Det gamle verdensbillede er vi alle blevet fortrolige med gennem vor børnelærdom og skolegang, i alle fald således som det forkyndes inden for den kristne kirke eller verdensreligion. Vi har således lært, at der kun eksisterer én Gud. Denne Gud er almægtig og allestedsnærværende, men har dog fortrinsvis hjemsted eller opholdssted i "himlen", hvor alle de frelste eller hans udvalgte børn skal hen efter døden og dommedagen. Denne almægtige Guddom har skabt alt, hvad der er til: jorden, kloderne og de levende væsener. Alle disse foreteelser er altså "skabte ting", ting, der er blevet til og derfor kun kan være timelige, hvilket vil sige forgængelige.

Hvordan ser da den Guddom ud, vi igennem vor børnelærdom og kristne religion er opfordret til at tro på? – Det er et væsen, der kan blive vred. Han fordømmer og straffer de ugudelige med en evig pinsel i helvede. Han har en fjende i "den onde", "djævelen" eller "satan". Dette uhyggelige væsen har engang været en stor og magtfuld engel i Guds himmel, men er altså styrtet grundet på tendenser til at sætte sig op imod Gud. Selv i Guds lyse himmel blandt de højeste engle kunne der altså opstå oprørstendenser. Hvordan skal da de arme jordmennesker nogen sinde kunne gøre sig håb om en varig fred? – Dette oprør fra himlen har altså bredt sig ud over hele verden og besmittet alle jordiske mennesker. Og Gud måtte så nødvendigvis danne sig en koncentrationslejr, det meget omtalte "helvede", hvor alle de ugudelige, der ikke vil tro på eller lystre Guddommen eller på anden måde religiøst lade sig ensrette, må vånde sig i en evig pine, en pine, der altså for al fremtid lader alt håb ude. Er det ikke idealet af tugthus for ulydighed imod diktaturet? – Hvad er de menneskelige koncentrationslejre ved siden af denne overjordiske torteringsanstalt? – I disse kan de da efterhånden dø og på denne måde blive udfriet, men i den himmelske straffeanstalt kan man ikke engang dø, men skal evigt leve udelukkende kun for at pines. Man skal evigt, hvilket vil sige millioner og atter millioner af år ud i det uendelige pines, pines, pines. Tænk, hvilken salighed for hævnere det må være at se sine fjender vånde sig i denne helvedesild uden at kunne få lindring, uden at kunne slippe ud. Og tænk, hvilket frydefuldt inspirerende skuespil det må være for sadister, perverse eller sjæleligt abnorme væsener. Er de himmelske væsener med Guddommen i spidsen da sadister eller sjæleligt abnorme væsener, siden det himmelske område har en sådan forlystelsesanstalt, en forlystelsesanstalt, hvis lige er totalt udelukket fra det fysiske plan? – Det er ikke så mærkeligt, at det jordiske menneske efterhånden er blevet det væsen på det fysiske plan, der nærer den største dødsfrygt. Intet andet væsen har en sådan rædsel for døden. Hvis ikke helvede er en forlystelsesanstalt for sadister, en underholdning i sindssyge væseners paradis, hvilket formål kan der da være med denne torturanstalt? – Når intet væsen nogen sinde kan slippe ud af denne anstalts torteringsprocesser, kan straffen altså ikke være hverken straf eller gengældelse. Den kan ikke være straf, thi en straf er en pinefuld foreteelse, der skal forbedre individet. Men en sådan forbedring er jo uden værdi i en situation, hvor væsenet aldrig mere udfries. Hvorfor så ikke straks dræbe væsenet, lade det dø og opløses? – De højere magter eller Guddommen vil altså ikke undvære at se væsenet evigt pines.

