M0880
Jordmenneskenes skytsengel nr. 1
af Martinus
1. Vor organisme er et univers
I gamle dage troede menneskene på "ånder", ligesom de troede på engle, men en sådan tro bliver af de fleste mennesker i dag stemplet som "overtro". Man vil kun tro på realiteter eller på det, man direkte kan opleve med sine fysiske sanser. Men hvad er der egentlig bag det, vi oplever med vore fysiske sanser? Den fysiske videnskab kan vise os, at f. eks. et menneskes fysiske legeme er andet og mere, end det vi ser. Et sådant legeme, ved vi, består af en hel serie organer, hvoraf hvert har sin funktion i forhold til helheden, og er mennesket rask, har alle disse organer et godt samarbejde. Organernes funktion er nyttig og logisk, og de er hver for sig opbygget af mindre dele, der har en nyttig og logisk funktion inden for den helhed, som organet udgør. Organer, celler, molekyler, atomer og endnu mindre enheder udgør altså tilsammen en organisme for et levende væsen, der set i et mikrokosmisk perspektiv er som et helt univers bestående af partikler og tomrum. Tomrummet er blot ikke tomt, det er gennemstrålet af elektriske kræfter, af stråler og bølger. Vi er ikke vant til at tænke på vort fysiske legeme som et univers og på vore organer og mindre fysiske partikler som mælkeveje, solsystemer og kloder, men menneskene har gang på gang i udviklingens løb, når de gjorde nye erfaringer, måttet lade gamle vanefordomme afløses af et nyt og større perspektiv, og det er også ved at ske i vor tid.
2. Makro-, mellem- og mikrokosmos
Det, der er ved at ske, er bl.a., at mennesket, der er blevet materialist og ikke mere kan tro på ånder, efterhånden skal lære at forstå, hvad ånd er, og at ingen som helst materiekombination, hvad enten den fremtræder som et mikro- eller makrokosmisk univers, kan eksistere uden at være en form for bevægelse og dermed udtryk for liv, bevidsthed og vilje, for åndelig kraft. Foruden de kendte betegnelser makrokosmos og mikrokosmos anvender jeg i mine kosmiske analyser også udtrykket mellemkosmos, der dækker over den verden, vi normalt oplever gennem vore fysiske sanser og kalder virkeligheden, dvs. naturen og andre levende væsener. I mellemkosmos oplever vi dog kun virkeligheden på én måde, eller set i ét perspektiv. I mikrokosmos, fortæller videnskaben os, er alt bevægelse; selv i stenen eller den uorganiske, såkaldte døde materie er der bevægelse, og alt stof er, set i mikrokosmisk perspektiv: partikler og tomrum gennemstrålet af kræfter, som vi kalder stråler og bølger. I makrokosmos ved vi, at der også er stråler og bølger bag de makrokosmiske partikler, vi kalder kloder, sole og mælkeveje, og at der er formål med deres stråling og deres bevægelser. Det er for længst blevet en kendsgerning, at hele vort fysiske liv her på kloden er skabt gennem et samarbejde mellem solen og vor jord. Hvordan skulle det liv og den fremtræden, vi nu repræsenterer, kunne være blevet til og stadig opretholdes uden solens lys og varme? Det ville være umuligt. Men samtidig ved vi, at solen er centrum i et helt solsystem, som sammen med andre lignende systemer udgør en endnu større universel enhed, som vi kalder et mælkevejssystem, der eksisterer side om side med andre lignende systemer. Alle disse mælkeveje, stjerner, sole og kloder udløser kosmiske kræfter eller energier, der er lige så nødvendige og lige så logiske og nyttige foreteelser som kraftudløsningen i vore organer, celler og endnu mindre mikroenheder, de er nemlig alle sammen, i makro- såvel som i mikrokosmos og vi selv i mellemkosmos: livsenheder, der er det samme som levende væsener. Levende væsener vil så igen sige: åndelige væsener, og åndelige væsener er væsener, der anvender de stråleformige energier, der udgør deres bevidsthed, til med deres begær og vilje som drivkraft at forme materien ved at tiltrække og samle dens enheder til organismer, hvorved disse materieenheder, der samtidig er livsenheder eller levende mikrovæsener, får et univers, hvori de kan leve. De levende væsener i makro-, mellem- og mikrokosmos udgør således universer og stoffer for hverandre, samtidig med at alle tre kategorier har deres egen mellemkosmiske oplevelsessfære.
