M0533
Guddommen og livsmodet
af Martinus

1. Menneskene lever i en permanent frygt
Den absolutte betingelse for et fuldkomment sundt og lykkeligt liv for et menneske er de to principper Guddommen og livsmodet. Hos dyret eksisterer disse to principper indkapslede i den realitet, vi kalder instinktet, og betinger her i dyrets bevidsthed, om end ubevidst, både livsmod og sundhed. Dyret kender intet til en unaturlig frygt, hvilket vil sige en frygt i felter, hvor der i virkeligheden slet ikke foreligger nogen fare. Dyret bliver bare forskrækket i en farefuld situation, men reagerer automatisk i kraft af sit instinkt til fordel for sin undgåelse af faren. Og når faren er overstået, går dyret ikke og grubler i angst og bæven for, at denne fare igen skal opstå. Det taber ikke sit livsmod og går hen og begår selvmord. Helt anderledes stiller det sig med mennesket. Det går i en meget stor udstrækning i en permanent frygt for både det ene og det andet. Og som regel er det i virkeligheden kun fantasifarer, farer, som i virkeligheden slet ikke eksisterer eller nogen sinde kommer til at eksistere. Det frygter for dagen i morgen, det frygter for, at det ikke kan klare sig økonomisk, ja, denne frygt kan endog være til stede ikke mindst hos de væsener, der har overflod af jordisk gods og guld. De frygter for, at ægtefællen ikke er trofast, de frygter for, at der skal blive for megen regn, og de frygter for, at der skal blive for megen tørke. De frygter for, hvad folk vil sige, de frygter for bagtalelse etc. Ja, de frygter næsten for alle livets situationer. Ja, er der ikke i vor tid en permanent frygt over hele verden for en kommende krig? – Er det ikke frygten for mennesker, der får menneskene til at spekulere i, hvordan man bedst kan dygtiggøre sig i at ødelægge mennesker? –
2. Det fuldkomne menneske kender ikke til nogen frygt
Det jordiske menneske mangler livsmod. Men dette at mangle livsmod er det samme som at mangle et stort bærende psykisk organ. Det er så meget desto mere vigtigt, eftersom det er dette organ, der skal holde væsenets psyke sund og normal og dermed være det afgørende fundament for det samme væsens normale og sunde oplevelse på det fysiske plan. Når væsenet mangler et eller andet fremtrædende fysiske organ, hvad gør det så? – Hvis det mangler f. eks. en fod, går det ved hjælp af krykker og således også, når det mangler et så vigtigt organ som livsmodet, der er langt vigtigere end en fod. Så søger det også at råde bod herpå ved hjælp af krykker. De krykker, mennesket erstatter sit livsmod med, er mordvåben. Det virkeligt fuldkomne menneske dækker sig absolut ikke bag mordvåben. Det er andre væseners påfund af forfølgelse, bagtalelse eller sabotage af ens tilværelse så overlegen, at det absolut ikke her kender til nogen frygt. Det er dette dets mod, der har givet det en urokkelig sejr over millioner af mennesker gennem århundreder. Hvad mener man f.eks. om Kristus? – Hvis ikke han frimodigt var gået frem imod sine forfølgere og angribere i Getsemane Have og havde overgivet sig til dem, men derimod havde fundet på en metode, ved hvilken han kunne have saboteret deres anslag eller på anden måde, måske ved en lille krig mellem dem og hans tilhængere, tror man så, han i dag havde stået som en åndens fyrste eller konge med sine millioner af tilbedere og beundrere verden over? – Hvis han havde kunnet præstere en tabsliste, i hvilken ypperstepræsterne og deres håndlangere måtte noteres som faldne, tror man så, han kunne være blevet en repræsentant for det himmeriges rige eller den humane verdenskultur, som er bestemt til at blive jordens og menneskehedens kommende skæbne? – Jeg kan kun se, at han var blevet en værdig repræsentant for den nordiske gudelære, ville være blevet genstand for stor modtagelse i Valhal hos det her regerende dræbende gudeselskab med Odin og Thor i spidsen. Han havde altså et menneskeligt livsmod så stærkt, at han absolut ikke behøvede at stabilisere sin psyke op med krykker. Han var al dyrisk foretagsomhed ganske overlegen. Ja, ikke engang en korsfæstelse kunne afskrække ham fra at være menneske. Og derfor sejrede han overlegent over alle dyriske anslag.
