M0808
Den mediumistiske vej
af Martinus
1. Det spiritistiske møde
Det, som har særlig interesse for de såkaldte "efterlevende" af en kær afdød, er naturligvis spørgsmålet om, hvor dette væsen befinder sig. Vi har jo alle pårørende eller kære bekendte, som er "døde" eller gået bort, som det hedder. Mange spørger måske sig selv, hvor er min broder, som døde for to år siden, eller hvor er min hustru, der døde for femten år siden? – Hvor er mine bedsteforældre, mine oldeforældre, som døde for så og så lang tid siden? – Det er spørgsmål, som hidtil ikke ret mange her på det vågne plan har fået tilfredsstillende besvaret. Da man hidtil kun har kunnet få disse spørgsmål besvaret ad mediumistisk vej, hvilket vil sige indirekte igennem et bevidstløst fysisk væsen, har der været så uendelig mange muligheder for forvanskninger af den ad mediumistisk vej overførte korrespondance med det psykiske plan. Der er kun visse elementære former for korrespondance med de diskarnerede væsener, der kan være nogenlunde pålidelige. Og det er der, hvor mediet er et højt moralsk udviklet menneske, hvilket vil sige har en meget ren underbevidsthed eller psyke. I modsat fald vil denne urene psyke i næsten alle situationer eller tilfælde gribe ind i korrespondancen til fordel for mediets antipatier og sympatier.
Vi kan forestille os, at vi er til stede ved et såkaldt "spiritistisk møde". Et sådant møde er ikke baseret på en foredragsholder, men derimod på et "medium". Et sådant medium kan lige så godt være en mand som en kvinde, men er vist nok i de fleste tilfælde kvinder. Hensigten med mødet er udelukkende den at få forbindelse med "ånder" eller psykiske væsener, der igen er det samme som diskarnerede væsener. Da det er diskarnerede væsener eller ånder, man vil i forbindelse med, kan det ikke ske på almindelig måde, således som man ellers indbyrdes mand og mand imellem kan tale med hinanden. Diskarnerede ånder har jo ikke noget fysisk legeme. For at komme i forbindelse med disse væsener må der skabes en psykisk kontakt. Dette vil igen sige, at der må skabes en adgang for disse væsener til at kunne indvirke på et inkarneret eller fysisk væsens fysiske legeme. Kan det da i virkeligheden lade sig gøre? – Ja, det kan virkelig lade sig gøre og er intet mindre end en selvfølgelighed, når de rigtige betingelser herfor er til stede.
2. Besættelsen af et overfølsomt menneske
Som jeg har forklaret tidligere, er vi alle "ånder", og når vi kan jonglere med en fysisk organisme, er det jo kun, fordi vi kan besætte denne organisme. Denne organisme er udstyret med nogle særlige centre eller organer, igennem hvilke vor psykiske organisme kan forbinde sig med eller besætte og frigøre sig fra denne organisme. Når vi har besat denne organisme, fremtræder vi som vågne dagsbevidste, men når vi har frigjort os fra organismen, er vi bevidstløse. Denne bevidstløshed repræsenterer så igen forskellige grader helt indtil det totale stadium, hvilket vil sige det stadium, hvor organismens ophav for stedse er frigjort fra organismen, og denne derved er blevet til et lig. Her på det fysiske plan siger vi så, at vedkommende væsen er død, hvilket jo er en forfærdelig stor fejltagelse. Selv om en ånd ikke mere kan besætte sit fysiske legeme, og dette derfor må gå sin opløsning i møde, er væsenet ikke ophørt med at være til. Tværtimod, det både oplever, tænker og handler ligesom før, men blot ikke i fysiske materier. Og mange af disse lige afdøde væsener er endda meget interesserede i at få forbindelse med det fysiske plan. Dette bevirker så igen disse væseners bestræbelser efter at tage andre væseners fysiske legeme i besiddelse. Men denne besættelsesproces kan ikke gøres, uden at særlige forhold fra det fysiske eller inkarnerede væsens side er til stede. Det diskarnerede væsen kan kun besætte et inkarneret væsen under sådanne forhold, hvor nævnte inkarnerede væsens besættelsescentre er ubeskyttede. Mere eller mindre ubeskyttede besættelsescentre har man i sådanne situationer, hvor man på en unaturlig måde er bevidstløs. Ved den normale