M0950
Et juleeventyr fra Indien
af Martinus
Det juleeventyr, jeg her skal fortælle, er ikke med kimende juleklokker og ringlende kanebjælder. Det er ikke med juletræer, julepynt og julelys. Det er ikke med festsmykkede gader og farvestrålende juleudstillinger. Ej heller med julefester og julegaver i den form, under hvilken vi kender julen, og som har skabt så lysende et område i vore erindringers land. Selv om denne form for jul, vi således kender som midvinterens højtidsfest, danner vore skønneste minder fra barndommen, så er denne fest eller form for jul i virkeligheden kun et symbolsk udtryk for den virkelige jul. Denne vor jul er en årlig tilbagevendende mindefest og påmindelse om en human atmosfære, en menneskekærlig tankegang, der engang, når mennesket er blevet færdigudviklet i Guds billede, skal være almengældende dagligt liv for alle mennesker på jorden – ikke blot ved midvintertide – men hele året rundt. At være i "Guds billede" er det samme som udelukkende at leve for at tjene andre, leve for at befri andre fra skæbner, knuget i overtroens og primitivitetens ulykkelige traditioner, og gøre dagliglivet til en permanent lysoplevelse, ja til intet mindre end himmeriges rige på jorden.
Den traditionelle jul, med dens gaver og fest, er således kun et symbolsk udtryk for den virkelige jul, en jul, inden for hvilken vor julegave er intet mindre end dette at give vort liv til fordel for vor næste og dermed være til glæde og velsignelse for alt levende. Det er den absolut sande julegave og opfyldelsen af livets mening. Denne virkelige jul er ikke henlagt til et særligt tidspunkt på året, men vil opfylde alle vore øjeblikke ved dag og ved nat, ved sommer og vinter, ved forår og efterår, og den forekommer allerede i dag i større eller mindre grad i mange menneskers sind. Men hos nogle enkelte mennesker er den blevet så stærkt synlig, at den gør juleevangeliets forjættelse til levende kendsgerning. Og det er et særligt levende eksempel på dette, den sande juls ægte sindelag, efterfølgende skal berette om.
Under mit ophold i Indien var jeg en tid gæst hos en dansk dame, miss Anna Ørnsholt i Kotagiri, en stor landsby i Nilgiri-bjergene (de blå bjerge) i Sydindien. Miss Anna Ørnsholt, der har opholdt sig 30 år i Indien, i 10 år sekretær for den verdenskendte indiske videnskabsmand Dr. Bose og dernæst 20 år i huset hos Pandit Nehru, er en af min sags trofaste venner og har dannet et begyndende center for mit arbejde i Indien, hvor flere af mine bøger allerede er blevet oversat til engelsk. I hendes smukke villa med dens skønne omgivelser kommer der mange besøgende både fra Europa, Amerika og Australien. Anna Ørnsholt har en ualmindelig stor bekendtskabskreds. Og her blev jeg præsenteret for en engelsk dame, miss Chapman. Denne dame havde et meget venligt væsen og lyttede interesseret til mine svar på de forskellige åndelige spørgsmål, som de tilstedeværende rettede til mig, og som jeg naturligvis med glæde besvarede. Anna Ørnsholt fortalte mig senere miss Chapmans usædvanlige historie. Den ligger på så højt et menneskekærligt niveau, at den i ordets bogstaveligste forstand blev en "frelsergerning", en total vandring i Verdensgenløserens fodspor, en praktisk, fysisk demonstration af den store og evige sandhed, at ingen har større kærlighed end den, der giver sit liv for at redde andre fra ulykkelige skæbners dødbringende favntag.
