Problemet er meget dybtgående. For tilfulde at kunne fatte det, må vi rette vor bevidsthed imod det, De i daglig tale kalder "dyreriget", idet vi her finder udspringet for alle de principper, jeg i dette foredrag skal belyse. Der findes i alle levende væsener et princip, som befordrer udviklingen af alt bevidsthedsliv igennem alle mentale afsnit, et princip der betinger, om vor skæbne skal være lys eller mørk, dette princip er polprincippet. Dette polprincip består i to foreteelser, som De alle kender: det maskuline og det feminine. I dyreriget er tilværelsen således indrettet, at disse to fundamentale begreber udløser sig i specielle væsener. Der findes væsener, som kun er bevidste i den feminine pol, de såkaldte "hundyr", og væsener, som kun er bevidste i den maskuline pol, de såkaldte "handyr". Den fulde forståelse af årsagen til dette forhold kan De kun få ved, at indstille Dem på, at alt liv følger en stor guddommelig plan således at det, De i øjeblikket evner at sanse med Deres fysiske sanser, ikke udtrykker denne plan i sin helhedsudfoldelse, men derimod kun et afsnit af den. I det afsnit af den guddommelige verdensplan, som kommer til syne i "dyreriget", bliver vi altså vidne til to væsenstyper, hvoraf hver især er udstyret med egenskaber, den modsatte part ikke har. Vi bliver vidne til en væsenstype udstyret med stærk vilje og magtbegær, en type, der vil herske, – den maskuline type, og vi bliver vidne til en type, for hvem det modsatte gør sig gældende, en type, der er lykkeligst ved at være den anden underkastet, beskyttet af den anden.

Disse to væsensarter kommer til deres højeste kulmination i dyreriget, vel at mærke indenfor det afsnit af dyreriget, hvor det jordiske menneske endnu ikke er kommet til syne. Når jeg fremhæver dette så stærkt, er det, fordi vi her befinder os indenfor det mentale område, hvor det begreb, De kender som "ægteskabet", i virkeligheden kulminerer i sin lykkeligste udfoldelse, i denne zone har "hanvæsenet" ingen anden interesse end magen og afkommet. Begge parter er her kun interesseret i artens opretholdelse. Idet de er således udstyrede, ser vi, at de passer til hinanden, akkurat som man kan tænke sig, at tandhjulene i en maskine eller et urværk passer ind i hinanden. Jo fuldkomnere disse takker er, desto fuldkomnere går maskinen. Det samme er tilfældet i dyreriget. Vi kan ikke tænke os noget skønnere og mere fuldkomment end det, vi her bliver vidne til. Væsenerne i denne zone lever fuldkomment lykkeligt. De har ingen sorger og bekymringer, som mennesker har det. De "samler ikke til lade" og har ingen spekulationer med hensyn til deres sociale position.

Selvfølgelig oplever disse væsener modgang og ubehageligheder og må stadig leve i en anspændt kamp for tilværelsen, men alle former for modgang er i denne zone af udvendig natur, er alle knyttet til artens beståen. I modsætning hertil ser vi, at det jordiske menneskes lidelser ikke alene er af udvendig natur, ikke alene drejer sig om det daglige brød, men også er af indvendig art, nemlig de såkaldte sjælelige lidelser, som dyret kun er nået til at ane.

Hos det jordiske menneske er det faktiske forhold det, at de mentale lidelser langt overskygger de rent fysiske, hovedårsagen hertil er den, at udviklingen fra dyreriget og frem dertil, hvor det jordiske menneske befinder sig, har bevirket en forskydning i det enkelte menneskes polprincip. Det almindelige menneske fremtræder ikke længere som absolut mand og absolut kvinde. Når vi følger polprincippets udvikling, ser vi, at dette princip, indtil et givet punkt, betinger fuldkommen lykke for det levende væsen. Men ved dette givne punkt indtræder der en forandring. Dette punkt er det, De kender under navn af "syndefaldet". Her er det, at interessen for at nyde af den "forbudne frugt" kommer til syne. For mange mennesker er syndefaldet et begreb, der er knyttet til noget seksuelt. Da oplevelsen af et seksuelt forhold imidlertid normalt er af guddommelig natur, kan det ikke have noget med "synd" at gøre. Men der findes en anden form for "synd", og det er den, jeg gerne vil tale til Dem om. Jeg håber, at det skal lykkes mig at klarlægge dette problem for Dem på en sådan måde, at De igennem mine ord kan begynde at få et billede af den tilværelsesform, i hvilken De lever og derved bedre forstå mange af de ting, De er vidne til.