Men hvordan skal et verdensbillede eller en guddomsopfattelse, der i sine yderste konsekvenser indeholder så lave dyriske og primitive foreteelser i kulmination, kunne danne grundlag for en afskaffelse af netop de samme uhyggelige og mørke tendenser hos menneskene? – Denne religion viser oprør i himlen eller paradiset og opfatter Guddommen og de højeste væsener med så lave jordmenneskelige ufuldkommenheder eller tendenser, at de samme tendenser allerede for længst er blevet opfattet som "asociale" eller abnorme af selve jordmenneskene. Det er ikke så mærkeligt, at de troende, efterhånden som intellektualiteten får indpas og overhånd i deres psyke, bliver hjemsøgt af tvivlen, der til sidst bringer dem til religiøst frafald. De klamrer sig da til alt, hvad de med deres intelligens kan opfatte. Men da den kun kan give væsenerne mål- og vægtfacitter, hvilket vil sige stof- eller materiefacitter, men intet åndeligt, bliver væsenerne her materialister, hvis psyke altså kulminerer i den materielle videnskab. Men denne har altså kun kunnet føre menneskene frem til at forsvare sig med våbenmagt. Den rent materialistiske videnskab kender intet til noget åndeligt som forsvar eller basis for livet. Dens materialistiske viden sætter den i stand til at beherske elementerne, men alt, hvad der på det fysiske plan er immaterielt og derfor må erkendes på en anden måde end ved mål og vægt, erkendes kun af videnskaben som noget, der er uvidenskabeligt, og som et moderne tænkende menneske ikke kan være bekendt at beskæftige sig med. Og videnskabens mest aktuelle resultater er altså den fabelagtige udvidelse af menneskets evne til at myrde, tortere og dræbe.

Ved hjælp af de videnskabelige opdagelser og opfindelser har mennesket fået en fysisk våbenmagt, der er millioner eller måske nærmere milliarder af gange større end dyrenes eller det primitive menneskes. Men hvem er så målet for denne forfærdelige mordevne eller dræbende kunnen? – Ja, er der andre end jordmenneskene selv? – På det stadium, hvor de befinder sig, er jordmenneskene deres egen værste fjende. Og med de vældige mordmidler, bomber og sprængstoffer er de i stand til totalt at udslette selve menneskeheden og dens kultur, hvis ikke der eksisterede andre kræfter, kræfter, der er endnu stærkere end de fysiske mord- og dødsvåben. Disse kræfter er psykiske og har igennem tiderne givet sig udslag gennem menneskenes religiøsitet og de heraf dannede religiøse kultus og førende verdensreligioner.

Det er rigtigt, at verdensgenløsningen med kristusbegivenheden i spidsen har haft en overordentlig stor indflydelse på menneskenes verdensopfattelse. Vi kan i dag begynde at se, at Kristus og de øvrige store fortolkere af humanitet og næstekærlighed har dannet ligesom en bro over til en ny kommende verdensopfattelse. De har dannet en midlertidig acceptabel overgang til en blidere og mere human verdensopfattelse end den fra Det Gamle Testamente overleverede jødedom. Denne formidling af Det Gamle Testamente kender vi jo her i Vestens lande bedst under begrebet "kristendommen", funderet på Det Nye Testamente, hvis fundamentale sætninger igen leder tilbage til deres ophav "Kristus". Denne Kristus blev et væsen, der helt overskyggede det gamle gudebillede, ja, ligefrem har sat dette i skammekrogen. Vi ved, at Kristus blev introduceret i verden under begrebet "Guds søn". Men denne søn ligner i virkeligheden slet ikke sin fader. Der var en kolossal forskel på de to væseners mentalitet, ja, næsten lige så stor en forskel som på himmel og helvede. Denne søn var selve kærligheden, hvad man jo absolut ikke kunne sige om faderen, der i sin koncentrationslejr torterede alle, ikke til døde, men til en evig, uophørlig pine. Vi ved, at sønnen var fuld af tilgivelse over for alle sine medvæsener. Var det ikke netop ham, der tilgav sine bødler og bad sin himmelske Fader at tilgive dem, thi de vidste ikke, hvad de gjorde? – Var sønnen ikke her både klogere og kærligere end faderen? – Hvis faderen var lige så klog som sønnen, må han have vidst, at Jesu bødler ikke vidste, hvad de gjorde. Og hvis han var lige så kærlig som sønnen, ville han have tilgivet dem, helt uafhængigt af Jesu bøn. Lærer sønnen ikke alle andre mennesker, at de skal elske deres næste, hvilket vil sige alle andre væsener, som de elsker sig selv? – Kan man sige det om faderen? – Hvis han levede efter denne læresætning eller var denne kærlighed, kunne han da ikke totalt formålsløst brænde de levende væsener i en ild, ud af hvilken de aldrig nogen sinde kunne befries. Og er det ikke også blevet os forkyndt, at vi kan få vore synder forladt, fordi Kristus er blevet korsfæstet for vore synders skyld? – Da Kristus påtog sig at lide straffen for vore synder, blev Gud formildet og gik med til at fritage de væsener fra helvedes pine, gråd og tænders gnidsel eller evige fortabelse, der beder om frelse i Jesu navn.

