Hvad er en verdenskultur? – En verdenskultur er et udviklingsstadium på vejen imod lyset. På jorden har der eksisteret adskillige verdenskulturer, som menneskeheden har passeret. Disse verdenskulturer har alle hver især været baseret på en særlig livsopfattelse, en særlig forestilling om verdensaltet, en særlig forestilling om Gud, guder eller forsyn. Denne opfattelse blev fundamentet for den samme kulturs morallove og væremåde. Disse verdenskulturer har været meget forskellige. Men fælles for dem alle er dette, at de var baserede på det religiøse princip. Dette princip bor i alle mennesker som et instinktbehersket følelsesprincip. Det er dette princip, der bevirker, at menneskene har evne til at tro på autoriteter, profeter og verdensgenløsere. Denne evne er i særlig grad gældende for mennesker, i hvilke intelligensevnen endnu ikke er kommet til udvikling. Den er således meget stærk hos de primitive naturmennesker, ligesom det også er denne evne, der har bundet de andre kulturer til religionen. Det er denne evne, der binder så mange af Asiens folk til buddhismen og til islam, ligesom den har bundet Vestens folk til kristendommen.

Men da religionerne kun er beregnede på at være kulturfundament for mennesker på de særlige udviklingstrin, til hvilke religionerne er tilpassede, kan de altså kun være midlertidige. Menneskene bliver ikke stående på de samme trin, men udvikler sig videre, medens religionerne bliver stående. Derfor vil der altid være en epoke inden for enhver kultur, hvor udviklingen fører menneskene frem imod nye erfaringer og spørgsmål, som religionen ikke har svar på og naturligvis heller ikke var beregnet på at skulle besvare. Derved bliver der således, på grund af de nye erfaringer eller voksende materiel viden, en tilsvarende voksende kløft imellem religionen og dens mennesker eller tilhængere.

Når en sådan tilstand er indtrådt i en kultur, bliver menneskene i virkeligheden mere og mere hjælpeløse. Og hver gang er en sådan døende kultur blevet afløst af en begyndende ny religiøs opfattelse, affødende en hel ny verdenskultur. En sådan ny verdenskultur tager sin begyndelse og vækst i kraft af det guddommelige princip, vi kender som verdensgenløsningsprincippet. Dette princip bevirker, at det hver gang bliver muligt for et højere udviklet menneske, besiddende den ånd, kultur, viden og humanitet, som den døende kulturs folk mere og mere trænger til, at lade sig inkarnere eller fødes som verdensgenløser eller frelser for dette folk. Ved et sådant væsens inkarnation i et sådant åndshungrende folk vil hans ophøjede bevidsthed, humanitet, guddommelige moral og væremåde, hans kosmiske viden og oplysninger begynde at indpode sig i de mest åndshungrende og humane eller næstekærlige væsener i hans discipel- og medarbejderskare.

Denne skare kan være meget lille, ligesom den også kan bestå af mennesker, der rent materielt set ikke står højt i samfundets øjne. Det kan være ganske almindelige og ulærde mennesker i de lavest lønnede og uanseelige stillinger. Modtagelighed for de høje åndelige kræfter kræver absolut ikke noget forudgående højt videnskabeligt studium eller nogen intellektuel eksamen eller akademisk uddannelse. Åndelig modtagelighed er helt og holdent et sjæleligt og ikke et fysisk problem. Det er derfor ikke altid de højtstående og herskende klasser, der er kvalificerede til at modtage den ny kulturs inkarnation i form af verdensgenløseren. Men hvordan skulle de også kunne være det? – Væsenerne i højhed, og som er førere og regerende, er jo slet ikke færdige med den gamle kultur. I så fald var de netop ikke blevet hverken herskere eller i højhed eller besiddere af de andre store og fremtrædende stillinger og magtbeføjelser. De sidder midt i opfyldelserne af deres ønskedrømme om storhed og magt. De lever jo netop højt i den døende kulturs privilegier og kan slet ikke se den som døende. De bliver derfor de sidste til at modtage den ny kultur. Og vi ser her en bekræftelse på Kristi ord om, at "de første skulle blive de sidste".

Og har vi ikke netop et glimrende eksempel i Jesu inkarnation i verden. Han var inkarnationen af det allerhøjeste lys i verden. Åndeligt eller kosmisk set var han af den højeste storhed eller af en lysets rangklasse, der ikke kan overstiges af nogen som helst. Hvem kan være højere end at være "ét med Faderen". En sådan rangklasse pynter sig ikke med jordisk guld og glans og kendes derfor heller ikke på medaljer, ordener eller andre ydre, funklende påhæng, der, som en slags finere plakater eller udråb, forkynder for menneskene indehaverens store materielle dyder eller formentlige dyder, og hvor højt han således er hævet over den almindelige borger i samfundet. Den åndelige storhed tilkendegiver sig ikke ved guldgalonerede, ordensbehængte klædninger, der i høj grad er beregnede på over for alle at tilkendegive indehaverens dyder, rang og titel. Derfor har man set det for materielle mennesker fremtrædende særsyn, at verdens største menneske Kristus eller "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" fødtes i en stald og havde en krybbe til seng og forældre af simpelt borgerligt væsen.

Der var således ikke noget materielt, der her fortalte, at her fødtes en fyrste af allerhøjeste rang. Derfor er der kun forholdsvis få mennesker, der opdager, når en ny verdenskulturs verdensgenløser fødes. Det er først og fremmest kun de mennesker, for hvem den gamle verdenskultur er totalt udlevet, og som derfor ikke kan give dem noget svar på de mange nye spørgsmål, de igennem den har fået udviklet. De begynder at se, at den gamle verdenskultur har udspillet sin rolle og derfor ikke kan føre menneskene videre i moral og kultur. Vi ser derfor, at moral og kultur er stærkt synkende og ender derfor i større eller mindre grad i et ragnarok. Menneskene ville ende i et totalt mentalt mørke, hvis ikke en ny verdenskultur allerede i det skjulte var født og var begyndt at blive til kød og blod i de for denne kultur mest modtagelige mennesker.