Når dyrene lever i en fuldkommen tilstand, vil det sige, at deres bevidsthed rent automatisk følger de love, på hvilke deres liv hviler. Kraften, der knytter disse væsener sammen, er en ren parringsdrift, hvis udspring er åbenbaret i den klare modsætning mellem de to væsenstyper. Når De hører fuglene synge, udtrykker denne sang en umådelig glæde ved at være til. Og De vil netop, ved at iagttage dyreriget, se, at dyret ude i naturen, såsnart lejlighed gives, udfolder en vældig livsglæde. Hvor fattig ville ikke vor egen tilværelse forme sig, hvis pludselig al fuglesang forstummede? Men fuglesangen er ikke alene om at fortælle os om skønheden og fuldkommenheden i dyreriget. Hvis De vil undersøge de former, i hvilke dyrene fremtræder, vil De se, at alle disse former hver for sig er levende vidnesbyrd om guddommelig skabelse og fremsynethed. De vil se, hvorledes disse former er genialt tilpasset til de områder, hvor det enkelte dyr skal leve. Og De vil se, hvorledes hver form ikke alene er udstyret med farver, men også fremtræder i farvekombinationer, som er identisk med den højeste form for harmoni og skønhed. Uden evne til at reflektere over tingene, lever dyrene således helt i kontakt med de love, på hvilke deres tilværelse hviler. Det er ganske rigtigt, at hovedloven i denne zone er den "stærkeres ret", og at død og undergang så at sige truer hvert eneste dyr. Men denne død volder ikke det enkelte dyr bekymringer på samme måde, som vi opfatter dette begreb. Det er først i selve undergangsøjeblikket, at der påkommer dyret en overvældende rædsel, som udløser sig i dødsangstskriget. I det daglige liv udfolder dyret sig i instinktiv kontakt med sin zones love og udfolder især i parringstiden en uhæmmet livsglæde. Uden at være tynget af indre sjælelige bryderier lever dyret således, indenfor sit begrænsede område, et lykkeligt liv.

Men som jeg allerede har sagt Dem, møder denne lykketilstand sin grænse. Denne grænse kommer til syne der, hvor der i dybet af dyrets bevidsthed fødes en ny længsel, længslen efter at vide besked. I samme øjeblik dyret begynder at reflektere over sin egen tilværelse, er det ikke længere noget fuldkomment dyr. Denne overgang fra den direkte dyriske zone til en ny zone er beskrevet i Bibelen i beretningen om "kundskabens træ på godt og ondt". Dette træ måtte man ikke røre. Rørte man det, ville det ikke bringe lykke. Det er rigtigt, at "Adam" og "Eva" blev uddrevet af "paradisets have". Men denne uddrivelse var ikke nogen straf eller en manifestation af guddommelig hævngerrighed. Beretningen symboliserer en udviklingsproces, som stadig foregår lige for vore øjne. Det jordiske menneske er stadig på flugt bort fra "edens have".

Hovedårsagen til denne flugt var altså dyrets længsel efter at vide besked. Intet levende væsen kan nogen sinde evigt forblive lykkelig i oplevelsen af den samme ting, livsoplevelsen følger et stort hunger- og mættelsesprincip. De ser det i det små i forholdet til Deres livret. Skulle De udelukkende ernære Dem af den, ville De inden længe opleve at føle Dem ligeså frastødt af den, som De måske i øjeblikket er tiltrukket af den. Når man har fået opfyldt alle sine ønsker og begær, indtræder der en voldsom længsel efter forandring – det er livets gang. Der måtte da også for den dyriske "Adam" og "Eva" komme et tidspunkt, hvor de længtes efter en anden form for livsoplevelse. Denne længsel var den kraft, der drev dem ud af "paradisets have". De begyndte at "spise af træet", de begyndte at få "kundskab". Den første kundskab var den, at de følte sig "nøgne". Denne nøgenhed var ikke en generthed over manglende tøj. Den nøgenhed de følte var den, at de begyndte at opleve deres egen afmagt overfor den paradisiske tilværelse, de var i.