søvn er den fysiske krops besættelsescentre fuldt beskyttede og kan ikke påvirkes af diskarnerede væsener. Men et væsen kan i sit daglige liv være alt for overdrevent følelsesbetonet og positivt modtagelig over for alle slags fortællinger fra andre væsener. Hvis det er unaturligt godtroende, bliver det jo meget let besat med andre væseners tanker og forestillinger, og det kommer til at leve i den permanente besættelse, vi ellers kun kender som "overtro". Et sådant væsen er altså, så langt som overtroen strækker, bevidstløst. Det er suggereret. En sådan permanent besættelse er alle primitive og religiøst troende mennesker underkastet. Men individet kan være endnu mere modtageligt eller positivt indstillet over for fremmede kræfters indflydelse. Det kan vænne sig til at være et permanent åbent væsen for alle psykiske impulser. Et sådant væsen bliver da efterhånden overfølsomt. Og med denne overfølsomheds tiltagen kan det gå så vidt, at individet ligefrem under stærk psykisk påvirkning mister kontrollen over sin egen forbindelse med sit fysiske legemes besættelsescentre eller organer. Det taber bevidstheden, og vi siger om et sådant menneske, at det er i "trance". Denne form for trance er altså fremkaldt ved, at en diskarneret stærk selvbevidst ånd har taget mediets fysiske legemes besættelsesorganer i besiddelse, således at mediet midlertidigt er lukket ude fra sit eget fysiske legeme. Den fremmede ånd kan nu igennem disse fysiske besættelsesorganer tage mediets krop i besiddelse og i en større eller mindre grad igennem samme krop åbenbare sine tanker, ønsker og hensigter. Det var en sådan proces, der fandt sted, da Saul besøgte kvinden i Endor, og Samuel igennem denne kvindes mund talte til Saul. Hun var ganske simpelt det samme som et medium, igennem hvis fysiske besættelsesorganer Samuel tog hendes legeme i besiddelse og igennem dette kunne tale til Saul.
3. Ånderne er oftest jordbundne, skærsildsplagede væsener
Nu skulle man jo synes, at her var da en virkelig klar og realistisk vej til opklaring af livsmysteriets løsning. Men det er en meget stor illusion. For det første er de ånder, som tager et fysisk væsens fysiske legeme i besiddelse, i de allerfleste tilfælde ikke andet end afdøde jordmennesker, altså jordmennesker, der ikke mere har nogen fysisk organisme, men alligevel er fysisk interesseret, hvilket vil sige er jordbundne. Men når de er jordbundne, er de altså materialistiske. Og materialistiske væsener er jo ikke just den kategori af væsener, der ved mest om de åndelige verdener. At disse væsener befinder sig i den åndelige verden, betyder ikke noget, for der er de inkarnerede væsener jo også, men de har den fordel, at de endnu har deres fysiske legeme og kan korrespondere med det fysiske plan. Så i dette tilfælde ved de fysiske mennesker i virkeligheden mere end de diskarnerede. De væsener, der i størst udstrækning tager medierne i besiddelse, er jordbundne og skærsildsplagede væsener. De er væsener, der er meget hadefulde eller ulykkelige over den situation, de netop befinder sig i, og klamrer sig derfor til mediernes fysiske legemer overalt, hvor der danner sig mulighed herfor. Men det er ikke blot ulykkelige væsener; det er også væsener, der finder stort behag i at vildlede de fysiske mennesker igennem mediet. Væsener, i hvem snobberi og forfængelighed eller trangen til at dyrkes og beundres af andre er dominerende, ynder at få denne deres tilstand tilfredsstillet igennem medierne ved at påstå, at de er den eller den store ånd. Ja, der er ånder, der ikke har veget tilbage fra at påstå, at de var en af de store profeter, der har levet, eller ligefrem påberåbt sig at være Kristus. Man forstår, hvilken betagelse der må gå igennem en sådan rettroende forsamling, når Kristus taler til dem igennem deres medium. Og så er det i virkeligheden kun et stakkels forfængeligt, naivt eller vildfarent jordbundet menneske, der her får tilfredsstillelse for sin unatur. Det er den slags situationer, der gør den mediumistiske vej til den psykiske verden så umådelig farlig.