Med hensyn til vor egen i dag fremtrædende kristne verdenskultur oplever vi netop her i det tyvende århundrede denne kulturs stærkt degenererende tilstand. Vi ser, hvorledes det guddommelige religiøse princip, der hidtil har dannet basis for moral og væremåde, ligesom en svindende solnedgang går ned bag materialismens og gudløshedens mørke bjerge. I denne kulturens aftenskumring ser vi i stor udstrækning, hvorledes gamle moralske hæmninger opløses og forsvinder. Manifestationer og livsformer, der før var umoralske, betragtes i dag i en større eller mindre udstrækning som moralske. Vi ser denne moralske svækkelse i mange af de gamle kristne, moralske traditioner. Og denne moralsvækkelse kulminerer helt i en total opgivelse af religion og dermed også af kristendom til fordel for en total fysisk, materialistisk indstilling. Det religiøse instinkt har i stor udstrækning forladt og er stadig i færd med at forlade både åndens og håndens arbejdere. Man ser også den tiltagende moralsvækkelse i kunstens mange forskellige grene, både i sprog, digte- og romankunst, i male-, billedhugger- og modellerekunst, i sang- og musikkunst. I alle disse foreteelser ser man altså denne om sig gribende traditionssvækkelse. Den gør det altså til kendsgerning, at menneskenes moral- og kulturopfattelse er under en meget stærk forvandlingsproces, i hvilken et vist område af de gamle hævdvundne traditioner er i forfald.

Da det hovedsageligt var disse moral- og kulturtraditioner, der var fundamentet for den såkaldte "kristne verdenskultur", er denne verdenskultur altså i forfald, ja er urokkeligt døende. Man skal således ikke regne med, at "kristendommen" i den form, den hidtil har haft, vil være fremtidens løsning. Den har udspillet sin rolle. Den har igennem den nu døende kultur løst vældige opgaver for menneskene. Den har ført vildmennesket et godt stykke fremad mod humanitetens og næstekærlighedens lyse vange. Selv om disse endnu ligger et godt stykke forude, kan de begynde at skimtes i det fjerne. Det er den kristne verdenskultur, vi kan takke for omdannelsen af vildmennesket, Rolf Krake, bersærkeren og vikingen til det tyvende århundredes forkæmpere for krigens afskaffelse, forkæmpere for humanitet, Røde Kors bevægelser, hospitaler og sygehuse, forsorg og hjælp til fattige og nødstedte. Det kan ikke nægtes, at den har fået mange goder indført i menneskesindet og dermed over i verdenskulturen. Mennesket i mennesket er vokset ikke så lidt i en stor del af jordens mennesker. Naturligvis har de andre store humane verdensreligioner også indført en vis grad af humanisme i verdenskulturen. Men også disse religioner er for nedadgående. Her er endnu meget mørke og mangel på hjælp til de mange nødstedte mennesker. Også her er de gamle moraltraditioner i forfald. Og hvor i verden er de ikke det?

Dette, at de gamle bærende, religiøse moraltraditioner således er tabende deres magt over sindene, har ikke gavnet menneskenes tryghed eller tro på fred, tværtimod. Har det tyvende århundrede ikke allerede været et krigens og myrderiernes blodbad, et torturens og lemlæstelsernes eldorado, en åbenbaring af, hvad der sker, når menneskene lader hånt om deres verdensgenløsers påbud: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd" – "Det I vil, at menneskene skal gøre imod eder, dette gører I også imod dem" – "Du skal ikke blot tilgive syv gange dagligt, men du skal tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt" – "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, og gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder..." – "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? – Er disse påbud ikke den sande kristendom, direkte og uforfalsket lige fra verdensgenløserens mund? – Er dette ikke verdensgenløsningen i en nøddeskal? – Noget, der ikke opfylder disse påbud, kan ikke være kristendom, kan ikke være verdensgenløsning, kan ikke være verdensfred. Det er endnu slet og ret hedenskab i samme grad, som det ikke opfylder disse kristendommens eller verdensgenløsningens grundprincipper.

Hvordan går det til, at den kristne verdenskultur, som har så høje påbud at kunne rette sig efter, som før nævnt er i forfald? – At den kristne verdenskultur, således som den har formet sig igennem de nu snart forløbne to årtusinder, ikke har kunnet blive den endelige verdens frelse eller endelige fuldkommengørelse af menneskene, er ganske naturligt, ja er endog forudsagt af selve verdensgenløseren. Har han ikke netop sagt, at djævelen skulle komme til at rase i al sin vælde, hvilket i virkeligheden vil sige, at krige og verdenskrige, mangfoldiggørelse af mord, drab, tortur og lemlæstelse ville komme. Og har han ikke også sagt: "Men broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel"? – Har vi ikke netop i dette århundrede set koncentrationslejre, der i virkeligheden var dødslejre eller koncentrerede områder for udslettelse af mennesker ved tortur, gaskamre og sadisme? – Og dør der ikke netop her yderligere millioner af mennesker af sult, nød og elendighed? – Og lever der ikke også et helt område af mennesker, der udtrykkes "forbryderverdenen" eller samfundets "underverden"? – Finder vi ikke netop her mennesker, der ikke viger tilbage fra at myrde, røve og plyndre og har denne specielle væremåde til levevej? – At disse mennesker ikke lever i kristendom, men derimod i overvejende grad i hedenskab, er man dog nødsaget til at erkende som kendsgerning. Men når det almindelige lovlydige borgerskab ligger i krige og verdenskrige med andre landes lovlydige borgerskab, og deres underverden lever af mord, røveri og plyndringer, er det let at se, at den kristne verdenskultur ikke mere er nogen særlig effektiv vej til verdens frelse. Gudløse materialistiske bevægelser propaganderer irreligiøsitet og grov materialisme som verdens frelse. De ringeagter religiøsitet og de kristne guddommelige påbud som naivitet og overtro og kirkerne som menneskefordummende institutioner, der helst bør fjernes fra samfundene.