3. Hensigtsmæssighed og nytte i kosmisk perspektiv
Hele universet er gennemstrømmet af ånd, der er det samme som liv og bevidsthed og dermed tanke og vilje, begær og tilfredsstillelse af begær. Det ville være ulogisk at tro, at de vældige kræfter, som solene og mælkevejene repræsenterer, i millioner af år skulle sejle gennem rummet til ingen verdens nytte, medens væsener på en enkelt klode opdager hensigtsmæssighed bag alle funktionerne i deres organisme og bag andre funktioner i naturen helt ned i mikrokosmos. Hensigtsmæssighed og nytte set i et kosmisk perspektiv betyder naturligvis ikke blot, hvad der er nyttigt for menneskene set fra deres eget midlertidige lokale synspunkt, men hvad der er til gavn for helheden af levende væsener inden for en stor kosmisk enhed. En sådan enhed er jorden, som vi kalder "vor klode", den er en livsenhed eller et levende væsen, og det er snarere os, der tilhører den, eftersom vi er mikroindivider i dens fysiske organisme. Vort tilhørsforhold til jordkloden som levende makrovæsen er dog ikke noget ejendomsforhold, eftersom ét levende væsen aldrig kan eje et andet væsen, heller ikke sine mikrovæsener. Det er ikke et ejendomsforhold, men et næstekærlighedsforhold, der eksisterer mellem jorden som makrovæsen og jordmenneskene som mikrovæsener, ja, det er endda et så betydningsfuldt næstekærlighedsforhold, at jordklodevæsenet kosmisk set er menneskenes skytsånd nr. 1.
I kommende tider vil det blive videnskabens fornemste opgave at studere livets psykiske eller åndelige side, og man vil da erfare, at det ikke er livet, der er bundet til den fysiske organisme, men derimod den fysiske organisme, der er bundet til livet. Selve livet er det evige, medens organismen med alle dens materiekombinationer, der hele tiden er i bevægelse og under forvandling, er en timelig eller midlertidig foreteelse.
4. Ånd og materie
Vi kender fra vor egen livsfunktion, hvorledes vi med vor vilje og vore tanker regulerer vor manifestation og dirigerer vort fysiske legeme. Materialisten tror, at det blot er hjernen, der dirigerer og regulerer, for han er vant til elektriske regulatorer og transformatorer, det er bare "teknik". Men der eksisterer ingen teknik i universet, hvor der ikke er en tekniker bagved, som har sat de tekniske funktioner i gang, og som også har ansvaret derfor. Vor hjerne er ganske vist det tekniske hovedredskab, afsender og modtager af viljens kraft, men den er kun et redskab – et redskab for hvad? For et "noget", der både er organismens ophav, dens opretholder og fornyer, men et "noget", der ikke er håndgribeligt, og som materialistiske mennesker derfor er tilbøjelige til at tro er et "intet". Endda meget intelligente mennesker kan have denne tro uden at fatte, at de dermed er mere overtroiske end såkaldte naive mennesker, der tror på ånder. Dog siger disse intelligente mennesker ikke: "Intet vil skrive et brev", og heller ikke: "Min hjerne vil skrive et brev", de siger: "Jeg vil skrive et brev", og i denne daglige tale siger de sandheden: at deres jeg, en åndelig kraft, føler trang til at skrive et brev og med sin vilje og sine evner sætter hele den fysiske struktur i gang, så ønsket bliver til fysisk virkelighed. Ånd er psykisk eller stråleformig kraft, der udgår fra et kraftcenter eller et jeg, det er vilje og bevidsthed, og uden denne uhåndgribelige realitet ville der overhovedet ikke eksistere noget håndgribeligt eller nogen trang til at gribe eller begribe. Men kan et åndeligt væsen, der altså er det samme som et psykisk eller stråleformigt væsen, da eksistere uden en fysisk krop? Det kan det, thi eftersom det er ophav til kroppen, eksisterede det før samme krop blev skabt, og det vil også eksistere, selv om kroppen dør, hvad alle kroppe gør før eller senere. Den fysiske krop er som før nævnt knyttet til livet, den er et midlertidigt redskab bygget op af levende mikrovæsener, som heller ikke kan dø, men som, når tiden for kroppens opløsning er inde, vil overgå til det psykiske eller stråleformige plan, ligesom deres makrovæsen gjorde, og derfra vil de igen inkarnere på det fysiske plan, når tiden er moden dertil. Alle væsener i mikro-, mellem- og makrokosmos lever i perioder på et helt åndeligt eller stråleformigt plan, og i andre perioder oplever de som åndelige væsener livet gennem en fysisk organisme, men derfor er de jo ånder alligevel. Forskellen mellem, hvad man i almindelighed kalder "åndelige væsener" og "fysiske væsener", består deri, at de fysiske væsener midlertidigt er bundet til en kombination af faste og flydende materier, der danner en særlig organisme, medens de åndelige væsener ikke mere har en sådan organisme, men oplever livet gennem stråleformige legemer. Absolut alle eksisterende ånder har for længere eller kortere tid siden haft en fysisk organisme. Intet væsen kan være ånd eller et levende åndeligt væsen, uden at det har været igennem inkarnationer i fysisk materie, ligesom intet væsen kan være et fysisk væsen uden i kraft af, at det bag sin fysiske organisme eksisterer som ånd.
