M0558
Guds stemme
af Martinus

I manuskriptets indledning forklarer Martinus, hvordan Sagens udvikling har gjort den gamle foredragssal i Klint for lille, hvorfor en større ombygning har fundet sted, og han fortæller, at et nyt tonefilmsanlæg og mulighed for båndoptagelse er på vej.
Indvielse af foredragssal efter flytning og ombygning
Jeg vil gerne først ønske Dem alle rigtig hjertelig velkommen her til "Kosmos Ferieby" i anledning af pinsen og til indvielse af denne foredragssal. Som De ved, var Feriebyen med de sidste års store udvikling nået så langt frem, at den gamle foredragssal ikke mere kunne opfylde sin mission eller stod i noget rimeligt forhold til Feriebyens øvrige struktur eller størrelse. Det blev derfor meget nødvendigt at få dette problem løst. Og takket være mine flittige og kærlige medarbejdere inden for Sagen er problemet nu foreløbig løst. Ikke således at vi har kunnet bygge en helt ny foredragssal, således som det oprindeligt har været vort ønske, men således at vi med gamle materialer, vi var i besiddelse af, har kunnet ombygge den gamle sal, samtidig med at den nødvendigvis måtte flyttes, idet den grund, den lå på, indgik som et led i udstykningen og blev solgt sidste år. Dette hus er altså ikke nyt, men udgør den gamle foredragssal i ombygget stand. Men en sådan ombygning er trods alt ikke gratis. Og når den økonomiske side har kunnet løses, skyldes det den lykkelige omstændighed, at Sagens venner til mit 25. års jubilæum skænkede mig et beløb til indkøb af et tonefilmsanlæg. Imidlertid blev det ikke muligt at fremskaffe et anlæg af en sådan kvalitet, som nævnte beløb var beregnet på. Og da det imidlertid blev meget mere tvingende nødvendigt at få skabt en foredragssal, der kunne opfylde Feriebyens krav, har jeg ment at kunne tjene og glæde min sags venner bedre ved at anvende nævnte beløb til skabelsen af denne sal end til fremskaffelse af et tonefilmsanlæg, som vi alligevel ikke kunne få den fulde glæde af i en sal, der ikke kunne rumme alle Feriebyens gæster. Men dette betyder naturligvis ikke, at Sagen for stedse skal være uden tonefilmsanlæg. Tværtimod. Når vi når længere frem, og forholdene skaber bedre betingelser herfor, vil Sagen få ikke blot det nævnte anlæg, men også andre af de moderne tekniske goder. Blandt andet håber jeg således på muligheden af stålbåndsoptagelse af vore foredrag, så de stadig kan bevares og gengives på tider og steder, hvor de kan gøre nytte. Og hermed vil jeg gerne gå over til at indvi denne sal med et foredrag om "Guds stemme".
1. At blive indviet i Guds stemme
Hele min mission eller arbejde, al vor stræben med skabelse af Kosmos Ferieby og de herind under hørende foreteelser lige så vel som arbejdet hjemme i København er jo udelukkende baseret på at indvi alle interesserede i "Guds stemme". At blive indviet i denne stemme betyder nemlig, at mennesket ophører med at være alene i universet. Denne stemme udtrykte engang de kendte ord: "Det er ikke godt for mennesket at være ene". Det er rigtigt, at disse ord i første instans betød skabelsen af Eva, hvilket vil sige det modsatte køn eller ægtefællen, men man må ikke tro, at denne skabelse dækker helt den guddommelige hensigt, der udtrykkes i nævnte ord. Efterhånden som væsenerne bliver indviet eller når frem til åndeligt skelsår og alder, ser de, at ægtefællen ikke helt kan løse problemet. Hvor mange mennesker er der ikke verden over, der i dag føler sig alene i verden trods ægteskabet eller tilknytningen til en ægtefælle? – Alle væsener er i virkeligheden alene, indtil de oplever Guds stemme. Det er ikke almengældende, at ægtefæller dør samtidig. Her må væsenerne gå alene. Ligeså igennem den eventuelle skærsild. Igennem alt, hvad der hedder karma, sorg, sygdom og pine. I alle livets alvorligste situationer kommer det til syne, at væsenet stadig er ene. Der er således grænser for, hvor meget af denne ensomhedseksistens væsenet kan befries for ved hjælp af ægtefællen, ved hjælp af venner og kammerater. Alle mennesker vil før eller senere komme i situationer, hvor de trods ægtefælle, venner og kammerater føler sig ene i verdensrummet. Er det ikke netop denne ensomhedsfølelse, der ligger bag alle selvmord, alle sorger, sygdomme og ulykkelige skæbner? – Er det ikke også denne ensomhedsfølelse, der får individet til at råbe ud i universet efter et ukendt Forsyn eller til stille at hviske en bøn til en Guddom? –
2. Genløsning eller befrielse af den kosmiske ensomhedsfølelse
Ved en nøjagtig gennemgang af væsenets psyke ser man altså, at der er en ufærdig side. Der er noget, der udvikler sig i denne i form af et større og større krav om en fundering af dets tilværelse, så det kan få en garanti for en varig lykke. Vi hører det som et kollektivt råb om en "varig fred", og vi hører det som individuelle suk, stønnen og kritik fra vore medvæsener. Der kræves således ikke nogen særligt fremragende intellektuelle evner for at se, at hverken ægteskab eller materielle goder kan give mennesket den virkelige tilfredshed eller fritage det for i bunden af sit væsen før eller senere at komme til at føle sig ensom, selv om det befinder sig verdensberømt, feteret, æret og anset eller tilbedt og dyrket af alle. Der vil altid stadig kunne være situationer, i hvilke væsenet føler sig hjælpeløst. Men denne følelse er jo netop det foreløbige udtryk for ensomhedsfølelsen. Det er ikke livets mening, at det levende væsen skal blive ved med at føle sig hjælpeløst. Det er jo derfor, der eksisterer noget, der hedder verdensgenløsningen. Den er jo resultatet eller udslaget af et princip i verdensstrukturen, der har til opgave at bringe menneskene til en genløsning, hvilket netop vil sige til befrielse af den kosmiske ensomhedsfølelse midt i universet. Igennem denne genløsning vil alle levende væsener til sidst blive velsignede.