Vi møder altså her i den døende verdenskultur selve "antikrist", som jo også skulle være et tegn på den nu døende kulturs sidste tider. "Antikrist" er jo ikke en person, men en gudløs, materialistisk ideologi, som allerede hovedsageligt igennem diktatur og rå magt er påtvunget mange lande. Selv om en sådan materialistisk bevægelse kan udvikle menneskene i ren materialistisk viden og kunnen og her har frembragt store resultater, kan den umuligt føre menneskene opad imod verdensfreden.

Materialistisk viden og kunnen er meget langt fra at være nok til at skabe verdensfred, rent bortset fra, at den slet ikke kan beskytte sig ved andet end overlegen militærmagt. Da den i overvejende grad opretholdes ved tvang, vil den være i en permanent krig med de undertrykte. Undertrykkelse vil altid uundgåeligt avle modtryk. Mennesket er født til at blive et frit og selvstændigt væsen, navnligt på dets nuværende, fremskredne udviklingstrin. Det kan umuligt normalt føle sig til rette i en tilstand, hvor dets tænkeevne er slavisk bundet og ensrettet i et meget primitivt og åndeligt underudviklet tankemiljø, som det selv for længst har passeret i udvikling. Med vold og magt at begrænse menneskenes normale åndsevner, så de ikke må udvide sig ud over magthaverens primitive og underudviklede åndsevners begrænsning, er en sabotage af udviklingen, det er at gå i rette med lyn og torden, det er at modarbejde naturen eller Guds skabelse af mennesket i sit billede. Har vi ikke netop set, at noget sådant har ført sine ophav og mange af deres tilhængere direkte til ragnarok, til vanære, ringeagt og mord eller selvmord? –

Vi ser således, at Kristi forudsigelser af de "sidste tider" ikke har fejlet, men stadig er i sin opfyldelse. Men han har også forudsagt den ny verdensgenløsning og udtrykt denne ved "talsmanden, den hellige ånd". Hvad betyder nu "den hellige ånd"? – Ånd betyder bevidsthed. Bevidsthed består igen af tanker og viden. Den hellige ånd betyder altså hellig bevidsthed og dermed hellige tanker og viden. Men hellige tanker og viden kan jo kun være tanker, der udgør den absolutte og urokkelige sandhed om livet, verdensaltet, Guddommen og de levende væsener. Jesus forudsiger altså i udtrykkene om "talsmanden den hellige ånd", at Gud vil give menneskene denne guddommelige viden, som netop skal fuldkommengøre Kristi verdensgenløsning på jorden for hele menneskeheden. Ligesom der er opstået en materialistisk fundamental videnskab om materien, således bliver der også nu givet menneskeheden en realistisk videnskab om ånd, hvilket vil sige: om livets kosmiske og udødelige realiteter, der igen er det samme som selve livsmysteriets løsning.

Denne åndelige videnskab eller viden vil føre menneskene frem til den totale, store fødsel, kosmisk bevidsthed og dermed til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det er altså de kommende store slutfacitter på verdensgenløsningen eller den store nye kosmiske verdensimpuls, som nu ligger til grund for den store og fabelagtige ændring, der foregår med så mange ting, det være sig både i religiøsitet, videnskab, kunst, musik-, male- og billedhuggerkunst og litteratur, traditioner, skik og brug samt den tidligere omtalte moralsvækkelse og de heraf følgende genvordigheder, sygdomme og mentale nedbrydelser.

Jordens mennesker lever altså i dag i en epoke, hvor deres verdenskultur er døende, tabende sin religiøse og moralske magt over sindene og væremåderne. Og desto mere magten er i forfald, desto større mulighed er der for menneskenes afsporinger fra de overleverede, hævdvundne moralske påbud. Det er ikke blot de religiøse påbud, der i realiteten ikke mere passer for det moderne menneskes højere intellektuelle udvikling, det er også de mange traditioner, som virkelig er nødvendige i kulturopbygningen, ja er uundværlige. Det er således farligt for menneskene at ignorere næstekærlighedsbudet. Det er så at sige udelukkende denne ignorering, der skaber denne i vort århundrede så krigsprægede epoke, dommedag eller ragnarok. Det er rigtigt, at menneskene endnu ikke helt magter at efterkomme dette bud totalt. Det er noget, man skal udvikles til. Men der er forskel på at ignorere dette bud som noget nonsens, der er naivt eller primitivt, og så at acceptere det og søge at få denne evne i en større og større grad ind i sin daglige væremåde. I det sidste tilfælde er mennesket altså i kontakt med Guds skabelse af det selv om til at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". I første tilfælde, hvor det totalt ignorerer næstekærlighedsbuddet på grund af dets manglende udvikling, saboterer det sin egen skæbne. I samme grad som det mangler kærlighed til næsten, får det en tilsvarende ulykkelig og primitiv skæbne. Næstekærlighedslovens opfyldelse er altså det absolut eneste fornødne, når det drejer sig om at få en lykkelig skæbne og dermed et lykkeligt liv.

Den gamle verdenskultur kan altså ikke mere i nogen særlig grad inspirere menneskene til at elske hverandre. Det er derfor, der må en ny verdensgenløsning til, der kan vække menneskenes interesse for at tilegne sig evnen til at elske sin næste som sig selv. Men hvordan skal denne nye verdensgenløsning da kunne bringe menneskene frem til at få interesse for næstekærlighedsloven? – Ja, det kan naturligvis ikke nytte noget, at den vil befordre de samme prædikener, den samme udlægning af de religiøse påbud, den samme forestilling om "syndernes forladelse" på grund af Jesu korsfæstelse, den samme forestilling om Guds "vrede" og "straf" for "synder", den samme forestilling om "evig fortabelse" eller den samme forestilling om et "evigt helvede", den samme forestilling om, at det ikke nytter noget som helst med de gode gerninger, vi kan slet ikke blive frelste ved dem, men udelukkende ved "Guds nåde" og "Jesu blod". Det kan heller ikke nytte noget at fortælle menneskene, at de efter døden skal sove lige til dommedag og først da vågne op enten til en evig forfærdelig pine i helvede eller til en tilværelse i himlen i et evigt strålende paradis.

