Med hensyn til påsken, da udgør den som bekendt en fest til minde om Jesu Kristi lidelse og død. Der er vel næppe nogen bibelsk begivenhed, der mere er blevet diskuteret end netop denne Jesu lidelse og død. Efterhånden sejrede den opfattelse blandt Jesu tilhængere, at denne død var en afsoning af jordmenneskehedens synder. Det var en straf, der ellers var tiltænkt menneskeheden, fordi den ikke levede efter det store næstekærlighedens bud. Man opfattede Guddommen som en vredens og straffens autoritet. Denne vredens og straffens Gud kunne kun tilgive menneskenes opførsel, ved at et uskyldigt menneske påtog sig denne straf. Enhver, der så bad til Gud i Jesu navn, kunne herefter få sine synder tilgivet og derved blive fri for straf. Røveren og morderen, banditten og slynglen eller alskens asociale og obskure mennesker kunne da vandre lige ind i paradiset. Dette paradis måtte derved komme til at bestå af samfundets bærme og pøbel, der blot ved en alvorlig og angrende hentydning til Jesu lidelse kunne få forladelse for selv de allerværste synder eller forbrydelser. At en sådan moralopfattelse i længden måtte blive aldeles uholdbar, turde være selvfølgeligt for ethvert intellektuelt menneske. Og man har da heller ikke kunnet indføre denne himmelske retspraksis i det jordiske retsvæsen. Den jordiske eller juridiske domstol kender ikke til at give dømte forbrydere tilbage til friheden i kraft af, at andre vil påtage sig de dømte forbryderes straf. Her gælder det urokkeligt, at kun forbryderen kan afsone sin egen straf.

Men denne jordiske retspraksis er da skrigende imod den kristne, kirkelige opfattelse af den himmelske eller overjordiske retspraksis. Her accepterer den straffende myndighed (Guddommen) gerne forbrydernes (syndernes) fritagelse for straf, når blot den uskyldige Kristus ville påtage sig straffen. Ja, dette er ligefrem det primære i kristendommen. Da dette at lade et væsen korsfæste eller straffe for et andet væsens forbrydelse eller synder fuldstændigt fjerner straffens formål og derved gør denne totalt meningsløs, får vi her et stykke psykoanalyse af det primære i kristendommen, der gør dens intellektuelle uformuenhed synlig som kendsgerning. Dette at gøre Jesu lidelse til en straf for menneskenes synder er ikke blot en skrigende ulogisk og dermed tilsvarende formålsløs eller abnorm opfattelse, men den er også dermed skrigende ukristelig. Det absolut primære i den sande kristendom eller Jesu egen moralopfattelse med hensyn til syndere er dog urokkeligt dette: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det kan umuligt være princippet i himmeriges rige at overføre de skyldiges straf på de uskyldige. Det primære i himmeriges rige eller den sande kristendom kan ikke være et permanent martyrium. En tilværelsessfære, hvor alle uskyldige straffes for de skyldiges synder, vil jo være det samme som et eldorado for røvere, mordere, bedragere eller alle andre former for det dræbende og lidelsesfrembringende princips udøvere. Men hvor skal de uskyldige så få deres himmerige? – Røvere og banditter har jo igennem den kristne opfattelse således alle fordele. På jorden kan de udøve deres dræbende ukærlighed, og i himlen får alle de uskyldige straffen for disse væseners synder. At en kirke eller religion, baseret på en så skrigende misforståelse af de virkelige fakta, er hedensk og må gå sin undergang i møde, kan kun være selvfølgeligt. Menneskeheden kan ikke frelses ved en falsk forestilling, kan ikke frelses ved en abnormitet.

Det er rigtigt, at Jesus selv taler om syndernes forladelse, men i kraft af hans store kosmiske udtalelser, hans bjergprædiken etc. ser man, at det stadig er næstekærligheden, der er det absolut primære i hans forkyndelse. "Det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette gører I også imod dem". Han søger ikke noget som helst sted at gøre en tilgivelse afhængig af, at en uskyldig overtager straffen for den skyldige. Tværtimod. Siger han ikke netop dette: "Jeg er ikke kommet til verden for at lade mig tjene, men for at tjene. Jeg er ikke kommet til verden for at lade andre straffe eller overtage byrderne og genvordighederne i mit liv, men for selv at overtage dem." Og han siger ovenikøbet, at man skal tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, hvilket symboliserer, at man skal tilgive i det uendelige. Og da han pointerer, at "jeg og Faderen, vi er ét", kan det således heller ikke være det primære i Guddommens bevidsthed at lade de uskyldige lide for de skyldiges handlinger.