M0795
Den højeste ilds inderste fornemmelse og mission
af Martinus

1. Den ydre og den indre oplevelse af livet
Vi har tidligere hørt om den højeste ilds ydre foreteelse, dens skabelse og regulering af det levende væsens kønsstadium igennem mange forskellige stadier i kredsløbet, ja hele den ydre åbenbaring af livets manifestation. Men livet eller tilværelsens ydre åbenbaring og oplevelse er ikke den fulde eller helt dækkende analyse af tilværelsen.
Sålænge tilværelsen eller livet kun former sig som en oplevelse af ydre foreteelser, er man endnu ikke blevet ét med livet, hvilket vil sige ét med andre levende væsener, ét med Faderen, ét med sandheden. Nævnte ydre oplevelse er ganske vist absolut uundværlig, idet den udgør den markering af en anden oplevelse, som er dens modsætning, nemlig den indre oplevelse af livet eller tilværelsen. Da denne "indre oplevelse" langt overstråler den ydre oplevelse i guddommelig fornemmelse af velvære, bliver det altså denne oplevelse, der i virkeligheden er den primære, medens den ydre oplevelse i forhold hertil kun kan udgøre den sekundære. Al sansning er således baseret på disse to former for oplevelse: en "ydre" og en "indre oplevelse". Forskellen mellem disse to oplevelser markeres ved, at medens den "ydre oplevelse" i sin renkultur er kulminationen af mental kulde, dræbende, tilintetgørende eller saboterende livsoplevelsen, er den "indre oplevelse" i renkultur kulminationen af skabelsen af livets blomstring eller højeste udmunding i guddommeligt velvære, en strålende gennemstrømning af et uadskilleligt, ja, udeleligt samhør eller væren ét med alle andre levende væsener. Den indre fornemmelse af livet sammensmelter væsenerne til en ubrydelig enhed, gør dem til det samme kød og blod, medens den ydre oplevelse adskiller de levende væsener, gør dem til væsener forskellige fra hverandre, fremmede og mere eller mindre fjendske væsener. Den ydre oplevelse af livet skaber altså antipati imod medvæsenerne og bevirker, at man selv helst vil være den altbeherskende, enerådende diktator over og dermed undertrykker af alt og alle, medens den indre oplevelse gør det til den største nydelse at være alles trofaste og inderligste tjener. Hele livsoplevelsen fremtræder således her for os i disse to koncentrerede yderpunkter i en nøddeskal. Den højeste livsfornemmelse og derfor den lykkeligste er således samhørighedsfølelsen med de øvrige væsener, hvilken følelse altså kun eksisterer som kærlighed, og modsætningen hertil er adskillelsesfølelsen og dermed antipatifølelsen og skinsygen over andre væseners delagtighed i eller medret til livsgoderne, der kendes som "hadet". Kærligheden er således livets højdepunkt, medens hadet er dets lavpunkt. Kærligheden er lyskontrasten, medens hadet er mørkekontrasten.
2. Billedet af tilværelsen kan være over- eller undereksponeret
Al sansning bliver altså markeret ved hjælp af disse to kontraster. En hvilken som helst livsoplevelse vil derfor i sin kosmiske analyse nødvendigvis udgøre en sammensætning eller kombination af disse to kontraster, på samme måde som et fotografi udgør kombinationen af lys og skygge. Ligesom et sådant fotografi kan fremtræde med en alt for dominerende skygge og tilsvarende for lidt lys og omvendt og derved i begge tilfælde udgøre et højest ufuldkomment billede, således kan også lys og skyggeformationerne i det levende væsens livsoplevelse eller sansning være i disharmoni. Her kan billedet af tilværelsen eller livet forekomme med alt for dominerende skyggeregioner med tilsvarende alt for lidt lys og omvendt. Oplevelsen af tilværelsen eller livet bliver da ligesom fotografiet tilsvarende ufuldkomment, sløret eller udetaljeret. Men ligesom det gode fotografi betinges af en naturlig harmoni eller fuldkommen fordeling af lys og skygge, således betinges den fuldkomne livsoplevelse også af, at der er netop lige akkurat så megen skygge, at den kan markere lysets struktur og detaljer. Der, hvor der er for megen skygge, kan lysets detaljer ikke ses eller opleves. Og der, hvor lyset ikke kan opleves, bliver livet kun til skyggeoplevelse, til oplevelse af overdrevent mørke. På samme måde vil livsbilledet blive ufuldkomment der, hvor der er for lidt skygge og derved alt for meget eller overdrevet lys. Her bliver der heller ingen klare detaljer, billedet bliver sløret eller tåget. Da livsbilledet er det samme som de levende væseners bevidsthed, forstår man således her, hvorfor de levende væsener er så forskellige eller fremtræder med så mange forskellige opfattelser af livet eller verdensbilledet.