Hvordan kan en sådan situation som en evig uophørlig pinsel i en ild, der aldrig nogen sinde kan slukkes, og i et legeme, der aldrig nogen sinde kan opbrændes, men alligevel blive ved med at være materiale for denne helvedes ild, så dens ophav aldrig nogen sinde kan blive befriet, være udtryk for en guddommelig kærlighed? – Hedder det sig ikke, at Gud skaber mennesket? – Mennesket vil altså efter denne forestilling være et produkt af Gud. Står der ikke også, at dette produkt skal blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"? – Mennesket er altså under Guds skabelse. Hvis der er en fejl ved dette af Gud skabte produkt, kan den dog udelukkende kun skyldes skaberen og ikke det skabte produkt. At dette fejlagtigt skabte produkt eller levende væsen skal pines i et evigt helvede for denne fejl i dets skabelse, kan kun være sadisme i sin allerhøjeste og værste form, ja en form af grusomhed, som et menneske aldrig nogensinde i sin værste form for afsporing kan præstere. At en sådan forestilling om Guddommen ikke kan føre menneskene frem til næstekærlighed eller en virkelig fredens verdenskultur, turde være selvfølgeligt.

Det er dog heller ikke dette, Kristus i sin verdensgenløsnings mission fremhævede. Man må også bort fra forestillingen om at velsigne krigen og dens våben og bønner til Gud om at knuse og tilintetgøre fjenden. Man må bort fra forestillingen om, at krigen kan afskaffes ved krig. Hvordan kan man fjerne ukrudt ved at så det? – Man må bort fra forestillingen om, at det er ens næste, der er skyld i ens ulykke. Er det ikke derfor, kristusverdensgenløsningen påbød at tilgive sine fjender ikke syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt. Var det ikke også noget lignende, verdensgenløseren mente, der hvor han siger: "Hvis nogen slår dig på din ene kind, da vend ham den anden til"? – Disse guddommelige påbud stemmer ikke overens med den mangfoldiggørelse af evnen til at myrde, ødelægge, lemlæste og udslette mennesker og deres kulturværdier på det fysiske tilværelsesplan. Det stemmer heller ikke med princippet: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Selv om den gamle verdenskultur i en omfattende grad er påvirket af kristendommen, er den altså endnu i en meget stor udstrækning hedensk. Og dette hedenskab vil brede sig og få magten over menneskene, hvis ikke kristendommen blev fornyet.

Hvad vil det sige, at kristendommen vil blive fornyet? – Det vil sige, at den bliver åbenbaret i en for den nuværende menneskelige intellektualitet acceptabel form som næring for intelligens- og følelsesmæssig forskning, og hvorved den kan blive til teoretisk kendsgerning for den udviklede forsker. Hidtil har kristendommen ikke været givet menneskeheden i en form, der var næring for intelligensen. Den var kun givet i en form, der var næring for menneskenes religiøse instinkt, der netop befordrede menneskenes evne til at "tro" på autoriteter. Troen er en evne til at acceptere udsagn fra autoriteter, uafhængigt af om disse udsagn er sande eller falske. Det er den samme evne, barnet har over for sine forældre. Det tror på sine forældres udsagn, så længe det endnu ikke har evne til intellektuelt at kunne analysere udsagnene. Derfor bliver forældrene en slags diktatorer over for deres mindreårige børn. Dette diktatur er naturligvis i sin normale form baseret på kærlighed. Så længe menneskene endnu er meget primitive og uintellektuelle, må de ligesom børnene ledes ved autoriteter. Denne ledelse bliver også en slags diktatur i form af religionen. Børn må ledes af de voksne. Uvidende, primitive og uintelligente mennesker må ledes af vidende, intellektuelle væsener. Og det er jo netop dette princip, der er fundamentet i verdensgenløsningen. Buddha blev autoritet for millioner af mennesker. Kristus blev autoritet for millioner af mennesker, og Muhamed blev ligeledes autoritet for millioner af mennesker. Religionerne blev en i form af postulater manifesteret vejledning, tilpasset de pågældende folks samtidige udviklingstrin.

Men da menneskene ikke bliver stående på det samme udviklingstrin, men ligesom børnene vokser frem imod en større modenhed i intellektuel kunnen og viden, er de således nødsaget til også at vokse fra religionen, i samme grad som de vokser fra det udviklingstrin, til hvilket den var tilpasset. Og således er jordens mennesker ved at vokse fra det udviklingstrin, til hvilket kristendommen og de øvrige verdensreligioner var tilpasset. De kristne påbud, som før blev accepteret som moralvejledning og livsfundament, bliver i dag af de moderne, intelligente mennesker kun betragtet som blot og bar postulater. Postulater er det samme som påstande, der ikke er manifesteret nogen som helst videnskabelig eller intellektuel logisk begrundelse for. Sådanne postulater passede jo netop for mennesker, der ikke havde forudsætninger for selv at kunne analysere og derfor udelukkende kun kunne føres ved andres autoritet og viden.