Efter det fuldkomne paradis kommer der et "syndefald", som er en spire, der er nedlagt i ethvert paradis, og som skal skabe vejen til et nyt paradis. På denne vej befinder det jordiske menneske sig i dag. Mennesket lever i "den sjette dag", mennesket oplever Guds skabelse af det rigtige menneske. Det "ler", hvoraf Guddommen skaber det rigtige menneske, er dyret. Da vi befinder os midt i skabelsesprocessen, ser vi, at det jordiske menneske i virkeligheden udtrykker en mellemting mellem to zoner. Det er ikke længere noget rigtigt dyr, men det er heller ikke et rigtigt menneske. Det er, som jeg har skrevet i Livets Bog, en såret flygtning imellem to zoner. Det jordiske menneske nyder stadigt af kundskabens træ. Ved denne sin ufærdige tilstand er det ligesom en slags dobbeltvæsen. Dets bevidsthed er spaltet i to dele. Indenfor det seksuelle område er det stadigt undergivet den dyriske parringsdrift. Denne drift eksisterer, som en slags urdrift, i deres bevidsthed, og den betinger deres interesse for og afhængighed af mageprincippet. Men deres bevidsthed har også en anden del, en del som dyret ikke har. De har realistisk viden, kundskaber, og en serie af interesser, som dyret slet ikke kender, og som intet har med forplantningen at gøre, intet har med ægteskabet at gøre. Denne ny interessesfære består i det jordiske menneskes beundring for helt andre ting end netop ægtemagen. Dette vil i virkeligheden sige, at ægtemagen må dele den beundring, den tidligere havde ubeskåret med andre ting. Dette vil altså sige, at en kvinde ikke længere kan vente at "eje" sin mand helt og fuldt, såvel som en mand ikke længere må regne med at "eje" sin kone helt og fuldt.

Der er således ved det jordiske menneske en interessesfære, der betinger, at det er et dyr, og en ny side, en ny interessesfære, der viser, at det er på vej til at blive et andet væsen, et rigtigt menneske. De har i deres bevidsthed en urtilstand, som er degenererende, og en side som er under udvikling, og det er givet, at disse to tilstande må være i konflikt, må fremkalde sorger. De bliver i deres unge år, i kraft af deres nedarvede urtilstand og den deraf følgende seksuelle indstilling, forelsket. Her udfolder urtilstanden sig i renkultur, begæret efter det modsatte køn opfylder hele bevidstheden. Hvis det forelskede menneske bliver genelsket, oplever det et guddommeligt møde med "paradisets have". Da møder det jordiske menneske en dyrisk oplevelse af "den store fødsel", hvilket vil sige en indre mental ligevægtstilstand, hvor alt stråler i et guddommeligt lys. Denne totale lykkelige forening udgør det, vi kalder et lykkeligt ægteskab. Men normalt varer denne forelskelse ikke ved. Det er ikke almindeligt at møde mennesker, der har været permanent forelsket i hinanden i for eks. fyrretyve år. Tværtimod er det således, at livet har bekræftet forelskelsens kulmination, som en begrænset foreteelse. Denne kulmination har man givet navnet "hvedebrødsdage". I disse hvedebrødsdage oplever mennesket en sidste hilsen fra en svunden zones strålende paradis.

