjærge deres liv. Hvis vi tænker os disse små væsener med menneskelig tænkeevne, tror man så ikke, disse på samme måde ville benægte vor personligheds eksistens og tro, at vor organisme, altså disse små væseners univers, var døde, tilfældige kræfter? – Ville der være nogen grund til, at de ikke netop skulle reagere på denne måde? – Absolut ikke.
3. Gudsfornægtelse er en fantasiforestilling uden rod i virkeligheden
Men vi er nu så heldigt stillede, at vi kan overskue disse små væseners univers og ved, at dette er vor krop. Men hvorfor skulle dette princip ikke kunne eksistere i et større format? – Har man nogen sinde set nogen grænse for stort og småt? – Hvorfor skulle de naturkræfter, vi befinder os i, og som også fungerer lige så lovmæssigt som energiudløsningerne inde i vor organisme, ikke kunne være en stor organismes organfunktioner, være redskabet for et oplevende Noget eller Jeg, på samme måde som vor organisme er det? – Hvis jordmenneskene befinder sig som mikrovæsener inde i et makrovæsens organisme, og dér virker ufærdige eller ufuldkomne, er det jo ikke noget udtryk for, at også andre makrovæseners mikrovæsener er ufærdige eller ufuldkomne. Fordi et menneske er angrebet af en eller anden ufuldkommenhed, sygdom eller hæmning, betyder dette jo ikke, at alle mennesker har den samme skavank. At bedømme menneskeheden efter et sygt menneske vil da være tåbeligt, rent bortset fra at det ville være skrigende uretfærdigt. At ét menneske kan være sygt, forhindrer jo ikke, at millioner af mennesker kan være raske. At benægte en Guddoms eksistens blot fordi jordens mennesker ikke kan forliges eller udviser en ufærdig tilværelse, vil jo være absolut det samme som at benægte muligheden af en sommers eksistens, blot fordi man i øjeblikket har vinter. Så tåbelige bliver altså alle argumenter for en gudsfornægtelse. Der findes absolut ingen mulighed for at gøre benægtelsen af en Guddom til andet end et postulat, en fantasiforestilling, der absolut ingen rod har i virkeligheden. Det er en temmelig løs sandbunke, man bygger sit sjælegrundlag på, når man lever på en gudsfornægtelse. Men et sådant postulat er på forhånd dømt til undergang. Det vil blive forladt af alle.
4. Når det guddommelige princip iklædes egne moralske opfattelser
Noget, der ikke kan begrundes, må forsvinde ud af sagaen. Livet kan i længden kun baseres på ting, der absolut urokkeligt kan begrundes. Kan da erkendelsen af en Guddom blive til andet og mere end et lignende postulat? – Og her må svaret urokkeligt blive et ja. Guddomsbegrebet kan aldrig nogen sinde inden for menneskeheden ophøre med at eksistere, selv om det naturligvis i sin ydre fortolkning kan variere, og selv om mennesker for en tid selv har mistet troen på et sådant væsens eksistens. Forskellen på en erkendelse og en benægtelse af Guddommen er intet mindre end den, at medens en gudsfornægtelse, som vi lige har set, udelukkende kun kan være baseret på fantasi eller en opdigtet forestilling, så er erkendelsen af en Guddom af en langt dybere natur, idet den er produktet af en organisk funktion. Den er ikke på nogen måde et menneskeligt påfund.
Det er rigtigt, at den ydre iklædning af denne Guddom, hvilket vil sige forestillingen om denne Guddoms bevidsthed, hans antipatier og sympatier osv., naturligvis i en overordentlig stor udstrækning og igennem mange generationers udvikling er resultat af skiftende menneskelig fantasi og forestillingsevne. Enhver ser jo helst Guddommen i sit eget billede. Menneskene vil jo helst se denne Guddoms mentalitet i deres egen moralske indstilling, således at de netop kan være hans favoritter. Og vi ser derfor, at alle sekter og religiøse samfund hver især har deres egen specielle opfattelse af Guddommen som det eneste saliggørende, medens alle andre bevægelsers opfattelse naturligvis er forkert. Men således vil resultatet jo til enhver tid vedblive at være, så længe man iklæder det guddommelige princip sit eget billede og pynter ham med de moralske forestillinger, man selv anser for at være de højeste idealer.
