M2188
Syndernes forladelse
af Martinus
1. Det dyriske gudebillede. Den hævnende og straffende gud
I umindelige tider, ligeså langt tilbage i tiden menneskene har været i stand til at danne sig forestillinger om et forsyn, om en gud eller guder, har de dannet dette forsyn i deres eget billede. For mennesket er det naturligt at blive vred, irriteret, ja, måske ligefrem hadefuld, når noget går det imod, og det kan nære ønske om, at andre mennesker, som det mener har begået uret imod det eller fornærmet det, skal bede om tilgivelse eller om forladelse. I fortiden, da menneskene stod på et mere primitivt stadium, var dette selv at straffe og hævne sig på sine fjender noget selvfølgeligt. Bad de om nåde, kunne man måske lade nåde gå for ret. Også det er jo en måde at nyde sin magt på, når fjenderne kryber i støvet og tigger om barmhjertighed. Tilværelsen var mere et spørgsmål om magt, end den var et spørgsmål om ret, og der var ikke tale om kærlighed eller om umiddelbar tilgivelse uden at "lade nåde gå for ret". Magt og styrke var den herskende faktor i samfundslivet. "Den stærkeste" var idealet og helten i menneskenes tilværelse. Det var derfor ganske naturligt, når man gennem sit religiøse instinkt anede, at der bag naturens kræfter fandtes noget, der var endnu stærkere end det stærkeste menneske, at man da tillagde disse umådelige kræfter de samme egenskaber, som helten og høvdingen havde. Man personificerede dem, som f.eks. de gamle nordboer gjorde det med Odin, Thor og de andre guder, og som vi kender det fra "det gamle testamente" personificeret i bjergguden Jehova. Det gjaldt om at stå sig godt med disse stærke guder og gøre, hvad der var dem velbehageligt. Men hvordan skulle man forestille sig, hvad der behagede dem uden netop ved at gå ud fra sig selv. Det, der for menneskene var idealer, måtte man også forestille sig som forsynets ideal. Dette at blive vred, at hævne og straffe og måske engang imellem at lade nåde gå for ret var for menneskene så selvfølgeligt, at det også var en selvfølge for dem, at deres gud eller guder, som var de stærkeste og mægtigste, tænkte og handlede udfra en lignende idealisme og moral. Guddommen blev i menneskets billede efter dets lignelse. Men da menneskene på dette udviklingstrin stod dyreriget meget nær, og udfoldede jungleprincippet, "den stærkeres ret", i samfunds- og hverdagslivet, blev deres gudebillede et dyrisk gudebillede. De så i forsynet en hævnende, straffende gud, en gud, der havde venner og fjender, en gud, der lå i krig og havde sympatier og antipatier som de selv.
2. Forsoningslæren i den dogmatiske kristendom hviler på hedenskab
Men hvordan er det idag med hensyn til menneskenes guddomsopfattelse? Er der ikke stadig mange mennesker, der tror, at gud bliver vred og hævner og straffer? Forkyndes der ikke "evig fortabelse" for syndere og hedninger, hvis de ikke omvender sig og beder om nåde og forladelse? Er der ikke tendens til hos de "troende" at forestille sig selv som guddommens favoritter, der skal opleve "himmeriges salighed", medens de vantro skal "brænde i et evigt helvede" eller kastes ud i mørket, hvor der er "gråd og tænders gnidsel"? Er det ikke netop gennem "nåde" og "syndernes forladelse", at menneskene mener, at de kan frelses fra "fortabelse"? Det er akkurat de samme principper, som i det gamle hedenskab. I de gamle religioner var ofringer til gud eller guderne noget naturligt og almindeligt. I de samfund, hvor religionen var meget primitiv, ofrede man mennesker, senere gik man over til at ofre dyr og blomster. I "det gamle testamente" læser man om "offerlammet", der blev slagtet til ære for Jehova. En sådan blodig teologi er man vel gået bort fra i civiliserede samfund, i alt fald i kristne lande? Det er man ikke. Man ofrer ganske vist ikke mere mennesker eller dyr for at formilde gud, men man tror på, at et væsen er blevet ofret, for at menneskene kan opnå frelse fra evig fortabelse. Man tror, at Kristus måtte lide døden på korset som et "offerlam", for at gud skulle lade nåde gå for ret og forsones med den syndige menneskehed. Hele "forsoningslæren" i den dogmatiske kristendom er i virkeligheden en fortsættelse af hedenskabets tro på en vred gud, der kan have "fjender", og som man må bønfalde om nåde og syndernes forladelse for ikke at skulle pines i et evigt helvede. Ganske vist sagde Kristus, at gud var kærlighed, han sagde: "Der blev sagt til de gamle: "øje for øje og tand for tand", men jeg siger eder, at I ikke skal sætte jer op mod det onde." Og han sagde: "I har hørt, der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende", men jeg siger eder: "Elsk eders fjender, velsign dem, der forbander eder, gør dem godt, der hader eder og bed for dem, der krænker og forfølger eder, for at I må blive eders faders børn, han som er i himlene."" Men menneskene var endnu ikke modne til at tage imod Kristi rene lære, den måtte iblandes hedenskabet, for at nogle kunne tage imod lidt af den og bringe kendskabet til den ud over store dele af jorden. Det er altså ikke kritik af den dogmatiske kristendom, når jeg siger, at dens forsoningslære hviler på gammel hedensk livsopfattelse. Det var simpelthen nødvendigt for kristendommens udbredelse. Tænk på de gamle nordboer, som blev døbt af Ansgar og andre munke. Hvordan mon disse mennesker, der troede på krigsguder som Odin og Thor, ville have reageret, hvis man straks havde sagt til dem, at de skulle elske deres fjender? Mon det var det, en biskop Absalon prædikede, når han havde bispestaven i den ene hånd og sværdet i den anden? Nej, han repræsenterede en tro, hvis gud havde fjender, som enten måtte lade sig døbe eller blive slået ihjel, altså bede om nåde og syndernes forladelse, og hvis de ikke gjorde det, blev de sendt lige til "helvedes svovlpøl".
3. Dåbens betydning i kristendommen
Men i senere tider er det da blevet anderledes, vil man sige. Nu er der ingen i de skandinaviske lande f.eks., der bliver forfulgt for sin religiøse overbevisning, selvom den afviger fra den officielle kristendom. Nej, det er der ganske vist ikke. Men den ortodokse kristendom lærer stadigvæk menneskene om den gud, man skal frygte og bede om nåde, og om Kristus som "lammet, der bærer alverdens synd". Den taler om, at vore synder er slettet ved Kristi blod, hvis blot vi tror på denne forsoning og beder om herrens nåde og syndernes forladelse. Da skal vi arve det evige liv, fordi vi er døbt. Da jeg i sin tid blev forberedt til konfirmation, lærte præsten os, at et lille barn, der døde uden at blive døbt, var fortabt. Er det en alvis, alkærlig og almægtig gud, der lader det ske? Skulle det lille væsen sendes til evig pine og fortabes, blot fordi dets forældre eller andre pårørende ikke nåede at få det døbt? Så ville det da være mere kærligt, om det lille barn aldrig var blevet født. Det andet har ikke noget med kærlighed at gøre, så hvis gud ikke ville forhindre det, var han da nærmest en sadist. Tænk, udelukkende at blive født for at skulle pines i helvede! Kunne den gud, Kristus talte om, være årsag til det? Nej, absolut ikke, det kunne blot en gammel diktatorgud skabt af mennesker, eller af menneskenes egne diktatoriske tilbøjeligheder.
