M2076
Skytsengle i nationens tjeneste
af Martinus

1. Åndelige og fysiske væsener
Side om side med de synlige levende væsener på det fysiske plan eksisterer der hele serier af usynlige levende væsener. Vi siger derfor om disse væsener, at de lever på et andet plan, det såkaldte "åndelige plan". Vi kalder derfor også disse væsener for "ånder". Forskellen mellem disse åndelige væsener og de fysiske væsener består deri, at mens de fysiske væsener er bundet til en kombination af forskelligartede faste og flydende materier i form af den fysiske organisme, er "ånderne" væsener, der ikke mere har en sådan organisme. Men absolut alle eksisterende ånder har for kortere eller længere tid siden haft en fysisk organisme. Intet væsen kan være ånd, kan være et levende væsen uden igennem inkarnation i fysisk materie, ligesom intet som helst væsen kan være et fysisk væsen uden i kraft af, at det bag denne fysiske organisme eksisterer som "ånd".
2. Ånden i universets organfunktioner
Ser vi på en fysisk organisme, viser den sig for os som en slags verdensalt. Ligesom det store verdensalt omfatter mange forskelligartede foreteelser, kloder, sole og mælkeveje med myriader af forskellige former for bevægelse, hvilket igen vil sige udtryk for logisk skabelse og dermed udtryk for liv og bevidsthed, for tanke og vilje, således indeholder det levende væsens fysiske organisme også en serie af foreteelser, der alle skaber sine former for logiske eller nyttige bevægelsesarter og dermed udtrykker liv, bevidsthed, tanke og vilje. I de kendte levende væseners organismer, hvilket vil sige de væsener, der udgør "mellemkosmos", er vi ikke vant til at kalde disse foreteelser for sole og mælkeveje, men derimod kender vi dem under udtrykkene organer og organfunktioner. Således er vor hjertefunktion, lungefunktion, kirtelfunktion etc. logiske processer i organismen, uden hvilke denne ikke kunne bestå eller være det redskab for os, som den nødvendigvis må være, for at vi kan opleve livet på det fysiske plan under den form, der i vor nuværende udviklings- eller skæbneepoke er en livsbetingelse for os. Men det ville være tåbeligt at tro, at alle de store foreteelser ude i universet, naturens bevægelsesprocesser, ikke ligeledes er organfunktion i en stor organisme. Hvad skulle de være andet? – Når alle de materiekombinationer, vi er i stand til totalt at gennemskue med vor bevidsthed, ikke kan eksistere uden at være organ- eller bevidsthedsfunktioner, med hvilken ret eller på hvilket grundlag skulle vi så antage, at bevægelsesarterne ikke også skulle have det samme logiske formål i de store materiekombinationer og bevægelsesarter, som vi ikke med vore fysiske sanser kan gennemskue, og som vi netop kalder naturen, stjerneverdenen, sole og mælkeveje? – Og er det ikke netop for længst blevet en kendsgerning, at hele vort fysiske liv her på kloden er fuldstændig skabt igennem et samarbejde mellem solen og vor jord? – Hvordan skulle det liv og den fremtræden, vi nu repræsenterer, kunne være blevet til og stadig kunne opretholdes uden solens lys og varme? – Jorden ville i dag være en isørken indhyllet i den mørkeste nat, en skærsildssfære for midlertidigt fortabte sjæle. Men når disse kloder og stjerner, sole og mælkeveje således udløser de for livet nødvendige foreteelser, er de jo også organfunktioner. Og hvorfor skulle de ikke netop være det? – Det ville være ulogisk og dermed i højeste grad tåbeligt at tro, at disse vældige kræfter, som solene og mælkevejene repræsenterer, i millioner og atter millioner af år skulle sejle igennem det umådelige rum til ingen verdens nytte, når vi her på jordkloden ikke kan tage en dråbe mosevand op, uden at den er ved at sprænges med livsformer. Hvortil en sådan trængsel i en mikrobe, hvis verdensrummets kloder, sole og mælkeveje i en sådan mangfoldighed, ja, utallige som sandskorn ved havets bred, var ubeboede verdener, var ubeboede af fysiske væsener, var ubeboede af ånder eller af psykiske livsformer?
