Alle levende væsener lever i to verdener: Guds verden og deres egen verden. Af disse to verdener er det ufærdige væsen i en overvældende grad optaget af sin egen verden og gør denne til det primære i sit daglige liv, medens Guds verden i en tilsvarende overvejende grad er af det onde, er noget, man er bange for. Væsenets egen verden udgøres af alle dets begær og ønsker. Denne dets egen verden ønsker det ufærdige væsen i allerhøjeste grad at favorisere. Ud fra denne favorisering skaber det hele sin daglige tilværelse. Det tænker derfor ikke på Guds verden, som består af alt, hvad det levende væsen overhovedet kan komme i berøring med. Guds verden er således tilsammen alle andre levende væsener og deres manifestationer. Dette vil således igen sige, at det også er alle væsenets fjender, alle dem, som det ikke kan lide og derfor ligefrem forfølger. Guds verden er tillige naturen og alt, hvad dertil hører. Elementernes vældige kræfter og manifestationer. Himmelrummets umådelige dybder med dets mælkeveje og solbyer, planeter og kloder, kometer og meteorer. Ja alt, hvad vi kender som de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

Ligesom vort eget jeg udgør det regerende midtpunkt i vor egen verden, således er der også et regerende midtpunkt i Guds verden. Dette midtpunkt er ligesom vort eget jeg et bestemmende noget. I virkeligheden står vi således over for et andet levende væsen, der viser sig for os som Guds verden eller naturen, verdensaltet eller universet. Men at få dette til at være en samlet enhed i form af et levende væsen er det store primære, eneste fornødne i verden, ligesom det også er det absolut vanskeligste af alt. I al almindelighed ser menneskene denne ydre verden som en umådelig masse, hvis samlede bevægelser og udløsninger, man nærmest har tilbøjelighed til at mene udelukkende er tilfældighed. Menneskene lever således sammen med et gigantisk levende væsen uden i virkeligheden at vide, at det er et levende væsen. De forstår derfor heller ikke, at de selv er et medvirkende udløsende organ i dette levende væsen, og at samme væsen derfor er interesseret i at holde dette organ i sundt og levende velvære. Der udgår altså fra Guds verden eller dette gigantvæsen et ønske, en viljemanifestation, der udelukkende går ud på at skabe velvære for menneskene såvel som for de andre levende væsener, der jo ligeledes hver især er stedet over for dette levende i form af den ydre verden. Dette væsen taler altså til det enkelte menneske såvel som til nationen, til samfundene, til foreninger eller andre former for sammenslutninger af de levende væsener.

Det er denne tilstedeværelse af et i form af den ydre verden eller universet fremtrædende levende væsen, der har affødt begrebet "Gud". I alle levende væsener er der nedlagt et instinktmæssigt anlæg, som giver sig udslag i en slags ubevidst fornemmelse af, at den ydre verden er udtryk for flere levende væseners manifestationer, som man har givet navnet guder, for til sidst at samle begreberne i ét eneste levende væsen, som vi kender som den nu opfattede ene Guddom, der i Kristi mentalitet blev til "Faderen". Når Kristus var kommet til at opleve den ydre verden som Faderen, var det jo netop, fordi han igennem udviklingen var kommet så vidt, at han så, at naturen eller alle de ydre omgivelser netop var denne Faderens manifestationer og absolut udelukkende kun kunne være et levende væsens manifestationer. Han kunne opleve, sanse eller fornemme disse manifestationer som et andet levende væsens tiltale, ligesom han kunne forstå denne tiltale som en direkte personlig henvendelse. Han talte derfor med Gud, som en mand taler med sin næste. Og igennem denne tale var han blevet ét med Gud. Men idet han således var blevet ét med Gud, var han blevet ét med den ydre verden. Han følte sig ét med den, hvilket kom til syne i hans væremåde i alle det daglige livs manifestationer og tilskikkelser. Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde andre. Hvad gjorde han selv? – Satte han ikke sit liv til for at redde andre? – Blev korsfæstelsen ikke en praktisk manifestation af hans kærlighed til næsten? – Siger han ikke her: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre? – Det var ikke blot dem, der holdt af ham, han elskede, men det var også dem, der hadede og forfulgte ham, han elskede og satte livet på spil for. Hans væremåde var altså at gøre den ydre verden til ét med sin egen verden. Hans kærlighed strakte sig ikke blot til hans egen verden, hans egen organisme og livsoplevelse, den var i lige så høj grad også omfattende omgivelserne, andre levende væsener, ja alt det, der var til. Derfor kunne han også se, at alt var såre godt.