Ved mit sidste foredrag "Livets risiko" blev det forklaret, hvorledes det levende væsen er omgivet af farer alle vegne, hvor det går og står, og at alt for det begyndende tænkende væsen absolut ser ud som om, det udløses af "tilfældighed", og at der således ikke er nogen som helst logisk plan bag ved alt det, der sker i naturen og med de levende væseners skæbner. Det blev også forklaret, hvorledes der ikke desto mindre i de levende væsener, lige fra "dyrets angstskrig" til de stærkt troende mennesker, findes en foreteelse, der udvikler sig som et organ, der har til opgave at modarbejde den forestilling, at livets udløsning eller dannelsen af de levende væseners skæbner og naturens øvrige kræfter skulle være "tilfældighed". Det blev videre forklaret, hvorledes man i et sådant organ ser et uomstødeligt bevis for, at der netop må være en logisk hensigt med livet og de forskellige skæbner, og at disse foreteelser må være underkastet et logisk tænkende og handlende væsen. Livet og tilværelsen må således være et af virkeligt intelligensmæssige love manifesteret udslag. I væsenet forekommer altså et sådant organ, som udelukkende har til opgave at udvikle den forestilling, ja er så kraftig i denne mission, at absolut alle naturmennesker eller enfoldige og primitive væsener absolut "tror" på et styrende forsyn, guder og djævle, ja, såvel som dyrene, kort og godt tror, at en hvilken som helst bevægelse, enten det er havets brænding eller vindens susen i træerne, enten det er vulkanske kræfter, jordskælv og stormfloder, er udtryk for liv. Ligegyldigt hvilke naturkræfter de så end måtte blive vidne til, kan de kun fatte disse som "livsytringer", hvilket altså vil sige udslag af et levende forsyn, det være sig guders eller djævles hensigter. Enhver forestilling om, at det skulle være et tilfældigt spil af kræfter er absolut udelukket.

Denne af dette organ affødte indstilling til livet og omgivelserne udgør det, vi kender som væsenets "religiøse instinkt". Det er rigtigt, at dette religiøse instinkt tilsyneladende fortaber sig, efterhånden som væsenet får evne til ad intelligensens vej at udforske livet. Men det er også kun tilsyneladende. Selv om væsenet fuldstændigt taber troen på et logisk forsyn og en tid ganske tror på tilfældigheden som den fundamentale faktor bag ved livet, afslører det i samme væsen boende religiøse instinkt sig dog alligevel. Når det ikke mere kan "tro", skyldes det jo kun den omstændighed, at det nu er begyndt at udforske selve materien eller de materielle foreteelser og tror på de her fremtrædende rent ydre, direkte fysiske kendsgerninger. Det vil i virkeligheden kun sige, at det efterhånden har udviklet sig til mere at tro på sine fysiske sansers resultat end på den medfødte indre urstemme, der tidligere har befordret urokkelig tro på de ydre foreteelser som livsytringer for regerende og styrende væsener i form af et "forsyn", "guder" og "djævle" eller "onde" og "gode" højere væsener bag naturen og de levende væseners skæbnedannelse. Men trangen til at forske er jo det religiøse instinkt på en anden måde. Denne trangs inderste drivkraft er jo i virkeligheden kun en ny form for det religiøse instinkts arbejdsmetode. At væsenet begynder at forske i materien i kraft af sine begyndende intellektuelle evner, kan udelukkende kun skyldes håbet om ad denne vej at komme til livets løsning. Men da den overfladiske, rent fysiske energiudløsning i naturen naturligvis for den begyndende forsker, der endnu intellektuelt set slet ikke kan have nogen som helst dybere kosmisk indsigt i livet eller tilværelsens inderste årsager, må se ud som tilfældigheder, er det naturligvis en selvfølge, at forskeren på disse begynderstadier bliver hundrede procents materialist og tror med rent fysiske kendsgerninger at kunne stadfæste livets dybeste årsag som "tilfældighed".

Men han får igennem de forskellige liv snart erfaringer for, at han endnu ikke har nået den fuldkomne sandhed. Han opdager mere og mere, at selv om den materielle viden kan give fordele på det materielle plan, så kan den dog ikke give ham nogen som helst særlig eller absolut sikkerhed med hensyn til lykke og tryghed ved livet. Det hjælper ham ikke meget, at han ved, hvorledes luftens materie er sammensat, eller at månen er ubeboet, eller hvad solen vejer, når han skal til at dø, eller når han mister en af sine allerkæreste, eller selv bliver udsat for medvæseners forfølgelse, hån og spot. Alle materialister vil således nå dertil, at de kommer til at "vide", at de i realiteten ingenting ved med hensyn til livets virkelige natur, og at dette således stadig forbliver et mysterium. Igennem lidelserne bliver de ført frem til at savne en mere indgående og dybere forklaring end den, de rent materielle facitter kan give, ligesom de jo allerede forinden havde mistet evnen til at tro.

