M2032
Rummet, tiden og evigheden
af Martinus

1. Begrebet "rummet"
I den daglige tilværelse forekommer meget ofte begreberne "rummet", "tiden", og engang imellem nævner man også "evigheden", uden at man i virkeligheden forstår, hvad der skjuler sig bag disse foreteelser. At disse tre begreber er identisk med det levende væsens evige kosmiske analyse, er det kun de allerfærreste, der ved. Man ved selvfølgelig udmærket, at rum betyder plads. Enhver ting, der sanses, kan kun sanses i kraft af, at den optager en begrænset plads ved siden af en anden ting, der også optager begrænset plads. Eksisterede der kun én ting i verden, ville den optage al plads og ville i kraft heraf være ganske utilgængelig for sansning. Men nu er en sådan tilstand ganske umulig, idet der ikke eksisterer én ting, men mange ting i verden. Men når der eksisterer mange ting i verden, og vi er i stand til at sanse eller se dette, skyldes det altså det, at hver ting udgør et begrænset område, der markeres ved dets optagelse af plads imellem de andre ting.
Men en tings rum eller plads er ikke blot noget, der kan måles i højde og bredde. Den består også af noget, der hedder vægt. To ting kan udgøre nøjagtigt den samme højde og bredde, men være af højst forskellig vægt. En kugle af træ vil være meget lettere end en kugle af bly, selv om de udgør nøjagtig den samme ydre størrelse. Hvis trækuglen skal veje lige så meget som blykuglen, skal den altså være meget større end blykuglen. En ting optager således ikke blot plads i højde og bredde, den optager også plads i tyngde eller det, vi kalder vægt. Men en ting optager også plads i temperatur. En ting har en varme- eller kuldegrad. Den kan være koldere eller varmere end en anden ting. Den optager også plads i farver. Den kan være mørkere eller lysere end en anden ting i farveskalaen.
2. Livets oplevelse er en oplevelse af kontraster
Vi ser således, at rummet ikke blot er højde og bredde, men det udgør alle eksisterende former for dets egenskabers afvigelser fra andre tings egenskaber. I de felter, hvor tingene ikke afviger fra hverandre, udgør de jo den samme ting. To kugler af samme størrelse kan have samme farve, men kan altså have højst forskellig vægt. Den ene kan jo være af bly og den anden af træ, men dette kan jo ikke ses, da de i farveskalaen udgør samme nuance eller farve. Men to kugler kan også være af højst forskelligt stof og dog veje nøjagtigt det samme. Dette kan jo heller ikke sanses, hvis de to kugler har samme farve eller udseende. Således er alt, hvad der dækker sig under begrebet "rummet", meget kompliceret, ja udgør et ocean af kontraster. Det er sansningen af disse kontraster, der udgør "livets oplevelse". Livets oplevelse er altså en oplevelse af kontraster.
3. Begrebet "tiden"
Men disse kontraster og dermed livets oplevelse ville jo aldrig nogen sinde kunne være blevet til, hvis ikke der bag rummet eksisterede en anden realitet, nemlig den, vi kalder "tiden". Tiden er det samme som bevægelse, og bevægelse er det samme som forvandling, og forvandling er igen det samme som skabelse. Tiden og skabelse er således identisk. Hvor der ikke er skabelse, eksisterer der ingen tid, og hvor der ingen tid eksisterer, er der ingen skabelse. Tid og skabelse eller tid og bevægelse kan ikke adskilles. Men tiden eksisterer altså som identisk med den skabelse, der betinger, at alle direkte sanselige foreteelser er underkastet en permanent eller ustandselig forvandling.
En hvilken som helst ting, vi sanser eller ser på, befinder sig i en forvandlingsproces, både før vi sansede den, medens vi sanser den, og efter at vi har sanset den. I det øjeblik vi sanser tingen, repræsenterer den altså et stadium i en forvandlingsproces. Dette stadium kalder vi "nuet". Det stadium, den befandt sig i, før vi sansede den, kalder vi dens "fortid", ligesom vi kalder det stadium i den forvandling, der sker, efter at vi har sanset den, dens "fremtid". Vi kan således i virkeligheden aldrig opleve en ting to gange. Vi kan kun opleve i "nuet", lige så snart vi har passeret oplevelsen, er den gået ud af nuet og ind i fortiden. Den ting, vi oplevede i denne fortidige oplevelse, eksisterer tilsyneladende måske nok endnu, men vor oplevelse af den er i et nyt "nu", hvor den kosmisk set rummer i sig forvandlinger, der gør, at den ikke er helt den samme ting som den, vi oplevede i tidligere "nu".