5. Jordjeget og fortidens konger
Bag enhver fysisk organisme, det være sig lige så godt en klode eller en celle som en almindelig mellemkosmisk organisme af kød og blod, eksisterer der en dirigerende ånd, og det gør der også bag den klode, vi kalder vor jord. Jordklodens ånd, dvs. dens jeg i forbindelse med dens vilje og bevidsthed, er den højeste autoritet i jordens område. Alle andre magtfaktorer såsom stormagter, præsidenter og konger har slet ikke den autoritet, man i almindelighed tillægger dem. Jordjeget og dets åndelige kræfter er klodens absolut suveræne eller virkelige konge. Om en såkaldt stormagt skal falde eller den skal gå frem, om en race skal udvikle sig i den ene eller den anden retning, om landegrænser skal lægges her eller der, om nationerne skal forenes til én verden, eller de skal blive ved med at være adsplittede og bekrige hverandre, er spørgsmål, der kun kan afgøres af jordens sande konge, jordånden eller jordjeget. Det var dette jordens jeg, der med sin ånd i særlig grad besatte de enevældige konger i gamle dage. Når det hed sig, at de var "Guds sønner", var det i virkeligheden selve jordånden, de stod nærmest. De var således centre for jordjegets fysiske talentkerner, og igennem disse konger kunne jordjeget regulere sine højest udviklede fysiske mikrovæseners, hvilket vil sige menneskehedens, fysiske og åndelige kurs. Igennem disse "talentkerner" eller "konger af Guds nåde" udsendte jordjeget sin vilje, som gennem kongernes diktatoriske magtudøvelse blev transformeret om til mellemkosmiske begivenheder. Det kongelige væsen afveg fra de almindelige væsener ved at være et "indviet" væsen, hvilket vil sige et væsen af en så fremragende udvikling, at jordjeget kunne sende sin viljekraft direkte igennem dette væsen. Det diktatur, som derved blev udøvet, var både i kontakt med jordjegets daværende begær, vilje og længsler og med menneskehedens daværende udviklingstrin, idet menneskene i de riger, som var underlagt kongerne, var primitive og uvidende væsener, der var uimodtagelige for direkte impulser fra jordjegets ånd. Konger og diktatorer var således i lange tider de eneste væsener, der besad en psyke, der direkte kunne modtage jordjegets impulser. Men sådan skulle det ikke vedblive at være.
6. Jordens og menneskenes videre forvandling
Både et makrovæsen og dets mikrovæsener er naturligvis underkastet begrebet udvikling og forvandling, og det er årsagen til, at diktaturernes tid på jorden efterhånden ophørte. Jordens mikroindivider, de store menneskemasser, begyndte at udvikle en mere selvstændig tænkeevne. De begyndte så småt at få de samme egenskaber som kongerne. Desuden begyndte kongemagten at degenerere, så der efterhånden blev mindre og mindre forskel på konge og folk. Der begyndte endda at være væsener, hvis evne til at tænke rakte længere end den degenererede konges, og diktaturet begyndte at føles som et snærende bånd. Der blev ulydighed og oprør imod kongemagten, og nye tanker satte visse steder revolutioner i gang, der medførte forsøg på nye styreformer. Samtidig opstod der rivalisering om magten, idet ærgerrighed og magtsyge er noget af det, der først gør sig gældende, når forholdsvis primitive mennesker begynder at få kulturel udvikling. De vil alle sammen gerne være små konger, ja, allerhelst en lille Vorherre. Således blev der med udviklingen mere og mere uro blandt jordmenneskene eller jordåndens højest udviklede fysiske mikroindivider, og vi har set, hvordan denne forvandling har fundet sted gennem de seneste århundreder og skabt større og større ufred, samtidig med at jordmenneskene er gået fremad i fysisk, videnskabelig tænkning og teknisk kunnen.
Nu vil man måske sige: "Hvorfor griber jordjeget dog ikke ind og forhindrer disse krige og revolutioner, hvorfor standser det ikke hele dette ragnarok i sin egen organisme?" Svaret er dette, at jordvæsenet netop i allerhøjeste grad er i færd med at rydde op i sin organisme, og meget store forandringer vil ske i de kommende århundreder. Vi må jo ikke glemme, at begrebet tid er anderledes for jordmenneskene end for et makrovæsen, der som jordkloden har sin dagsbevidsthed i en højere udviklingsspiral. Hvad der for jordklodevæsenet kun er forholdsvis kort tid, er for de jordiske mennesker nogle årtusinder. Men udviklingen er kommet mægtigt i skred også i forhold til den tidsoplevelse, jordmenneskene har. Ser vi ikke, at der i vort århundrede er sket meget mere end i mange tidligere århundreder tilsammen? Hvor der før var småkrige mellem stater, er der nu verdenskrige. Hvor man før havde primitive bøsser og kanoner som de højest udviklede mordvåben, har man nu atombomber, der på kort tid fra flyvemaskiner eller som raketter kan bringe død og ødelæggelse over den såkaldte fjendes vigtigste krigscentre, og hvor der før var mange stridende parter, er der faktisk nu kun to poler, som de stridende parter grupperer sig om. Grupperingerne kan skifte, men der vil stadig være de to poler, som vi nu kalder øst og vest, indtil striden er slut, hvilket ikke betyder jordens undergang, men tværtimod en "ny" jord, dvs. en jord, hvor det er freden og næstekærligheden, der udvikles, altså en ny mentalitet, hvad udtrykket "en ny himmel" dækker over eller symboliserer.