Når det jordiske menneske nærmer sig det tredivte år, er dets bevidsthedsorganer fuldt udviklede. Omkring denne periode begynder dets ny interessesfære for alvor at gøre sig gældende, og så er det, at genvordighederne begynder at komme til syne. Det sker, at den ene part opdager en side ved den anden part, som den selv ikke ejer, og dette kan give anledning til skinsyge. Mange mennesker er skinsyge på hinandens interesser. Igennem utallige samtaler, jeg har haft med mennesker, der er kommet til mig, har jeg haft lejlighed til at iagttage disse ting og set, hvilke sorger og sjælelige kriser de afstedkommer. Det er mig magtpåliggende at påpege disse ting, for at De derigennem bedre kan lære at forstå Deres ægtefælle. At forstå sin ægtefælle vil sige, at forstå hans eller hendes tankegang. Det er vigtigt for Dem at lære at forstå, at når De gifter Dem, knytter De Dem til et menneske som, foruden sin interesse for Dem, også har en interesseside ved sin bevidsthed, som ikke angår Dem. Mit arbejde vil belære Dem om, at når De indgår et ægteskab, gifter De Dem i virkeligheden med et "tvillingvæsen". Dette tvillingebegreb har intet med det fysiske legeme at gøre. Enhver mand har i sin bevidsthed en "tvillingsøster", såvel som enhver kvinde i sin bevidsthed har en "tvillingbroder". De medbringer således en tvilling i deres ægteskab, noget kun de færreste er klar over. Denne tvilling er ens menneskelige interessesfære. Denne nye interessesfære spalter menneskets bevidsthed i to dele. Den ene del er den, de medbringer fra urtilstanden i dyreriget, og der er klart kønsbestemt, den anden del er det vordende menneske i dem selv. Vi har i dag lejlighed til at iagttage et umådeligt stort udviklingsområde indenfor dette felt, og vi kan der se, hvorledes det seksuelle princip har været undergivet en meget stor forvandling, en degenerering fra den oprindelige form. Vi bliver således vidne til, at der findes mennesker med tilbøjeligheder for deres eget køn, barnløse ægteskaber, utro ægtefæller osv., kort sagt, en tiltagende afvigelse fra den seksuelle lykke vi så udfolde sig i det egentlige dyrerige.

Men hvad siger kirken til alt dette? Den hævder, at disse handlinger er "syndige", og giver råd og regler for, hvorledes man skal bekæmpe dem. At disse råd og regler gennem tiderne har haft stor betydning og været nødvendige, er hævet over enhver tvivl, men de har ikke kunnet hindre væksten af de ægteskabelige ufuldkommenheder. Kirken står i virkeligheden magtesløs overfor den mentale forskydning, der foregår indenfor det seksuelle liv. Når en interesse vokser til, vil den svække den ægteskabelige indstilling, hvad der medfører udslag, som ikke kan være andet end skadelige for ægteskabet. Uden viden, om hvad der virkelig sker, dømmer det uvidende menneske disse foreteelser som djævelskab, en indstilling der hverken er kærlig eller rummer nogen som helst løsning på dette alvorlige problem. Vi kan ikke overse hele vor tilværelse i nuet. Vi må på et højere stadium for at kunne overse, hvad det er, vi er vidne til. Et sådant stadium har vi der, hvor det jordiske menneske har fuldendt denne udviklingsproces og er nået til det rigtige menneskerige. I lyset af oplevelsen af den, proces, jeg kalder "den store fødsel", kan det levende væsen klart iagttage den mentale forvandlingsproces, der fuldbyrdes under vandringen fra dyr til menneske. Her kan det i sin egen bevidsthed genkalde sig i erindringen alle de stadier, det har tilbagelagt på denne lange rejse og ud fra sin egen indre selvoplevede viden skabe en kortlægning over det tilbagelagte felt.

Jeg nævnte for Dem før, at der i ethvert levende væsen var to poler, en maskulin og en feminin. Disse to poler har hver deres specielle opgave. De skal skabe betingelse for udfoldelse af tilværelsens højeste princip: kærligheden.

