Ethvert levende væsens mentalitet eller tankesfære kan kun bestå af to ting: "sandhed" og "usandhed", der igen er det samme som ærlighed og uærlighed. Medens den førstnævnte foreteelse er det samme som de "rigtige" forestillinger om det levende væsen selv og de væsener og ting, der omgiver det, udgør sidstnævnte de "forkerte" forestillinger om de samme omgivelser, væsener og ting. Da de "forkerte" forestillinger udgør fundamentet for en hvilken som helst skabelse af disharmoni, ja, det er ganske umuligt for nogen som helst smerte og lidelse at blive til eller opretholdes uden på grund af "usandhed" (forkerte forestillinger), bliver "usandhed" således det levende væsens første og dybeste sygdoms- eller lidelsesårsag.

Da de absolut rigtige forestillinger som modsætning hertil udgør fundamentet for skabelsen af enhver form for harmoni, sundhed og normal livsglæde, og disse foreteelser således er ganske umulige at tilegne sig uden nævnte fundament, bliver "sandheden" således det levende væsens absolut første og dybeste "helbredelsesmiddel".

Da disse to foreteelser er så dybe og alvorlige skæbnebestemmende kræfter, ligger det nær at antage, at ethvert af jordens mennesker udelukkende ville indvi sit liv til at tilegne sig "sandheden" og derved gøre sig immun over for alle for livsoplevelsen generende skavanker, ligesom man i samme grad må antage, at man i allerhøjeste grad kun turde omgås "usandheden" med en kolossal forsigtighed. Men således former jordmenneskets daglige liv sig slet ikke. Sagen er, at "sandheden", dette vidunderlige helbredelsesmiddel, denne guddommelige aladdinslampe og den heraf følgende mirakelkur, ikke er noget, der kan købes i større eller mindre kvanta på et apotek, men snarere er noget, der kun findes oppe på de allerhøjeste og mest stejle og utilgængeligste mentale klippeskrænter, pegende ud over dybe afgrunde, medens "usandheden" er så let tilgængelig, at den flyder så at sige fra tusinder af kilder, bække og floder her i dyreriget, hvor jordmenneskezonen endnu har hjemme.

Usandheden koster absolut intet. Den er et ocean, et element, fra hvilket nogle af de levende væsener lige så vanskeligt kan frigøre sig, som "fisken" kan frigøre sig fra det vand, den lever og ånder i. Hvad er tigerens klør og skarpe tænder andet end medfødte redskaber til at befordre en realistisk bloddryppende modsætning til den livets virkelige sandhed eller harmoni, vi kalder "kærligheden"? – Og er det ikke denne harmoni eller kærlighed, der har bygget det liv op, har skabt den muskulatur, de årer, de nerver, det smukke og spændstige legeme, der på lette fødder ung og lystig sprang igennem skoven, men som nu af usandhedens magtbrynde, inkarneret i rovdyret, bliver flået og flænset. Var dette ulykkelige dyrs angstskrig ikke det første råb efter beskyttelse, der igen kun kan være ulykkens eller disharmoniens modsætning: harmonien, der igen kun kan være sandheden. Er tigerens striber, leopardens pletter og kamæleonens farver ikke direkte, realistiske løgnens organer? – Skal de ikke foregøgle omgivelserne en falsk virkelighed? – Skal de ikke bilde omgivelserne ind, at de ser træer, buske, grene, skygger eller andre foreteelser i stedet for det, de i de pågældende situationer virkelig ser, nemlig disse dyrs legemer? – Og er disse løgnens evner ikke blevet lige så livsbetingende eller nødvendige i disse dyrs eksistens i usandhedens element, som fiskenes finner og gæller er nødvendige for disse væseners liv i vandets element? –