7. Jordklodevæsenet gør op med sig selv
Hvad betyder alle de brydninger, der nu finder sted på jorden iblandt menneskene, hvis vi skal prøve at se dem i et makrokosmisk perspektiv? Lad os, inden vi besvarer dette spørgsmål, først besvare et andet, nemlig: "Hvorfor lever menneskene på jorden og ikke på en anden klode i universet?" Fordi menneskene som mikrovæsener med hele deres udstråling eller psyke er på bølgelængde med selve jordklodevæsenets udstråling. Derfor har loven for tiltrækning virket sådan, at netop sådanne individer, hvis nuværende skæbnedannelse passer ind i jordens skæbne, fødes eller inkarnerer her, og gør det så længe, de har noget at lære her og noget at udrette. Men det er jo netop, fordi jordmenneskene inden for deres udviklingsspiral står på nogenlunde samme udviklingstrin, som jordklodevæsenet gør det i sin spiral, dvs. et overgangsstadium fra dyr til menneske. Men de jordiske menneskers udviklingstrin spænder jo over en stor skala fra ret primitive intellektuelt uudviklede mennesketyper, som kan nænne at myrde og påføre andre væsener lidelse og smerte, over intellektuelle typer, der ligefrem er geniale til at sætte forbrydelser i gang og lade andre udføre dem, til forholdsvis kærlige mennesker, der dog ikke er særlig selvstændigt tænkende og endelig til kærlige mennesker, der også er intellektuelt udviklede og gerne vil bruge deres evner til gavn for helheden. Det er fire hovedtyper, men der er naturligvis en masse forskellige blandinger og overgangstyper; dog har hvert eneste individ blandt alle disse jordmennesker noget tilfælles med makrovæsenet jorden, ellers var de ikke inkarneret på denne klode. Jordvæsenet kommer til at opleve "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed i sin nuværende inkarnation, men det lever endnu på grænsen mellem selviskhed og uselviskhed eller egenkærlighed og næstekærlighed, og så længe det befinder sig i denne sfære i sit spiralkredsløb, vil dets bevidsthed delvis gennemstrømmes af selviske tankeklimaer og delvis af uselviske og humane åndelige kræfter. Når jordbevidstheden gennemstrømmes af disse kræfter, vil de samme kræfter naturligvis besætte de hver for sig passende talentkerner i dens fysiske organisme, og det vil sige jordmennesker. Man kan blive besat af jordjegets åndelige selviske kræfter i samme grad, som man selv er egoistisk, ukærlig og magtsyg, ligesom man bliver besat af samme makrovæsens uselviske og næstekærlige energier i samme grad, som man egner sig til at være talentkerne for disse kræfter. Vi ser således, at de "store mænd" i verdenspolitikken i virkeligheden kun er besat af jordjegets egne impulser af den art, som de selv i deres daglige liv sympatiserer mest med. Men når der i jordpsyken eller jordmentaliteten således fremtræder to kontrære, hinanden bekæmpende kræfter, betyder det, at jordånden er ved at gøre op med sig selv, sin egen tankeverden og sin moralske indstilling, og i dette opgør er det klart, at den samler alt, hvad der taler for diktatur og berøvelse af den enkeltes frihed til fordel for flokken, om én tankepol, og alt, hvad der kan tale til fordel for større frihed for den enkelte i forhold til flokken eller staten, om en anden, for at komme frem til det resultat, som vil være bedst for helheden. Jorden er således i øjeblikket ved at ræsonnere, og da den lever i en helt anden tidsbane end den mikrobane, vi lever i, er dens "tanketid" af længere varighed end vor. Hvad der er et sekund for jordvæsenet, er måske et år eller et tiår for os. Vi må derfor prøve at forstå, at jordens tankefunktion og skiftende sindelag går gennem menneskeheden som kulturepoker. Jorden befinder sig netop i en krise, men det er den krise, som altid vil gå forud for en indvielse, og da jordklodevæsenet allerede er begyndt på denne åndelige proces for århundreder siden og først vil være færdig dermed om ca. 3.000 år, på hvilket tidspunkt "det rigtige menneskerige" vil være en realitet på den fysiske jord, er det altså forberedelserne til denne tilstand, der nu er i gang her på jorden, en udvikling, som jordklodevæsenets viljekraft i høj grad står bagved. Jordvæsenet beskytter og værner om de humane og næstekærlige kræfter, men samtidig renser det også ud i sin bevidsthed og sit legeme, og det oplever menneskene dels som bevidsthedsudvidelse i ord og gerninger af humanistiske, næstekærlige mennesker, dels som nye tanker og større overblik over livslovene, som intellektuelle, kærlige mennesker er redskaber for, men også som krige, revolutioner og større og mindre katastrofer, som udløses af dertil egnede redskaber. Linjen for hele udviklingen ligger dog klar, og længe inden de nævnte ca. 3.000 år vil jordens forenede stater og arbejdet for hele menneskeslægtens vel være kommet langt. Meget afhænger af det enkelte menneske, man kan lære at samarbejde med de positive kræfter i jordklodens bevidsthed.