Men det er ikke blot de diskarnerede væseners forfængelighed og beundringstrang og øvrige former for jordbundethed, mediet og dets tilhængere bliver ofre for. Der kommer også ånder, der fortæller om deres tilværelse i den åndelige verden, ja ånder, der fortæller, at der ingen reinkarnation findes, og andre kommer netop og fortæller, at den i højeste grad eksisterer. Atter andre kommer og fortæller, at de bor i et dejligt hus med have og mange andre bekvemmeligheder. Ja, der er næsten ingen grænser for alle de mange forskellige synspunkter, der gør sig gældende. Det viser sig, at de diskarnerede væsener repræsenterer akkurat den samme tro og overtro, den samme viden og uvidenhed, som de mennesker, der lever på det fysiske plan. Og hvorfor skulle det i virkeligheden være anderledes? – Som allerede nævnt er vi alle ånder, og forskellen er kun, at de diskarnerede væsener har mistet deres fysiske krop, men det giver dem ikke større bevidsthed. Man kan ikke ved at miste sin fysiske krop blive alvidende eller få kosmisk bevidsthed. Hvis det var så let, var det eneste fornødne jo hurtigst muligt at begå selvmord.
4. Når et væsens egen ånd tager sit fysiske legeme i besiddelse
Der er også en anden alvorlig gene ved den mediumistiske vej til den psykiske verden. Det er denne, at mediet ikke altid er besat af fremmede ånder. Som jeg også nævnte i indledningen, er mediets trancetilstand ikke altid total. Et væsen kan godt indtil en vis grad slippe sit fysiske legemes besættelsescentre, men stadig selv beherske sit legeme ligesom under den naturlige søvn. Under denne grad af trance kan dets fysiske organisme ikke tages i besiddelse, og da trancen ikke er total, kan væsenets oplevelse på det åndelige plan indgå i individets fysiske dagsbevidsthed under lignende omstændigheder, som når det drømmer. Når et væsen befinder sig i en sådan situation, at det faktisk er vågent både på det fysiske og det åndelige plan på én gang, rent bortset fra at den fysiske oplevelsesevne naturligvis er helt udelukket, kan det altså opleve på det åndelige plan og referere dette til det fysiske plan. Det bliver da ikke et fremmed væsen, der har taget dets fysiske legeme i besiddelse, men dets egen ånd. Idet det således er frigjort fra sin fysiske oplevelsessfære, kan det gå tilbage i tiden. Det kan undertiden se sig selv i en tidligere inkarnation; det kan se, at det har været den eller den, at det blev dræbt ved en ulykke, eller det døde på naturlig måde. Ja, i heldigste tilfælde kan der igennem en sådan trance komme umådeligt interessante ting frem. Men så gør det sig igen her gældende: Hvor sandhedskærlig er det pågældende væsen? – Er det ikke frigjort af forfængelighed, bliver historien eller dets meddelelse præget heraf. Det har da udelukkende kun været noget stort i fortiden; det har været konge eller fyrste, profet eller verdensgenløser, ganske uanset hvor lille og naivt et menneske det i dag så end måtte være. Og hvor er vi så henne? – Er individet et virkelig sandhedskærligt væsen eller af høj udvikling, indlader det sig ikke på ovennævnte trancetilstand. Det bliver derfor meget vanskeligt at få noget virkelig positivt frem, hvad angår absolut viden om livet i den åndelige verden. Det mest fundamentale er altså dette, at disse fænomener er med til at vise, at der er liv efter døden. Men hvordan dette liv er, kan kun erfares af en eneste sandhedens vej, hvilket vil sige den absolutte videns eller kendsgerningernes vej.
5. Trancens eller mediumismens virkninger
Ved hjælp af trancens eller mediumismens vej kan diskarnerede ånder også ved hjælp af et fysisk væsens psykiske materier eller aurastof sætte fysiske genstande i bevægelse såsom bankninger i bord og vægge, flytning af genstande, materialisation og dematerialisation osv., men til hvad nytte, så længe der her heller ikke hersker sandhed eller forståelse, hverken hos mediet eller eksperimentatorerne. Unaturlig besættelse, genstande, der hvirvler rundt i luften med fare for at ramme deltagerne, besættelse af ånder, hvor man går og står, bankninger i sin egen organisme, stemmer, der taler ind i ørerne på én og giver forfærdelige trusler om tortur og død eller løfter om guld og grønne skove, er de virkninger, der ofte opstår, og som vedkommende ikke kan sig gøre fri af og derfor til sidst havner på sindssygehospitaler eller i selvmord.
Manuskriptet afsluttes med disse håndskrevne ord:
Faren ved at gå i trance. Sjælefrelsende arbejde
Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 20. marts 1949. Det er 6. foredrag i serien "Dødsmysteriet". Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 28.04.2006. Første gang bragt i Kosmos nr. 4, 2007. Artikel-id: M0808.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.