Og vi er nu ved det, der i dag tynger verden. De førende magter i verden er materialistiske, ja er endog undertiden fjendtligt stemte over for religiøse traditioner. Denne materialisme og irreligiøsitet bevirker, at disse magter, som ikke har åndelige eller kosmiske evner og derfor ikke har nogen indsigt i de åndelige realiteter, der ligger til grund for hele den materielle verden, og uden hvilke realiteter denne verden ville være en total umulighed, har i deres materialistiske evner kun overlegen magt som bestemmende faktor i forholdet til andre magter, ganske uafhængigt af om den er retfærdig eller ikke. Derfor lever verden permanent i krig. Dette gælder ikke mindst den såkaldte kristne verden. Undertiden er denne krig i stærkt udbrud, som den netop har været et par gange i dette århundrede. Og undertiden er den formet som en væbnet våbenstilstand under begrebet "den kolde krig". At en sådan permanent skiftende krigstilstand ikke kan udgøre nogen virkelig og absolut menneskelig kultur, er en selvfølge.

Hvad er da en virkelig menneskelig kultur? – Det er en kultur, i hvilken det femte bud: "Du skal ikke dræbe", til punkt og prikke bliver overholdt. Vi ser, hvor meget myrderi der er i verden, ikke blot dette at menneskene dræber mennesker, men menneskene dræber også dyr i den tro, at denne ernæring er virkelig værdig menneskeføde. Menneskene ved endnu ikke, at de kan leve langt sundere af vegetarisk kost, ligesom de naturligvis også er mere eller mindre uvidende om den dødbringende skæbne, som de påfører sig med den levevis. Hvor er den sande lykke iblandt menneskene? – Lever de ikke i dødbringende sygdomme? – Er hospitaler og sygehuse ikke overfyldte? – Er der ikke sorg, disharmoni og utryghed i dagliglivet? – Lever de ikke også i krigsfrygt og krig mand og mand imellem såvel som stater imellem? – Har ikke mange mennesker opdaget, at rigdom, som så mange stræber efter, absolut ikke er nogen sand lykke? – Verdensberømmelse, ære og magt er heller ikke noget stabilt lykkefundament. Det er rigtigt, at der findes stor lykke ved at udføre arbejde, når dette arbejde er hundrede procent det, man har lyst til og ens evner passer for, samtidig med at man også dermed har det økonomiske udkomme. Men denne lykke er meget sårbar og giver i sig selv ikke nogen garanti for at blive vedvarende. Der kan opstå sygdom og sorger, der helt kan nedbryde væsenets fysiske og sjælelige tilstand og bringe det i en tilstand af livslede. Er der ikke millioner af mennesker, der oplever denne skæbne? – Er der ikke ligeledes et enormt antal mennesker verden over, der begår selvmord? – Kommer der ikke også hertil et meget stort antal mennesker, der fylder sindssygehospitalerne og nerveklinikkerne? – Hvad er der i vejen med menneskene? –

Det kan ikke være hverken livets eller naturens mening, at menneskene skal fødes til verden til så defekte oplevelser af livet. Jordkloden er en meget højt udviklet klode. Den har mulighed for at kunne give menneskene en glimrende lysets tilværelse, hvor ingen behøvede hverken at sulte eller fryse, ingen som helst behøvede at være i krig, ingen behøvede at skabe atombomber eller andre tilintetgørelsesmidler eller mord- og lemlæstelsesmaskiner og andre former for drabsmidler. Den er så fuldkommen, at den kan give menneskene en levestandard, der langt overstiger det, man i dag ville kalde en høj levestandard. Alle mennesker verden over ville være overordentligt velforsynede på alle måder. Hvorfor er verden så i dag sådan, at millioner af mennesker dør af sult, nød og elendighed, medens andre millioner lever i urimelig eller ulogisk overflod og frådseri? – At urimelig overflod og frådseri såvel som fattigdom, nød og elendighed skaber en vrangforestilling om livet hos begge parter, er for længst blevet til kendsgerning for den udviklede forsker. Vrangforestillinger om livet kan det umuligt være heldigt at leve på. Da verdenskulturen ikke desto mindre i stor udstrækning er baseret på et kompromis imellem de riges og de fattiges vrangforestillinger om livet, er det ikke så mærkeligt, at nævnte kultur i virkeligheden endnu kun er et foster, der efterhånden skal udvikle sig til at blive en virkelig lysets, lykkens og fredens verdenskultur, i hvilken der hverken er sorg, dødsskrig eller pine.

Med hensyn til den ny verdenskultur er den på visse områder allerede for længst begyndt. Hele den intellektuelle udvikling, der har fundet sted de sidste halvandet hundrede år, er udslag af den ny verdenskultur. Hele den moderne videnskab med alle de goder, den har skænket menneskene i form af den tekniske og kemiske viden og kunnen, er også udslag af nye mentale eller kosmiske kræfters indflydelse. Disse intellektuelle evner i menneskene adskiller sig fra de evner, der udløses af instinktet. En meget stor del af dyrets bevidsthed og væremåde udløses af instinktet. Hos primitive mennesker er det også i en vis udstrækning instinktet, der leder væsenernes levevis. Det er også instinktet, der befordrer deres religiøse liv. Dette religiøse instinkt er det samme som en begyndende "menneskelig" evne. Til denne menneskelige evne begynder også at vokse primitiv følelse eller antipati eller had til andre rivaliserende væsener om de fysiske livsgoder, ligesom intelligensen også begynder at udvikle sig. Derved blev mennesket dyret overlegen. I dyret begyndte der således at opstå en ny natur. Denne ny natur var altså primitiv følelse og intelligens. Udviklingen af denne ny natur forandrede "dyret" mere og mere til "menneske". At dette menneske i sine første begyndende menneskestadier næsten havde samme bevidsthed som dyrene, er selvfølgeligt. Udviklingen sker kun langsomt. Dette vordende menneske er således både "dyr" og "menneske", så længe det endnu ikke i udviklingen er nået frem til at blive det færdige eller fuldkomne "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Jo længere fremme et menneske er i denne udvikling, desto større er dets menneskelige natur i dets psyke, og desto tilsvarende mindre er dets dyriske natur i samme psyke.