4. Hvad er det humane i mennesket, og hvor kommer det fra?
Der er ikke noget at sige til, at mange mennesker er blevet ateister, fordi de ikke kunne inspireres af tanken om en sådan gud. "Gud er død", siger de, og mener dermed at gud kun har eksisteret i menneskets egen fantasi, altså at der kun har eksisteret den gud, der er skabt af mennesket i menneskets eget billede, og ikke nogen gud, i hvis billede mennesket er skabt. Men hvad er i grunden det "humane" i mennesket, og hvor kommer det fra? Hvad er det, der gør, at mennesket kalder noget for "godt" og noget andet for "ondt"? Der tales om i "det gamle testamente", at mennesket skal lære at kende forskel på godt og ondt og blive ligesom gud. Det vil altså sige, at mennesket gennem erfaringer og viden skulle kunne blive et "menneske i guds billede". Det er ikke en ydre skikkelse eller form, der her er tale om, men derimod om erfaringsdannelse og bevidsthed. Ser vi da ikke også, at menneskets orienteringsevne, dets oplevelse og manifestation er baseret på princippet "årsag og virkning"? Både dets skabeevne og dets humane evne er baseret på dette princip. "Årsag og virkning" er fundament for al bevidsthedsskabelse, d.v.s. at uden at have oplevet at noget kan "gøre ondt" enten fysisk eller psykisk, ville mennesket ikke være i besiddelse af medfølelse med dem, der lider og har vanskeligheder at kæmpe med. Næstekærlighedsevnen eller den humane evne i mennesket hæver det sammen med den intellektuelle skabeevne op over det egentlige dyrerige og forvandler det lidt efter lidt til "mennesket i guds billede", d.v.s. til et væsen, som udfolder sine skabende kræfter hundrede procent til gavn for andre levende væsener.
5. Vigtigheden af at forstå de psykiske stoffers kredsløb
Men for at forstå det, må mennesket have kendskab til de evige love, som er basis for de levende væseners tilværelse overalt i universet. Det er disse love, åndsvidenskaben afslører for det menneske, som ikke mere kan inspireres af dogmer og beretninger om en gammel vred gud, der hævner og straffer værre end noget menneske, eller som ikke kan stilles tilfreds med materialisternes og ateisternes påstand om, at livet blot er virkningen af tilfældigt sammenhobede materier, og ophører, når disse materier eller stoffer i deres evige kredsløb indgår nye forbindelser og kombinationer. Forståelsen af stoffernes kredsløb er absolut nødvendig for at forstå livet, men denne indsigt eller forståelse kan ikke vedblive at være begrænset til de fysiske stoffers kredsløb. Hvad er det, der befordrer disse kredsløb, som overalt, hvor man er i stand til at få overblik over et helt kredsløb, viser sig at være til gavn for levende væsener? Det er ikke kredsløbene selv, de er bare "årsag og virkning". Der eksisterer "noget", som skaber kredsløb og oplever kredsløb, ikke blot fysiske kredsløb, men også kredsløb i stråleformig eller psykisk materie, "noget", som gør erfaringer, og bliver i stand til at udfolde sin skabeevne på basis af disse erfaringer. Hvad er det "skaberen" i os oplever og erfarer? Det er livslovene, både de fysiske og de psykiske. Men endnu er "skaberen" i det jordiske menneske kun blevet sig de fysiske love eller kredsløb bevidst. De psykiske eller åndelige kredsløb, uden hvilke de fysiske kredsløb ikke kunne eksistere, kender denne "skaber" almindeligvis ikke. Derfor er jordmenneskenes liv et kaos, hvor krigene raser, og forbrydelser, sygdomme, depression og angst dominerer. Det "helvede", hvortil de "fortabte" sjæle er henvist ifølge den dogmatiske kristendom, kan ikke være værre, end det helvede, menneskene har mulighed for at opleve på jorden. Det er ikke nogen vred og hævngerrig gud, der har dømt dem til alt dette, og som frydes over menneskenes pinsler. Det er menneskene selv, som har skabt de årsager, hvis virkninger de nu oplever som et fysisk "helvede". De har sået og må høste, men de har mulighed for at så en ny sæd, som ikke består i at hævne og hade og blive irriteret eller at lade nåde gå for ret og nedladende tilgive angrende "syndere", medens de inderst inde nyder deres magt og "godhed".