Og hvorledes er det med jordmenneskene? – Har de ikke i en endnu stærkere grad dokumenteret deres eksistens som hjemmehørende i dette usandhedens blodige element? – Har de ikke for længst passeret dyrenes almindelige bevægelsesfrihed i nævnte element? – Hvem kan lyve på flere måder og mere genialt end det jordiske menneske? – Er de ikke det samme elements farligste væsener? – Hvad er dyrenes indbyggede usandhedsorganer, striber, pletter og farver ved siden af de usandhedens mangfoldiggørelsesorganer, jordmenneskene har vokset sig frem til eller er i besiddelse af? – Ja, er det ikke endog således, at medens dyrene som regel kun udfolder usandhed i nøds- eller livsbetingende situationer, så udfolder jordmenneskene løgnens atmosfære i et vældigt område af situationer, hvor det slet ikke i mindste grad er påkrævet for deres eksistens eller velfærd. Man lyver for at hævne sig, for at forfølge og skade dem, man ikke kan lide, og man lyver for at tækkes dem, man elsker, og hvis gunst man meget gerne vil besidde. Man lyver af forfængelighed, og man lyver for at skabe succes. Man lyver for at vise verden, hvilken helt man er, ligesom man lyver for at vise, hvilken martyr man er. Man lyver for at fremkalde tårer, sorg og græmmelse hos nogle væsener og lyver for at afværge det samme hos andre. Man lyver for at albue sig frem og erobre næstens position, brød og indtægter, og man lyver for at dække over sine løgne.

Og hele denne usandhedens atmosfære overføres ved hjælp af tusinder af tons papir og tryksværte, farver og billeder som en ustandselig, suggererende strøm af bøger, blade og tidsskrifter og gjalder igennem radio ud over kontinenter og oceaner og flimrer gennem film for biografernes millioner af tilskuere verden over. Jo, usandheden er endnu et overvældende ocean, i hvilket det jordiske menneske ler, græder og genialt tumler sig. Og dette usandhedens ocean har sine storme, sine brændinger og sine stille og skønne havblik ligesom andre oceaner. Disse havblik på usandhedsoceanets overflade kender vi i form af de store byers pragtfulde neonreklamer. I strålende, pragtfulde og uhyre kostbare millionanlægs skiftende variationer af figurer, farver, streger og linjer, lysende og funklende højt på forretningspaladsernes og finanstemplernes facader, gavle, tårne og kupler, fortæller man, hvor umådeligt man har ofret sig eller ladet sig korsfæste for næsten at kunne forære sine kunder varerne til langt, langt under deres virkelige værdi. Og gentager ikke det samme spil sig i firmaernes kostbart anlagte reklamefilm, som påtvinges enhver biograf- eller teatergænger? – Skal man ikke før hver forestilling have en lille dosis af beretningen om det eller det firmas kolossale ædelmodighed over for kunderne. Ja, er det ikke således, at hvis vi kun kendte verden igennem disse produkternes reklameforetagender, ville vi tro, at vi allerede befandt os i det fuldkomne menneskerige, hvor næstekærligheden var den altbeherskende faktor. Ville man ikke i sit stille sind fryde sig over en verden med sådanne uselviske millionfirmaer, der kun havde til opgave at forsyne sine kunder omtrent helt eller i alt fald delvis gratis med de eller de varer eller forbrugsgenstande, som de måtte have brug for? – Hvem skulle tro, at denne smilende, kostbare, farvestrålende, kunstneriske overflade er tigerens striber, leopardens pletter og kamæleonens farver, der nu i en højere og mere genial form er kommet til udfoldelse i usandhedens tjeneste. Hvem skulle tro, at der under denne lysende og funklende overflade undertiden kan dække sig andres ruin, misbrug af tusinder af andre væseners arbejdskraft og åndsevner, nedværdigelse, fattigdom, sved, snavs og undergang? –

Men usandhedens ocean har også sin stormfulde overflade og dybder. Hvad mener man om krigens rædsler og gru, dens bombninger, dens drønende kanoner, byers ødelæggelse, rigers undergang, menneskers og dyrs lemlæstelse, kilometerlange soldatergrave og liv i ruinhobe og granathuller, og de heraf følgende sygdomme, epidemier, lovløshed, umoralitet, røveri, plyndring osv.? – Tror man ikke, det er en modsætning til den strålende harmoni, der har opbygget de mange, men nu lemlæstede legemer, som er beregnede til at kunne praktisere et fuldkomment liv på en klode, som den samme magt ligeledes for længst har udrustet med glimrende levemuligheder for mindst dobbelt så mange mennesker, som der nu forefindes på den? –