Igennem oplevelsen af sin materielle videns utilstrækkelighed, når det gælder selve de skjulte årsager eller de skjulte love, af hvilke ethvert væsens skæbnedannelse er et resultat, og den gennem dette ukendskab affødte forkerte levevis med dens lidelser og mørke, affødes i individet kærlighedsevnen, hvilket i virkeligheden vil sige glæden ved oplevelsen af mørkets modsætning. Væsenet kommer efterhånden mere og mere til at frastødes af anvendelsen af brutalitet og ukærlighed i forholdet til sine omgivelser. Men samtidig med denne kærlighedsudvikling i dets indre bliver også dets fordring til livsgådernes facit tilsvarende større. Det kan nu ikke mere slå sig til tåls med tilfældighed som den udløsende faktor i udløsningen af det levende væsens skæbne. Det fornemmer, at ethvert facit, der ikke er i kontakt med den kærlighed eller humanitet, det selv repræsenterer eller fornemmer som højeste ideal, umuligt kan være noget sandt udtryk for den virkelige sandhed. Men hvad er denne fordring eller dette krav andet end dets religiøse instinkts udvikling og fremtræden på et endnu højere plan end hos naturmennesket og materialisten? – Nu er kredsløbet atter ved at være slut.

Væsenet begyndte med at "tro" på, at livet var udtryk for et levende forsyns handlemåde, tanke og vilje. Det nåede frem til igennem sin materialisme at "tro" på det modsatte, at alt, hvad der lå over det jordiske menneskes mentale fremtræden, var kun døde kræfters tilfældige udløsning. Det opdagede, at der alligevel måtte være noget mere til end en sådan tilfældighed. Igennem sin kærlighedsudvikling fik det ligesom en målestok for, hvorledes livsfacitterne i realiteten måtte være for at være sande. Det blev efterhånden til kendsgerning for det, at alt, hvad der i dets eget væsen ikke var kærlighed til næsten eller omgivelserne, var i disharmoni med selve livet. Den absolut eneste acceptable løsning, der kunne stå for dets rent intellektuelle og følelsesmæssige krav, var kun foreteelser, der opfyldte selve kærlighedens love eller var selve "kærligheden". Det religiøse instinkt i væsenet udvikler sig således fra kun at være en indre, ubevidst, automatisk arbejdende faktor til at blive en vågen dagsbevidst evne til ikke blot at tro, men også til i absolut forstand at vide, hvordan livsfacitterne eller livsmysteriets løsning i realiteten skal være for at være absolut sandhed. Dets religiøse instinkt bliver således i virkeligheden udviklet til at udgøre selve "kærlighedsevnen". Men derved bliver jo hele menneskets udvikling på alle dets forskellige stadier, dets trosstadier, dets materialistiske stadier og dernæst dets intellektuelle stadier, at udtrykke som grader i kærlighed.

Ved at følge disse grader kan vi se, at det levende væsens mentalitet gennemgår tre udviklingsepoker for kærlighed. Den første epoke forekommer som naturmenneskets religiøse instinkt. Her er kærligheden slet ikke kommet til nogen praktisk udfoldelse ud over væsenets kærlighed til sig selv. Det er ikke bevidst i nogen særlig kærlighed til fremmede væsener. At det kan have sympati for sit eget afkom eller sin ægtemage hører kun med til dets parringsdrift og dyrkelsen af dets eget jeg. I kærlighedens næste stadium er væsenets kærlighed, foruden at være en forelskelse i det selv og den heraf følgende kærlighed til dets ægtefælle og afkom, også i stor udstrækning vokset til at være en kærlighed til selve materien eller de døde ting. Det elsker rigdom og stor social position. Det udfolder sympati og venlighed opad mod de væsener, der står over det i social position, netop fordi disse væsener er deres forbilleder, er deres idealer, ligesom det jo også kan have sin særlige betydning at stå sig godt med disse socialt formående mennesker med henblik på sin egen opkomst. Det sidste stadium er der, hvor væsenet har gennemløbet det materialistiske stadium, har gennemløbet dette selviske stadiums affødte karma, sorger, lidelser, nød og elendighed, og igennem hvilken tilstand væsenet nu er blevet så udviklet, at det forstår andres lidelser, bekymringer og sorger. Det kan ikke andet end deltage i forbedringen af disse væseners skæbne.