3. Jeget og ånden bag organismen
Den kommende virkelige og fornemmeste videnskab bliver videnskaben om selve livets psykiske eller åndelige side. Man vil således erfare, at hele universet er gennemstrømmet af ånd, der igen er det samme som liv og bevidsthed, og dermed tanke og vilje, begær og tilfredsstillelse af begær. Man vil erfare, at det ikke er livet, der er bundet til den fysiske organisme, men at det derimod er omvendt. Det er den fysiske organisme, der er bundet til livet. Selve livet er det evige, mens organismen med dens særlige foreteelser kun er midlertidige, kun er timelige. Og vi kender da også fra vor egen livsfunktion, hvorledes vi med vor egen tanke og vilje regulerer vor manifestation, dirigerer vort fysiske legeme. At det ikke er hjernen, der varetager denne regulering, turde vel være enhver ærlig, intellektuel kosmisk forsker bekendt. Den er ganske vist det store hovedredskab, den store afsender og modtager af viljens kraft. Den er altså kun et redskab, men for hvem? – Ja, noget fysisk væsen kan det ikke være, for alt, hvad der ellers forekommer i den samme organisme, er ligeledes kun underordnede redskaber for det samme dirigerende noget. Dette noget er altså organismens ophav. Men da dette således ikke forekommer på det fysiske plan, er det altså et psykisk væsen, hvilket er det samme som en "ånd". Bag enhver fysisk organisme, det være sig altså lige så godt en klode eller et himmellegeme, som en almindeligt kendt organisme af kød og blod, eksisterer der således en dirigerende ånd. Og således eksisterer der bag jordklodens fysiske fremtræden en dirigerende ånd, der er hele klodens højeste autoritet. Men en ånd består ikke af ånd alene. Ånd i bogstavelig forstand er tanke og vilje, der igen er det samme som bevidsthed, og bevidsthed er igen noget, der er underordnet et ophav, idet den opleves og manifesteres. Dette oplevende og manifesterende noget er det, vi har lært at kende som jeget. Jeget i forbindelse med tanke og vilje eller bevidsthed udgør en ånd, hvilket vil sige et levende psykisk væsen.
4. Et diktatur i kontakt med jordjegets bevidsthed, begær og vilje
Den højeste autoritet i jordens område er således jordklodens jeg. Alle andre magtfaktorer i dens område, såsom de kendte stormagter, er således ikke den højeste autoritet på kloden. Jordjeget i forbindelse med sin ånd er selve klodens absolut suveræne eller virkelige konge. Om en stormagt skal falde, eller den skal gå frem, om en race skal udvikle sig i den eller den retning, om landegrænser skal lægges her eller der, om nationerne skal forenes til én verden, eller de skal blive ved med at være splittede i indbyrdes kontrære stater og dermed fortsat være en kilde til krig og ufred blandt menneskene, er et spørgsmål, der udelukkende kan afgøres af jordens sande konge, jordånden eller jordjeget. Og det var egentlig dette jordens jeg eller jordens ånd, der i særlig grad besatte de enevældige konger i gamle dage. Når det hed sig, at de var Guds sønner eller i slægt med selve Guddommen, var det i virkeligheden selve jordånden, de stod nærmest. De var således centre for jordjegets fysiske talentkerner. Igennem disse konger kunne jordjeget regulere sine mikrovæseners, hvilket i dette tilfælde vil sige menneskehedens, fysiske og åndelige kurs. Igennem disse talentkerner udsendte jordjeget sin vilje, der i nævnte kerner blev omformet til et organiserende diktatur. Det kongelige væsen afveg jo fra de almene væsener ved at være et "indviet" væsen, hvilket netop vil sige et væsen af en sådan fremragende udvikling, at jordjeget kunne sende sin viljekraft direkte igennem dette væsen. Det diktatur, som derved blev udøvet, var i stor kontakt med jordjegets begær, vilje og længsler. De øvrige mennesker i det rige, som var underlagt kongerne, var jo uvidende væsener, uimodtagelige for direkte højere åndelige impulser fra jordjegets ånd. De kunne derfor kun organiseres og bringes ind under udvikling i kraft af et intellektuelt diktatur. Kongerne var således de eneste væsener med den psyke, der direkte kunne modtage jordjegets impulser.