Selvom det i øjeblikket forekommer Dem fantastisk, må De indstille Deres bevidsthed på, at De, som udødelige væsner, engang har levet i en tilstand, hvor begge disse to poler eksisterede i Deres bevidsthed i afbalanceret tilstand. De var på det tidspunkt hverken han- eller hunvæsen, men derimod et ligevægtsvæsen, og Deres livsoplevelse var kulminerende lys og salighed. Men da ingen salighedsoplevelse, hvor ufattelig storslået den så end er, kan rokke ved tilværelsens kontrastprincip, der i form af mættelse og hunger befordrer den evige udvikling, kom der altså et tidspunkt, hvor de selv, mæt af lys og ligevægt begærede modsætningen. Dette begær bevirkede en spaltning mellem de to poler i Deres bevidsthed. Fra dette begærs fødsel og frem til kulminationen af dyreriget aftog erindringen om den ene pols eksistens. Denne proces fuldbyrdedes indenfor det umådelige udviklingsafsnit, De i mit arbejde har lært at kende som udviklingsspiralens nedadgående bane. Indenfor dette område oplever det levende væsen den spaltning af sin mentalitet, De ser udtrykt i dyreriget, og som De kender i Deres eget væsen, den spaltning der ligger til grund for, at De nu fremtræder som "mand" og "kvinde", den ydre synlige manifestation af denne polkonstellation, hvor altså henholdsvis det maskuline og det feminine har overherredømmet i bevidsthedslivet. Ifølge disse to polers indbyrdes stilling opstår der i menneskets bevidsthed en tendens, som De kender under navn af "forelskelsesevnen". Når et menneske beherskes af en forelskelse, tror det ofte, at det oplever "kærlighed". Det gør det ikke. Forelskelse er derimod en koncentreret oplevelse af "partisk kærlighed", som er noget ganske andet end den universelle følelse, ud fra hvilken verdens største skabelsesakter har fundet sted. Forelskelse er en proces, der finder sted for at sikre artens beståen. Men samtidigt oplever de væsener, der gennemtrænges af den, en salighedsfornemmelse af guddommelig natur. Forudsætningen for oplevelsen af forelskelse er altså den, at der findes to væsener. Disse to væsener er hver for sig en slags "halvvæsen", hvis lykke netop består i mødet med den manglende part. Manden er ikke bevidst i sin feminine pol, og kvinden er ikke bevidst i sin maskuline pol. Der er således en halvdel af livet, mennesket i sin enpolede tilstand ikke kender. Denne tilstand ligger til grund for tiltrækningen mellem kønnene, idet modparten netop har det, man savner. Det man selv har for meget af, hungrer man ikke efter. Det man derimod ikke selv har til fuldkommenhed, det beundrer man.

Men efterhånden som den ny interessesfære vokser til i væsenerne, underminerer de forelskelsestrangen. Medens dyret vedbliver at opleve forelskelsestrangen i form af rytmiske brunstperioder, ser vi, hvorledes den samme trang hos det jordiske menneske mere og mere trænges tilbage til de unge år. For hvert liv det jordiske menneske bliver ældre, ser vi, hvorledes denne trang repeteres tidligere og tidligere. Der kommer et vist stadium i de pure ungdomsår, hvor man oplever det ægteskabelige princip indtil fuldkommenhed. Det besjæler hele bevidstheden, fordi det udgør en repetition. Væsenet har endnu ikke nået den åndelige fuldkommenhed, det udviklede sig frem til i sit foregående liv. Men uden viden om dette faktiske forhold, føler det sig overbevist om, at de følelser, det i øjeblikket nærer, er af livsvarig karakter, og det indtræder i ægteskabet. Deraf det gamle ordsprog: "at jo tidligere man gifter sig, desto tidligere fortryder man det!"