Anden del:
Skytsengle i jordbevidstheden
8. "Dommedag" og "nye tider" set i kosmisk perspektiv
Der eksisterer i jordklodevæsenets bevidsthed to faktorer, som er i strid med hinanden, selviskhed og uselviskhed, og disse åndelige faktorer virker helt ind i det enkelte jordmenneskes bevidsthed i forhold til, som vedkommende menneske er på bølgelængde med dem. Engang i fortiden virkede jordånden 100 % som skytsånd for jordmenneskene gennem de indviede konger, som var besat af makrovæsenets vilje. Det var det guddommelige diktatur. Diktaturet degenererede, fordi både jordvæsenet og jordmenneskeheden skulle opleve en langt højere bevidsthedstilstand, og "nye tider" bebudedes af profeter, som også i større og mindre grad var besat af nye impulser fra jordvæsenets vilje. Samtidig bebudede disse profeter forfærdelige tilstande, som skulle komme: "De sidste tider", "dommedag", og hvad man ellers har kaldt dem. Naturligvis måtte profeterne skildre deres fremtidsvisioner i deres eget billedsprog eller symbolsprog, og blandt senere tiders mennesker, der ikke forstod, at det var symbolsprog, opstod en blind tro på disse skildringer som noget, der bogstaveligt skulle ske, som det var beskrevet. Nutidens mennesker ser i almindelighed på de gamle profetier som tågesnak, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men hverken de blindt troende eller de materialistiske skeptikere har ret i deres opfattelse. "De sidste tider", "dommedag", "ragnarok" osv. er realiteter, som menneskene er ved at opleve. Det er "de sidste tider" for en gammel kulturform, som dømmer sig selv til døden, og den "ild" og det "svovl", som "falder ned fra himlen" gennem "ildspyende drager" og andre uhyrer, ifølge de gamle profeter, oplever menneskene gennem den moderne krigsførelses altødelæggende våben. Men jordvæsenet begår ikke selvmord, og menneskeheden skal ikke udslettes, alt det, der foregår på jorden nu og i de kommende år, har sin forklaring i det kosmiske verdensbillede, og når jordmennesket begynder at forstå universets, jordklodevæsenets og sin egen kosmiske struktur og indbyrdes forhold, vil det i samarbejde med jordklodens vilje og gennem bøn til og koncentration på universets evige skaber, som jordklodevæsenets bevidsthed også er koncentreret på, kunne overvinde alle mørke, destruktive kræfter og være med til at forvandle livet på jorden til at blive et "Himmeriges rige" eller et "rigtigt menneskerige".
9. Organ jeger som skytsengle i en organisme
En levende organisme kan ikke blot ses fra et fysisk synspunkt, hvor den med alle sine organer, celler osv. udgør en fysisk enhed; for det væsen, der har kosmisk klarsyn, kan den også ses i et åndeligt perspektiv. Ser man på et levende menneskelegeme i dét perspektiv, er der foruden menneskets jeg, der er makrojeg for helheden, også et jeg inkarneret i hvert eneste organ samt bag enhver kirtelfunktion. Disse jeger er dirigerende skytsengle for myriader af mikrovæsener; celler, molekyler, atomer og elektroner, som igen for hver arts vedkommende bliver dirigeret af bestemte jeger. Hele organismen er således en organiseret verden, et univers med levende væsener, der hver for sig på deres plan er skabende og oplevende og har en skæbnedannelse, der er årsag til, at de netop er tiltrukket til den verden, hvor de kan gøre de erfaringer, der befordrer deres videre udvikling. Ethvert fysisk organ i en organisme er altså en beboet verden, i hvilken der lever et samfund af væsener underlagt og styret af en skytsengel. Hvor det drejer sig om organerne i et sundt jordmenneskes organisme, er disse organer fuldkomne verdener, som for længst har fundet den mest fuldkomne form for organisation. I hjertet f. eks. er der ikke nogen vaklen med hensyn til, om dets manifestation af blodomløbet skal være på den ene eller på den anden måde. Der er kun en måde, den mest fuldkomne, enhver anden måde ville være en abnorm, ufuldkommen, sygelig manifestation, som ville skabe disharmoni i hele organismen. De fysiske organer arbejder ved hjælp af deres skytsengle og den af dem organiserede samfundsorden så fuldkommen, at makrojeget, organismens indehaver, ikke behøver at skænke disse funktioner nogen tanke, ja, egentlig slet ikke mærker, at det har alle disse forskellige organer, der kosmisk set er små stater eller nationer med deres mikroindbyggere. Når disse organer fungerer så godt, er det, fordi der imellem disse små rigers indbyggere er opstået et total humanistisk fællesskab eller et virkeligt broderskab. Loven for næstekærlighed er her for længst blevet vågen dagsbevidsthed, og det er en praktisk selvfølgelighed, at alle tjener alle. De ved, at hvis denne lov ikke bliver opfyldt, vil deres rige komme i konflikt med de omliggende riger (dvs. med andre organer), og det vil kunne betyde undergang for dem alle. Det enkelte individ i disse samfund er et hundrede procent medvirkende til samfundets (og dermed organets) beståen, ligesom samfundet sørger for en hundrede procent beskyttelse af individets velfærd. Det er altså en politik, som endnu ikke er blevet almengældende blandt menneskene i de samfund, stater og nationer, der findes på jorden. Det vil altså sige, at når det gælder en organisme som jordkloden, er der visse områder, hvor der endnu hersker ufuldkommenhed i dens organisme, fordi der gør det i dens bevidsthed.