Da det færdige menneske er en fuldstændig kontrast til dyret, skal det altså udvikles bort fra den dyriske tilstand for at blive til menneske. Denne udvikling eller forandringsproces bliver i første instans befordret igennem væsenets skæbne. Skæbnen består udelukkende af virkningerne af vore tidligere begåede handlinger over for vore omgivelser, andre levende væsener, der også er udtrykt som vor "næste". Loven er således, at det man sår, må man høste. Dette gælder ikke blot med hensyn til fysisk sæd, det gælder i lige så høj grad også åndelig sæd, hvilket vil sige vore handlinger eller væremåde. Sår vi lidelser, mord og drab for andre væsener, må vor høst, hvilket vil sige vor skæbne, ligeledes blive lidelser, mord og drab. Sår vi næstekærlighed, glæde og velsignelse for vor næste, bliver vor skæbne uundgåeligt næstekærlighed, glæde og velsignelse.

Hvorfor har menneskene så ikke for længst vænnet sig til at manifestere næstekærlighed, velsignelse og glæde for sine omgivelser? – At udfolde næstekærlighed kræver ligesom alle andre manifestationer en evne. Hvis man ikke har den evne, kan man ikke udfolde næstekærlighed. Ligesom man ikke kan blive virtuos i musik eller malerkunst uden ved at udvikle evnen til at kunne manifestere sådanne kunstarter, således kan man heller ikke udfolde absolut og sand næstekærlighed uden ved at have fået næstekærlighedsevnen udviklet. Næstekærligheden er således ikke en blot og bar viljesakt, som man hundrede procent kan udløse efter behag, således som man alt efter sit ønske eller sin vilje kan stå op eller sidde ned, kan gå eller løbe, kan sige ja eller nej osv. Har man fået kærlighedsevnen udviklet, kan man selv bestemme, på hvad måde man ønsker at lade den komme til udtryk, men har man ikke fået den udviklet, kan det ikke nytte noget, at man ønsker at udfolde kærlighed. Hvordan skal man kunne udfolde noget, man ikke har? – Man kan naturligvis skabe en slags høflighed, en slags venlighed, men det er jo ikke en virkelig følt kærlighed, det er i bedste tilfælde kun en slags venlighed. Men en sådan venlighed kan også i værste tilfælde være en camoufleret uvenlighed, med hvilken man ønsker at føre det væsen bag lyset, mod hvem den er rettet. Enten har man kærlighedsevnen så og så meget udviklet, og så er man så og så kærlig, eller også har man den så og så meget mindre udviklet, og så er man så og så meget mindre kærlig. Kærligheden er et udviklingsspørgsmål og ikke et viljesspørgsmål. Det er naturligvis af stor betydning at kunne vise virkelig venlighed, hvis man da ikke har evne til at vise kærlighed.

Menneskene udvikles altså i kraft af deres lidelser, der igen er virkningerne af deres overtrædelse af kærlighedsloven over for deres næste. Denne lidelsernes udvikling befordrer udviklingen af den humane evne eller næstekærligheden. Som støtte og vejledning for den humane evne er verdensgenløsningen og de heraf affødte humane verdensreligioner. Men da disse religioners vejledning kun er tilpasset til de menneskers midlertidige udviklingstrin, til hvilke de er givet, er de altså kun midlertidig vejledning og hjælp. De er således ikke endelige og må indtil videre afløses af ny vejledning, alt eftersom menneskene vokser fra det udviklingstrin, til hvilket den blev givet. Og i dag står jordens mennesker alle i en sådan situation så at sige, ligegyldigt hvilken religion de så end måtte tilhøre eller har tilhørt.

På det rent materielle område har den ny kultur altså taget fart i form af den materialistiske videnskabs mange materielle grene. Men på det rent kosmiske eller åndelige område har menneskene ikke udviklet sig ret meget. Ja, man kan måske her endog sige, at de er meget stagneret, ja endog i visse tilfælde ligefrem gået tilbage. Det drejer sig om alt, hvad der vedrører den usynlige side ved de levende væsener og verdensaltet. At der findes en sådan usynlig side ved livet, altså en side, der ikke er tilgængelig for direkte fysisk sansning, er dog en kendsgerning, ingen kan komme udenom. Direkte for de fysiske sanser eksisterer der kun materie bygget op i mange forskellige former i form af skabte ting, alle naturens foreteelser, alle de levende væseners organismer, alle de faste, flydende og luftformige materier. Alle disse materier er for længst af videnskaben erkendt som bevægelsesarter, vibrationer og bølgelængder. Dette gælder ligeså de hårdeste som de mest porøse materier, klipper såvel som vand og luft; ja selv kød, blod og knogler og alt, hvad et levende væsens fysiske organisme rummer, er kun bevægelse og atter bevægelse. Ja, hvor er der noget som helst, der er tilgængeligt for de fysiske sanser, som ikke er bevægelse? – Der findes overhovedet absolut intet. Når alt, hvad der er tilgængeligt for de fysiske sanser, kun er bevægelse, hvad er det da, der styrer og leder al materie på det fysiske plan? – Hvad er det da, der befordrer denne vældige gigantiske organisering og opbygning af materien, vi ser som naturens mangfoldighed af skabte detaljer. Hvad er det, der opbygger og åbenbarer sig i de levende væseners organismer? – Når alt, hvad vi kan se med de fysiske sanser, kun er bevægelser og bevægelseskombinationer, kan disse jo ikke være det dirigerende eller skabende. En bevægelse kan da ikke opleve en anden bevægelse. En bevægelse er ikke noget levende væsen, men en virkning af "noget", der må være dens årsag og igangsætter.