I den ny verdenskultur må man lære menneskene deres egen natur at kende. Man må give dem undervisning i, hvad der fordres i ægteskabet, og hvilke betingelser det jordiske menneske har for at kunne skabe et lykkeligt ægteskab. Thi dette problem er ikke løst med, at man får en vielsesattest, og bliver velsignet af enten kirkelige eller borgerlige myndigheder. Det bærende i et ægteskab er den sjælelige kontakt. Er den til stede, er vielsesattesten dybest set overflødig. Som forholdene er i dag, lever en mængde mennesker i et "falsk" ægteskab på basis af en attest, og ikke så få i et ægte uden attest. Årsagen, til at et ægteskab ikke bliver det, parterne hver for sig havde håbet, beror altså på uoverensstemmelsen mellem det "tvillingpar", parterne medbragte i ægteskabet. Kan disse to tvillinger ikke forliges, hvilket altså vil sige, at det åndelige grundlag for den fælles lykke ikke er til stede, vil det i almindelighed være kærligst at opløse den indgåede forbindelse. Imidlertid lever det jordiske menneske i en verden, der særligt på disse felter er gennemsyret af gamle traditioner, hvis tyngde ofte umuliggør en lykkelig løsning af de opståede problemer. Her er det, fremtiden vil komme til at leve på en lykkeligere og friere opfattelse af dette forhold. I fremtiden vil enhver ung mand og kvinde lære, at man ikke kan "eje" et andet menneske. Denne viden vil skabe en ganske anden indstilling til ægteskabet end den, De nu kender, og som jo netop udtrykker ægteskabet som et prosaisk ejendomsforhold.

Når en ingeniør skal skabe et bygningsværk, må han være i besiddelse af overblik for at kunne skabe det fuldkomment. Når to mennesker skal leve sammen i ægteskabeligt samliv, må de have viden om deres eget indre for, at den skabelse de står i begreb med at fuldføre, kan lykkes for dem. De må hver for sig vide, at de både består af noget af en mand og noget af en kvinde. Når man på forhånd vil tolerere den "kvinde", som manden fører med sig i ægteskabet, og som består af alle de af hans interesser, som intet har med ægteskabet at gøre, og ligeledes på forhånd vil tolerere den "mand" kvinden medbringer, og som ligeledes består i de interesser, hun har udover ægteskabet, så kan man indgå denne forbindelse. Det vil altså sige, at man på forhånd skal være fortrolig med mandens feminine og kvindens maskuline side. Dette er den absolutte betingelse for, at moderne mennesker med udsigt til held kan indgå ægteskab.

Mange mennesker lever på den illusion, at der findes l00% Mænd og l00% kvinder, men det gør der ikke. Sådan som menneskene fremtræder i dag, udgør de hver for sig en blanding af begge køn. Man har mænd med brede hofter, og kvinder med smalle hofter, kvinder som så at sige er uegnet til at føde børn. Overalt viser et studium af kroppene, at disse er undergivet en degeneration i nøje relation til den polforandring, som i vor tid finder sted. En mand, der har mistet en del af sin evne til at blive forelsket, har overført de her tidligere anvendte energier til andre områder. Medens dyret er et direkte formeringsvæsen uden åndelig skabende evne, vil De se, at det jordiske menneske mere og mere forlader formeringsområdet til fordel for det skabende felt.

Disse tilstande kan ikke fjernes fra det enkelte menneske. De repræsenterer en udviklingstilstand og fortæller os i virkeligheden om en stor proces, der fuldbyrdes lige for vore øjne, nemlig Guds skabelse af det rigtige menneske. Ægteskabet mellem mennesker er altså ikke længere alene en formeringsforanstaltning, baseret på en dyrisk parringsdrift. Det indgåes ikke længere alene for blot at formere slægten. Det udtrykker nu en guddommelig forening af to mennesker med et højere formål end blot det at sikre artens beståen. Dette højere formål er altså skabelsen af det rigtige menneske. Foreningen udtrykker her det "ler", som Guddommen former i. Når der skal "hugges" noget bort fra denne form, gør det ondt. Det er disse smerter, det jordiske menneske oplever, når det – efter at have passeret "hvedebrødsdagene" – pludselig opdager, at alt ikke er helt som det havde tænkt eller drømt. For de fleste mennesker opstår der gnidninger i samlivet med det menneske, de har knyttet sig til. Disse gnidninger har en hensigt. Liv efter liv bevirker de hos det enkelte menneske en mættelse af ægteskabshungeren i dets bevidsthed. Resultatet af denne mættelse bliver synlig igennem den kendsgerning, at et stadigt voksende antal mennesker har udlevet ægteskabet i en sådan grad, at de ikke længere gifter sig.