Miss Chapman, der som før nævnt er englænderinde, har i 34 år været missionær i Lushai, et bjergland i Indien, der hører til staten Assam, som grænser op til Burma. Her fandtes ingen skoler eller undervisning for piger, men hun begyndte med at lære dem, hvorledes de skulle passe deres små søskende. Hun lærte dem hygiejne, lærte dem at bade de små børn og satte dem ind i mange andre kulturelle foreteelser. Men de kunne ikke læse og skrive. De kunne derfor ikke nedskrive noget af det, de lærte. Derfor glemte de meget ofte en del af det, de havde lært, når der havde været en lille tids standsning i undervisningen af en eller anden årsag. Miss Chapman blev derfor klar over, at hun måtte lære dem at læse og skrive, så de kunne skrive undervisningen ned. Deres første lærebog blev en stilebog. Senere fik de læsebøger. Miss Chapman lagde imidlertid mærke til, at børnene gik klædt i billigt japansk tøj, og spurgte om de aldrig vævede selv. Det gjorde de ikke. Men ved undersøgelse af stammens gamle overleverede ting så miss Chapman, hvor vidunderlige smukke ting, Lushai-folket før i tiden selv havde vævet. Hun skabte derefter mulighed for, at børnene kom til at lære at væve. De begyndte allerede som små seksårige at væve på ganske primitive, hjemmelavede væve af bambus. Det udviklede sig til at blive et glimrende arbejde for børnene. Jeg havde selv lejlighed til at se både væv og resultat af denne vævning hos Anna Ørnsholt. De vævede ting var rene vidundere i tegning og farve. Det var næsten ikke til at forstå, at så pragtfulde små kunstværker i farver og mønstre kunne væves på sådan et par pinde, som den anvendte væv udgjorde.
Da miss Chapman kom til Lushai, havde man der den forfærdelige skik, at hvis en kvinde døde efter en barnefødsel, skulle hendes barn begraves levende sammen med moderen. Årsagen hertil var den, at man troede, at barnet umuligt kunne leve ved andet end sin moders mælk. Miss Chapman fik fat i mange af de små moderløse, dødsdømte børn og tog dem til sig. Her fandtes ingen køer, kun geder, så hun gav børnene gedemælk. Men folkene her var bange for gedemælk og sagde, at børnene ville få gedekød på kroppen af gedemælk. Men da de så, hvor godt de små babyer hos miss Chapman trivedes af gedemælken, var sunde og velnærede, begyndte de selv at give deres børn gedemælk. Men de var sikre på, at dersom et barn levede efter moderens død, ville det i det mindste, trods gedemælken, dø året efter. Dersom det endnu levede efter dette tidsrum, ja, så ville det dø efter to års forløb. Og hvis det virkelig overlevede disse to år, ville det aldeles ikke kunne overleve tre år. Men miss Chapman beviste det modsatte. Hun og en anden missionær reddede på denne måde ca. 70 børn fra at blive levende begravet. Mange af disse er nu voksne, er blevet gift og har selv børn. De unge mænd i Lushai var meget begejstrede over, at pigerne blev undervist. De ville gerne have dygtige hustruer.
Ziki var den første, som miss Chapman adopterede. Hun var 14 dage gammel, da hendes far, der var en broder til høvdingen, bragte hende. Da englænderne havde forbudt at begrave babyerne levende, turde han ikke overtræde dette forbud. Miss Chapman havde aldrig set så ynkeligt et barn. Men hun sagde til faderen, at han måtte betale for barnet, dersom hun skulle beholde det. De troede jo, som før nævnt, at disse små moderløse børn kun kunne leve et år, måske to, men aldrig tre efter moderens død. Men Ziki blev den første, som overbeviste Lushai-folket om, at de kunne leve længere. Da hendes fader døde, adopterede miss Chapman hende.
Da Ziki var 16 år gammel, var hun med miss Chapman i England. Her sang den unge pige så smukt, at alle troede, at hun havde fået uddannelse i sang, hvilket hun ikke havde. Men det ligger meget naturligt for Lushai-folket at synge. De har et udmærket talent på dette område. Under besøget i England kom Ziki til at tale i BBC, og hendes tale, som hun selv havde skrevet ned, vakte megen begejstring, da der slet ingen rettelser behøvedes. Hun talte her igennem radioen om sit folk. Og i slutningen af udsendelsen fik hun lov til at sende en hilsen til sit folk i Lushai-sproget. Miss Chapman havde nemlig telegraferet hjem til Lushai, at man der endelig måtte lytte til radioen på det givne tidspunkt, idet man da ville kunne høre Zikis tale.
Da miss Chapman i sin tid kom til Lushai, havde hun en grammofon med, som vakte megen begejstring. Men da hun et år senere fik en radio, troede Lushai-folket, at det kun var en forbedret grammofon. Da de nu hørte Ziki tale i radioen, først på engelsk og derefter på lushaisk og ligeledes hørte hende synge helt fra London, blev de naturligvis meget begejstret over denne for dem glædelige begivenhed, ligesom de nu også forstod forskellen på grammofon og radio.
