M2465
Vejen til livet
af Martinus

1. Livet opleves på mange forskellige måder
Vi er alle i færd med at opleve noget, der hedder livet. Men vi oplever det ikke alle på samme måde. Nogle væsener oplever livet i langt højere grad end andre. Nogle væsener kalder vi primitive, andre væsener kalder vi højintellektuelle. Nogle væsener kalder vi de "umælende", og andre væsener kalder vi "talende". De første kender vi som dyr, medens vi kender de andre som "mennesker". Men inden for menneskeheden er der jo en kolossal skala af forskellige evner til at opleve livet. Her er nogle væsener genier, medens andre er sinker. Medens de førstes skabelser er strålende fuldkomne, er forbilleder og lykkelige livsoplevelser for andre, er de sidstes skabelser nærmest en gene for medvæsenerne. Livets oplevelse er således ikke ens for alle mennesker. For nogle væsener er livet en strålende oplevelse af kærtegn, medens den for andre kan være én eneste stor sabotage. Livsoplevelsen kan være en ulykkelig skæbne, lige så vel som den kan være en lykkelig skæbne.
2. Skaberen og det skabte
Livets oplevelse er således noget, ethvert levende væsen uundgåeligt er underkastet. Intet væsen kan undgå denne oplevelse, eftersom den udgør de to principper i det levende væsens identitet som et treenigt princip. Livets oplevelse er således det samme som X2 og X3, der igen er det samme som "skabeevnen" og "det skabte". Vi ved fra det evige verdensbilledes kosmiske analyser, at disse principper er evige realiteter og derfor eksisterer uden for tid og rum, men det, som jeget frembringer ved hjælp af disse to principper, er skabte foreteelser, ting, der derfor har begyndelse og afslutning. De er derfor tids- og rumdimensionelle. Der eksisterer således i virkeligheden kun to ting: "skaberen" og "det skabte". Da skaberen ved skabelse frembringer tiden og rummet, kan skaberen ikke selv være identisk med det tids- og rumdimensionelle, idet han var før dette og vil overleve dette. Han er derfor evig. Han vil evigt skabe, ligesom der derfor evigt vil være noget, der er skabt. Men det skabte kan kun markeres ved detaljer, der har begyndelse og afslutning. Detaljer, der ikke er således fremtrædende, vil jo ikke kunne skelnes fra evigheden og vil derfor være utilgængelige for direkte sansning. Det er altså denne det levende væsens skabelse, der er det samme som livets oplevelse.
3. Sammenspillet mellem vor egen væremåde og andres væremåder
Vi er således alle hver og én med til at skabe livets oplevelse, ikke blot for os selv, men også for andre. Livets oplevelse kan nemlig ikke skabes eller blive til uden i kraft af vort eget jegs arbejde med det allerede skabte liv. Dette skabte liv er for menneskenes vedkommende de medmenneskers væremåde, som vi er knyttede til i det daglige liv i vor kamp for tilværelsen. Ligeledes er disse vore medvæsener knyttede til vor væremåde. Da denne vor væremåde skal være livsoplevelse for vore medvæsener, og disses væremåde skal være livsoplevelse for os, bliver dette sammenspil af væremåder afgørende for, om vor skæbne bliver lykkelig eller ulykkelig. Og der findes således i virkeligheden kun ét eneste problem inden for menneskeheden, og det er udelukkende denne væsenernes væremåde.
4. Kommunisme og kapitalisme
Når menneskehedens skæbne i øjeblikket er ladet med frygt og angst, er det jo kun de forskellige folks eller nationers væremåde, man frygter. Man er her i Vesteuropa og Amerika bange for russernes væremåde, den såkaldte "kommunisme", og russerne er bange for vestlandenes væremåde, det såkaldte "demokrati". Vestlandene synes, at russernes væremåde skaber diktatur og slaveri for menneskene, medens russerne synes, at vestlandenes væremåde skaber kapitalisme, der også er et diktatur og skaber slaveri. Hver især frygter undertrykkelse af den anden part. Og denne frygt er i virkeligheden til stede helt ned til de enkelte mennesker eller mand og mand imellem. Da kapitalisme såvel som kommunisme, i den form begge fremtræder i i dag, i virkeligheden skaber diktatur og undertrykkelse, enten åbenlyst eller camoufleret, ser vi her, at ingen af disse to slags væremåde kan repræsentere den endelige fuldkommenhed i væremåde, nemlig den at skabe den absolut lykkelige skæbne for menneskene og alle de øvrige levende væsener. Hverken kommunisme eller kapitalisme i diktaturformen udtrykker den geniale væremåde. De skaber hver især en større eller mindre frygt hos andre væsener eller hos modparten. Det er jo derfor, at parterne gensidigt vil overvinde og undertrykke hinanden. Og denne krigstilstand må nødvendigvis blive ved med at eksistere, så længe de enkelte mennesker selv slutter sig sammen i den ene eller den anden af de to former for væremåde. Og dette er ikke til at ændre på anden måde, end ved at disse enkelte mennesker lærer at bygge et logisk grundlag for deres væremåde op, således at den bliver baseret på en virkelig viden om de love og betingelser, uden hvilke en fuldkommen væremåde umuligt kan bygges op og eksistere.
