M2174
Sygdom og helbredelse
af Martinus

1. Sygdom ved overtrædelse af livsloven
En af de mest kendte foreteelser i verden er den, der dækker sig under begrebet "sygdom", og dog er den kun kendt i det stadium af dens udfoldelse, hvor den volder gene og smerte i den fysiske organisme. Men en sygdom kan godt have stadier, hvor den af individet slet ikke mærkes eller opfattes som sygdom. Det er disse stadier, der er meget farlige for det pågældende væsen, idet væsenet ikke i særlig grad føler sig animeret til at bekæmpe denne sygdom, som så efterhånden i ro og mag kan udvikle sig videre frem til blomstring og bære modne frugter, hvilket vil sige til det stadium, hvor den opleves som smerte og lidelse for til sidst helt at underminere den fysiske organisme, hvilket betyder væsenets unaturlige død. At der eksisterer sygdom, viser os, at den normale livsoplevelse, hvilket vil sige et fuldstændigt hundrede procents velvære, kun kan eksistere som opfyldelsen af en særlig lov. En hvilken som helst overtrædelse, den være sig nok så lille, vil uundgåeligt i tilsvarende grad til sidst på en eller anden måde svække livsoplevelsen. Da de allerfleste mennesker dør af sygdom – ikke af alderdom – bliver det altså en kendsgerning, at loven for livsoplevelse i en tilsvarende grad bliver overtrådt.
2. Hospitalerne må stadig udvides
Man har sat vældige kræfter i gang for at bekæmpe sygdommene. Takket være videnskaben har man bygget vældige hospitaler med mange store bygningskomplekser, så de næsten udgør hele byer i byerne. Tusinder af læger og sygeplejersker bliver uddannet verden over og gør et kolossalt, beundringsværdigt arbejde for at råde bod på dette menneskehedens største onde. Men ikke desto mindre må hospitalerne stadigt udvides, ligesom der ofte er meget lang ventetid for de af de hospitalssøgende, der ikke ligefrem er helt dødssyge eller er i yderste livsfare. Hvorfor forsvinder sygdommene så ikke? – Hvorfor bliver det ikke mindre og mindre nødvendigt at bygge hospitaler? – Hvorfor bliver det ikke mere og mere almengældende, at menneskene stråler af glimrende sundhed og velvære? Vil man have et fuldkomment svar herpå, må man naturligvis lære at forstå, hvad sygdom i virkeligheden er.
3. Sygdommens to stadier
Sygdom eksisterer i et større område end det, i hvilket smerterne og den med sygdommen forbundne gene eksisterer. Men da den netop i dette større område er smertefri, bliver den ikke altid opdaget her, og selvom den bliver opdaget, bliver den alligevel som regel ikke bekæmpet, netop fordi den her er smertefri. Man fortsætter ganske roligt med at overtræde livsloven og fører derved sygdommen frem til smerte- og genestadiet eller til det stadium, hvor man først erkender den som "sygdom". Men på dette stadium har sygdommen jo fået overhånd over organismens egen naturlige modstandsevne, og vedkommende væsen må da ty til kunstige midler og kræfter til at bekæmpe sygdommen med. Men disse midler er altså unaturlige og kan ofte selv afstedkomme sygdom på andre områder. Og det er meget ofte for sent. Sygdommen har allerede fået et sådant rodfæste, at den slet ikke kan bekæmpes, organismen går under, og væsenet dør. Men ikke desto mindre er det først på dette stadium, at man begynder at bekæmpe sygdommen, ligesom det også først er her, at lægerne søger årsagen til sygdommen. Men den virkelige årsag til sygdommen findes netop ikke her. Den findes i det forudgående stadium, nemlig det smertefri stadium. En sygdom har altså to primære stadier. Den har først et stadium, vi kan kalde "årsagsstadiet". Fra dette stadium udvikler den sig til "virkningsstadiet", hvilket altså vil sige: smerte- og genestadiet. Årsagsstadiet findes ikke på det fysiske plan, det eksisterer kun i individets psykiske eller mentale område. Her har alle sygdomme deres oprindelige eller allerførste kildeudspring, lige så vel som alle former for absolut velvære også her har sin inderste kilde.
4. Begærledet vilje og viljeledet begær
Hele organismen, dens mange organer, celler og molekyler, holdes sammen ved noget psykisk. Dette psykiske er individets bevidste og underbevidste område, der udgør dets mentalitet. I denne mentalitet eksisterer væsenets oplevende og skabende jeg. Dette jeg har en vilje. Men væsenet kan være i en situation, hvor denne vilje næsten udelukkende bliver ledet af ukontrollerede begær. Væsenet havner i alskens lidelse. Dette fører så igen efterhånden til, at væsenet bliver intellektuel og derved kommer i en situation, hvor det bliver viljen, der kontrollerer begærene, og væsenet vokser imod fuldkommenhed, vokser frem til at blive "mennesket i Guds billede". Og vi er her ved det område i et væsens mentale indre, i hvilket hele dets skæbne bestemmes. Af disse to viljeindstillinger bestemmes væsenets daglige liv og dermed dets forhold til dets medvæsener og materien.
Ved begærledet vilje er det de dyriske instinkter eller den dyriske selvopholdelsesdrift forstærket med følelse, der dominerer væsenets tanke- og væremåde. Det er i højeste grad selvisk og regner med, at enhver er sig selv nærmest. I sit forhold til materien handler det lige så skrigende imod livsoplevelsesloven. Her fylder det i organismen skadelige produkter, produkter som slet ikke er føde, men er den rene og i længden dødbringende gift. Med andre ord med begærledet vilje handler væsenet i blinde og vænner sig til kunstige unaturlige begær, som så igen leder det til at ville nye overtrædelser. At disse begærs tilfredsstillelse er skadelige og dødbringende, fatter det ikke, før det igennem flere liv har lidt af virkningerne eller de heraf udviklede sygdomme.