10. De færdige områder og det ufærdige område i jordvæsenet
Selv om der endnu er et område i jordklodevæsenets organisme, der er ufuldkomment, er der områder, hvor der hersker den skønneste fuldkomne orden og harmoni. En sådan organfunktion som dens omdrejning omkring sin akse foregår med en hundrede procent præcision, uden at jordvæsenet behøver at skænke denne side af sin natur nogen tanke. Omdrejningen foregår automatisk set fra jordjegets synspunkt, men det er, fordi denne funktion eller dette talent er overgivet til en indviet skytsengel, der er jordens talentkerne for denne nødvendige del af dens livsfunktion. Det samme gælder jordens blodomløb og åndedræt, hvilket vil sige vandenes kredsløb, deres fordampning og fortætning og de på grund af denne proces opretholdte livsbetingelser for vegetabilske og animalske væsener i dens domæne. Dens ernærings- og fordøjelsesproces foregår også set fra jordjegets side automatisk. Dens indtagelse af fysisk føde er dens opsummering i sin materie af det umådelige væld af solstof, det kvantum af lys og varme, den hvert døgn får fra solen. Dette stof omdannes i forbindelse med luft- og vandkredsløbet til vegetabilsk og animalsk liv. Det er jordklodens sande fysiske føde, der virker fornyende og opbyggende i dens organisme. Som vi ser, foregår her i princippet de samme livsfunktioner som i de jordiske mennesker, ja, selv en form for søvn får den også, idet dens mikrovæsener i den del af dens organisme, hvor der er nat og mørke (bortvendt fra solen), har betingelser for hvile og søvn. Jordklodevæsenet er med hensyn til de fleste funktioner i sin fysiske organisme et færdigt udviklet væsen, hvis talenter eller evner er udviklet til det, jeg kalder C-stadiet, den fuldkomne funktion. Men der er endnu et område, hvor dette makrovæsen ikke er færdig med at danne talentkerner, og hvor funktionerne ikke har nået den fuldkomne højde, "indvielsesgraden", hvilket igen vil sige talentkernefunktioner, der er udtryk for total selvstændighed, total suveræn frihed i jordjegets favør, men uden samme jordjegets dagsbevidste medvirken. Dette ufærdige område i jordjegets organisme er det domæne, inden for hvilket dens mikroindivider udgøres af jordmennesker.
11. Diktaturets talentkerne eller skytsengel
Som tidligere nævnt er der en nær forbindelse mellem den krise, jordvæsenet i øjeblikket befinder sig i, umiddelbart før sin indvielse eller oplevelse af "den store fødsel", og den krise, de jordiske mennesker oplever. Det fuldkomne samarbejde, det fuldkomne fællesskab og broderskab mellem jordmenneskene er endnu ikke opnået, hverken mellem de jordmenneskelige individer indbyrdes eller mellem deres nationers og staters dirigerende skytsengle. Da der ikke er enighed mellem nationernes, racernes og folkenes skytsengle, kan der heller ikke være enighed mellem de fysiske overhoveder eller regeringer, da disse er midlertidige redskaber eller medier for disse skytsengle. Funktionen mellem skytsenglene er ikke af fysisk, men af åndelig eller tankemæssig natur. De modstridende ideologier, som nu gør sig gældende, har hver sin talentkerne eller skytsengel i jordjegets bevidsthed, hvorfra disse mentale bølgelængder udgår. Jordvæsenet har altså disse mentale klimaer i sit sind og er ved at tage stilling til – ikke så meget hvilket klima, der skal dominere, som på hvilken måde det skal dominere. Det virkelige demokrati eller det fuldkomne broderskab vil blive resultatet af jordvæsenets åndelige krise, som altså består i, på hvilken måde det skal etableres. Diktaturets talentkerne er endnu så meget vanefunktion, at den ikke lige på en gang kan sættes ud af spillet, selv om jordåndens modvilje er rettet mod den og ønsker at blive af med den. Diktaturets skytsengel er derfor stadig i funktion, hvad vi jo også ser resultatet af i adskillige jordiske stater, hvis styre kalder sig demokratisk, men faktisk er en diktaturform. De forskellige magthavere bliver besjælede eller besatte af de bagved eksisterende skytsengle, derfor kan deres fremtræden til tider blive af en vældig kraft og intensitet. Det store problem for menneskene er at finde frem til en form for demokrati, hvor der hverken er statsundertrykkelse eller statsforfølgelse af individet, men tværtimod en frigørelse og en statsbeskyttelse af individets udviklingsmuligheder, således at samme individ lærer at forstå samarbejdets betydning og overvindelse af egoisme og magtbegær på andres bekostning.