5. Vor daglige væremåde er ikke fuldkommen
Er ens væremåde da ikke fuldkommen? – En væremåde, der skaber frygt og giver anledning til krig og oprustning både kollektivt og privat, kan ikke være fuldkommen. Det, der frygtes, er altså "onde gerninger" fra den anden part. "Onde gerninger" er alle sådanne foreteelser i væremåde, der går ud på at udnytte medvæsenerne, at indynde sig hos magthaverne på andres bekostning, at lyve og bagtale, at bedrage, at stjæle, kort sagt at skabe alle de foreteelser, der underminerer vore medvæsenernes lykke. Kun disse foreteelser kan skabe frygt og tendensen til at ødelægge os. Når vi således er væsener, vore medmennesker må frygte, er det klart, at vi må komme til at høre med til de "onder", som disse medmennesker føler sig nødsaget til at udrydde eller bekæmpe. Den eneste virkelige væremåde, der kan fjerne denne frygt og ophæve deres syn på os som et onde, er naturligvis dette at få en så fuldkommen væremåde, at den bliver til lys og velvære, glæde og lykke for andre mennesker. Dette kan ikke gøres ved diktatur eller købes for penge. Det kan kun gøres af de enkelte mennesker hver især. Hvert enkelt menneske skal ikke vente sig at blive frelst eller få en lykkelig skæbne igennem sit politiske parti, hvad enten det er ægte eller uægte demokrati eller kommunisme. Ligeledes finder man absolut heller ikke lykken igennem religiøse indstillinger eller forestillinger, der i sig rummer troen på favoriseringer eller specialbegunstninger af Forsynet og medhold af dette Forsyn imod dem, man ikke kan lide. En sådan religiøsitet er lige så uvidenskabelig som den frygtvækkende, frihedsberøvende politik. I vor daglige væremåde ligger altså vejen til livet, og til – døden.
6. Genialiteten på de materielle felter
Ligesom væsenerne er blevet genier på de materielle felter i deres væremåde over for materien, således må man også lære at blive genier over for ånden. Væremåden er jo manifestation af ånd. Med hensyn til jordmenneskehedens væremåde over for materien, da er den rykket ind på det geniale stadium. Dygtige ingeniører verden over har jo overvundet de ufuldkommenheder, der tidligere forhindrede menneskene i at kunne udnytte elementernes millioner af hestekræfter. Geniale kraftmaskiner, geniale broer, geniale befordringsmidler, geniale boliger, ja, kan vi ikke blive ved med at nævne enestående, geniale skabelser, der udelukkende er blevet til velsignelse for menneskeheden, velsignelser, der gør det materielle liv lettere og fritager mennesker og dyr for det tunge slid med den grove materie. Millioner og atter millioner af mennesker får både lys, kraft og varme fra elementerne i dag og får derved deres skæbne og forhold til naturen gjort tusinder af gange lettere end for eksempel de primitive fortidsmennesker. Dette skyldes altsammen dygtige ingeniørers store viden og den heraf følgende kunnen i deres væremåde over for materie.
7. Nødvendigheden af en videnskab om ånden
Men når en fuldkommen væremåde over for materien kan give så strålende velsignelser, hvad må en fuldkommenhed i væremåde over for ånden, hvilket vil sige over for de levende væseners mentalitet, så ikke kunne give? – Hvorfor ikke uddanne sig i at blive ingeniør i væremåde over for ånden eller i samliv med medmennesker? – Før menneskene får den samme forståelse af, at videnskaben i væremåde over for mentaliteter eller tankematerier er lige så nødvendig som videnskaben i de materielle materier, kan der ikke blive fred og tryghed inden for den jordmenneskelige sfære. Da må menneskene her endnu eksistere som primitive naturmennesker eller instinktvæsener ligesom dyrene. Vi ser da også, at de afgør deres mellemværende på samme primitive måde ved hjælp af den stærkeres ret. Magten går således her frem for retten. Retten er nemlig et mentalt anliggende, som altså ikke er tilstrækkeligt udviklet hos primitive væsener, og de må derfor afgøre alt ved magt, der jo er temmelig fysisk og primitiv. At afgøre noget ved ødelæggelse af liv er lige så tåbeligt som at afgøre eller bygge noget op af fysisk materie ved at ødelægge denne materie. Livet kan kun fuldkommengøres ved at dyrke det, ved at forbedre det – ikke ved at ødelægge eller tilintetgøre det.
Manuskriptet slutter med disse sætninger:
Vis vejen gennem åndsvidenskaben. –
Man må altså huske på, at vor egen fremtræden i naturen og livet umuligt kan finde sted, uden at vi kommer i berøring med medvæsener. Disse medvæseners tankematerier bliver de materier, vi på en måde får udleveret som materiale for vor skæbnedannelse. Og her er det, at vi får vor uddannelse i kosmisk kemi. Er vi uddannede som ingeniører i tankematerier, kan vi få et meget skønt og fuldkomment slutresultat af vort arbejde eller berøring med disse vor næstes tanker eller tankematerier. Her kan vi også bygge de skønneste ting op – ikke ved at blive irriteret og vred, ikke ved at kritisere, ikke ved at have ham til bedste1, ikke med ironi, hovmod og overlegenhed – disse materier kan meget sjældent blandes med vor næstes materier, her bliver der kortslutning – men derimod ved forståelse, tålmodighed, tilgivelse, resignation, medfølelse og sympati.
Note
1. Gammel sprogbrug = "gøre sig lystig over" eller "gøre nar af".
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 3. februar 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 20.09.2010. Første gang bragt i Kosmos nr. 2, 2011. Artikel-id: M2465.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.