3. Guddommen er alle levende væseners virkelige Fader
Hvordan virker da denne verdensgenløsning? – Hvordan er dens program? – Den har først og fremmest til opgave at lære de levende væsener at forstå "Guds stemme". Men for at forstå denne stemme må man jo lære det sprog, Guddommen betjener sig af. Verdensgenløsningen er altså en organisk foreteelse i livet, igennem hvilken Guddommen lærer de levende væsener sit eget fundamentale, urokkelige sprog. Vi ser det netop igennem de væsener, der repræsenterer verdensgenløsningen, og som har båret menneskehedens udvikling igennem udviklingens årtusinder. Disse væsener er alle mere eller mindre indviede i Guds stemme. De taler direkte med Gud. Hvis vi ser på den Herre Kristus, som jo er det væsen, hvor forståelsen af Guds stemme synes at være mest fremragende, ser vi, at han er blevet bevidst i, at Guddommen er hans "Fader" og alle andre levende væseners "Fader". Nærmere og et mere intimt forhold kan man jo ikke komme i til noget væsen. Nu skal man ikke tro, at denne indstilling til Guddommen var en naiv, overtroisk forestilling gående ud på et eller andet væsen langt borte hinsides skyerne, som han på mystisk måde havde telepatisk forbindelse med. Ligeledes skal man heller ikke tro, at det kun er en religiøs psykopats selvdyrkelsesfraser, lige så vel som man heller ikke skal tro, at det kun er en symbolsk fremstilling af sit forhold til Guddommen, Jesus udtrykte. Tværtimod, begrebet "Fader" er det eneste kendte udtryk i sproget, der passer på forholdet mellem det levende væsen og Guddommen. Ja, det passer endog bedre på forholdet mellem de nævnte to væsener, end det passer i det ellers kendte forhold i det daglige liv, hvor det kun skal udtrykke forholdet mellem afkom og deres fædre. Sådanne fædre er jo i virkeligheden kun redskaber for det højere guddommelige faderskab. Ja, de er i virkeligheden kun "faddere" til deres ophav.
4. Alle fysiske processer er udtryk for tanke, bevidsthed og viljeføring
Et yderligere bevis for, at det er således, finder vi jo i den omstændighed, at Kristus og andre kosmisk bevidste eller indviede væsener får deres viden direkte fra livet selv. De processer eller foreteelser, der finder sted i naturen, og som almenheden opfatter som kolde og døde tilfældige naturkræfter, opfatter, hører og ser disse indviede væsener som levende fysiske udtryk for psykiske foreteelser, hvilket vil sige tanke, bevidsthed og viljeføring. Hvis ikke det var således, ville der aldrig nogen sinde være opstået noget, der hed den evige sandhed, hellige bøger, idealer eller moral, ja, der ville overhovedet aldrig nogen sinde kunne være opstået noget, der hed den hellige ånd eller åndsvidenskab. Hvordan skulle man vide, hvad der var sandhed, og hvad der var usandhed? – Hvordan skulle i det hele taget al kosmisk eller psykisk viden blive til, hvis ikke der var væsener, der forstod naturens energi- eller bevægelsesudløsninger på en anden måde end i kraft af mål og vægt? – Er det ikke netop en kendsgerning, at videnskaben ikke kan læse naturen på denne anden måde? – Disse væsener hører til de ensomme væsener i universet. De har ikke fundet og kan ikke finde Faderen. Mål- og vægtfacitter kan ikke udtrykke noget levende. De kan derimod kun eksistere som resultater af noget levende, på samme måde som bogstaver kun kan være resultater af liv. Hvad er bogstaver for den, der ikke kan læse, og hvad er et sprog eller tale for den, der ikke kan forstå sproget. Han kan jo højst få mål og vægtfacitter ud af det. Men hensigten med et sprog eller tale er jo ikke mål- og vægtfacitter, men derimod dette, at det skal udgøre et middel, ved hvilket tanker kan overføres fra levende væsener til levende væsener. Ligesom sprog eller tale er manifestation af tanke eller bevidsthed, således er alle naturens bevægelser, hele dens struktur og fremtræden, udelukkende manifestation af tanke eller bevidsthed. Men bevidsthed er jo igen det samme som "ånd". Det, den materialistiske almenhed kalder tilfældige blinde og døde naturkræfter, ser verdensgenløsningens repræsentant som bogstaver for Guds sprog og lyde for Guds stemme, fordi disse væsener er nået frem til at forstå dette sprog og selv kan skrive og tale dette.