I kraft af denne store forståelse af eller evne til at føle andres lidelser i sin egen sjæl, hvilken evne jo er det samme som medlidenhedsevnen eller den virkelige kærlighedsevne, er det klart, at væsenets bedømmelse af sine medvæsener bliver helt anderledes i sidste stadie end i de første to stadier. I det første stadium, hvilket vil sige naturmenneskets mentale domæne, er de mest primitive væsener så at sige ganske ufølsomme over for næstens private lidelser. Det er rigtigt, at de er krigere og er med til at forsvare stammen, høvdingen og medicinmændene, men det er jo absolut ikke af kærlighed, men udelukkende i kraft af selvopholdelsesdriftens betingende nødvendighed. Ved at slutte sig sammen står de jo langt stærkere over for eventuelle fjender, eller hvad der ellers kan være af hindringer for deres daglige velfærd. Med hensyn til medfølelse med sine medvæseners rent personlige eller private lidelser, da er den endnu ganske elementær, ja så elementær, at man endog i disses særligt fortvivlede situationer, det være sig overfald af vilde dyr eller andre af urskovens særlige ubehageligheder, kun ser noget ganske komisk, når blot man selv er i sikkerhed. Det er først igennem mange senere livs lidelser, at man begynder at fatte sin næstes ulykkelige situationer.

Det skal dog her bemærkes, at denne tilstand naturligvis ikke i så høj grad gør sig gældende ved de nulevende naturmennesker som hos disses for længst uddøde forfædre, selv om der naturligvis iblandt de nulevende findes mange følelsesmæssige iskolde individer, ja, tror man ikke, at det ligefrem er dønninger fra denne væsenets primitive fortid, der i dag gør sig gældende som dyrplageri, vivisektion, tyrefægtning og hanekampe? – Hvor er disse væseners evne til at føle medlidenhed med eller sætte sig ind i de medvirkende dyrs lidelser? – Og hvor er evnen til at sætte sig ind i næstens lidelser hos det publikum, der i fortidens arenaer jublede over de ulykkelige mennesker, der dér blev prisgivet de løsslupne vilde dyr? – Og hvor er næstekærligheden hos det samme publikum, der jublede, når gladiatorerne blot ved et fingerpeg fra kejseren gennemborede deres underlegne modstandere med deres spyd? – Og hvad er det for et brus af tilfredshed og jubel, der i dag ryster de store sportspaladser, når publikums yndlinge her ved de store boksestævner slår deres modstandere blødende og bevidstløse i gulvet? – Viser denne situation ikke her tydeligt som kendsgerning, at det tyvende århundredes kulturmennesker endnu er i familie med urskovens sønner? – Hvem af de jublende mennesker tænker på de kvaler og den fornedrelse, de fysisk nedsættende skrig og skrål, det slagne væsen må udstå? – Er det så mærkeligt, at urskovens børnesjæle i den menneskelige evolution kan le og more sig over næstens ulykkelige situationer, når det moderne kulturmenneske med hensyn til at forstå og føle med sin næstes lidelser til en vis grad endnu er uformuende.

På naturmenneskets stadium ler og morer man sig altså over andres ulykke, når bare man selv er godt garderet. Vi så, at denne forlystelse strakte sig helt op i kulturmenneskets domæne. Menneskets første syn på eller bedømmelse af andres ulykke, der hvor denne ulykke ikke kan ramme det selv, er, at denne ulykke betragtes som en "forlystelse". Man finder her ikke på, at de, der er ulykkens frembringere eller ophav, skal "straffes" eller "hævnes". Helt anderledes stiller det sig der, hvor man selv er ulykkens offer. I en sådan situation vil erkendelsen af ulykken eller lidelsen ikke kunne betragtes som en "forlystelse". Man vil derimod her betragte den som en "forbrydelse", der igen er det samme som et attentat, en forfølgelse af ens egen selvopholdelse eller ret til livet, noget, man altså må bekæmpe, hvis man selv vil gøre sig håb om at fortsætte med at kunne eksistere. Det er altså denne bekæmpelse, der igen udtrykkes som "hævn" eller "straf". Og vi er således her kommet til den inderste kilde eller årsag til væsenernes erkendelses- eller bedømmelsesevne. Alt eftersom andre væseners eksistens er vor egen eksistens gunstig eller ugunstig, dømmer vi på et bestemt trin disse væsener. Og jo stærkere denne ugunst er for vor egen tilværelse, jo mere bliver vor bedømmelse på det samme trin af disse væsener i retning af at tilintetgøre eller udslette disse. Vi ønsker død og undergang over disse væsener, for at vor egen tilværelse derved kan blive bedre. Og vi har her for os grundlaget for ikke blot naturmenneskenes lovmæssige struktur, men også for hele den moderne civilisations samfundsordning og juridiske lovsystem.