Men efterhånden blev jordåndens mikrovæsener mere og mere udviklede, begyndte at blive intellektuelle, og menneskene begyndte at kunne være medtænkende, begyndte at få de samme egenskaber som kongerne. Dermed begyndte de også at blive talentkerner for jordjegets bevidsthed, begær og vilje. Men efterhånden som de enkelte væsener således blev mere og mere udviklede og begyndte at kunne ræsonnere selv, begyndte at få nye tanker, der undertiden rakte endnu længere frem end selve kongens, begyndte diktaturet eller kongemagten at føles som et snærende bånd. Der blev ulydighed og oprør imod kongemagten. Revolutioner eller forsøg på at styrte kongemagten til fordel for andre regeringsformer opstod. Men samtidigt med at væsenerne således den ene efter den anden begyndte at få mere bevidsthed, opstod jo også en rivalisering om kongemagten. Ærgerrighed og magtsyge er jo noget af det første, der gør sig gældende, når det primitive menneske begynder at få kulturel udvikling. De vil alle sammen være en lille konge, for ikke at sige en lille vorherre. Og således blev der med udviklingen mere og mere uro blandt jordmenneskene eller jordåndens fornemmeste mikroindivider. Vi har set, hvorledes denne udvikling stadig igennem århundrederne har fundet sted og skabt en større og større ufred, samtidigt med at væsenerne er gået fremad i teknisk og kemisk viden og kunnen.
5. Hvorfor jordjeget tillader krige og revolutioner
Nu vil man måske sige: Hvorfor griber jordjeget da ikke ind og forhindrer disse krige og revolutioner? – Hvorfor standser den ikke hele dette ragnarok i dens egen organisme? – Svaret vil da her være dette, at den netop også i allerhøjeste grad er i færd med at rydde op i sin organisme. Det ses jo tydeligt, hvorledes dens tanke og vilje besætter de mest fremragende talentkerner for dens impulser. Vi ser i dag enkelte væsener, der har fået en magt, der aldrig nogen sinde tidligere er givet noget enkelt væsen på kloden. Ser vi ikke i dag nogle ganske enkelte væsener, for ikke at sige en enkelt mand, beherske hundrede millioner af mennesker rent diktatorisk? – Og ser det igennem propagandaen og agitationen rundt om i landene ikke ud til, at målet for dette diktatur er intet mindre end erobringen af hele verden? – Side om side med denne magtgruppe eksisterer der en anden magtgruppe, som også har en forening af alle nationer til ét folk, ét rige eller én verden til mål. Men her er det ikke diktaturprincippet, hvor individet er slavebundet, der er målet. Her er det en regeringsform, i hvilken alle kan deltage, en regeringsform, i hvilken enhver får overladt ikke blot stemmeret, men også ret til at kritisere, således at eventuelle uretfærdigheder eller misbrug af regeringsmagten kan blive kundgjort og stadfæstet og dermed bekæmpet. Disse to strømninger er altså nået så vidt, at de nu koncentrerer menneskeheden i to store grupper, den ene for diktatur og dermed for individets frihedsberøvelse til fordel for magthaveren og den anden for demokrati og dermed for den størst mulige beskyttelse af frihedsydelse til individet til fordel for intellektuel udvikling og kulturskabelse. Menneskeheden står således i dag opdelt i to kontrære grupper, hvilket nødvendigvis må lade atmosfæren med spænding, krigsfrygt og voldsomme udslag af indbyrdes opposition og intolerance. Og da menneskene i al almindelighed i virkeligheden slet ikke forstår, hvad det er, der foregår, tror de, at det er den eller den diktator eller den eller den fremragende demokrat, der er skyld i forholdet. Og så dømmer man her ud fra. Er det ikke her ud fra, man bedømmer Lenin, Stalin, Hitler og Mussolini, og er det ikke også her ud fra, man bedømmer Roosevelt og Truman? – Tror man ikke, det er disse mennesker, der har bestemt verdens gang? – Men noget mere naivt kan ikke tænkes. De har ikke den mindste indflydelse på selve menneskehedens skæbne. Den er noget helt for sig. Var ikke disse personer kommet i spidsen for de særlige kræfter, de repræsenterer, ville der straks være kommet nogle andre af nøjagtig samme psyke eller mentalitetstype. Det gældende forhold var og er aldeles uundgåeligt. De pågældende væsener er kun talentkerner for jordjegets bevidsthedsimpulser. Det er jo nemlig det samme jeg, det samme væsen, den samme konge bag ved de to store kontrære magtgrupper, der i dag ser så truende ud for verdens fred, nemlig jordjeget eller jordens ånd. Det er jordens viljeimpulser, dens moralsøgning, dens tænkning frem og tilbage over, hvad den skal og ikke skal.