Zikis fulde navn er Lalziki Sailo. Hun er B.A. Hun er nu bestyrerinde på en Basic training skole (efter Gandhis mønster) og medlem af District Council. Da Nehru besøgte Assan, blev Ziki bedt om at arrangere et gardenparty for ham. Hun fik fat i 20 unge Lushai-piger og klædte dem i deres nationaldragt. De opvartede Nehru og gæsterne. Nehru var meget begejstret over dette.
I Lushai var det kun mændene, der sang, og endda kun, når de var fulde. Men så lærte pigerne at synge i skolen. Engang de havde sunget ude i haven, kom alle mændene løbende og ledte overalt i buske og blomsterbede efter spiritusen. De kunne slet ikke tænke sig, at man kunne finde på at synge uden at have drukket spiritus.
Medens englænderne endnu var i landet, kom engang en minister på besøg. Miss Chapman havde hørt, at der var tale om, at regeringen ville bestemme over skolen. Da ministeren kom, stødte han i døren sammen med en lille pige, som kom bærende på en stor pakke bomuldsgarn, der skulle anvendes til vævningen. Dette lille uheld gav anledning til, at ministeren fik forklaret vævningen som en side ved skolens arbejde. Derefter kom han til en klasse, hvor små 7-8-årige piger lærte at bade deres babysøskende, klæde dem på og made dem. Så så han, hvorledes børnene fra de første klasser selv måtte vælge deres farver af bomuldsgarn, og hvor meget de skulle bruge til vævningen. De måtte også selv lave deres mønstre. Dersom et barn havde feber om morgenen og ikke kunne gå i skole, kunne man være sikker på, at når vævetimen kom om eftermiddagen, så mødte de alle op, selv om en af dem endnu havde feber. Da ministeren så alt dette, var der slet ikke tale om at overtage skolen. Han var så begejstret, at han tilbød skolen statsunderstøttelse.
Når miss Chapman skulle ud og inspicere skoler, tog hun de piger med, der skulle uddannes til lærerinder. Når de havde været på besøg i en skole og en landsby, måtte de skrive en rapport om det, de havde set, og ligeledes skrive, hvad de ville foreslå for at forbedre stedet. Så om aftenen mødtes de og talte om tingene og hørte hinandens forslag. Kvinderne her i Lushai udførte det hårdeste arbejde. Mændene sad som regel og røg på pibe eller kæmpede med deres naboer. Men efter at de unge piger blev oplærte i skolen, forandredes dette. De fleste er nu kristne, men missionærerne har ingen ret over kirken. De kan blive valgt til at være medlem af deres kirkes komité, men dersom lushaierne bestemmer det, må de forlade deres stilling. De har heller aldrig taget penge af missionærerne til deres kirker. Og de betaler selv deres præster. De er i det hele taget meget stolte.
Det vedføjede billede forestiller miss Chapman med en af sine små lushaipiger. Denne lille pige er kun tre år. Hun hedder Lalchkumi. Hun taler både lushaisk og engelsk. Hun havde polio forrige sommer, men kom igennem det uden at få mén deraf. Hun er et meget opvakt barn.
Og hermed er det smukke eventyr fra den virkelige juls område forbi. Vi har set, at julegaverne her var intet mindre end at redde sin næste fra primitivitetens og dødens kolde favntag. Halvfjerdsindstyve børn reddet fra at blive levende begravet, reddet fra at blive myrdet for derefter at blive indført i en højere kulturs beskyttende kærlighedsområde, kan kun være en julegave af rang for hver af de reddede. Og kan en gavegiver af denne art, der har forladt sit fædreland, slægt og venner, forladt civilisationens og kulturens goder for under primitive og barbariske forhold at give sit daglige liv til frelse og frigørelse for mennesker, der endnu lever i primitivitetens og overtroens dødbringende skyggeverden, være mere englelig? – Det er ikke forkert, når digteren skriver: "Glade jul, dejlige jul – engle dale ned i skjul"; thi således har Gud sine engle overalt, men ofte skjult i tilsyneladende almindelige menneskers skikkelse. Takket være disse engle, der i så udstrakt en grad vandrer i verdensgenløsningens tjeneste, vil himmeriges rige brede sig ud over hele verden. Og julen vil ikke blive ved med kun at være en symbolfest i mørket for en lysets tilværelse, der skal komme, men vil da være selve fredens rige på jorden, være et lysocean, i hvilket alt er kærlighed, visdom, skønhed og glæde.
En artikel skrevet af Martinus til Kosmos 1955. Artikel-id: M0950.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.