Disse idealer er altså menneskelige, selvforherligende påfund og opfindelser og har intet med virkeligheden at gøre. Men det, der er bag hele denne staffage og udstaffering af menneskelig dekorering og pyntning, er tendensen til eller fornemmelsen af et uundværligt Noget bag den ydre verden, bag alle de energiformer, man er omgivet af, og som tilsammen danner universet eller verdensaltet. Denne fornemmelse af et usynligt levende Noget er i virkeligheden mere eller mindre latent til stede i alle levende væsener. Og hos menneskene har den affødt det store spørgsmål: Hvordan ser dette Noget ud? – Og her er det så, at man er begyndt at iklæde dette Noget sine idealer og tillagt det mirakuløse, diktatoriske evner over alt og alle. Og vi behøver ikke her at komme ind på alle de fantastiske variationer af gudebilleder og moralske traditioner, som dette Noget har været iklædt af alle jordens forskellige folkeslag.
5. Menneskehedens materialistiske og gudløse epoke
At der med udviklingen måtte komme en tid, da man begyndte at forstå denne store hulhed, misforståelse og overtro, som hele denne selvbestaltede og opdigtede iklædning af Guddommen repræsenterede, er selvfølgeligt. Efterhånden som menneskeheden blev mere og mere nøgternt og videnskabeligt indstillet, opdagede den, at formodninger og opdigtede forestillinger kun var usikre fundamenter for det daglige liv, og at man derfor måtte have realistiske kendsgerninger at leve på. Og man kom derefter ind på at leve på rent materielle, videnskabelige kendsgerninger. Men disse kendsgerninger var ikke oplysninger om et levende Noget eksisterende bag ved universet, vore omgivelser og daglige tilværelse. Det blev derimod en fantastisk viden om detaljer og ting, der var så interessante og fordelagtige i kampen for det daglige brød, at man helt tabte evnen til at fornemme det usynlige Noget, skønt denne evne trods alt stadig boede i væsenerne.
Dette gjorde, at en Guddom blev helt overflødig. Og resultatet heraf blev denne materialistiske og gudløse periode, hvor man dyrkede videnskaben i stedet for Guddommen og derved blev materiernes og energiernes slaver. Menneskeheden sank ned i verdenskrige og ragnarok, kultursammenbrud og banditvæsen, en tilstand, der er udset til at være den dramatiske afslutning på en stor gudsdyrkelsesepoke, i hvilken man dyrkede Guddommen, man havde skabt i sit eget billede. Men den sande Guddom er ikke noget, man skaber i sit eget billede. Den sande Guddom er derimod et billede, efter hvilket man skaber sig selv. En ny verdensepoke, hvor Guddommen bliver modellen for vor skabelse i hans billede, er altså en diametral modsætning til den epoke, som nu er på dødslejet, og hvor vi skabte Guddommen i vort billede. Dette vil altså igen sige, at menneskeheden via videnskaben vil vende tilbage til Guddommen, men da vil han i kraft af menneskenes udviklede videnskabelige sans og indstilling blive til en levende, vågen dagsbevidst virkelighed, omformende alle mennesker i sit evigt lysende billede og strålende kærlighedsglans.