Det virkelig levende, bevægelsens ophav, forekommer altså ikke på det fysiske plan, der kun rummer bevægelserne, men ikke det, der er bevægelsens ophav. Det er jo dette ophav, der kan fornemmes i kraft af et medfødt instinkt, altså det instinkt, vi har udtrykt som "det religiøse instinkt". Det er dette instinkt, der bevirker, at alle naturmennesker eller menneskene i deres uintellektuelle stadier af deres udvikling urokkeligt tror på overlegne psykiske magter eller guder, der styrer og regerer verden, og som det gælder om at være i yndest hos for at få deres hjælp og støtte i kampen mod fjenderne. Der er altså i menneskene fra begyndelsen af et organ, der ligesom binder menneskenes primitive bevidsthed til et "levende noget", som de instinktmæssigt urokkeligt føler er til. Dette, at der er en guddom eller højere magter til, er altså ikke en opfattelse skabt af en fremtrædende fantasi. Derimod er denne guddoms eller disse højere magters udseende og levevis udrundet af de pågældende menneskers egen fantasi. Men uden denne instinktmæssige følelse af et højere "nogets" eksistens bag ved hele tilværelsen, ville de jo ikke have kunnet danne fantasien om dette noget. De har en medfødt fornemmelse af et "nogets" eksistens bag livet og deres egen tilværelse.

Dette "nogets" eksistens, disse højere overlegne magters eller magts liv og væremåde, danner de første mennesker i deres eget billede. Men efterhånden som menneskene udviklede sig og fik erfaringer og større bevidsthedsevner, forandrede de også i tilsvarende grad dette billede, og ved profeters og verdensgenløseres hjælp blev gudsbilledet i deres eget forbedrede billede. Fra at være kæmpende krigs- og kampguder blev gudsbilledet til sidst formet som en eneste eller enkelt guddom, der havde al magten i himlen og på jorden. Efterhånden som menneskene begyndte at få humane evner og begyndte at gøre humanismen eller den begyndende næstekærlighedsevne til ideal, blev denne guddom ligeledes ved profeterne og verdensgenløserne formet som en fredens og kærlighedens gud, som også var almægtig og alvis. Og så kunne dette gudsbillede ikke ændres, eftersom der ikke findes noget højere ideal. En guddom, der har al magten i himlen og på jorden og samtidig er alvis og alkærlig, kan ikke overgås eller overtrumfes. Og her sker der derfor en stor vending i menneskenes kulturskabelse. Fra at danne guddommen i deres eget billede vil de nu ligeledes med verdensgenløsningens hjælp, danne dem selv i guddommens billede.

Det er en sådan kulturvending, der sker med menneskene i det tyvende århundrede. Denne kulturvendings religiøse side ser menneskene ikke. De ser derimod, at den gamle kulturs religiøse side er i forfald. Menneskene bliver irreligiøse, bliver materialistiske eller gudløse. Moralen slappes, og der bliver mere adgang for mindre moralske foreteelsers udfoldelse. Kunst, musik og litteratur synker også ned på et plan, der førhen var utænkeligt som kultur. Samtidig har menneskene som følge af den ny verdenskulturs begyndende resultater: film, radio, højttalere og fjernsyn, mangfoldiggjort evnen til at udsprede oplysninger, belæringer, videnskab, underholdning osv. for masserne. Men lige så godt som man kan sprede virkelig god kultur, kan man sprede alt det dårlige og primitive, som menneskene er kommet ind på i det nuværende kulturfald. Men dette kulturfald kan man ikke bebrejde menneskene. Det er et led i udviklingen. Jo mere menneskene får lejlighed til at udfolde deres mere eller mindre lavere dyriske natur, desto mere vil denne naturs virkning være som sabotage af de pågældende væseners skæbne, lykke eller normale liv fremover. Men den ulykkelige skæbne og lidelserne har den guddommelige virkning, at menneskene får udviklet den humane evne. Fik de ikke lejlighed til at udløse årsager, både onde og gode, fik de jo aldrig nogen sinde oplevet, hvad der var ondt, og hvad der var godt. Denne lejlighed får menneskene i særlig grad under et kulturfald. Når menneskene, således som vi har set i dette århundrede, i særlig grad har udløst årsager, hvis virkninger bliver lidelse, bliver krige, folkeundertrykkelser, sygdomme, nød og elendighed, tortur og lemlæstelse, er det den dommedag, der på lignende måde altid har gjort sig gældende ved tidligere kulturundergange.

At begæret efter at besidde de djævelske kernevåben, der mere og mere dukker op hist og her rundt om i landene, og med hvilke man allerede nu er i stand til at udslette menneskene og lægge jorden øde, giver ikke anledning til at være optimistisk med hensyn til, hvad det ragnarok eller det kulturfald skal ende med, som allerede for længst er begyndt. Kristus bebudede store trængsler, inden hans rige skulle blive fuldkommengjort på jorden. Johannes' Åbenbaring lover sandelig heller ikke blide kår i menneskehedens gudløse materialistiske epoke, inden den bliver moden for det store lys. Hvorfor skal der komme sådanne forfærdelige virkninger? – Der er kun én eneste grund, for hvilken de kommer. Og denne ene og alene grund er, at menneskene med deres væremåde selv laver dem. Et sindelag, der vil udslette sine fjender med atombomber eller vil udslette dem med andre våben eller med sværd, må selv udslettes på samme måde. Hvordan skulle dette sindelag ellers fjernes? – Har Bibelen ikke forkyndt det femte bud: "Du skal ikke dræbe"? – Har den ikke på alle måder forklaret menneskene om livsloven: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? – Har den ikke forklaret, at man skal tilgive og atter tilgive sine fjender? – Har verdensgenløseren ikke sagt: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder"? – Er det en efterkommelse af disse guddommelige påbud, menneskene i dag har sat i højsædet? – Er det ikke netop det modsatte? –