5. Gudskontaktens kredsløb
Det daglige liv for verdensgenløsningens repræsentanter er derfor en permanent korrespondance, en daglig udveksling af tanker mellem Gud og dem selv. De ser Guds tanke, bevidsthed og liv i alt og alle. De spørger Gud, og han svarer på deres spørgsmål, og Gud spørger dem, og de svarer på hans spørgsmål, men det er altså i et sprog, der langt overstråler den korrespondance eller tankeudveksling, der ellers foregår mand og mand imellem. Den lille personlige tankeudveksling, de tidligere havde netop mand og mand imellem, er kun denne store guddommelige korrespondance i latent tilstand. Tankeudvekslingen med Gud måtte ligesom alt andet i tilværelsen og livet have sit kredsløb med sin latente tilstand, vinterzonen, og sin kulminationszone, sommeren, samt sine mellemstadier her imellem, foråret og efteråret. Hvorfor skulle det største under eller dette, hvorfor alt er skabt, denne væsenets personlige vekselvirkning med Gud, ikke være kredsløbet underkastet, når alt andet i livet er det. Alle materier, lige fra vand til ild, og al almindelig bevidsthed, lige fra krig til fred, kan jo udelukkende kun eksistere som stadier i dette kredsløb, som årstider. Og hvad andet kan være bedre syn for sagen end naturen selv? – Kan menneskelige fantasier og forestillinger være en mere betryggende garanti som udtryk for sandheden? – For det indviede eller kosmisk bevidste væsen er Guds ånd bogstaveligt til stede over vandene, hvilket vil sige til stede i alt og alle.
6. Sagens mission er at få menneskene til at forstå den i livet og naturen forekommende Guds tale
Medens den materialistiske videnskab udgør den del af den guddommelige tale eller henvendelse til menneskeheden, i hvilken de får oplysninger om de arbejdsmetoder, med hvilke de kan gøre sig materien underdanig, bliver verdensgenløsningen eller åndsvidenskaben den del af den guddommelige tale eller bevidsthedsoverføring, igennem hvilken Guddommen giver væsenerne oplysninger om, hvorledes de kan gøre sig Guds tanker og bevidsthed eller livet underdanig, blive ét med Gud. Når dette er sket, er mennesket ikke mere ene. Da vandrer det bevidst sammen med Gud, og Gud fortæller væsenet om dets udødelighed, hans egne tanker, ideer og hensigter med kommende levende væsener, menneskeheder, kloder og verdener. Væsenet befinder sig dermed hævet op til en himmel højt over de dødens og primitivitetens afgrundssumpe, i hvilke væsenerne er uden Gud og derfor i denne gudsforladthed må bygge deres eksistens på de mordvåben, der udelukkende kun giver frygt, skrig og dødsrallen, eller det ragnarok der for tiden går hen over jordens menneskehed. Som man ser, er det på tide at komme til at forstå den side ved det daglige liv, der i form af naturkræfterne er Guds tale eller åbenbaring af freden, glæden og lykken – den side ved de samme naturkræfter, der i Bibelen er bebudet som "den hellige ånd". Denne sal såvel som alle Sagens øvrige ejendomme og dispositioner er udelukkende helliget denne mission. Det er min opgave at lære alle mennesker denne i naturen forekommende Guddommens absolutte tale, vise menneskene denne "talsmanden, den hellige ånd", således at de kan blive genløste og befriet for den frygt, sorg og pine, der i dag på så mange måder tynger menneskeheden til jorden. Og udelukkende i henhold til dette formål skal denne sal hermed være indviet.
Artiklen er en gengivelse af et manuskript til et foredrag afholdt af Martinus i Kosmos Ferieby, 1. pinsedag den 16. maj 1948 (indvielse efter flytningen og ombygningen). Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 31.10.2008. Første gang bragt i Kosmos nr. 9 2009. Artikel-id: M0558.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.