6. Den sande Guddom erkendes gennem naturens logiske skabelsesproces
I denne ny verdensepoke, som vil afløse den nu døende epoke, vil væsenerne atter blive indstillede på Guddommen, men som allerede nævnt på en helt anden måde. Guddommen vil ikke mere være et fantasibillede med den eller den moralske indstilling. Guddommen vil hverken være baptist, indremissionsk, mormon eller nogen sidstedages hellig, lige så lidt som han vil tages til indtægt for noget andet systems favorisering. Han vil heller ikke fremtræde som en særlig skikkelse eller et væsen i himlen eller et andet sted henne. Hvordan vil han da være, og hvordan vil han da kunne blive erkendt? – Han vil i den nye epoke blive erkendt igennem sine virkelige i form af naturen åbenbarede manifestationer og ikke igennem opdigtede eller formodede manifestationer.
Men for at forstå dette rigtigt vil vi nu vende tilbage til selve naturens egen tale. Vi ved allerede, at der er mere til end den døde eller livløse materie. Vi erkender således allerede, at der er noget til, der ikke blot oplever materien, men også kan bringe denne ind under sin vilje. Et sådant "noget" udgør vort eget selv. I den lille lokale del af hele universets store ocean, og som udgør vor organisme, har vi ligesom en lille prøve på, hvad universet består af. I denne lille prøve eksisterer nemlig ikke blot den underordnede materie, men også et "noget", der oplever denne og dirigerer den med sin vilje. Og vi bliver også vidne til, at det, vi ved hjælp af denne krop kan udrette, udelukkende kun kan ske i kraft af vor tanke og vilje. Dette lille materieområde er altså den del af det store univers, vi kender bedst. Og det, vi kender bedst, må vi jo bruge som målestok for det, vi ikke kender. Vi ved, at inden for den menneskelige viljeførings område kan intet som helst blive til af sig selv. Her kan intet som helst danne sig logisk til af sig selv. Et hus kan ikke bygge sig selv, en klædning kan ikke sy sig selv. Overalt inden for det menneskelige manifestationsområde kan ingen som helst logisk skabelse frembringes af tilfældighed. Den største kendsgerning er her, at alt, der baseres på tilfældighed, udløser sig i kaos. Der, hvor tingene ikke bliver til kaos, men opfylder planmæssig hensigt, har tingene altid været ført af et jegs forudgående tænkning og viljeføring.
Med denne urokkelige kendsgerning for øje har man altså ikke noget som helst logisk grundlag for at skulle mene, at det ikke skulle være akkurat lige sådan i det område, der ligger uden for det menneskelige manifestationsområde, altså det område, vi kalder naturen eller universet. Udgøres dette område af kaos? – Absolut ikke. Overalt ser vi, at naturens skabelse er planmæssig indtil de mest hårfine detaljer. Er ikke de levende væseners organismer geniale og hensigtsmæssige bygningsværker? – Er ikke dyrenes og planternes organismer lige så genialt, hensigtsmæssigt udstyrede med de for hver især nødvendige fordele? – Er selve klodens tilblivelse ikke også et pragtværk i logisk eller hensigtsmæssig skabelse: dens gradvise forvandling fra et glødende, kogende og sprudlende ildocean til den i dag for menneskehedens liv og velvære fuldt færdige klode? – Tror man, at hele denne lange skabelsesproces er et udslag af tilfældighed? – Hvordan skal tingene kunne følge en logisk plan eller hensigtsmæssig skabelse, hvis der ingen sådan logik eller hensigt eksisterer? – Hvordan skal tilfældighed kunne være det sande ophav til hele den logiske og geniale skabelsesproces, som naturen præsterer omkring os? – Er det tilfældighed, der bevirker, at ethvert barn, der kommer til verden, normalt har to skytsengle i form af forældre, der kan passe og pleje det, indtil det kan klare sig selv i livet? –
Martinus blev ikke færdig med manuskriptet, som slutter her.
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript skrevet af Martinus til et foredrag på Martinus Institut, mandag den 1. og tirsdag den 2. november 1948. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 10.08.2007. Første gang bragt i Kosmos nr. 3, 2008. Artikel-id: M0196.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.