Foruden at menneskene er i krig med menneskene, myrder og lemlæster hverandre, dræber de dyr i millionvis og atter millionvis i den overtro, at mennesket, der er begyndt at skabes i Guds billede efter hans lignelse, ikke kan leve uden ved at fortære andre fremragende udviklede væseners liv, hvilket vil sige dyrene eller væsener fra et rige, de ikke selv er vokset ud af. Det er ikke for at kritisere eller bebrejde disse mennesker, at disse linjer skrives, men blot for at vise, at dette er en af de store hovedårsager til dommedag eller ragnarok. Menneskenes fysiske organismer er for længst blevet så forfinede i nerver og muskulatur, at animalsk føde ikke mere er sund føde for mennesket, rent bortset fra den karma som selve drabet på dyrene påfører dræberens skæbne. At menneskelegemet bliver forfinet og ikke kan fortsætte med at spise dyrisk eller animalsk føde, bliver blandt andet til kendsgerning igennem den omstændighed, at f.eks. de primitive junglemennesker kan æde de mere eller mindre uappetitlige madrester, de kan finde i andre menneskers skarnbøtter. Tror man ikke, denne spise i mere eller mindre grad ville være gift for de fremragende udviklede kulturmennesker? – Og der er ingen som helst grund til at tro, at kulturmennesket i dag har nået højden af sin organismes udvikling i finfølelse og hygiejne. Der vil komme en tid, da menneskene vil føle en lige så stor ulyst eller væmmelse ved at spise kød eller animalsk føde, som de i dag ville føle, hvis de netop skulle tvinges til æde af en skarnbøttes mere eller mindre fordærvede indhold, eller de skulle tvinges til at spise lig.

Al animalsk føde er jo produkter af dyriske lig. Allerede i dag er der mennesker, der føler den samme væmmelse ved tanken om at skulle spise kød, som den kulturmenneskene har ved tanken om at skulle spise menneskekød. Der vil komme en tid, hvor menneskene vil se tilbage på de nuværende kulturmennesker på samme måde, som disse i dag ser tilbage på de primitive menneskers kannibalisme eller menneskeæderi. Men menneskene af i dag er lige så indgroede i vanen med at spise kød, som drankeren er indgroet i vanen med at nyde alkohol, og som morfinisten til morfin. Der er blot den forskel på virkningerne af kødet og alkoholen og de andre giftstoffer, at medens disse sidstnævnte virker hurtigt og synligt, er nydelsen af kødet som næring for organismen en meget langsomt virkende gift, men så afføder den til gengæld en livsforringende karma på grund af drabet af det dyr, hvis kød man spiser. Man kan ikke komme bort fra, at dyredrabene også er en overtrædelse af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Og at dette uigenkaldeligt afføder sin virkning i kødspiserens skæbne. Hvorfor er hospitalerne overfyldte af syge mennesker? – Hvorfor dør der millioner af mennesker længe før, de når den alder, der ellers er beregnet på epoken for menneskets overgang til det åndelige plan? – Tror man slet ikke, menneskenes fejlagtige nydelsesvaner har med det at gøre? – Vi kan ikke komme udenom, at alle disse mangfoldige lidelsesarter er virkninger af fejlagtig levevis.

Hvad skulle ellers være skyld i menneskenes lidelser og ulykkelige skæbner? – Og er det ikke netop disse ulykkelige skæbner, der forandrer menneskene fra brutalitet til humanitet? – Er det ikke netop disse skæbnetilstande, der får menneskene til at søge imod åndelig hjælp? – Er der ikke netop mange af disse lidelser, der ikke kan helbredes, eller for hvilke der ikke findes nogen som helst fysisk hjælp? – Det er ikke så mærkeligt, at lidelserne bringer menneskene til at søge en åndelig hjælp. Det er også lidelserne, der giver menneskene evnen til at erkende og forstå lidelserne hos andre væsener. Lidelserne udvikler således medlidenhedsevnen og gør menneskene modtagelige for åndelig udvikling. Selv de i dag fremtrædende hårdeste materialister vil således igennem livene blive ændrede eller omskabte fra materialisme til åndelighed. Og det er denne åndelighed, der kan udvikles igennem det tyvende århundredes verdensgenløsning, der er formet – ikke som dogmer eller postulater – men som rent kosmiske analyser tilgængelige for intelligensen eller som materiale for forskning. Ligesom menneskene nu har fået udviklet den materialistiske videnskab, som er guddommelig for den fysiske verden, således vil menneskene nu begynde at komme til at leve på en videnskab for menneskenes åndelige side ved livet.

Denne ny verdensgenløsning afviger fra de tidligere verdensgenløsningsforhold, der var baserede på en persons påbud, som menneskene så måtte følge, fordi de ikke på anden måde kunne forstå livet, ved at være en åndelig eller kosmisk videnskab, ved hjælp af hvilken menneskene, alt eftersom de bliver modne herfor, selv kan finde livets løsninger på alle bærende spørgsmål, således at de selv bliver vidende på disse åndelige felter. Denne viden er ganske vist teoretisk, men underbygget med realiteter, de kender som kendsgerninger. Denne videnskab vil således efterhånden komme til at danne basis for menneskehedens videreførelse i udviklingen hen imod slutfacittet: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv", og hvorved væsenet er blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Den ny verdensgenløsning er en videnskab, der underbygger og gør Kristi ord og påbud til videnskab i form af kosmiske analyser. Hvad er kosmiske analyser? – Det er en logisk underbygning af de evige facitter, som mennesker med højt udviklet humanitet eller næstekærlighedsevne og den heraf følgende tilsvarende udviklede intuitionsevne direkte kan opleve. Ligesom intelligensen danner grundlaget for den materialistiske videnskab, således kommer intuitionen til at danne grundlag for åndsvidenskaben eller livsmysteriets løsning. Denne intuitionsvidenskab vil føre menneskene tilbage til Gud, men ikke i form af en religion eller sektdannelser, men i form af denne religiøse videnskab, denne intellektuelle underbygning af Jesu forkyndelse og påbud, og som han netop har bebudet under udtrykket: "talsmanden, den hellige ånd", og som netop skulle komme til menneskene. Og det er denne "talsmand" eller "hellige ånd" eller kosmiske analyser om Guddommen og livets evige fakta, hvis grundtone er kærlighed, der er det tyvende århundredes verdensgenløsning.