5. Sygdom er mangel på kærlighed
Den egoistiske tankeverden bliver også efterhånden den rene gift for mennesket, idet livsloven for samme væsen er den modsatte af dyrets, nemlig den: at enhver er sin næste nærmest, hvilket igen er det samme som, at man skal elske sin næste som sig selv. I samme grad som man ikke gør det, opfylder man ikke de betingelser, der giver sundhed og velvære for éns næste. I samme grad må man så komme til at være i omgivelser, hvor man heller ikke selv bliver elsket af sin næste, således som han elsker sig selv. Hvordan skulle det ellers være? – Blandt kærlige og uselviske mennesker ville man jo virke som en hund i et spil kegler. Men der kan man altså ikke komme. Disse væsener er netop beskyttede i deres kærlige aura. Man må således hovedsageligt være imellem væsener, der ligesom én selv er egoistiske og brutale, og man kommer derved til at savne fred og velvære. Man må hele tiden være i krig. Man må hele tiden bekæmpe den antipati og vrede, man selv bringer omgivelserne til at føle for én selv. Men dette er jo også en sygdom, der til sidst fører til en venneløs tilværelse. En venneløs tilværelse giver livslede, som igen fører til mentalt mørke og ofte til selvmord. Væsenet dør altså af at være ukærlig imod sin næste. At være ukærlig imod sin næste er altså en alvorlig sygdomsårsag.
6. Tankerne vibrerer i blod og organisme som livskraft
Vrede og had er jo begæret efter at hævne. At lade et sådant begær lede sin vilje er altså det farligste, man kan. Det er det samme som at skabe en mental dødssygdom i sig selv. Men mennesker, der således er fyldt med dødbringende begærtanker og bitterhed, ærgrelser osv., får dårlig livskraft, idet deres tanker vibrerer i deres blod og organisme som livskraft. Dårlig livskraft giver dårligt blod, og dårligt blod er dårlig ernæring for organismens mikroindivider eller mikroliv. Mikrolivet er vore celler, molekyler, organer og kirtler etc. At få syge organer eller organer, der ikke fungerer, som de skal, betyder igen, at organismefunktionerne nedsættes. Organismen bliver svækket, syg og elendig. Og inden for en sådan elendig organisme er der alle mulige betingelser for, at mikrolivene kan indgå i forkerte forbindelser, der kan blive kortslutning i deres samarbejde. De kan ikke opfylde deres mission i organismen. Og her opstår der så tilsvarende abnorme områder, der bliver af så graverende art, at der bliver svulstdannelse, overdimensionerede forkalkninger og stendannelser. Forfærdelige smerter og lidelser opstår. Og først her på dette stadium bekæmpes lidelsen eller ondet. At det meget ofte her er for sent, er ifølge det, jeg her har fortalt, meget let at forstå.
Nu vil man måske hævde, at sygdomme som et brækket ben eller invaliditet opstået ved påvirkninger udefra, ved at arbejde med maskiner eller lignende, kan da ikke have sin rod i væsenets indre mentale område. Svaret må absolut blive, at selv sådanne skæbnearter har sin inderste rod i mentaliteten i væsenets begærledede vilje. Hvorfor kommer det til at brække sit ben? – Hvorfor kommer et væsen til at opleve en læsion ved at arbejde med en maskine etc.? – Hvorfor de andre ubehageligheder udefra? – Tror man ikke, at de forhold og de omgivelser, vi kommer til at leve i i vort daglige liv, svarer til de forhold og livsbetingelser, de omgivelser, vi giver vore egne mikrovæsener at leve i i vor egen organisme? – Hele vor skæbne er og bliver et resultat af de forhold, vi giver vore mikrovæsener1 at leve i i vor organisme, og de forhold vi skaber for vore omgivelser eller vor næste i den ydre verden.
7. Bekæmpelse af sygdomsfremkaldende begær
Al ulykkelig skæbne er sygdom og stammer fra vore egne altdominerende sygdoms- og ulykkebringende begær, der har ledet vor vilje til at få disse begær opfyldt. Denne opfyldelse måtte så til sidst udløse sig i den disharmoni med livet, vi kalder sygdom eller en ulykkelig skæbne. Man må søge at komme sådanne begær til livs i dag, selvom vi endnu ikke har nogen lidelse eller mærkbar gene af dem. I modsat fald kan man altså vente sig sygdom senere hen i livet og ligeledes i det næste liv. Livet har tid til at lade tingene vokse. Væsenet skal nok få lært, hvad der er sundt og en normal væremåde, og hvad der er unaturligt og dødbringende for dem selv og deres medvæsener.
Manuskriptet afsluttes med følgende ord:
Kom her ind på de begær, der leder menneskenes vilje i fordærv i dag verden over. Tobak og spiritus, kødspisning, jagt, fiskeri og krigsindstilling etc. etc.
Note
1. Rettelse indført i Kosmos nr. 4, 2016, idet ordet "omgivelser" er rettet til "mikrovæsener".
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 23. november 1952. Også afholdt i Odense den 3. november 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 10.12.1996. Bragt første gang i Kosmos nr. 5, 1997. Artikel-id: M2174.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.