3. Frygten vokser om kap med evnen til at skabe mere og mere geniale mordvåben
Men hvad med det jordiske menneske af i dag? – Hvor meget af denne kristusmentalitet har det i dag? – Det har tilsyneladende slet ikke noget. Det har intet af Kristi store livsmod og må derfor stimulere sin psyke eller mentalitet op med krykker. Ja, er menneskeheden ikke ligefrem blevet genier til at lave sådanne krykker? – Er en atombombe ikke en kolossal krykke? – Er ikke alle de geniale mordinstrumenter, vi kender i form af alle de andre dræbende instrumenter: krigsskibe, kanoner, torpedoer, undervandsbåde og skydevåben af enhver slags etc. etc., kolossale krykker? – Kan alle disse mordvåben, hele dette opbud af jordmenneskelig mobilisering af dyriske forsvars- og angrebsmuligheder, give menneskeheden livsmod? – Har menneskene mindre frygt i dag end i fortiden, da man endnu kun var sovende væsener med hensyn til den fysiske intellektuelle viden og kunnen, som man i dag har til overflod? – Jeg kan kun se, at frygten vokser om kap med evnen til at skabe mere og mere geniale mordvåben eller muligheder for mangfoldiggørelse af drabsmanifestationerne. Hvis menneskene ligesom Kristus afkastede våbnene, tror man så ikke, menneskeheden ligeså ville opstå sejrrigt af graven i en sollys opstandelse? – Tror man ikke, det er dertil, at mennesket skal føres? – Der er absolut ingen vej udenom. Menneskene kan hverken forsvare sig eller blive af med livsfrygten, så længe de opretholder eller baserer deres liv på mordvåben og overlegen brutal magt og slet ikke har noget absolut upartisk retsbegreb med i deres handlinger.
4. Frygt skaber usundt blod
Menneskene følger absolut ikke Jesu fodspor fra Getsemane Have. De kan da heller ikke vente sig nogen opstandelse fra det dyriske dræbende liv. Deres daglige tilværelse må da uundgåeligt blive den dyriske junglementalitet. Og her kan mennesket ikke blive lykkeligt eller fri for frygt. Her må det leve i alles krig imod alle. Mennesket er netop ikke mere et dyr, og derfor frygter det, når det skal befinde sig i et dyrerige. Det er et begyndende menneske og vil kun kunne finde lykken eller den for dette væsen normale tilværelse i det rigtige menneskerige, hvor det er sammen med mennesker med menneskelig bevidsthed og ikke med mennesker med jungle- eller dyrementalitet. Og så længe det ikke opfylder eller er sig rigtigt bevidst i denne sin bestemmelse, da må det leve i frygt. Frygten er i virkeligheden den, der får mennesket til at handle forkert, og de forkerte handlinger giver en fejlagtig livsoplevelse. Mennesket bliver afsporet fra kristusvejen. Og det er dets vandring på denne afsporede vej, der er hedenskabets vej, der ustandseligt skaber frygt. Frygt skaber igen usundt blod. Usundt blod giver svækkelse eller underminering af modstanden imod sygdomme og alskens usundhed i organismen. Og hvad kan man stille op med en træt og svulstbefængt og overdrevent forkalket organisme? – En sådan organisme afføder igen et nyt terræn til frygten, der igen afføder frygt og således fortsættende, indtil væsenet faktisk kvæles eller dør af frygt.
5. At være ét med Guddommen
Menneskeheden undgår således ikke at komme dertil, at den må vende tilbage til kristusvejen. Men kristusvejen er gudsvejen. Gudsvejen er den hellige ånd. Den hellige ånd er den viden om det evige liv, der skal hæve menneskeheden ud af den uvidenhed, der i dag lader det vordende menneske i Guds billede vansmægte i alskens afsporinger fra det virkelige liv. Menneskeheden må komme dertil, at denne og Faderen eller Guddommen er ét. Hvad vil det så sige at være ét med Guddommen? – Det vil sige at leve et liv baseret på en absolut regulær viden om selve verdensbilledet eller det evige liv. Så længe menneskene tror, at livet kun er noget timeligt, må frygten eksistere. Når menneskene begynder at opleve, at deres liv er evigt, og at i dem bor noget af Guddommen, da begynder frygten at forsvinde. Med Gud indbygget i alle sine handlinger og manifestationer, vil frygten svinde bort fra vor livsbane på samme måde, som nattens klamme tåger må fordufte for den frembrydende dags klare solskin. Og vi oplever hver især i os den evige fornemmelse: Jeg er opstandelsen og livet, hver den, som følger mig, skal leve, om han endog dør.
Artiklen er en gengivelse af et manuskript, som Martinus skrev til forberedelse af et foredrag på Martinus Institut, søndag den 30. marts 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Artiklen er godkendt af rådet 09.12.2018. Artikel-id: M0533. Første gang bragt i Kosmos nr. 2, 2019. Manuskriptet er også blevet bearbejdet af Mogens Møller under samme titel (M0530).
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.