Er det ikke en mærkelig form for retshævdelse? – Tænk, hvis de jordiske domstole var baseret på samme princip. Tænk, hvis alle forbrydere kunne gå fri af følgerne af deres forbrydelser, blive fri for straf, når blot en anden tilbød at tage straffen på sig. Så var det jo ikke retfærdigheden, det drejede sig om at beskytte, men straffen, torturen eller henrettelsen, der var det absolut magtpåliggende at få gennemført for et sådan retsvæsen. Men den himmelske dommer, den ene, store Guddom, er altså faktisk ligeglad med, hvem der straffes, når blot i det mindste der er nogen, som straffes. Og i kraft af Jesu store kærlighed, altså en kærlighed, der langt overstråler Guddommens, kan forbryderne, synderne, banditterne, røverne, morderne og alle andre forbrydere gå lige lukt ind i saligheden eller paradiset, hvis Kristus blot vil overtage deres straf, pines og dø for dem. Men ve dem, der ikke kommer i berøring med Kristus og derfor ikke kan hentyde til denne hans lidelse eller slet ikke kan tro på, at han overhovedet har eksisteret. Disse er altså selvskrevne til det gloende sted, hvor alt håb er ladt ude. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus med denne sin næstekærlighed og sit altforstående og alttilgivende væsen efterhånden vandt indpas i millioner og atter millioner af menneskehjerter og her blev en lysende bevidsthedssol, der fuldstændigt overskyggede gudebilledet, således at dette faktisk måtte gå under. Man så mere Guden i Kristus end i Guden, sønnen overskyggede faderen og blev menneskehedens Guddom.

Efter at et menneske i kød og blod, i kærlighed og intellektualitet, således kunne overtrumfe det himmelske væsen, den overleverede Guddom, er det klart, at denne Guddom stadig måtte tabe terræn. Og i dag er det jo næsten en nedværdigelse at beskæftige sig med begrebet Gud. Man mener således, at dette for længst er fastslået som den rene overtro og kun kan accepteres af det enfoldige eller naive følelsesbetonede, men intellektuelt uformuende væsen. Og her har vi egentlig det intellektuelt betonede materialistiske væsens livsfilosofi. Altså en filosofi, der blev det moderne videnskabeligt indstillede menneskes livsbasis. Denne det tyvende århundredes livsfilosofi, gudløshed eller totale materialisme blev igen lige akkurat den mentale hjælpeløshed, der gjorde samme århundrede til tidsrummet for den af de vise og Kristus for årtusinder siden bebudede dommedag, der igen skulle blive fødselsveer for klodens forvandling til en ny himmel og en ny jord.