Denne tilstand er imidlertid ikke udtryk for, at disse mennesker er blevet egoistiske og søger at unddrage sig de forpligtelser, den gifte påtager sig. Tværtimod, i kraft af tidligere livs smertefyldte oplevelser har disse mennesker fået den modsatte pol i deres væsen udviklet til en sådan grad af fuldkommenhed, at hele deres bevidsthed er blevet indstillet på udelukkende at tjene hele menneskeheden. I min egen bevidsthed er der harmoni imellem den maskuline og den feminine pol. Denne harmoni ligger til grund for min egen indre ligevægt, og gør det muligt for mig at føle det samme for alle mennesker.

Betragter De Dem selv, vil De se, at De alle har et felt, som er ægteskabet uvedkommende. De har i Dem en stadigt voksende evne til at kunne beundre kunstneriske frembringelser, ja den kunstneriske trang i Dem er måske allerede så stor, at den behersker et stort område af Deres følelsesliv. Disse følelser ligner forelskelsen, men er ikke forelskelse, fordi de ikke afføder dette at ville eje. Derimod afføder de en længsel efter at kunne skabe det samme, som det man beundrer. Beundrer man et genialt væsen, vil man gribe sig selv i at længes efter at være ligesådan. Vi kan se, at dette at skabe et kunstværk er noget, der har betydning udover en selv, det skaber glæde og inspiration for andre. Den største glæde ved livet er således ikke dette at eje et andet væsen, den absolut største glæde er glæden over sine evners frembringelser. Denne evne er latent i dyrets bevidsthed. Dyret må eje for at føle sig lykkelig, deraf de hårde kampe i parringstiden. Også det primitive menneske må eje tingene for at føle sig lykkelig. Men det udviklede menneske er anderledes. Det føler sig lykkeligere ved at give end ved at tage. Hidtil har dette princip ikke haft nogen indflydelse på ægteskabet. Her har det jordiske menneske længst opretholdt illusionen om ejendomsretten. Men livet underminerer denne illusion, og menneskene befinder sig nu indenfor et udviklingsafsnit hvor de i højere og højere grad vil komme til at opleve, at begreberne "lykke" og "frihed" er meget nøje forbundne.

I Deres ægteskab må De lære at indstille Dem på, at Deres ægtefælle ikke er en kopi af Dem selv. De må lære at forstå, at fordi man gifter sig med et menneske, har man ingen ret til at forlange, at dette menneske kun skal interessere sig for det, der optager en selv. Vil De vinde Deres ægtefælles fulde kærlighed, må De bestræbe Dem på at udløse størst mulig forståelse for hans eller hendes egenart. De opnår ingen lykke ved den modsatte væremåde. I længst forsvundne tider var en mand et andet væsen end det, han er i dag, i dag er der kommet noget nyt ind i hans væsen, dette nye er altså det vordende rigtige menneske. Dette nye rigtige menneske er ikke altid i kontakt med det almindelige ægteskabsbegreb. Det samme gør sig naturligvis gældende for kvindens vedkommende. En mand kan udmærket godt i en periode være en glimrende elsker, for så pludselig tilsyneladende at skifte sind. Her er det, at en kvinde bør være klog og vide, at det hun oplever ikke behøver at være ensbetydende med, at mandens følelser for hende er kølnet, men at han derimod midlertidig er under indflydelse af kræfter i sit eget indre, som han ingen magt har over. Ved en kvinde det og i stedet for at blive jaloux, bestræber sig på at forstå og bære over, ja da vil hun atter og atter opleve, hvorledes fællesskabet mellem begge parter er i vækst. Vælger hun den modsatte vej, vil hun meget let komme til at opleve, hvorledes adskillelsen tiltager. Naturligvis kan der være forhold menneskene imellem, der gør fortsat samliv umuligt, men mange konflikter kan undgås, når man kender de realiteter, jeg her har nævnt.