Fundamentet for bestående nationer eller stater, såvel de civiliserede som de uciviliserede, er udelukkende for hver især bedømmelsen af, hvad man føler som gene og ikke gene for den pågældende stats beståen og velvære. Da det samme nøjagtigt gælder for hvert enkelt normalt individ inden for samfundene, er vi således her ved selve skæbnens absolutte rat eller det ror, hvormed man drejer lykken eller ulykken ind i sin egen skæbne. Da alle således drejer på deres egen skæbnes ror i form af deres erkendelse af, hvad der er til lykke, og hvad der er til ulykke for dem, skulle der jo ikke kunne findes nogen som helst absolut ulykke på jorden. For der er jo da intet normalt individ, der direkte bevidst går imod sin erkendelse, hvilket vil sige direkte udsletter eller bekæmper det, der er til gavn for det selv. Men er det ikke netop en kendsgerning, at menneskeheden i dag sukker og stønner under forfærdelige lidelser. Der må altså være noget galt med menneskenes bedømmelse eller erkendelsesevne. De stiller alle ind på det, der er til gavn for deres eksistens, og bekæmper det, der er en hindring for denne, og dog bliver verden fuld af lidelser. Det kan altså ikke altid være rigtigt at stille ind på det, der tilsyneladende direkte er til gavn for ens egen eksistens, men så kan det heller ikke altid være rigtigt at bekæmpe det, der ligeledes tilsyneladende er direkte til gene for en selv.

Hvad er da til gene, og hvad er til gavn, når det, man fornemmer som sådant, ikke altid kan være rigtigt? – Ja, tror man ikke, at det er godt her at følge Mesterens ord: "Dømmer ikke". Når man midt i livets farefulde sejlads mellem klipper og skær opdager, at det "kompas" (bedømmelsesevnen), man hidtil har rettet kursen ind efter, er ganske misvisende eller ubrugeligt, kan det jo være bedst at kassere det. Hvad skal man da rette sin livskurs ind efter? – Ja, når den ydre fysiske erkendelse af "ondt" og "godt" er misvisende, kan der jo kun være tale om et indre åndeligt syn. Dette åndelige syn befordres ikke af, hvad der er behageligt eller ubehageligt, men udelukkende af, hvad der er "kærligst" for de væsener, der igennem det ydre materielle syn synes at være vore direkte forfølgere og modstandere. Det bliver altså rigtigt, at man i virkeligheden skal elske dem, der hader og forfølger en, man skal bede for dem, der gør en skade. Man skal altså så godt som muligt være med til at mildne disse væseners skæbne eller følgerne af den gene eller den "straf", de ubehageligheder, de eventuelt påfører sig ved at forfølge en. Man skal altså vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, hvilket vil sige, at man i virkeligheden skal finde sig i al ting, der ikke strider imod kærlighedsloven.

Ja, det var vel nok kønt, vil mange måske sige, så vil man da først rigtigt komme ud for besværligheder og ubehageligheder, blive betragtet som et pjok, en original eller en særling. Ja, vel, men hvis man ser sådan på det, er det blot et bevis for, at man slet ikke er færdig med sin fysiske erkendelsesevne og stoler på dens retmæssighed. Man forlanger endnu straf og forfølgelse af alle de, der er kontrære over for ens egen levemåde og opfattelse. Andres lidelse er endnu til en vis grad en forlystelse eller et behag for en, der hvor disse andre har været til gene for en selv, er ens fjender. Man er endnu til en vis grad stimulerende tilskuer på lidelsernes og sønderrivelsernes arenaer. Og vi bliver altså her vidne til, at omlægningen af den åndelige kurs eller væsenets bedømmelsesevne slet ikke lader sig gøre ved et ydre råd eller en vejledning, der tilsyneladende er kontrær over for dets rent øjeblikkelige, direkte fysiske syn eller opfattelse af livet, før det netop har nået en vis åndelig modenhed. Denne modenhed må bestå i ikke at kunne nænne at gøre fortræd, heller ikke over for sine fjender. Omlægningen af den åndelige kurs, hvilket vil sige evnen til at bedømme vor næstes handlinger upartisk af disses forhold, hvad enten de er en gene eller lykke for vor egen tilværelse, er således ikke en viljesakt, men et modenhedsspørgsmål. Denne omlægning kan altså ikke indføres, hverken ved overtalelse, propaganda eller diktatur, men kommer udelukkende af sig selv igennem væsenets åndelige vækst igennem erfaringerne og lidelserne.