12. Lysets og mørkets skytsengle
Ligesom der i det enkelte jordmenneskes bevidsthed er "to sind", som vi kalder "det onde" og "det gode", er der også to sind i jordklodevæsenets bevidsthed; netop derfor passer jordmenneskene ind i dette makrovæsens åndelige og fysiske struktur. "To sind" er ensbetydende med to hovedtalenter i bevidstheden, og for sådanne hovedtalenter findes særlige kraftcentre eller talentkerner, som er levende åndelige væsener. Disse to levende væsener i jordbevidstheden er også skytsengle for menneskeheden, og vi kan godt kalde dem "mørkets engel" og "lysets engel", men det må pointeres, at det er vigtigt for menneskene at komme bort fra gammel mystisk overtro på dette punkt og i stedet se det naturlige i det. Det er lige så naturligt, at der findes to hinanden modstridende mentale organer i jordens bevidsthed, som at der findes organer i menneskets bevidsthed, der på den ene side kan udløse had og krig, på den anden kærlighed og humanitet. Hvis ikke vi havde såvel fysiske som psykiske mikroindivider i vor tjeneste til at danne vort fysiske og vore åndelige legemer, ville vi overhovedet ikke være i stand til at opleve livet eller manifestere nogen livsudfoldelse, og det samme gælder for jorden som levende væsen. Spiralkredsløbsprincippet, ifølge hvilket de levende væsener i universet danner verdensrum eller livsrum og materier for hverandre, er så fundamentalt, at vekselvirkningen mellem makro- og mikrovæsener eksisterer bag al livsoplevelse og forbindes med de andre kosmiske grundprincipper, deriblandt også kontrastprincippet. De levende væseners oplevelse af mørke og lys er en væsentlig side ved dette princip, og den forbindes altså med spiralprincippet på en sådan måde, at makrovæsenets og mikrovæsenernes mørke- og lysoplevelser og tilsvarende manifestationer er forbundet med og afhængige af hverandre. Jordklodevæsenets mentale organer for henholdsvis mørke- og lysoplevelser er altså to kraftcentre eller talentkerner, to væsener, der hver på sin måde er skytsengle for menneskeheden. De har andre skytsengle under sig, og såvel de lyse som de mørke skytsengle udgør netop så mange "transformatorer", som er nødvendige, for at jordklodevæsenets mørke- og lysimpulser kan komme på bølgelængde med jordmenneskenes bevidstheds vibrationer af mørk og lys karakter. Talentkernen eller skytsenglen i jordbevidstheden for det princip, som i så mange jordmenneskers mentale perspektiv nu må kaldes mørke, er ligefrem inkarneret i jordklodens fysiske organisme. Denne skytsengels fysiske organisme består af alle de væsener på kloden, der udfolder det dræbende princip lige fra kødædende planter til jordmennesker. Dyrene er besjælet af den "mørke" skytsengels bevidsthed, men dens mest udviklede talentkerner er de jordmennesker, som hylder magtens princip og i den forbindelse også det dræbende princip. Engang var dette princip hundrede procent dominerende på jorden, også som religion med blodige ofringer og sort magi, senere kom mere intellektuelle kræfter til at dominere, videnskaben udvikledes og kom i magtprincippets og det dræbende princips tjeneste, alt sammen baseret på impulser fra den skytsengel, som gennem umådelige lange tider har været jordmenneskehedens egentlige leder, fordi jordklodevæsenets egen vilje besatte den. Den er symboliseret i Bibelen som "slangen", og naturligvis er det denne skytsengel, der i senere tiders religioner er blevet karakteriseret som djævelen eller satan, som har "onde ånder" i sin tjeneste og kæmper mod Gud for at få herredømmet over menneskeheden.