Med Kristus og andre mere eller mindre kosmiske eller indviede væsener er der skabt præcedens for en væremåde, der tager afstand fra den væremåde og de love, der er fundamentet for dyreriget, de umælende uintellektuelle instinkt- og følelsesvæseners hjemstavn. Men menneskene er ikke mere dyr i renkultur. De er allerede kropsligt set født til at være ophøjede væsener, der ligesom de vise må vide besked med den verden, de lever i. De kan ikke blive ved med at være husdyr eller kreaturer for de væsener, der er barbariske og hensynsløse nok til at holde menneskeheden nede i ulykke og lidelser. De må lære at se, hvad der ligger bag ved Faderen og Sønnen. De må lære at forstå, hvad det er, de bliver vidne til i det daglige livs omgivelser, kloder, stjerner og mælkeveje. De må lære ikke at se Faderen som et overdimensioneret menneske bag skyerne med hævnende, sadistiske eller abnorme tilbøjeligheder i tilsvarende overdimensioner. De må trænes op til at være åndeligt suveræne væsener, der ikke skal leve deres liv på massesuggestion eller andre former for hypnotisk, påtvungen åndsfraværenhed eller udelukkelse af det vågne, daglige livs sande og virkelige tale. Vi ser her, hvorledes det gamle verdensbillede umuligt kan hjælpe menneskeheden. Det er affældigt, gammelt og forslidt. Det verdensbillede, der har fostret en Kristus, en Buddha eller andre store humanister eller repræsentanter for næstekærlighed, er det eneste, der nu har mulighed for at bringe menneskeheden tilbage til den sande lysvej, der støt og urokkeligt fører gennem evigheden op over kloder og stjerner, op over menneskelige ufuldkommenheder og vildfarelser, lige direkte imod en Guddom, der i al fald må være på højde med og ikke under Jesu væremåde og viljeføring. Et verdensbillede, der er af ringere mental kvalitet end Kristi, har ingen som helst mulighed for at kunne bevare livet. Det er forældet eller døende allerede i sin fødsel. Det nye verdensbillede må opfylde alle de krav, som en kristusmentalitet er i stand til at opfylde. Det nye verdensbillede må være livet selv og ikke menneskelig fantasi eller hjernespind, overtro og fanatisme. Det må være den rene, utilslørede sandhed fortalt af livet selv.

Det nye verdensbillede vil ikke, således som det gamle, være baseret på en tilbedelse af og hengivelse til noget overleveret, specielt religiøst dogme eller dets ophav. Dertil vil en stor del af nutidens og alle fremtidens generationer være alt for intellektuelle. Når man hidtil har dyrket personer mere end verdensbilledet, skyldes det jo netop manglende intellektuel udvikling. Man kunne simpelthen, når det drejede sig om så store fakta som de evige, ikke tænke selv og var derfor på nævnte felter afhængige af, hvad profeter, vismænd og verdensgenløsere havde at berette. Men da man som nævnt ikke var intellektuelt udviklet, kunne man heller ikke forstå disse væseners viden om livets psykiske eller åndelige side, med mindre nævnte viden blev omformet til lignelser eller symbolske fortællinger. Disse symbolske lignelser eller fortællinger blev grundstoffet eller materialet for Bibelen og andre af de såkaldte hellige bøger. Grundet på væsenernes manglende intellektualitet blev disse lignelser opfattet rent bogstaveligt. Denne bogstavelige opfattelse af en symbolsk beretning er det samme som det, vi kalder "dogmer". Den religiøse verden af i dag er således funderet på dogmer, som den uden nogen intellektuel eller videnskabelig indsigt urokkeligt accepterer.

Men da den intellektuelle udvikling ikke kan standses, og den i sig selv er en ny sanseevne, med hvilken væsenet netop skal kunne gennemskue alle ydre materier og finde ind til den virkelige urokkelige sandhed bag ved alt og alle, er den religiøse suggestion således i sig selv dømt til undergang. Den kan umuligt blive ved med at være væsenernes åndelige fundament. Det er livets mening, at alle væsener skal blive åndeligt suveræne væsener, hvilket jo vil være totalt umuligt, hvis intellektualiteten ikke kan overvinde instinkt og følelse. Igennem sin forskningsevne, sin evne til intelligensmæssigt at kunne sortere det uvirkelige fra det virkelige, skal væsenet urokkeligt nå frem til den absolutte viden om sig selv, universet og Guddommen.

Hvad kommer da det nye verdensbillede eller rettere den ny verdensopfattelse til at hvile på? – Hvordan kan man selv lære at se sandheden i livet og naturen? – Svaret må her uundgåeligt blive: ved at lægge mærke til de påvirkninger, naturen selv vibrerer ind i væsenernes sanser. Den største påvirkning, som det levende væsen fra naturens side er ude for, er kredsløbsprincippet. Naturen fortæller det intellektuelle individ i en overdådig grad om dette princip og dets virkninger.