6. Jorden gør op med sig selv og sin tankeverden og moralske indstilling
Hvordan kan det da være, at jorden har to sådanne tilsyneladende altødelæggende kontrære impulser? – Ja, hvorfor skulle den ikke akkurat ligesom ethvert andet levende væsen være stillet over for de to store kontraster. Det den ved, og det den ikke ved. Jordånden er jo et levende væsen, der er underkastet spiralkredsløbet og må således befinde sig et eller andet sted i dette kredsløb. Og det er ikke vanskeligt at se, at den befinder sig i sin spiral nøjagtig på samme sted som det fremskredne almene jordiske menneske i sit spiralkredsløb, hvilket altså vil sige på grænsen mellem "dyr" og menneske, der igen er det samme som på grænsen mellem selviskhed og uselviskhed, på grænsen mellem egenkærlighed og næstekærlighed. Når den befinder sig i denne sfære i sit spiralkredsløb, vil dens bevidsthed delvis gennemstrømmes af de dyriske eller selviske tankeklimaer eller åndelige kræfter, og delvis af de uselviske eller humane eller næstekærlige åndelige kræfter. Når dens bevidsthed gennemstrømmes af disse kræfter, må de samme kræfter naturligvis besætte de hver for sig passende talentkerner. Og man bliver altså besat af jordjegets åndelige selviske eller dyriske kræfter i samme grad, som man selv er egoistisk, selvisk, magtbegærende, ukærlig imod næsten, ligesom man bliver besat af jordjegets uselviske humane eller næstekærlige strømninger eller energier i samme grad, som man egner sig til at være talentkerne for disse kræfter. Vi ser således, at de "store mænd" i verdenspolitikken i virkeligheden kun er besat af jordjegets egne impulser af den art, som de selv i deres daglige liv sympatiserer mest med. Men når der i jordpsyken eller jordmentaliteten således fremtræder to kontrære, hinanden forfølgende kræfter, vil det altså betyde, at jordånden er ved at gøre op med sig selv, sin egen tankeverden, sin moralske indstilling. Og i dette opgør er det klart, at den samler alt, hvad der kan tale for selviskheden og diktaturet eller frihedsberøvelsen af det enkelte individ til fordel for flokken, ligesom den naturligvis også samler alt, hvad der kan tale til fordel for frihedsydelse og beskyttelse af det enkelte individ over for flokken eller staten, beskyttelse og udbredelse af næstekærligheden. Jorden er i øjeblikket således ved at ræsonnere. Da den er af en helt anden tidsbane end den mikrobane, vi selv lever i, er dens "tanketid" af et langt længere tidsrum end vores. Hvad der er et sekund for jordvæsenet, er måske ét år, ét tiår eller ét århundrede for os. Vi forstår derfor, at jordens tankefunktioner, dens skiftende sindelag, går igennem menneskeheden som dennes kulturepoker. Jorden befinder sig netop i en krise, den krise som altid vil gå forud for en indvielse. Og da jordkloden allerede har begyndt den åndelige proces for århundreder siden og først vil være færdig om tre tusinde år, er det ikke så mærkeligt, at vi mærker disse dens bevidsthedsimpulser så stærkt i vor egen sfære, idet denne jo er besat af jordens ånd.
Med denne kortlægning af jordmenneskets psykiske plan er det jo ikke vanskeligt at finde ud af, hvad der vil komme til at sejre i verden. Da kongemagten eller det moderne diktatur, ukærligheden og frihedsberøvelsen er noget, der allerede er udlevet, vil det falde som den afblomstrede kulturepoke, det udgør, og de nye demokratiske impulser vil sejre. Flere og flere talentkerner for disse impulser vil blive besatte af jordåndens allerhøjeste bevidsthedsimpulser og give disse ord og handlinger på det materielle plan. Det er talentkerner for denne art besættelse, som vi kender som verdensgenløsere, de store humanister og kulturskabere, og som vil få form af åndsvidenskab.
Artiklen er en gengivelse af et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 3. april 1949. Det er 8. foredrag i serien "Dødsmysteriet". Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 22.04.1997. Første gang bragt i Kosmos nr. 1, 1998. Artikel-id: M2076. Manuskriptet er også udgivet i en bearbejdet version af Mogens Møller under titlen "Jordmenneskenes skytsengel nr. 1" (M0878).
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.