3. Livsbilledet hos jordmennesket og hos det indviede væsen
Den store part af de jordiske menneskers bevidsthed, livsopfattelse eller verdensbillede er ligesom et meget dårligt fotografi undereksponeret eller tegnet med alt for overdrevne skygger og næsten intet lys, hvorved billedet bliver falsk eller i højeste grad ufuldkomment. Hos andre væsener er livsbilledet overeksponeret eller tegnet med alt for meget lys og næsten ingen skygger, hvorved det bliver et vrangbillede af virkeligheden, en detaljeløs og intetsigende foreteelse. Hos nogle væsener er billedet rigtigt eksponeret, har den rigtige fordeling af lys og skygge, hvilket vil sige, at der lige akkurat er den skygge, der kan give lyset eller lysdetaljerne deres virkelige værdi, hvorved billedet bliver ægte, bliver udtryk for den hundrede procents virkelighed eller sandhed. Det er væsener med en sådan bevidsthed, vi kalder "indviede" væsener, og samme bevidsthed vi kalder "kosmisk bevidsthed". Disse væsener kan kun være identiske med sandheden og derved være ét med vejen og livet. Alle de øvrige væsener inden for den jordiske almenhed har endnu ikke fået det rigtige fotografi af virkeligheden i deres livsopfattelse eller verdensbillede. De kan endnu ikke se det ufuldkomne forhold, der eksisterer imellem lys og skygge i denne deres ufuldkomne verdensopfattelse eller oplevelse af sandheden. Men igennem den såkaldte udvikling ser vi, at de alle er på vej til at blive fuldkomne kosmiske "fotografer". Deres mentalitet eller sanseevne, der er deres "fotografiske" evne eller talent, bliver bedre og bedre, hvorved deres fotografi af eller opfattelse af verdensbilledet bliver mere og mere fuldkomment. Der bliver et bedre og bedre forhold imellem lys- og skyggeregionerne i dette.
4. Den højeste ild er kraften bag skabelsen af lys og skygge
Men bag denne skabelse af verdensbilledet, bag denne jongleren med lys og skygge ligger altså den kraft, vi kalder den højeste ild. Virkningerne af den højeste ild bliver derfor lys og skygge. Denne ild må således frembringe begge dele, ellers ville den ingenting betyde. Hvis der kunne forekomme en situation, hvor al skygge totalt forsvandt, måtte alle detaljer være udslettede i billedet, ligesom det samme jo ville være tilfældet, hvis alt lys totalt forsvandt. Men da et billede, der er totalt uden detaljer ikke er noget billede, men er lig intet, forstår man, at lys og skygge begge er lige nødvendige og derfor er lige evige. Der kan således aldrig opstå den situation, at resultatet af en oplevelse eller sansning er, at den ene eller den anden af de to kontraster: lys og skygge, totalt mangler. Der kan være for meget eller for lidt til stede i dets struktur af de to kontraster, men totalt udelukket kan således ingen af disse være. Men som vi nævnte før, er verdensbilledet ikke blot og bart et ydre billede. Dets sande oplevelse er et indre billede. Det ydre billede er altså skyggen, og det indre billede er lyset. Det ydre billedes koncentrerede pol er vor næstes selv eller jeg, medens det indre billedes koncentrerede pol, lyset, er vort eget selv eller jeg. En forening af disse to kontraster til en harmonisk enhed er det samme som skabelsen og oplevelsen af det sande verdensbillede. Det er indvielsens kulmination eller oplevelsen af den højeste væren, nemlig den at være ét med Faderen og hævet over tiden og rummet og dermed være identisk med evigheden og uendeligheden. Hele spiralkredsløbets mission er altså at skabe betingelser for alle mulige afvigelser fra det fuldkomne verdensbillede og alle muligheder for skabelsen af harmoni eller kontakt med selve verdensbilledet. Derved skabes der mulighed for oplevelsen af fuldkommenhed og ufuldkommenhed, oplevelse af liv og død. Oplevelse af materie og ånd. Verdensbilledet er således lys og skygge, en kombination af kærlighed og had. Kærlighed og had er livets kolorit. Med disse koloreringsmidler kan man altså skabe livskunstværket såvel som livsfuskeriet.
Manuskriptets sidste sætning er præget af en del tilføjelser og overstregninger:
Med hensyn til selve kulminationsoplevelsen af det virkelige verdensbillede, hvilket vil sige den fuldkomment kombinerede indre og ydre del af oplevelsen, der udtrykker det fuldkomne verdensbillede, bæres den altså udelukkende af væsenets seksuelle polkonstellation. .... herefter den seksuelle akt.
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript af Martinus. Manuskriptet er udateret. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 03.11.2006. Første gang bragt i Kosmos nr. 6, 2007. Artikel-id: M0795.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.