De må altså lære at indstille Dem på, at jo mere De ønsker at eje Deres ægtefælle, jo mere dyrker De den side af Dem selv, som tilhører dyreriget. Med en sådan indstilling i Deres sind, er Deres ægteskab på forhånd dømt til at skulle blive ulykkeligt, thi Deres følelser vil da for modparten mere blive et bånd end en inspiration. Dybest set udtrykker dette ejendomskrav en art "fosterdrab" på det nye menneske, som fødes i Deres eget indre. De ved, at ejendomsret og skinsyge er trofaste følgesvende, men De bør også vide, at skinsyge udtrykker mentale energier, som er næsten direkte dræbende for det i Deres væsen, som skulle repræsentere det rigtige menneske. Mere end en formeringsforanstaltning er ægteskabet nu en skole, indenfor hvis specielle område menneskene til overflod får lov til at nyde af "kundskabens træ". I "paradisets have", det direkte dyrerige, eksisterede denne nydelse ikke. I den zone hersker der ingen konflikter mellem "ægtefæller", der følger livet rent automatisk de love, der betinger zonens lykketilstand. Men udenfor denne lykkezone findes en anden zone, og det er den, det jordiske menneske nu oplever. I denne zone oplever det levende væsen ikke harmoni. Tværtimod, kan man næsten sige, thi livet her repræsenterer i virkeligheden tilværelsens eneste realistiske "helvede". Hverken rigtigt "dyr" eller rigtigt "menneske" lever det jordiske menneske her i en indre konflikttilstand, som kun kan ophæves ved en fortsat nydelse af "kundskabens træ", hvilket i virkeligheden vil sige en fortsat oplevelse af smerte, indtil den dag livslovene er blevet erkendte og det egoistiske dermed fjernet fra tankelivet. At blive sat udenfor "paradiset" er således det samme som at begynde at få forstand. Hertil bidrager ægteskabet i meget stor udstrækning. Indenfor dets område lærer det jordiske menneske igennem absolut selvoplevelse det sande i det kosmiske bud: "Saligere er det at give end at tage!" Ægteskabets store kredsløb udtrykker en kurve fra egoisme til uselviskhed. Denne uselviskhed er spiren til et nyt paradis, nemlig det rigtige menneskerige. Dette at føle sig besjælet af ønsket om hellere at give end at tage fører det jordiske menneske til en form for livsoplevelse, hvor de guddommelige kærlighedskræfter fylder dets bevidsthed. I lyset af denne guddommelige kærlighed fyldes Deres sind med ønsket om at gøre, hvad De formår for, at det menneskelige element i Deres ægtefælles sind får de bedste betingelser for vækst.

De må altså lære at indstille Dem på, at de smerter, som det jordiske menneske oplever i ægteskabet, har en guddommelig hensigt. De repræsenterer et mættelsesprincip, som igen danner forudsætningen for en ny "sult". Denne sult er længslen efter en verden, hvor det største ikke er dette at kunne eje og beslaglægge et andet levende væsen, men derimod at kunne give det frihed og at kunne glæde sig over dets åndelige vækst. Adgangen til denne verden står åben for enhver, der virkelig vil studere livet. Dette studium vil uundgåeligt føre til en langt højere forståelse af sin ægtefælle end før. Denne forståelse er den største dæmper på vrede og jalousi, der findes. Jo mere af livet man forstår, desto mindre er der at vredes over. Vrede og raseri er under alle former kun udtryk for uvidenhed.

Når jeg i aften har talt til Dem om disse problemer, er det, fordi det er min opgave at skabe en fuldstændig oversigt over denne udviklingssfære, så De kan få besked og komme til at se den vej, De skal følge og få styrke dertil. De har lært, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Dette princip er rigtigt, men vanskeligt at opfylde for den, der så at sige ingen orientering har fået, om de veje udviklingen går. En orientering på disse områder gør det muligt for menneskene at lade deres ægteskaber tone ud i glimrende kammeratskaber. Man må ikke binde hinanden på hænder og fødder. Den dag De er ude over dette primitive stadium, vil De komme til at leve i guddommelig harmoni med den, De har knyttet Dem til. Da har De mødt strålerne fra en ny paradisets have forude, da fornemmer De søluften fra det nærliggende guddommelige kærlighedshav.