4. Tid og bevægelse er det samme
At forvandlingerne ikke altid er synlige for det rent fysiske syn, ændrer ikke dens forvandling som kendsgerning. Det er jo netop på grundlag heraf, at der eksisterer det, vi kalder fortid, nutid og fremtid. Vi lever i tiden, som udelukkende kun er en permanent bevægelses-, forvandlings- eller skabelsesproces. Tiden er altså et evigt princip, der betinger den bevægelse, der udgør livets oplevelse i ethvert levende væsen.
Vi oplever i dag søndag den 26. oktober 1952. Når denne dag er gået, kan vi aldrig opleve denne dag igen på det fysiske plan. I morgen er det en helt anden dag. Da er det den 27. oktober. Hvis jorden pludselig stod stille, og dens omdrejning om sig selv og om solen således var standset, ville vi blive ved med at have den 27. oktober kl. det eller formiddag eller eftermiddag, og vor alder ville dermed være standset. Det ses her, at tiden og bevægelsen er ét og det samme. Vi oplever tiden så fint, at vi inddeler den i brøkdele af sekunder. Vi ser deraf, hvordan vor egen forvandling dermed skrider frem, selv medens vi taler med et andet menneske. At noget tager tid, er det samme som, at det forvandler sig. Vi forvandler os, mens vi ser på noget. Dette noget forvandler sig også, mens vi ser på det. Ved at vor sanseevne kan opleve i nuet, kan vi få et lynglimt af situationen, sådan som den er i dette nu. Disse nu-oplevelser udgør altså tilsammen de levende væseners oplevelse af livet. Det er disse nu-oplevelser, der således bliver det samme som oplevelse af rum. Hver nu-oplevelse er altså en rumoplevelse. Var den ikke det, kunne den ikke opleves. Det er dens rumtilstand, der markerer den som detalje i livets oplevelse.
5. Jeget og evigheden
Men for hvad eller hvem eksisterer nu denne livets oplevelse? – Vi kommer her til en tredje og lige så urokkelig realitet. Universet er ikke blot tid og rum. Ja, vi kan endog se, at tid og rum blot er detaljer i en oplevelse, og uden denne oplevelse blev de jo også totalt meningsløse. Men vi har jo alle sammen den glæde at besidde denne oplevelsesevne i vor fremtræden som levende væsen. Vi udgør altså det oplevende noget. Men da dette nogets oplevelser består af detaljer i tid og rum, og tiden er bevægelse, og rummet er "nu-oplevelser", bliver vi som identisk med dette noget her synlige som tidens og rummets behersker. Vi er ikke et produkt af tiden og rummet, men disse er et produkt af os. Men når vi således er tidens og rummets herre, må vi eksistere uden for dette rum og denne tid. Vor højeste identitet bliver således evig. Men da der uden for tid og rum således ikke kan eksistere andet end dette vor højeste noget eller jeg, bliver vi således identisk med evigheden. Vi udgør ét treenigt princip. Det evige oplevende og skabende noget, hvis skabende evne er tiden, og hvis oplevelse af livet er rummet. Det er ikke så mærkeligt, at de indviede væsener kommer til at opleve sig ét med Guddommen og kan udbryde: Jeg er opstandelsen og livet. I fremtiden vil de udbryde: Jeg er evigheden, i mig skabes tiden og rummet.
Evigheden er jeget, tiden er skabeevnen, og rummet er organismen og det skabte eller livsoplevelsen.
Artiklen er en gengivelse af et manuskript, som Martinus skrev til forberedelse af et foredrag på Martinus Institut, søndag den 26. oktober 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 24.02.2019. Bragt første gang i Kosmos nr. 4, 2020. Artikel-id: M2032.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.