13. Den "mørke" skytsengels død
Det gælder om at skille al den gamle overtro ud af denne opfattelse og så alligevel forstå, hvad der symbolsk set er rigtigt i den, når vi ser den i et kosmisk, et universelt – organisk perspektiv. Den kosmiske sandhed om djævelen er den, at han er skytsengel for magt eller diktatur i sin egenskab af talentkerne i jordklodevæsenets bevidsthed. Han repræsenterer et princip, som jordklodevæsenet med sin vilje er ved at forlade, men naturligvis kan det ikke ske på én gang, det sker ved en gradvis degeneration, der efterhånden vil føre denne skytsengels "død" med sig, hvilket vil sige, at den vil forsvinde fra jordklodevæsenets bevidsthed og organisme. Denne form for vanebevidsthed, som nævnte talentkerne eller skytsengel repræsenterer, søger jordklodevæsenet nu bevidst at bekæmpe i sit eget sind. Men meget gamle vaner, der er dybt rodfæstet i bevidstheden, kræver det stor viljekraft og koncentration at overvinde. Denne "mørkets skytsengel" er dog faktisk døende i jordbevidstheden, og jordvæsenet er ved at sætte et andet princip i højsædet: alt hvad der ligger bag ved næstekærlighedens, samarbejdets og demokratiets tankeklimaer. "Det dræbende princip er da absolut ikke ved at uddø blandt jordmenneskene i øjeblikket", vil man måske indvende. Det er det tilsyneladende ikke, men i virkeligheden er det dræbende princips stærke udfoldelse på jorden i vor tid ensbetydende med en flammes stærke opblussen kort før den slukkes. Døende væsener udløser en vis kamp imod døden, en kamp der til tider kan vise stor kraftudfoldelse som en slags krampe. Det er det, der er ved at ske med magtprincippets skytsengel og dermed med det gamle "mørke verdensgenløsningsprincip", som gennem en lang periode har været absolut nødvendigt for jordmenneskehedens udvikling, for at den kunne lære at "kende forskel på godt og ondt". Men samtidig med at en hovedtalentkerne er ved at dø bort fra vort makrovæsens bevidsthed og fysiske organisme, er der en anden, der er ved at fødes, hvilket kommer til at betyde, at jordjeget vil opleve "den store fødsel", og "det rigtige menneskerige" vil blive en fysisk og åndelig virkelighed blandt menneskene.
14. Jordmenneskene bliver fysiske talentkerner for "lysets skytsengel"
"Lysets skytsengel" er rodfæstet som talentkerne i jordvæsenets bevidsthed og er begyndt at inkarnere i samme væsens fysiske organisme, og ligesom diktaturets skytsengels fysiske inkarnation dannes af væsener lige fra kødædende planter til dyr og jordmennesker, der hylder kamp og magt og diktatur, er den lyse engels organisme ved at dannes af alle de jordmennesker, der efterhånden naturligt vil kunne blive dens mikrovæsener, fordi næstekærlighedens og forståelsens vibrationer behersker deres sind. Det er fra denne næstekærlighedens talentkerner i jordvæsenets bevidsthed, at verdensgenløserne, der repræsenterer den lyse verdensgenløsning, udgår. Kernen i de højere religioner, dvs. deres næstekærlighedsbudskab og deres lære om bønnens betydning eller koncentrationen på Guddommen, er impulser, der udgår fra denne lysets skytsengel, bag hvilken jordklodevæsenets vilje mere og mere er koncentreret. En skare af lysets væsener, som har kosmisk bevidsthed, og som tilhører samme udviklingsspiral som jordmenneskene, befinder sig i jordklodevæsenets åndelige legemer, som er de åndelige verdener, jordmenneskene oplever efter døden. Disse åndelige væsener er åndelige talentkerner for nævnte lysets skytsengel. De er kommet som bærere af en kosmisk impuls fra højere verdener, dvs. kloder med kosmisk bevidsthed, og repræsenterer Forsynet eller selve Guddommens tankeverden, som de er ét med. Vi behøver ikke at kende disse væseners navne eller identitet, de er Guddommens redskaber i jordklodevæsenets bevidsthed, og når vi beder til Gud, kommer vi naturligt i kontakt med disse væsener og deres hjælpere. Ja, det enkelte jordmenneske kan efterhånden selv blive en af deres hjælpere. Jo mere de enkelte jordmennesker besjæles af den åndelige bølgelængde, som er næstekærlighed i praktisk udfoldelse, forenes deres bevidsthed med de lysvæsener, som er åndelige talentkerner i den voksende hovedtalentkerne for kristusbevidsthed eller kosmisk bevidsthed i jordklodens mentalitet. Jordmenneskene begynder da at blive fysiske talentkerner for samme kristusbevidsthed, det er "Kristi genkomst på jord". Det betyder menneskebevidsthedens forening med selve Guddommens tankeverden på en sådan måde, at viden om alle tings sammenhæng og betydning strømmer ind i menneskets sind og fylder det med kærlighed til alt og alle. En sådan kærlighed er ikke en følelsesbetonet sentimentalitet, men en med praktisk sans forenet væremåde, der er til gavn og glæde for helheden. Gennem denne væremåde forener mennesket sin vilje med jordklodevæsenets vilje og med den evige Guddoms vilje og bliver efterhånden et guddommeligt redskab i kærlighedens og visdommens tjeneste ligesom lysets skytsengel i jordvæsenets bevidsthed. Mennesket bliver da selv i sin daglige færden og livsudfoldelse en lysets skytsengel for de levende væsener, det kommer i berøring med.
Artiklen er baseret på tre manuskripter til foredrag afholdt af Martinus i april 1949 (søndagene 3/4, 10/4 og 24/4) på Martinus Institut. De tre manuskripter er bearbejdet til én artikel af Mogens Møller. Bearbejdelsen er godkendt af Martinus. Første gang bragt i Kosmos nr. 24-25, 1971. Artikel-id: M0880. De tre manuskripter er også udgivet hver for sig i ubearbejdet form (M2076, M1482, M0537), bragt første gang i Kosmos nr. 1, 2 og 3 1998.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.