6. Lidelserne er vejen til udvikling og forædling
Forståelsen af reinkarnation og skæbnedannelse er forståelse af, at "årsag og virkning" og kredsløbsprincippet må ses i et langt større perspektiv, end det materialistisk indstillede menneske gør det. Besvær, lidelser og sorger er ikke noget, som en guddom påfører mennesket for besværets, lidelsens eller sorgens skyld, det ville være sadisme. I sin kosmiske analyse er lidelserne vejen til det levende væsens udvikling og forædling, og udviklingen og forædlingen er vejen til lidelsernes ophør. På alle de områder, hvor et væsen er forædlet og ikke kan nænne at forvolde andre sorg eller lidelse, ja, hellere selv vil lide, end at blive årsag til andres lidelser, der er det beskyttet. Ja, men Kristus var jo ikke beskyttet, vil man indvende. Det var han. Bibelen fortæller, hvordan det flere gange trak op til, at han skulle "lynches", men "han gik bort midt iblandt dem." Men Kristus ønskede selv at vise menneskene, hvordan et virkeligt menneske, selv hængende på et kors med nagler gennem hænder og fødder, kan tilgive og bede for sine bødler. Ikke en tilgivelse, der "lader nåde gå for ret" og forlanger underkastelse, men en forstående kærlighed, som er baseret på viden om, at "de vide ikke, hvad de gøre". Når Kristus sagde: "Tag dit kors og følg mig", viser det jo også tydeligt, at han ikke tog menneskenes byrder på sig, men viste dem, hvordan man kan bære sine byrder uden vrede, bitterhed eller martyrkomplekser af nogen art.
7. Syndernes forladelse er et universelt princip
Er begrebet "syndernes forladelse" da blot et rudiment ved kristendommen, hvis betydning hører fortiden til? Nej, også "syndernes forladelse" har sin kosmiske analyse og kan for den udviklede forsker fremtræde som et universelt princip, der har betydning for det enkelte menneskes livsoplevelse i hverdagen. Hvis alt det, et menneske har sået i fortiden af krig lige fra mord og lemlæstelser til sladder, bedrageri og onde tanker skulle blive ved med at vende tilbage til vedkommende som skæbne, ville mennesket jo aldrig komme ud af mørket. Hvis Napoleon og Hitler med deres eget liv skulle betale alle de mange soldaters og andre menneskers død, som de var "skyld" i, skulle de jo pines og dræbes utallige gange også efter, at de forlængst havde opdaget, at en sådan handlemåde var i strid med livslovene og ødelæggende for andre og dem selv. Og til hvad nytte og til glæde for hvem skulle disse pinsler da fortsætte? Skæbnen er ingen straf, men en belæring, og når skæbnens ophav forstår, at de tanker og handlinger, hvormed det har udløst en sådan skæbne, var i strid med lovene og dermed med guddommens villie, kan det ikke mere begå sådanne handlinger. De er ikke mere en del af dets bevidsthed. Dets aura består nu af tankearter eller vibrationer af langt finere karakter, og den tilbagevendende skæbnebølge neutraliseres. Det "onde" har da forladt mennesket, fordi mennesket med sin tankeverden har forladt "det onde".
Fra et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut, søndag den 23. marts 1947. Manuskript til foredrag bearbejdet af Mogens Møller. Bearbejdelsen er godkendt af Martinus. Første gang bragt i Kontaktbrev nr. 4, 1959. Stykoverskrifter af Torben Hedegaard til Kosmos nr. XX er godkendt i rådet 08.08.2013. Artikel-id: M2188. Bemærk flere artikler med samme titel: referat af foredrag den 27. juli 1941 bragt første gang i Kosmos nr. 7-8, 1968 (M2185) og manuskript til foredrag den 18. marts 1950 bragt første gang i Kosmos nr. 2, 2015 (M2192).
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.